VIL AKADEMIERNES SKANDINAVISKE MODEL KAPITULERE?

VIL AKADEMIERNES SKANDINAVISKE MODEL KAPITULERE?

Det er som om, at intellektualiseringen og den nordiske selvforståelse har taget overhånd i bl.a. Danmark, så det skriger på et opgør med “mausoleumstilgangen,” der i disse dage hærger undervisningen i samtlige kreative fag. Lige nu håndhæves blot status quo, i en langvarig pseudo-elitær provinsiel sæbeboble, med kun få inviterede. Alt vaskes rent herinde, og alle rette linjer samt absurd hvide vægge genspejler hverandre. Men bobler har det som regel med at briste.

“Du skal tænke nyt, for er det ikke nyt, så bliver du ikke anerkendt.” Tilgangen er blevet udbasuneret i hovedet på mig gang på gang fra indtil flere danske kunstnere, gamle kanonkonger såvel som unge kometer. Og der ligger vel nok en sandhed gemt i sådan en udtalelse, for et selvstændigt udtryk er nødvendigt for at blive en anerkendt kunstner. Altså et udtryk arbejdet på henover en hel livstid, vel at mærke, for du skal jo gerne mestre processen først, og inde i processen ligger det selvstændige udtryk gemt efter mange års hårdt arbejde efter min mening. Men der ligger desværre en socialt funderet dobbeltbetydning i en udtalelse som den ovenfor herhjemme. For når du skal tænke “nyt” i en dansk kontekst, så er det nærmest som om, at du skal tænke nyt i et væld af sociale spilleregler; en omgang rygklapperi der fuldstændig har fået afskrevet store dele af den traditionelle kunstforståelse.

Dette opgør med traditionerne var for sin tid meget rettidig og tiltrængt i begyndelsen af 60′erne. Men i dag munder oprøret ud i et opgør med selvsamme generation, der åbnede døren. Vi står overfor alvorlige konsekvenser, hvor den smule håndværksmæssige basis, som de studerende samler op, oftest sker af egen fri vilje udenfor akademiernes satte rammer. Og de unge kunstnere er, som konsekvens af dette, ved at få nok af alle de lommefilosofiske bortforklaringer på det selvsamme manglende håndværk. Laissez faire tilgangen hos akademierne herhjemme kan i mine øjne medvirke til et forvrænget billede af, hvad det vil sige at arbejde interdisciplinært og intellektuelt, hvad enten det er en videnskabelig eller en kunstnerisk praksis. Det hjælper bestemt ikke på det hele, at der findes en særdeles indspist hær af danske kuratorer og kunsthistorikere, der er fuldstændig enige om, hvordan det kunstneriske landskab skal se ud, for derved, i én stor selvforstærkende statskapitalsindsprøjtende kovending, kan hive den ene udenlandske kunstnerkomet op af hatten efter den anden. Til trods for at man knap nok har fået vejret efter forrige uges pseudo-globale udskejelser sat i en tung autenticitetsskabende ramme, faciliteret af en overvejende pensionsmoden direktion på de statsstøttede museer. En direktion der sjovt nok også tilhører den ældre generation, som før nævnt kræves et opgør med.

Treenighedens Uenighed, 2015.

Treenighedens Uenighed, 2015.

Tv: Heldige Hunde, 2015. | Th: Erhvervsbuddhisme, 2015.

Tv: Heldige Hunde, 2015. | Th: Erhvervsbuddhisme, 2015.

Men for at forstå hvad problemet bunder i med den Skandinaviske model, må man dykke ned i historiebøgerne og forstå referencerammen, den tager udgangspunkt i. Set fra min optik tages der i høj grad udgangspunkt i Marcel Duchamp og Dadaismen. Her fokuserer akademierne intenst på “anti-kunst”-begrebet som bærende fundament. Sat i en ramme der ender med at skabe et vanvittigt paradoks til den selvstændige kunstneriske praksis, hvor den studerende intet basisfundament får opbygget. De bliver, groft sagt, kastet ud i en kunstnerisk praksis uden begreb om selve præmissen, forhistorien, selvforståelsen eller den kunstneriske proces. De skal blot tænke “nyt” og i en lykkerus af blind entreprenørskab opfinde sig selv i en tom skal. Det er så hult, at det i mine øjne har gjort, at mange af de skandinaviske kunstakademier fuldstændig har jævnet deres egen institutionelle kulturelle kapital med jorden. Grotesk, som det kan lyde, så er de frie rammer med til at skabe snævertsynede kunstnere. De skandinaviske akademier bliver indirekte fortalere for en hel bølge af det, jeg betegner som den ignorante europæiske kunst.

Studier af kranie, Gerrit Rietveld Academie, 2016.

Studier af kranie, Gerrit Rietveld Academie, 2016.

Et manglende abstraktionsniveau
Men til trods for at man kunne fortsætte resten af artiklen med at male fanden på væggen og melde død og ødelæggelse samt intens kulturflugt fra Danmark, skal man også se det som en mulighed for at indføre nye tiltag. Man kunne dykke ned i sammenhængen mellem de nuværende skandinaviske tilgange til den kreative proces. For mit vedkommende valgte jeg at kommentere på disse i et teoretisk funderet modsvar med en holistisk interdisciplinær procesmodel, for derigennem at udfordre selvforståelsen. Dette i form af en række videnskabeligt funderede essays samlet i en 22 siders kritik.

For det er, fra mit synspunkt, at der i den nuværende skandinaviske tilgang er en reel mangel på et højere abstraktionsniveau; abstraktionen som i det 20. århundrede blev udfordret mere end noget andet. Jeg ser dette visuelle fravær i abstraktionen som et tydeligt tegn på, at noget er gået helt og aldeles i stå i Skandinavien. Abstraktionsniveauet ser jeg som en sund indikator på, om vi, og dermed bl.a. maleriet, flytter sig i samtidskunsten.

Nedskæringer, 2015.

Nedskæringer, 2015.

Udover det manglende abstraktionsniveau, ser jeg mange andre faresignaler, hvori samtidskunsten i Skandinavien lider; særligt er det, at kunstneren i Danmark nærmest i dag kun oplever verden ud fra sin egen kunstneriske praksis, hvorimod der op gennem det 20. århundrede var et filosofisk opbrud med hele den traditionelle anskuelse af menneskets livsverden. Livsanskuelser blev engang udfordret – i dag er de blot en sløv sidebemærkning i øverste højre hjørne af kanvasset, hvis altså der overhovedet er et kanvas.

Hele den holistiske ramme, der blev frigjort i 60′erne, er kapituleret fordi indholdet og fundamentet i dag er skraldet bort; en tradition de skandinaviske skoler påstår stadig fungerer, trods eleverne ikke lærer den ordentligt. De er af institutionerne pr. definition jo skandinaviske i deres tilgang, og ergo forstår de så også den interdisciplinære tradition. Eller gør de mon virkelig det?

Du kan læse den engelske udgave af essaysamlingen “The New Exposed” her.

Johannes Holt-Iversen (f. 1989) er billedkunstner og studerende ved Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, Holland. Johannes har bidraget til idoart.dk siden 2014.