VI HAR KUN SET BEGYNDELSEN PÅ MIGRATIONSKRISEN

februar 2016 var jeg til samtale på det hollandske kunstakademi Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, og det mundede ud i et gensyn til den afgørende optagelsesrunde i april 2016. Jeg kunne have valgt at tage den sikre vej og kun have fremvist en række romantiske olie-smørelser, løst en opgave og med sikkerhed have fået endnu et afslag til samlingen. I stedet valgte jeg at benytte lejligheden til at kommentere på en global situation, der har fyldt i min bevidsthed, siden jeg læste UNHCR-rapporterne tilbage i 2013-2014. For jeg kan, ud fra UNHCR’s rapporter, levende se for mig, hvad vi har i vente, og hvordan at verden med høj sandsynlighed vil se ud i 2020 og 2030, hvis ikke Europa tager et globalt medansvar.

Da flygtningestrømmen sidste år kom til Europa, var det langt fra første gang, at menneskeheden migrerede – dette er sket i århundreder, ja sågar i årtusinder for at sætte det lidt i perspektiv. Hvad der har ændret sig, er vores opfattelse af, hvordan landegrænser og samfund er opbygget. Kombinationen af menneskets natur, og de systemer vi har indrettet, er kernen i problematikken, og derfor er det netop menneskets behov for systemtænkning, vi må gøre op med for at løse denne situation.

Min kommentar, som var en del af konsultationen på Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, handler ikke kun om den menneskelige tragedie på individplan alene, men også om hvad vi som menneskehed efterlader, når vi interagerer med verden omkring os. For hvad er det egentlig, vi efterlader os? I Grækenland efterlader vi os bjerge af redningsveste, hvorimod at vi i resten af Europa efterlader bunker af plastikpartikler, der filtreres direkte ud i havene uden spørgsmålstegn dertil. Vi har et miljømæssigt problem, hvor vi alle er tabere – ingen af os vinder nogle gode kort på hånden her. Vi køber os ikke engang tid.

Foto af Johannes Holt-Iversen.

Foto af Johannes Holt-Iversen.

Tager man den globale temperaturstigning og sammenholder med temperaturen for stabile afgrøder i Afrika og Sydamerika, vil man erfare, at indenfor en tidsramme på 20-30 år eller mindre, kan store dele af kontinenterne blive så ubegroelige af tørke, at migration bliver eneste udvej. Vi vil i så fald (hvis afgrøder ikke styrkes gennem risikofyldt modifikation) få en global migration af en så stor dimension, at man ikke vil kunne forestille sig konsekvenserne deraf, uanset endeløse beregninger. Hvad vi er vidne til i dag er en tidlig start forårsaget af menneskeskabte uroligheder, men det bør anses som generalprøven på, hvad der kan komme.

For politikerne har ikke turdet fortælle os om de fremtidige klima-migrationer, der allerede blev varslet i de glade 90′ere, hvor man i stedet valgte at være travlt beskæftiget med grådigt at implementere samfundsmodeller, der skulle skumme fløden af 1960′ernes opbygning af velfærdsstaten. New Public Management blev implementeret som en effektiviserende model, der skulle strømline velfærdsstaten efter dens storhedstid i en sådan grad, at vi i dag er skåret helt ind til benet. Nu hvor politikerne i det skjulte planlægger afmonteringen eller rettere den “endelige modernisering” af velfærdsstaten helt, skal nye modeller træde til, og her forslår man Governance som den bæredygtige løsning.

Foto af Johannes Holt-Iversen.

Foto af Johannes Holt-Iversen.

De samfundsvidenskabelige akademikere klapper i deres små hænder over, at de endelig bliver hørt, men det er af den simpel grund, at modellen bekvemmeligt nok passer til både virksomheder og samfund. Hvor belejligt for de multinationale koncerner at hele samfundet snart bliver drevet på samme måde, som de selv gør det. Men mon det betyder, at virksomhederne bliver mere indrettede på det enkelte menneske og det globale klima? Eller kunne det tænkes, at det går den anden vej; at samfundet ved et belejligt uheld indrettes efter virksomhederne? Og hjælper det i sidste ende på den fremtidige klima-migration?

Samfundet vil altid være et produkt, som bærer præg af tidligere generationers svigt, men vi der lever nu kan vælge at formidle og tegne et nyt billede. Vi kan bidrage med andre værdier, end hvad politikerne som embedsmænd står for i dag og ønsker, at vi skal følge. Jeg kan formidle, hvad der ikke bliver sagt, hvad der bliver lagt i glemmebogen, og hvad der ellers ikke skal komme frem i den politiske agenda. For jeg er mere end blot et barn af min tid.

Foto af Johannes Holt-Iversen

Foto af Johannes Holt-Iversen

Jeg valgte at se bort fra, at det var en optagelsesprøve. Jeg gik mere op I, hvad jeg ønskede at kommentere med mine værker, og hvad jeg ville med mit arbejde. For nogle gange kan man være heldig, at ens kunstneriske proces rammer en guldåre, og pludselig kan det være underordnet, hvad man higer efter, frygter eller håber. For pludselig bliver det vigtigere, at det man kommenterer, er vedholdende og mere meningsgivende for de mennesker, som værket handler om, end hvad det bedre borgerskab måske kunne have af holdning til ens arbejde. I sådanne situationer bliver alt andet egentlig ret underordnet – jeg taler altid om den slags oplevelser som “det tidsløse rum”. Når man træder ind i det rum, så ved man, at ens kommunikation er ren, og at udtrykket står knivskarpt, for i det tidsløse rum er du blot en enkelt tanke i den store kollektive bevidsthed.

Det er i det tidsløse rum, at du møder alle de tidligere kunstnere – døde såvel som levende – på et ordløst, metafysisk plan, der ikke kan forklares, men som skal opleves, ved at man arbejder intenst med sit udtryk. Så det løfter sig og i et øjeblik opnår selvstændighed. Selvstændighed er nøglen til det tidsløse rum.

Det interessante ved optagelsesprøven til Gerrit Rietveld Academie er, at der tages udgangspunkt i den kunstneriske proces fremfor slutproduktet af netop denne proces. I modsætning til den skandinaviske model, hvor hele optagelsesforløbet i dag er skåret ind til fem færdige værker, undersøges der hos Gerrit Rietveld Academie et potentiale, der strækker sig udover at kunne levere fem værker ved en heldig hånd. Som udgangspunkt ser de på ens studier og dermed ens daglige arbejde for at forstå en given kunstnerisk disciplin eller motiv. Hele akademiets satsning går på at tage fat om grundstammen af ens kunstneriske dannelse og sikre sig, at man får opbygget et solidt fundament. Først derefter kobles der et teoretisk og/eller en filosofisk anskuelse på. I modsætning til mange af de skandinaviske akademier samt de franskinspirerede akademier, hvor håndværket er forkastet, har man på Gerrit Rietveld Academie valgt at omfavne begge dele. Dette tiltaler mig mere end noget andet akademi, jeg har stiftet bekendtskab med. Den holistiske tilgang, indenfor de elitære kunstneriske fag, har været tiltrængt i årevis.

Johannes Holt-Iversen (f. 1989) er billedkunstner og studerende ved Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, Holland. Johannes har bidraget til idoart.dk siden 2014.