STEMNINGENS SEMIOTIK - EN SAMTALE MED BO CHRISTIAN LARSSON

Alt omkring os består af subatomare partikler; aldrig stillesiddende og uforudsigeligt interagerende. Hver lille plet omkring os kan forfølges ned i uendeligheden, og vores hjerner ville brænde sammen, hvis vi så alt det, verden består af.

Derfor bliver det meste af verdens susen sorteret fra allerede i mødet med kroppen. Resten bliver hastigt klumpet sammen som objekter og fænomener, kategoriseret ind i neutrale netværk af associationer og funktioner, og disse bliver repræsenteret af følelser. Alle ting er i sidste ende følelsen af sin funktion og sin association. En hammer bærer både sine søm og sine blodige fingre med sig, men også sommerhusets støvede værktøjskasse eller sløjdlokalets vægge, og på den måde opstår stemningerne omkring os – kroppens eget augmented reality som et metalag over omverdenen, der gør det muligt at navigere i den, uden at fortabe sig i den.

Stemninger kan dekonstrueres som parfumer i deres bund-, mellem- og topnoter, men i stedet for cedertræ, cypres og fennikel består de måske af blæsten, en tabt sko og en snebærbusk. Hver bestanddel har som et magnetfelt af følelser omkring sig, der hiver og skubber og bøjer det, der omgiver den. En stemning kan også konstrueres ved at fjerne og tilføje bestanddele. En stemning kan skifte og fortabes som en strandsten, der tørrer i lommen. Et overset eller ukendt objekt kan lades som et batteri ved at blive brugt eller ved at indgå i konstellationer med det velkendte.

Jeg besøgte Bo Christian Larsson i hans atelier langt oppe nord for Stockholm, som han deler med maleren Sara-Vide Ericsson, mens sneen stadig lå overalt, og kunstneren vist stadig ikke vidste, hvor han var på vej hen. Mens vi ventede på, at kartoflerne til aftensmaden kogte, fik vi en spontan snak om kunst og idéer.

 Visuel note fra Bo Christians atelier af Bjarke Stenbæk.

Visuel note fra Bo Christians atelier af Bjarke Stenbæk.

Bjarke Stenbæk (B): Vil du starte fra begyndelsen?

Bo Christian Larsson (C): Jeg fór afsted til Holland, da jeg var 18 for at gå på kunstakademiet (AKI, Academy for Art & Design i Enschede), og så flyttede jeg ikke hjem til Sverige igen, før 18 år senere, da jeg mødte Sara.

Jeg har tidligere arbejdet indenfor et meget stramt skema. Jeg har arbejdet med det intuitive, og jeg har altid tænkt, at det at tegne var begyndelsen på alting – jeg har set det at tegne som en intuitiv proces. Når man tegner, finder man måske pludselig noget som giver mening. Så tager man det med ud i verden, og så kan energien gå over i en skulpturel form. Det starter helt intuitivt og bliver gradvist mere og mere konceptuelt, og så begynder det forfra. Men da jeg blev 40, tænkte jeg: “Det her fungerer ikke... slip nu det hele, og gør i stedet bare det du vil og intet andet”.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

B: Det jeg har set af din kunst, er dine skulpturer. Meget af det har en næsten scenografisk følelse over sig – giver det mening? Jeg tænker for eksempel på dine kufferter med døre i.

C: Ja, jeg er interesseret i teater, og mange af mine skulpturer har også været en del af happenings eller performanceværker.

B: Så de bliver næsten scenografiske?

C: De bliver absolut til scenografi; de bliver det man kalder “leftovers”: objekter som bliver ladet med mening under et ritual, og siden bliver de efterladt til deres egen skæbne.

 Visuel note fra Bo Christians atelier af Bjarke Stenbæk.

Visuel note fra Bo Christians atelier af Bjarke Stenbæk.

B: Jeg er meget interesseret i opladning/afladning af betydning i genstande og steder omkring os. Er det noget, du arbejder meget med?

C: Ja, det tror jeg absolut. Det er vel en del af processen?

B: Hvordan lader man et objekt?

C: På forskellige måder. En tang som den her, er jo et værktøj med en funktion. Og når den bliver brugt, bliver den ladet. Hvis dit objekt er en lampe, så bliver den ladet, når du tænder lyset. Jeg har været meget optaget af, at det at udstille et værk skulle betyde mere end “Så værsgo, køb.” Ritualet omkring værket betyder bestemt noget.

B: Har du hørt om Deep Listening? Som jeg forstår det, kan det være så simpelt som at optage en hvilken som helst times lyd. Når man sidder med høretelefoner på bagefter og lytter til det, sker der et eller andet.

C: Det er jo sandt. Da jeg gik på akademiet i Holland, fik vi til opgave at finde et tilfældigt sted, som vi skulle besøge hver dag i et halvt år. Jeg syntes, det lød idiotisk, men jeg gjorde det alligevel. Jeg satte mig bagved en kirke, og så sad jeg dér og lyttede. Effekten er mærkelig – det bliver dit sted, bare fordi du bestemmer dig for det. Det minder mig på en måde lidt om transcendental meditation. Det store findes i det lille.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

B: Jeg tror, at jeg engang hørte David Hockney snakke om, at han først rigtigt ser, når han tegner. Så sidder han og tegner hvert enkelt græsstrå og ukrudtsplante i en grøftekant, og i dét bliver værket ladet med mening.

C: Jeg tror egentlig, at de fleste kunstnere arbejder på den måde – de synes måske bare ikke, at det er værd at nævne. Jeg har altid syntes, det var nøgent at producere noget, bare for at udstille det. Det er vigtigt for mig, at mine skulpturer er som metafysiske puslespilsbrikker – man samler ting og sager gennem tiden, og så sætter man dem sammen på forskellige måder. Nogle gange kan en skulptur stå flere år og samle støv i et hjørne, før man forstår, hvad der mangler, for at den rigtigt er færdig.

 Visuel note fra Bo Christians atelier af Bjarke Stenbæk.

Visuel note fra Bo Christians atelier af Bjarke Stenbæk.

B: Bruger du tit genstande i dine værker, som har en ladning i forvejen?

C: Ja, mange ting har jo en indbygget historie. Det synes jeg om. De fleste genstande er jo skabt med en intention. Jeg arbejder med ting, som de fleste har en reference til, og så skifter de deres betydning i kraft af konteksten, for eksempel ved at blive sat sammen af ting med modstridende betydninger. Man skal blot være interesseret for at aflæse et sådant værk.

B: Du mener, at der er en hårfin grænse for, hvor meget man skal analysere?

C: Ja, så det ikke bliver for konceptuelt. Jeg ser egentligt ikke mig selv som konceptuel kunstner. Jeg kan godt lide, når værker kan forstås intuitivt.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

B: Det lyder som om, at man kan forstå din kunst uden en oversætter?

C: Ja, jeg kan godt lide hverdagsobjekter, som de fleste mennesker har en relation til. Jeg forsøger at begrænse mig til den vestlige verden, for det er det “sprog”, jeg kender. Jeg kunne godt rode med alle mulige afrikanske kulturer, men det ville ikke på samme måde være autentisk for mig.

B: Nej, for så bliver det vel idéen om den kultur?

C: Ja, og så bliver det konceptuelt på en helt anden måde. Hvis du kigger dig omkring i det her rum, så genkender du de fleste ting. Selvfølgelig vil den enkeltes følelse om hvert objekt variere, men det er bare en bonus.

 Visuel note fra Bo Christians atelier af Bjarke Stenbæk.

Visuel note fra Bo Christians atelier af Bjarke Stenbæk.

B: Har du læst Roland Barthes' artikel “Billedets Retorik”, hvori han overfører semiotikkens begreber på billedsproget? Jeg har tænkt på, om der findes en “byens semiotik”. Jeg tror, at det startede, fordi at så mange jeg kender, der flytter til Stockholm, føler at byen er kold og distanceret.

Den svenske kunstner Adams lavede for nogle år siden værket "Holes, Huts & Hidings", som spiller lidt på netop dét. Han gemte nøgler rundt omkring i bøgerne på Stockholms Hovedbibliotek, som gav adgang til Stockholms undergrund. Det satte for mig fingeren på en følelse, som handler om at skaffe sig adgang til byen, og jeg tænker, at hele byen kan skifte følelse, afhængigt af om du har sådan en nøgle i lommen eller ej.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

C: Jeg lavede faktisk et lignende kunstværk i Frankfurt, hvor vi byggede en ekstra lobby i et hotel med en masse bagageskabe, og så skulle man se, hvilke nøgler der passede til hvilke skabe. Forventningerne var enorme, fordi nøgler er så ladede med betydning. Senere lavede vi en skulptur med alle nøglerne. Der blev de særligt ladede, selvom nøgler jo er noget du har i lommen hver dag. Prøv at forestil dig et nøgleløst samfund?

B: Det er ligesom, når du laver en happening – at et objekt som ikke havde nogen betydning, pludseligt får det, selvom objektet ikke forandrer sig.

C: I hvert fald ikke fysisk.

B: Men det får en helt ny konnotation.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

 Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

Bo Christian Larsson "Light Traps" på Eighteen, 2017 | Foto: Jan Søndergaard.

C: Ja. Alle objekter er som ingredienser. Som den kuffert med døren i, du nævnte. Men en kuffert og en dør kombineret, hvad er det for noget? I mine happenings benytter jeg mig af en prisme af karakterer – alle menneskehedens forskelligheder: en poet, en arkitekt, en almægtig moder, osv, osv. Hvis én karakter håndterer denne kuffert, betyder det noget helt andet, end når en af de andre gør det. Poeten gør kufferten til et poetisk ladet objekt, for en anden bliver den et redskab til en flugt - og så har objektet fået en retning. Men jeg forsøger at holde det umiddelbart og intuitivt, for det er sådan, jeg selv læser kunst.

B: Så kommer vi lidt tilbage til Roland Barthes.

C: Ja. Det er svært, men alligevel enkelt... Som naturen. Jeg synes om naturen, for der mødes det enkle med det utroligt komplekse.


Du kan se Bo Christian Larssons værker på Eighteen frem til d. 18. november, 2017. Læs mere om udstillingen "Light Traps" her.


Bjarke Stenbæk Kristensen (f. 1985) er illustrator og animator og har studeret ved hhv. Designskolen Kolding og Konstfack. Bjarke bor i Stockholm og har bidraget til idoart.dk siden 2016.