SOM AT VÆRE PÅ EN HELT ANDEN PLANET

I sommerferien 2013 var jeg tre uger i South Dakota for at besøge min indianske familie for første gang. På tre uger lærte jeg en hel masse om Sioux Lakota-indianernes kultur og baggrund. Min far, som er kunstner, tog mig bl.a. med rundt på forskellige museer og viste mig South Dakotas smukke landskab.

Til at starte med havde jeg planlagt at rejse afsted alene, men så foreslog min onkel og tante at tage med mig, hvilket var en god idé, da mange følelser kan hobe sig op, når man skal møde sin familie for første gang.

Vi rejste der over i slutningen af juni måned, og skulle være der i tre uger. Vi fløj først fra Billunds lufthavn til Amsterdam, så fra Amsterdam til New York og til sidst fra New York til Minnesota. Her lejede vi en bil og kørte til landsbyen Sissenton, hvor min familie bor.

Da vi ankom til reservatet, som både min far, farmor og søster bor i, blev vi budt velkommen af min far. En bølge af overvældende følelser dukkede op i mig, og jeg følte mig svimmel for en stund. Det gik dog hurtigt over, og jeg faldt i god snak med min farmor, som jeg viste billeder, fra da jeg var lille.

Den første uge oplevede jeg bl.a. indianernes traditionelle Pow-wow dansekonkurrence. Her stillede min far også op. Alles dragter var utroligt farverige, og mange af mændenes dragter var beklædt med ørnefjer. De dansede Grass dance, så de lange frynser på dragterne mindede om græs, der blæser i vinden. Kvindernes dragter var berigede med kegleformede klokker, som de udnyttede i en Jingledance, hvor de hoppede, så klokkerne kunne høres, mens fødderne dansede.

I den følgende uge besluttede vi os for at tage på roadtrip rundt ved Black Hills, hvor både Mount Rushmore, Yellowstone og andre specielle seværdigheder ligger. Vi kørte tværs igennem South Dakota, da vi befandt os i øst og skulle mod vest.

Min far syntes, at vi skulle besøge hans kunstnerven, Jim Yellowhawk, som bor ude i en skov, i en sekskantet træhytte, ved Rapid City. Min far og Jim optræder ofte sammen, med den traditionelle Pow-wow dans, og taler om indianernes historie og traditioner.

 Jim på sin motorcykel.

Jim på sin motorcykel.

Jims kone døde for to år siden, men han har nu fundet sig en ny kæreste fra New Zealand, hvilket er et sjovt sammentræf, da hans søn, Gabe, netop er blevet optaget på kunstskolen The Leanning Connexion og derfor selv flytter til New Zealand næste år. Jim viste os sit art studio, og det var tydeligt at se en interesse for det spirituelle i hans værker. På mange af hans malerier var der billeder af indianere, der kørte på motorcykel. Det viste sig, at Jim selv har en svaghed for motorcykler, og han havde faktisk en selv, som han stolt viste frem. Motorcyklen var ligeledes udsmykket med indiansk kunst, og på nummerpladen stod der Sioux, som er den stamme, som min far og Jim begge stammer fra.

Efter at vi havde besøgt Jim, kørte vi videre mod Yellowstone, som er en kæmpe vulkan med rig natur. Vi så hot springs, som lignede varme kilder, man kunne bade i, men vandet var kogende og lugtede grimt af svovl. Over alt omkring os var der lava og krystalklare hot springs. Det var utroligt smukt, og det føltes som at være på en helt anden planet.

DSCF2972.JPG

Vi sluttede turen af ved The Devil Tower, som er en monolitisk magmatisk intrusion i Black Hills. Den er 386 m. høj og virker nærmest rød i aftensolens lys. En Sioux Lakota-legende fortæller om Black Hills tilblivelse, at seks piger var ude at plukke blomster, da de blev angrebet og jaget af en bjørn. Den Store Ånd følte for dem og rejste jorden under deres fødder. Bjørnen forsøgte at nå toppen af det nydannede tårn, men faldt og gravede siderne af monolitten. Dette var kun et lille uddrag af min eventyrlige rejse.

 The Devil Tower.

The Devil Tower.

Billederne i indlægget her har jeg taget på turen.

Farverne i naturbillederne har jeg naturligvis forstærket, men det er fordi, at jeg syntes, at det i virkeligheden så meget mere magisk og farverigt ud, end det endte med at gøre på fotografierne.

DSCF2568.JPG
DSCF2592.JPG
 All photos by Simone Reinholdt Nielsen.

All photos by Simone Reinholdt Nielsen.

Simon Reinholdt Nielsen (f. 1995) er fotograf og har bidraget til idoart.dk siden 2014.