SOLSIKKEFRØ OG JORDSKÆLVSHISTORIER

En grå eftermiddag i december begiver jeg mig ud på tur. Jeg er i København og skal besøge Faurschou Foundation, som er et udstillingssted, der ligger et stykke ude på Nordhavnen, blandt containerskibe og byggepladser. Nordhavnen er for tiden ved at undergå en meget stor byudvidelse, og det føles derfor lidt som at gå gennem én, stor byggeplads på vej derud fra S-togsstationen. Men det gør kun oplevelsen dét mere speciel, for når man endelig entrerer den sorte, robuste dør ind til de store, lyse lokaler, så føler man lidt, at man har fundet frem til noget hemmeligt og eksklusivt.

Grunden til at jeg har begivet mig ud til Faurschou Foundations smukke lokaler på Klubiensvej er, at de lige nu har en udstilling med den kinesiske kunstner Ai Weiwei. Jeg har for få uger siden besøgt ARoS’ nyligt åbnede udstilling A New Dynasty – Created in China, hvor Ai Weiwei også har et værk med. I den forbindelse er min interesse for både Ai Weiwei og kinesisk samtidskunst virkelig blevet vakt, og der kunne derfor ikke være et bedre tidspunkt end nu til at besøge Faurschou Foundation og deres udstilling med ham. Udstillingen hedder Ruptures, og den rummer alle de værker, som jeg har siddet og læst om i de sidste par uger, så jeg glæder mig allerede på forhånd.

Da jeg træder ind af den store dør, møder jeg Maria, som sidder i receptionen. Hun giver mig en rundvisning og fortæller om værkerne, deres tilblivelse og historierne bag. Hun fortæller, at de med udstillingen ønsker at vise, at Ai Weiwei er mere end en populær Twitterprofil og en skarp samfundskritiker; han er også en vanvittigt god kunstner. Netop det faktum, at han er så god til at sammensætte det samfundskritiske med det kunstneriske, tror jeg er det, der gør ham så anerkendt og indflydelsesrig, som han er.

Installation view of exhibition ‘Ai Weiwei: Ruptures’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photo by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

Installation view of exhibition ‘Ai Weiwei: Ruptures’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photo by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

I det første rum jeg træder ind i, finder jeg værket Straight. Det er en installation, der består af en enorm mængde stålstænger, som stammer fra stålkonstruktionen på nogle af de mange bygninger, der kollapsede i et stort jordskælv i den kinesiske provins Sichuan i 2008. Jordskælvet bragte ufattelige ødelæggelser med sig og dræbte ca. 90.000 mennesker. Noget andet, som det også bragte med sig, var Ai Weiwei’s opmærksomhed. Myndighederne ønskede at holde flest mulige informationer om jordskælvets omfang skjult for offentligheden, og dét i sig selv var nok til at tiltrække Ai Weiwei’s opmærksomhed, da en af hans mærkesager er at skabe åbenhed og gennemsigtighed i systemet. Men det som Ai Weiwei især valgte at fokusere på omkring jordskælvet, var de enormt mange skoler, der kollapsede på grund af dårlig byggekvalitet, der slet ikke var jordskælvssikret. Ai Weiwei skaffede 150 ton af disse stålstænger, som Straight består af, og omkring 200 assistenter brugte årene mellem 2008-2012 på at rette stængerne i Straight ud igen, efter at de var blevet bøjet under jordskælvet. Stålstængerne er i værket placeret på en måde, der både kan symbolisere rystelser på Richter-skalaen, men det kan også ligne en vej, hvor asfalten er blevet revet op, som det sker ved jordskælv. Ydermere kunne det også ligne de tektoniske plader, der forskydes, og som dermed forårsager jordskælv. Dét som jeg synes er interessant ved Ai Weiwei er, at han laver værker, der både er æstetisk interessante og håndværksmæssigt veludførte, og som samtidig fortæller en historie og stiller spørgsmål ved verden og den måde, vi lever på. Det skaber et clash, hvor man næsten ikke ved, om man kan tillade sig at synes, det er pænt, når det fortæller så tragisk en historie, som fx. dette værk gør. De kinesiske tilstande, som han sætter fokus på i mange af sine værker, er så absurde, at man har svært ved at forestille sig det.

Installation view of artwork ‘Straight’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photos by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

Installation view of artwork ‘Straight’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photos by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

I samme rum som Straight hænger også Name List of Sichuan Earthquake Student Victims. Det er en oplistning med navn, køn, fødselsdato, alder, skole, klasse og adresse på 5196 af de studerende, der omkom under jordskælvet. Ai Weiwei og hans mange hundrede frivillige indsamlede navnene ved hjælp af opsøgende arbejde efter jordskælvet, og grunden til dette omfattende projekt var, at myndighederne ikke selv ville offentliggøre disse oplysninger.

I det næste rum hænger tre store billeder, som tilsammen udgør værket Dropping a Han Dynasty Urn. Her ser man Ai Weiwei knuse en gammel vase fra Han Dynastiet (206 f.Kr – 220 e.Kr). Under billederne står en række antikke vaser, der er blevet malet over, placeret på et podie. Der er tyve år mellem de to værker, men de får mig til at tænke den samme tanke: Noget i stil med at Ai Weiwei kritiserer det traditionelle kinesiske styre og den gammeldags tankegang ved at knuse deres værdier. I udstillingsfolderen læser jeg dog noget nær det modsatte: nemlig at det er en kommentar på, hvordan kinesisk kultur og historie faktisk er truet af den store økonomiske fremgang, som ikke har meget til overs for at bevare historien, som derfor ofte går tabt til fordel for nye projekter, der kan skabe fremgang i landet. Maria nævner derudover, at værket jo også sætter spørgsmål ved hele kunstbegrebet; hvad er kunst? Hvorfor bliver man så forarget over, at en gammel vase bliver knust eller malet over? Og har den nu mistet sin værdi, eller blot ændret betydning fra antikvitet til samtidskunst? I stort set alle Ai Weiwei’s værker er der meget mere en én betydning.

Installation view of artwork ‘Colored Vases’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photos by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

Installation view of artwork ‘Colored Vases’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photos by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

Og apropos kinesisk kulturarv der er gået tabt, har Ai Weiwei lavet værket Bench af træ fra templer, der stammer tilbage fra Qing-dynastiet (1644-1911), men som blev revet ned under Kulturrevolutionen i 1960′erne. Det her værk har altså en stor historisk værdi i form af det genbrugte træ, og samtidig er værket blevet til ved hjælp af stor håndværksmæssig snilde. De forskellige stykker træ er nemlig sat sammen ved hjælp af en gammel møbelsnedkerteknik, der gør det muligt at sætte dem sammen uden lim, søm eller andre hjælpende remedier. Sidst men ikke mindst har værket en symbolsk værdi. Når man ser det fra siden, ser man nemlig at enden er udformet som et kort over Kina. Og så er der selvfølgelig den detalje, at værket hedder Bench, men at det slet ikke kan bruges til at sidde på; igen et bevis på, hvor mange forskellige dimensioner et Ai Weiwei-værk kan have.

Installation view of artwork ‘Bench’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photos by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

Installation view of artwork ‘Bench’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photos by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

To andre værker af træ står placeret ved siden af Bench; Divina Proportio og Grapes. Grapes består af gamle kinesiske skamler, som er blevet omdannet til en skulptur. Maria fortæller mig, at skamlerne er allemandseje i Kina, og dermed skaber værket en kontrast mellem det helt almindelige, praktiske møbel, som skamlen er i Kina, og så denne fine skulptur på et galleri i Vesten.

Installation view of artwork ‘Grapes’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photos by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

Installation view of artwork ‘Grapes’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photos by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

Divina Proportio er en slags reflektion over form og betydning. Igen udført af det fineste træ og ved hjælp af stor håndværksmæssig tålmodighed, er denne skulptur utroligt flot i sig selv, og jeg har lidt lyst til at tage den med hjem til min egen stue. Formen kan da også findes i bogen “De Divinae Proportione” (Om den guddommelige proportion), fra 1498, som handler om ideelle matematiske proportioner i forhold til geometri, kunst og arkitektur, hvor den er illustreret af Leonoaro Da Vinci; så der er måske ikke noget at sige til, at den virker så dragende. Twistet er dog her, at Ai Weiwei ikke fik idéen til denne skulptur af Leonardo da Vinci, men til gengæld fandt den i et stykke kattelegetøj!

Installation view of artwork ‘Divina Proportio’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photo by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

Installation view of artwork ‘Divina Proportio’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photo by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

I samme rum, men gemt lidt bag en skillevæg, finder man en lille udstilling med fotos fra Ai Weiwei’s tid i New York (1981-1993). Der er selvportrætter, stemningsbilleder og fotos af mere journalistisk karakter. Ai Weiwei har tydeligvis altid været glad for at fotografere, og de 36 billeder er udvalgt på baggrund af omkring 10.000 negativer! Det er nogle virkelig fede billeder, og det er sjovt at se Ai Weiwei som ung i New York, i en (for mig i hvert fald) ny kontekst sammen med fx. Andy Warhol og Allen Ginsberg.

Ai Weiwei | New York, 1981-1993.

Ai Weiwei | New York, 1981-1993.

Nu er vi kommet til det sidste værk på udstillingen, som nok også det, jeg har glædet mig mest til at se, nemlig Sunflower Seeds. Selvom det har et lidt mindre omfang, end det havde på Tate Modern, hvor det første gang blev vist, er det stadig både overvældende og fascinerende at stå foran. Her på Faurschou Foundation er der samlet 10 millioner af disse håndlavede porcelæns-solsikkefrø. Til udstillingen på Tate Modern blev der fremstillet over 100 millioner af dem, som det havde taget 1.600 mennesker to et halvt år at fremstille. Værket har mange forskellige referencer, som jeg også har skrevet om i mit tidligere indlæg – blandt andet leder det tankerne hen på den samlebåndsproduktion, der foregår i Kina, for at Vestens gigantforbrug og “brug-og-smid-væk-kultur” kan blive fodret. Men det rummer også en håndværksmæssig kvalitet, i og med at hvert frø er håndlavet og har gennemgået en 30-trins produktionsproces, inden det til sidst er blevet håndmalet. Hvert et lille frø er et kunstværk i sig selv, men antallet af frø er det, der gør værket så overvældende.

Installation view of artwork ‘Sunflower Seeds (15 tons)’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photos by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

Installation view of artwork ‘Sunflower Seeds (15 tons)’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015 | Photos by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation.

Jeg kan i den grad anbefale alle at tage forbi Faurschou Foundation og se denne udstilling, som er sat til at vare til d. 22 december, men som højst sandsynligt bliver forlænget til næste år. Hvis du skulle være blevet mere interesseret i Ai Weiwei, kan jeg desuden anbefale at se dokumentarfilmen “Never Sorry” fra 2012, som er en yderst informativ film, hvor man følger Ai Weiwei’s hverdag og arbejde med kunst, politik og familie. Og der er rigtig meget at dykke ned i!

Puk Ewdokia (f. 1991) er kunstner og illustrator. Puk har bidraget til idoart.dk siden 2014.