SMK | AT REJSE SIG I MØRKET

Det kan måske godt blive lidt indspist at skrive om udstillinger fra sin egen arbejdsplads, så jeg forsøger for det meste kun at overlevere min begejstring for Statens Museum for Kunst’s udstillinger mundtligt mellem bekendte. Nu vælger jeg alligevel at dele den her på idoart.dk, for denne gang kan jeg ikke lade være. “At rejse sig i mørket. Menneskeskildrerne i 1950′ernes danske grafik” er en udstilling om levet liv, oprejsning, ængstelighed, håb, lys og mørke. Det er en udstilling, som er højaktuel på et samfundsmæssigt plan, og den rørte mig i den grad.

De udstillede kunstnere er fra en generation, som arbejdede med grafik i 1950′erne, og som var influerede af Aksel Jørgensen, der var grafisk underviser på kunstakademiet. Dette ses i værkernes stramme formalisme og komposition, og den kunstneriske dygtighed er inspirerende at opleve og nærstudere. Med menneskets levede liv i centrum bearbejder kunstnerne på forskellig vis efterkrigstidens traumer samt kølvandet på den; nemlig en klaustrofobisk kold krig, der truede med at udslette menneskeheden, og som kunne muliggøre en tredje verdenskrig. Udstillingen bygger på forsker Liza Kaarings Ph.D-afhandling om netop disse kunstnere. Årstal samt signaturer vidner om en specifik tid i kunsthistorien, men for mig at se er de eksistentialistiske motiver tidsløse. Desværre oplever vi lignende problematikker i verden i øjeblikket, og udstillingen kunne ikke være mere relevant nu.

Øjenvidneberetninger
De grafiske værker spænder over raderinger, collage og tryk, og vi møder blandt andre Jane Muus, Dan Sterup-Hansen, Erling Frederiksen, Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen og Henry Heerup. I forbindelse med udstillingen Mennesket i 1958, hvor flere af disse kunstnere udstillede, udtalte Svend Wiig Hansen i et interview:

Jeg tror selv, at det er en ulykkelig tid for mennesket; fantasien, drømmen og troen er taget fra os. Udadtil gaar det fint: vi er renvaskede, vi er lykkelige, har radiogrammofon og alt det der… men hvordan ser vi ud indvendig? Tænk paa hvor yderligt, vi lever, vi er i fare – der skal bare en eller anden gal idiot til at trykke paa knappen, saa ryger det hele i luften. Saa tosset har det da aldrig været før. Det er denne sjæletilstand, vi søger at skildre, man kan ikke løbe fra den…

Dette citat giver et indtryk af kunstnerens personlige tanker. Det er i tråd med samfundstilstanden og afspejler sandsynligvis flere menneskers tanker samt J.P. Sartres filosofi, der ligeledes spredte sig til Danmark efter Anden Verdenskrig. Hvordan skal man som menneske forholde sig til sin omverden? Og hvem har ansvaret for verdenstilstanden? Disse eksistentialistiske refleksioner over menneskets sjæletilstand og identitet er at finde i værkerne, der er smukke og rørende skildringer med mennesket som central figur; skildret figurativt som krop. Som beskuer er det nærmest uundgåeligt at flyde sammen med værkerne, som man kan identificere sig med som krop og i ånd. Kunstnerne så sig selv som øjenvidner, og jeg synes, at deres grafiske øjenvidneberetninger giver et indblik i det menneskelige sind. For hvad er det egentlig, der foregår rundt om ørerne på os i den her verden? Sådan kan jeg selv tænke indimellem, her i 2015, og jeg kan føle mig helt magtesløs i en tid, hvor de politiske spændinger er mange og lige til at fare vild i. Det understøtter værkernes relevans her mange år efter.

“Krigsblinde” af Dan Steerup-Hansen, fra 1952.

“Krigsblinde” af Dan Steerup-Hansen, fra 1952.

Fra mørke til lys
“Krigsblinde” af Dan Steerup-Hansen lægger sig op af en personlig oplevelse for kunstneren, der på våbenstilstandsdagen i Paris, i 1949, så en gruppe krigsblinde bevæge sig langsomt fremad. I kroppenes gestik og staturer ses tydeligt, at de er på vej fremad, og de ekstra besværede får hjælp fra en medmenneskelig hånd under armen. Steerup-Hansen sagde selv om værket:

Jeg følte, at de mennesker, som gik der, og som på en måde lod sig udstille på grund af de ulykker, de havde været ude for, at de repræsenterede en menneskelig rejsning og noget menneskeligt, der virkede ud over dem selv.

Citatet vidner om en tro på, at fællesskabet var vejen til fremtidig frihed, og det er da også håbet, som man ender med at gå fra udstillingen med. Den er bygget tematisk op, og man bliver ført ind i det grafiske univers af “Den ensomme”, som er en sammenkrøllet, indadvendt skulptur af Svend Wiig Hansen, der genererer refleksivitet, og som med en vemodig mine konfronterer én med alvor. Alvoren ved at eksistere i verden. Titlen hænger sammen med belysningen i udstillingsrummene, og er med til at lede én gennem rummene. Slutninger kan ende godt, dårligt eller åbent, og her er lyset med til at skabe en åben, håbefuld ende på fortællingen. Dette sker nemlig i et lysere rum – håbets rum – hvor Svend Wiig Hansens bronzeskulptur, “Mennesker på en strandbred”, via lys er projiceret op ad endevæggen. Lyset som greb i udstillingens formidling fungerer så fint og symbolsk og underbygger titlens tro på positiv fremdrift. Som disse kunstnere skildrede menneskets håb, var de med til at vinde over det onde og fastholde en fremtid, der kunne være varmere end en kold krig og den kuldegysende frygt, der var forbundet hermed.

"De søgende” af Svend Wiig Hansen, fra 1958.

"De søgende” af Svend Wiig Hansen, fra 1958.

“Komposition med tre figurer” af Dan Steerup-Hansen, fra 1953.

“Komposition med tre figurer” af Dan Steerup-Hansen, fra 1953.

“Atombomben” af Henry Heerup, fra 1961.

“Atombomben” af Henry Heerup, fra 1961.

“I snorene af Svend Wiig Hansen, fra 1958.

“I snorene af Svend Wiig Hansen, fra 1958.

"Mor, der mader sit lille barn” af Erling Frederiksen, fra 1951.

"Mor, der mader sit lille barn” af Erling Frederiksen, fra 1951.

“Fulde Frans i Prinsensgade” af Jane Muus, fra 1957.

“Fulde Frans i Prinsensgade” af Jane Muus, fra 1957.

Alle fotos er lånt af SMK. Udstillingen kan ses indtil d. 17. januar 2016.

Ditte Rasmussen (f. 1987) er cand.mag i Moderne Kultur og Kulturformidling med en bachelor i Kunsthistorie. Ditte har bidraget til idoart.dk siden 2013.