SKRIVNINGEN TRÆKKER HJERTET

Ligesom den første uge i Athen handlede om at falde til, finde ro og rytme i nye omgivelser, sker der også noget denne uge før hjemrejse. Det er ikke hjemve. Det er snarere en vished om, at min virkelighed også er et andet sted. Opbruddet den modsatte vej. Vejen hjem. Det jeg har savnet. Det jeg ikke har savnet. Igen er der flere retninger, der trækker.

Det har regnet to dage i træk siden sidst. Subtropisk regn. Med andre ord lårfede stråler fra man står op, til man går i seng. Lynnedslag der får bilalarmerne til at sætte i gang. Paraplyer der kun virker fra knæene og op. Desuden er temperaturen faldet med 10-12 grader. Her er stadigvæk skønt, men vejret har givet plads til mere eftertænksomhed og en anden frekvens i arbejdet. Gå. Hvile. Gå. Hvile. Straks ser man grækere i deres vinterfrakker. Jeg trækker i løbetøjet og sætter retning mod Nationalparken. På alle portene er der hængelåse. Der står på et skilt ”Due to police order the park will be closed all day”. Omkring mig står de lokale med deres kaffe to go, rusker i lågen og bander. Langs de store veje om parken løber nogle af de allermest insisterende motionister. Der står ikke, hvorfor parken er lukket. Det er ikke helligdag. Sådan er det bare.

I morgen skal jeg hjem. De steder jeg besøger og genbesøger, er det sidste gang jeg ser i denne omgang. Det er besynderlige melankolske briller. Nationalparken, Akropolis, yogacenteret… adieu adieu. Allerede nu kan jeg åbne den første notesbog og huske tilbage på de første dage og samtidigt synes, at det er noget, der er sket for virkelig lang tid siden. Det er ikke bare som en ferie i udlandet at huske tilbage på. Det meste, jeg har set og oplevet, er lagret som tekst.

Nogle eftermiddage kan jeg stadigvæk sidde på terrassen. Jeg har læst Kjersti Skomsvold ”33” færdig her. Jeg kan ikke finde ud af, om den handler om at blive mor eller om at skrive, men det er også lige meget: ”[..] Jeg forsikrer barnet på tro og love og spejderære, om at jeg ikke vil svigte det [..], men jeg vil stå op hver morgen og rette ryggen ud og tage en pæn bluse på og vinke til barnet i vinduet […]. Det er min måde at leve på, stå op, gå i gang, fortsætte til den store udmattelse opsluger mig, overgive mig selv til dette håb, hengive mig til det med alverdens skrupler og skam og en uforståelig nysgerrighed for næste morgen at gå i gang igen, finde blyanten frem. Jeg sætter mit håb til skrivningen, skrivningen som trækker hjertet ud af mig, gang på gang.” Nogle linjer rammer mig særligt godt disse dage. Forpligtigelsen. Jeg erfarer, at den røde tråds ophav er i Græsk mytologi. Det meste stammer i virkeligheden herfra. Jeg begynder at se opholdet som en garnnøgle. Forsøger at få alle stumperne med.

Udsigten. Grand Promenada fyldt med lokale på Ohi day (Day of the no, 28. oktober). En far der køber to små græske flag til sine børn. Manden med guitar der spiller ”Stairway to heaven.” Det syngende dukketeater, hvor snoredukker danser foran børn i samme højde. Børnene, hvis øjne er ved at falde ud af begejstring. Fragmenter af opholdet. Michael Stripes stemme: ”She just wants to be somewhere / She just wants to be” fra baglokalet på kaffebaren og så lufthavnen igen. Gå. Hvile. Gå. Hvile.

Annette Brogaard er forfatter og har bl.a. udgivet bøgerne "Så tager vi til Prag" og "Løse gear". Annette har bidraget til idoart.dk siden 2013.