SKAL KUNSTSCENENS SUCCES VIRKELIG MÅLES I TAL?

Vi lever i en tid, hvor alt kan måles. Popularitet gøres op i views og hits, kvalitet måles i likes, og en institution er mest relevant, hvis den har flere besøgende end sidste år. Vækst er vores samtids ultimative valuta, men er det virkelig alt, der skal måles og vejes? Og kan kunstens succes måles i tal?

Over de seneste år har en tendens spredt sig blandt de danske kunstinstitutioner. En tendens der har spist sig ind på kunstformidlingens område og har taget et gedigent greb om pressestrategierne på særligt de større museer. Tendensen handler om statistik i almindelighed og besøgstal i særdeleshed – det handler i korte træk om at profilere sig selv som en succesfuld aktør ved at opstille overskud i budgetterne og vise høje besøgsrater. Og af en eller anden grund elsker pressen de flotte tal.

Vi har ofte undret os, over hvorfor institutionerne vælger at bruge kræfter på offentligt at kommunikere statistikker frem for at holde fokusset på kunsten. Måske er forklaringen så simpel, at den traditionelle presse ikke prioriterer tid til at gå i dybden, så når muligheden for at skabe en lettilgængelig overskrift baseret på tilbagegang eller vækst byder sig, så griber man den? Er det fordi, at vores mediebillede er reduceret til sort og hvid, og at på dén skala passer tallene bare bedre end kunsten? Bliver man virkelig kun hørt, hvis man kan præstere målbare resultater?

For os har kunst så utroligt lidt at gøre med opmålinger. Kunst har den fornemme egenskab både at kunne være kritisk, motivere til handling, fremprovokere følelser og så en hel masse andre ting, som kan være svære (eller umulige) at sætte ord på. Kunst er et frirum i en verden, hvor alt er rationelt, og netop derfor har vi svært ved at gennemskue, hvorfor tallene alligevel får lov til at fylde så meget i institutionernes pressestrategier i kunstformidlingen og i avisernes allerede smalle kunstsektioner.

Toneangivende siden 1883...
Hver gang vi er blevet præsenteret for denne form for tal-prægede retorik, har vi undret os, og da Kunsthal Charlottenborg så i sidste måned lancerede deres nye kampagne, var vi nødt til at give vores spekulationer ord.

I slutningen af oktober lancerede Kunsthal Charlottenborg sin kampagne “Toneangivende siden 1883”, hvor en række tal skal danne ramme for en fortælling om kunsthallens betydning siden grundlæggelsen i slutningen af det nittende århundrede. “7.000.000 besøgende,” “75.000 kunstværker,” “13.500 kunstnere” og “128 lande” er plakaternes overskrifter, som alle henviser til kunsthallens formåen over 133 år.

For at få en bedre forståelse begyndte vi at regne på tallene, og vi opdagede noget sært (for en god ordens skyld vil vi skynde os at sige, at vi ikke er matematikere, men vi mener, at det er vigtigt at forholde sig kritisk til kunstformidling – særligt den del som ikke handler om kunst). Tager man fat i de 7.000.000 besøgende, som kunsthallen efter sigende skulle have haft siden 1883, svarer det til et årligt gennemsnit på 52.632. Et tal der ligger en del over kunsthallens gennemsnit for 2010-2015 (de år der er tilgængelige via årsrapporter på kunsthallens hjemmeside) på 42.913.

Charlottenborgs besøgstal (2010-2015)

Det ligner lidt, at kunsthallen har taget gennemsnittet af succesårene (2013-2015), ganget dem op og dermed er kommet frem til 7.000.000. En strategi som kunne ligne dén ARoS tog i brug sidste år for at hæve deres besøgstal; fra 2015 besluttede man nemlig at tage ALLE, der træder ind af døren med i statistikken og altså ikke kun dem, der betaler entré og besøger udstillingerne. En af begrundelserne lød dengang, at “de museer, som vi sammenligner os med, tæller på samme måde." Ved hjælp af dette simple greb steg museets besøgstal fra 535.917 i 2014 til 816.468 i 2015 (ifølge turistforeningen VisitAarhus). I samme anledning fortalte Louisiana’s pressechef Susanne Hartz til Stiften, at “hos os tæller man først med i besøgstallet, når man har løst billet.

Så hvad skal vi egentligt bruge alle de tal til, når vi ikke engang ved, om de er rigtige eller ej? Hvis alle tæller forskelligt, mister man så ikke sammenligneligheden og dermed tallenes anvendelighed og relevans? Vi præsenterede vores forundring for Kunsthal Charlottenborg og blev mødt af en lyst til at debattere kampagnen samt nogle af de mekanikker i pressen og i samfundet, der har formet den.

En samtale med Charlottenborgs direktør
På en efterårsdag inden åbningstid møder vi Charlottenborgs direktør Michael Thouber til en snak, der skal vise sig både at komme omkring kunsthallens historie, værdier og fremtid, mediernes optagethed af rationaler og tal, public service og de endeløse målingers konsekvenser.

Michael Thouber (f. 1971) er uddannet cand.mag. og var i slutningen af 1990’erne med til at stifte og drive Udstillingsstedet 1% samt Kunstmagasinet 1%. Fra 2006 til 2012 arbejdede han som strategisk rådgiver hos designbureauet e-Types og løste opgaver for bl.a. Statens Museum for Kunst, U-Turn og Statens Kunstfond. I august 2012 tiltrådte Thouber som kanalchef for DR2, hvor han bl.a. stod for kanalens relancering, og i august 2015 overtog han så direktørstolen på landets største kunsthal.

Michael Thouber har gennem tiden været i situationer, hvor han har skullet forholde sig til kunstens tilstedeværelse i medierne. Han kender til mekanikerne, og han har beskæftiget sig med dem i størstedelen af sin karriere, så derfor er vi også ekstra forventningsfulde, da vi sætter os på et af Charlottenborgs kontorer, tænder diktafonen og stiller det første spørgsmål: Hvad er udgangspunktet for kampagnen “Toneangivende siden 1883”? (I løbet af artiklen vil du støde på lydfiler, som gør det muligt at lytte til Michael Thouber’s svar. Svarene kan desuden læses i lettere forkortede versioner igennem teksten, som vil være markerede med indryk).

"Vi er igang med en rejse her på Kunsthal Charlottenborg. Vi gør alt, hvad vi kan for at holde fast i et meget fagligt højt niveau, som jeg synes har præget stedet i mange år. En kunstnerisk integritet, som er fantastisk, men som stedet er blevet kritiseret for ikke er nået ud til nok mennesker. Nu kommer jeg fra en public service baggrund, og der er jo nogle der tror, at hvis man skal tiltrække flere mennesker, så skal man gå på kompromis med kvalitet. Det er ikke en filosofi, jeg tror på. Jeg tror på, at skal man få fat i mange mennesker, så skal man tilbyde dem kvalitet, for ellers så giver det ikke nogen mening at få fat i mange mennesker. Så den rejse vi er på, handler om at holde fast i en meget, meget høj kvalitet, men samtidigt også at få kunsten ud til endnu flere mennesker.”

En fantastisk arv at leve op til
Michael Thouber lægger vægt på kampagnens anden del. Den del der ligger bag tallene, og som handler om at skabe fokus på kunsthallens historie, samt de fortællinger og værdier der altid har præget stedet. Det er en fortælling om unge talenter, om nytænkende udsagn og om endnu uopdagede potentialer, som Thouber stadig mener er en stor del af Charlottenborgs DNA. For ham handler en stor del af kampagnen om oplysning.

“Nu har jeg jo selv været her i lidt over et år, og noget af det, som jeg selv har oplevet har overrasket rigtigt mange folk, det er, at man altid har vist samtidskunst på Charlottenborg. Siden 1883 hvor det her hus blev bygget færdigt, blev det bygget til at vise samtidskunst. Den helt samtidige kunst. De nye talenter fra akademiet, de nye talenter fra resten af landet og internationalt har altid været vist herinde, og det vil sige, at når vi går tilbage i vores historie, hvad enten det er i 1883, 1921, 1948 eller i 2016, så har det altid været de toneangivende samtidskunstnere, der har vist på det her sted. I 1883 hed de Anna Ancher og P.S. Krøyer, og ingen kendte dem. De var udsat for massiv kritik, fordi den type maleri, de lavede, synes datidens anmeldere ikke var fint og meget af kunstpublikummet rynkede på næsen. P.S. Krøyer lavede et billede af en arbejder, som dryppede ud af næsen med sved, og det synes folk var ulækkert. Det var provokerende på det tidspunkt. Senere hen hed de Asger Jorn og Henry Heerup og Sonja Ferlov. De har allesammen været her, dem som har indskrevet sig i dansk kunst. Og det der har været typisk for dem har også været, at de har været her, mens folk ikke rigtigt kendte dem. Det synes jeg jo er den mest fantastiske arv at sidde med. Det er den mest fantastiske arv at skulle leve op til for os i dag.”

Der ligger hos Michael Thouber en oprigtig interesse i at føre Charlottenborgs tradition med ind i fremtiden og i at reetablere kunsthallens placering som en toneangivende institution i danskernes opfattelse. Thouber vil gerne nå derhen, hvor Charlottenborg bliver en uomgængelig destination, og hvor man altid kan forvente at blive bevæget, frem for at de enkelte udstillinger alene skal kunne tiltrække publikum. Ambitionen er at nå til et punkt, hvor folk tænker “Dér skal jeg lige forbi, for de har altid det som interesserer mig, også uanset om jeg måske ikke lige kender navnet.”

At formidle på kunstens præmisser
Ambitionen er bestemt rigtig, og ud fra Michael Thouber’s fortællinger virker det også til, at tilgangen har et historisk perspektiv, som er helt indgroet i Charlottenborgs ånd. Men fortæller man virkelig bedst denne historie igennem tal og rationaliteter, og hvad er en institution som Charlottenborgs ansvar for at formidle kunsten på kunstens præmisser?

“Det er jo et ansvar, jeg har siddet med i rigtigt mange år. Først på den ene side af disken og nu på den anden. Da jeg sad på DR2, prøvede vi faktisk i rigtigt mange formater at sige: “Kan vi invitere kunstnere indenfor i den her samfundsdebat?” Hvad enten det var Deadline, DR2 Dagen eller DR2 Morgen, så prøvede vi faktisk at have toneangivende kunstnere fra alle mulige kunstneriske felter med ind i den debat, men det er svært. Fra kunstnernes side er der også lidt en berøringsangst over for det i de her år. Mediedebatten er blevet så sort/hvid, at enten så er du Trump, eller også så er du Hillary. Du kan ikke gå ud og sige: “Jeg er egentligt hverken Trump eller Hillary, men imellem to af de værste onder, så vælger jeg alligevel Hillary”. Den nuancering er der ofte ikke plads til, og det kan jeg godt forstå, at nogle kunstnere vægrer sig imod og så siger: “Det vil jeg slet ikke indgå i så, så trækker jeg mig bare, for hele mit kunstneriske arbejde går sådan set ud på at skabe nuancer”.

Den alment dannende kunst
Pointen om et sort/hvidt mediebillede kan vi nemt tilslutte os. Enten er man for eller imod. Enten har man tilbagegang eller vækst. Enten-eller og ikke noget der imellem. Som nævnt har Michael Thouber, via sine tidligere stillinger, en indgående forståelse for, hvad der virker i medierne. Han ved, hvad der skal til for at blive hørt, og denne viden har tydeligvis også smittet af på kampagnens tilblivelse. Vi vender tilbage til tallene.

"Ja, tilbage til det, for man kan sige, at det er jo kynismen i en kampagne. En kampagne skal virke. Vi skal få folk til at stoppe op, kigge efter, blive stødte, blive provokerede og sige: “Kan det virkelig passe?” Den tanke vi så fik var, at hvis de nu har så meget fokus på de der besøgstal og “hvor mange kunstnere er med på udstillingerne?” Altså, hvis det er det, der får journalister til at skrive, har vi så noget at byde på dér? Og så blev idéen simpelthen, at vi talte sammen fra 1883 og til i dag, og når vi lagde alle de tal sammen, så havde vi pludselig et helt vildt besøgstal. [...] Vi kan ikke være helt sikre på de her tal, for den der måling af kunsten er noget forholdsvist nyt. Altså, dengang, i det gamle private mæcen dannelsesaspekt, der målte man jo ikke kunstens værdi. Der vidste man det jo. Grunden til at Carl Jacobsen lod der være gratis adgang på Glyptoteket to dage om ugen, var fordi han syntes, at det var vigtigt for hans bryggeriarbejdere at komme i berøring med kunsten. Det er jo en fantastisk tanke. Det er jo fordi, han tror på, at det har dannelse. Det tror jeg også på!”

“Flotte tal, men hvorfor er det altid dét?”
Almen dannelse er et begreb, som skaber resonans igennem hele vores samtale, og som både har anslag i Michael Thouber’s public service baggrund og i Charlottenborgs historie. Som Thouber siger, så “skal den bedste kunst ud til de fleste!”, og derfor kan det også give mening at fremhæve de besøgende og det faktum, at der har været mange af dem over de sidste 133 år. Men hvordan er det så gået med den talbaserede kampagne?

“Det paradoksale er så, at i og med at vi ikke rigtigt fik noget presseomtale, så blev vi utålmodige, og så kiggede Anders (kommunikationsansvarlig, red.) og jeg hinanden i øjnene og sagde: “Okay, hvad gør vi så?” Og så talte vi med en PR-rådgiver, som sagde: “Jamen så må i gå ud med en historie om, hvad der er sket det sidste år, siden Michael trådte til som direktør og fortælle om de 133 år, igennem dét år, og sige: “Hvad er din vision på baggrund af de 133 år?”” Men så endte det alligevel igen med tal. Det er meget, meget svært at få journalister til at skrive om talenthistorien, udviklingshistorien, de 133 år. Hvad har det taget mig nu, 40 minutter at fortælle jer dén historie? Det er meget få medier, der har den tid til rådighed overfor Kunsthal Charlottenborg, og så vil jeg så sige, at så er det samtidig en kampagnehistorie, og hvem fanden af journalister gider at skrive om et steds kampagne? Så det havde mange ting imod sig. Men det de godt gad at skrive om, det var, at vi havde løftet besøgstallet fra 55.000 sidste år til nok op omkring de nogle af 60.000 i år. Altså en 20% forbedring, som vi er skide stolte af, men det er jo ikke derfor, vi er sat i verden. Det er en del af vores opgave. Det er at få kunsten ud til så mange som muligt.”
“Da vi var ude med kampagnen, var det ikke så meget i de store dagblade, at vi mødte kritik, men på de sociale medier var der selvfølgelig folk, der reagerede på det, og især da vi gik ud med succeshistorierne om, at vi havde løftet formidlingen på de sociale medier med over 100% på nogle af vores platforme. Vi har fået 20% flere folk i huset over året, 70% flere hen over sommeren. Ret vilde tal som også er taknemmelige, fordi de kommer på baggrund af nogle meget små besøgstal. 55.000 eller 65.000 er for mig at se ikke ret mange mennesker for en institution, der ligger midt på Kongens Nytorv, så jeg tror, at på de tal kan vi godt levere langt mere de kommende år, men det må aldrig blive vores hovedfokus. Der var en på Facebook, der var venlig nok til at skrive: “Flotte tal, men hvorfor er det altid dét?” Det var jo i virkeligheden den reaktion, som vi også havde håbet på med kampagnen, altså; hvorfor er det altid tallene, vi taler om?

En samfundstendens og målingernes konsekvenser
Brugen af tallene er i denne situationen dobbeltsidet. På den ene side fungerer de som et køretøj for et dybere budskab; en kile der formår at møve sig ind i spalterne og give kunstinstitutionerne plads – ofte helt “oppe” i 1. sektion. På den anden side er de en dårlig vane. De overskygger kunsten, tager spalteplads fra kunsten og forfladiger kunsten. Men fordi vi er vant til at vurdere alting ud fra tallenes endimensionelle skala, så er det lidt for nemt at blive ved. Målbarhed er blevet en samfundstendens, som vi skal tage alvorligt og passe på med at se som en endegyldig sandhed. Vores snak snor sig om denne samfundstendens og målingernes konsekvenser.

“Jeg tror godt, at jeg kan stå ved at sige, at jeg synes, at de der talmålinger i Danmark er gået helt over gevind, og at vi bliver nødt til at lære igen at værdiansætte nogle ting, som ikke ender med en bundlinje med to streger under, og det handler kunsten jo først og fremmest om. Det handler om alt det, du ikke kan værdiansætte som et tal med to streger under. Og det er det, der er det fantastiske ved kunst – det er, at dér får du en chance for at tale om alt det andet. Alt det som ikke har værdi, hvis man tør at sige noget så provokerende. Fordi det har det sådan set ikke. Det har jo ikke en målbar værdi inden for et vækstkapital system. Det har nogle helt andre værdier. Jeg er i hvert fald af den overbevisning, at uden den værdi, så er alt det andet jo nyttesløst. Og nu siger jeg sådan noget, som man ikke må sige, fordi at det er for patetisk, men altså, hvad med kærligheden? Hvis man går ind og måler sit parforhold på tal, så tror jeg, at man skal finde ind i et nyt parforhold. Der er jo simpelthen nogle helt basale ting, og de er tit sammenfaldende med de allervigtigste ting for et menneskeliv. Ting du ikke kan måle. Du kan ikke måle kærligheds værdi for eksempel, du kan ikke måle en omgangstone med hinanden, du kan ikke måle glæden ved at se dine børn, du kan ikke måle glæden ved at se New York første gang. Du kan ikke sætte tal på de her ting, men når du ligger på dødslejet den sidste dag, er det de ting, du vil huske tilbage på. Der er du jo ret ligeglad med om “Var der lige 134 kunstværker der blev vist på den udstilling? Eller var det 138 kunstværker?” Jeg tror sgu ikke, at det er det man ligger og tænker på. Så det er jo med at bevare fokus på det vigtigste, og på Charlottenborg er det vigtigste den kunstneriske udfoldelse.”

Er kunsten virkelig ikke interessant nok i sig selv?
Måske er kritikken af mediernes og samfundets tal-besættelse ikke så tydelig i Charlottenborgs nye kampagne, men bevidstheden er dog tilstede. Som vi forlader kunsthallen følger en bekymring for samfundets tal-fokus med os, og selvom vi nu forstår Charlottenborgs motivation bedre, er vi i tvivl om, hvad de sort/hvide (i mere end en forstand) plakater taler ind i.

Tallene har det med at tage fokus, fordi de er nemme at forstå, og samtidig rammer de direkte ned i en nuanceløs trend, som ligger meget langt fra kunstens natur. Så bør vi ikke bare holde tingene lidt adskilt? Bør vi ikke holde kunstens rum frit for rationaliteter og satse på en kunstformidling, hvor grundighed og fordybelse prioriteres højt? Bør vi ikke lade kunsten og kunstnerne selv forholde sig til samfundet, frem for at pålægge den flygtige trends, for at få flere besøg?

Vi synes helt bestem, at kunsten fortjener at nå så langt ud som overhovedet muligt, og at kunstformidlingen har en essentiel rolle i at demokratisere den kunstneriske oplevelse. Men vi tror også på, at den enkeltes kvalitative oplevelse er mere værd end massernes hurtige forbifart. Vi tror på, at formidlingen altid skal ske på kunstens præmisser. Kunsten er indholdsrig og interessant nok i sig selv, og man gør hverken den eller beskueren en tjeneste ved at pakke den ind i store, tomme tal.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.