SKAL KUNST VÆRE ET REDSKAB TIL AT AKTIVERE OG SYNLIGGØRE ET KULTURHUS?
Den 31. oktober 2018 åbnede jeg med en absurditets walk and talk performance den stedsspecifikke midlertidige installation “Scenen er Sat”. Den består af fire installationsnedslag, der tilsammen udgør en rød fortællerlinje igennem bybilledet og kulturhuset Toldkammeret. Ønsket har været at forbinde Toldkammeret til sit historiske ophav i Øresund og dets placering i dag som et aktivt kulturhus i Helsingørs gamle bydel. Den røde farve referer til den Oldenborgske røde farve på Det Kongelige Danske Toldkammerskilt, som hænger i Toldkammeret.
At være eller ikke være –
kunstner
kunstner, et nummer i rækken,
at stille op - klovnen på kulturens hæsblæsende manege,
Kunst – Kunstner – nytteværdi
Hvad er kunst
Kunst – kunstner som geni
Kunstner som idioten,
kunst er da fornøjelse er det ikke
Kunsten at leve på en sten
Kunsten – attttttttttttttttttttttt – leeeeeve på en sten
Kunst – kunstner
- Anja Bache (fra absurditetsperformance, 31. oktober 2018).
Som kunstner afsøger jeg hele tiden kunstens relation til den nutid, jeg lever og virker i. Det betyder, at jeg kontinuerligt eksperimenterer, afsøger og tager stilling til, hvad der skal være platform og fokus for den kunst, jeg udfolder. Jeg arbejder med den stedsspecifikke og kontekstuelle kunst, en kunst som søger tilhørsforhold og forholder sig til tid, sted og kontekst. Den kunst jeg laver, skal gerne virke som en slags stemmegaffel, som sætter resten af rummet i svingninger, anlægger andre perspektiver på det eller synliggøre lag af fortællinger, som ikke var synlige før. Jeg stiller kunsten an som et udsagn med håb om at opnå dialog. Det er også det, jeg gør i Helsingør. Jeg skaber en fortællerlinje, der med sin orientering og farvesætning skærer sig igennem i byrummet og med en egen fortælletone skaber forbindelse fra havnen til Helsingørs Kommunes kulturhus Toldkammeret, igennem gårdrummet og går i dialog med byrummet på Toldkammerets bagside ved Strandgade.
De kunstneriske nedslag opstår på basis af lag af fortællinger, som allerede findes i de urbane rum. I Helsingør er det udsnit af Toldkammerets og Helsingørs historie, arkitekturen, farvesætning, materialiteter, sol og vejrlig forhold, infrastruktur, funktion, belægninger og bevægelsesmønstre. De har dannet fundamentet for den kunstneriske afsøgning og udfoldelse.
“Projektet havde fra starten af en del udfordringer – det var f.eks. at både Toldkammerbygningen, men også gårdrummet, var fredet. Der var også et relativt lille budget til et relativt stort areal, ligesom at der kun var tale om et midlertidigt projekt.”
Kunstens rammer og min intention
Opgaven til Helsingørs Toldkammer, Helsingørs kulturhus blev annonceret som et Open Call af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst og Kulturhuset Toldkammeret i november 2017. Den bestod i, som der stod i det annoncerede, at aktivere indgangspartierne til Toldkammeret; “I samarbejde med Kulturhuset Toldkammeret i Helsingør har Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst et ønske om at afprøve forskellige kunstneriske greb for at aktivere indgangene til Toldkammergården.”
Jeg er optaget af kunstens position i det offentlige og urbane rum, når den æstetisk søger tilhørsforhold og dialog med tid, sted og kontekst, hvorfor dette Open Call var en udfordring, jeg meget gerne tog op. I skitseoplægget, som jeg præsenterede i marts 2018, kan de researchdele, analyser og delforslag, som jeg har taget afsæt i, læses – det vil jeg ikke gennemgå her.
Projektet havde fra starten af en del udfordringer – det var f.eks. at både Toldkammerbygningen, men også gårdrummet, var fredet. Der var også et relativt lille budget til et relativt stort areal, ligesom at der kun var tale om et midlertidigt projekt. Udover det opstod der en række benspænd – f.eks. at de mange udvalg, der knytter sig til en bygning som Toldkammeret generelt har meget lang sagsbehandlingstid, hvilket gjorde, at projektet blev udskudt fra planlagt opførsel i juni til d. 31. oktober.
Det var derfor med stor lettelse, at jeg kunne præsentere mit kunstneriske greb, Scenen er sat; 4 delinstallationer, der hver stiller spørgsmålene WHAT IS LOVE, WHAT IS CULTURE, WHAT IS ART, WHAT IS LIFE.
Anja Bache, Scenen er sat (Stationspladsen, Nedslag 1). Foto: Ole Akhøj.
Anja Bache, Scenen er sat (Stationspladsen, Nedslag 1). Foto Ole Akhøj.
FORTÆLLERLINJENS NEDSLAG 1: WHAT IS LOVE
(Stationspladsen ved havnefarten Helsingør)
Nedslag 1 følger parallelt dobbeltrækken af chaussésten i belægningen på Stationspladsen og knytter an til de to fodgængerovergange.
Den stiller sig an i bybilledet, søger kontekstuel identitet og tilhørsforhold. Med den røde tråd i hånden sættes et ankerpunkt, med Øresund i ryggen og blikket fast rettet imod Toldkammerbygningens hovedindgang. Den skærer sig ind i fodgængerens infrastruktur – ikke som en snublesnor, men som den røde tråd, der bærer på erindringer og tager beskueren i hånden på en rejse. Dens form er på en gang abstrakt, et udsagn om retning, vertikalt og horisontalt, det åbne og lukkede, en leg med lys og skygge, og samtidigt som en hvisken for beskuerens ører med referencer til Øresund, ankomst, bevægelse, skibe, skibsbygning og gods. Følg den røde tråd.
Anja Bache, Scenen er sat (Frontindgang, Toldkammeret, Nedslag 2). Foto: Ole Akhøj.
Anja Bache, Scenen er sat (Detalje, indgangsparti til Toldkammeret, Nedslag 2) Foto: Ole Akhøj.
Anja Bache, Scenen er sat (Detalje, indgangsparti til Toldkammeret, Nedslag 2) Foto: Ole Akhøj.
Anja Bache, Scenen er sat (Nedslag 1). Foto: Maja Bache.
FORTÆLLERLINJENS NEDSLAG 2: WHAT IS CULTURE
(Indgangspartiet til Toldkammerbygningen)
Nedslag 2 fortsætter den røde tråds forløb fra Stationspladsen til Toldkammerbygningens hovedindgangsport og iscenesætter Toldkammerbygningen. Den søger tilhørsforhold, og den røde tråd hvirvler rundt, spiller på dualitet, to lag og søger at indramme den kollektive hukommelse, nutiden som roterende planer og byplaner, grundplaner og Toldkammeret som nøglen til et historisk ophav i Øresundstolden. Med fast greb om rullen med den røde tråd bindes opsamlede erfaringer til Toldkammeret som byens, omegnens og den besøgendes kulturhus. Med nedslag 2 hilses der velkommen; Bienvenue, Wilkommen og Welcome mine damer og herrer, piger og drenge, scenetæppet åbner. Kom indenfor.
Anja Bache, Scenen er sat (Detalje, gårdrummet Toldkammeret, Nedslag 3). Foto: Ole Akhøj.
Anja Bache, Scenen er sat (Detalje, gårdrummet Toldkammeret, Nedslag 3) Foto: Ole Akhøj.
Anja Bache, Scenen er sat (Detalje, gårdrummet Toldkammeret, Nedslag 3) Foto: Ole Akhøj.
Anja Bache, Scenen er sat (Detalje, gårdrummet toldkammeret, Nedslag 3) Foto: Ole Akhøj.
NEDSLAG 3: WHAT IS ART
(Toldkammerets Gårdrum)
Nedslag 3 fortsætter den røde tråds forløb ind igennem gårdrummet. Den består af 16 scener, med hver deres anlæg til påsætning af scenetæpper. Toldkammerets kulturhus er karakteriseret ved at iscenesætte en række arrangementer. Jeg sætter scenen og lægger op til gårdrummet som en stor iscenesættelse af kulturhusets mange tiltag.
Jeg lader den røde tråd gå på rundtur, giver den brugeren af Toldkammeret i hånden og inviterer til, at denne træder frem og iscenesætter sig selv. Nedslag 3 vender det hele lidt på hovedet i et sceneskift 1, 2, 3, 4, 5, 16 og tæppefald, scenografisk tekstil, rum på rum på rumkombinatorik. Installationen snor og ytrer sig – er det længsel, glæde eller noget helt andet? Træd nærmere, træd op, indtag scenen, hvad er dit budskab?
Anja Bache, Scenen er sat (Bagmuren, Nedslag 4). Foto: Ole Akhøj.
Anja Bache, Scenen er sat (Nedslag 4). Foto: Ole Akhøj.
Anja Bache, Scenen er sat (Detalje, gårdrummet, Nedslag 4). Foto: Ole Akhøj.
Anja Bache, Scenen er sat (Bagmuren, Nedslag 4). Foto: Ole Akhøj.
NEDSLAG 4: WHAT IS LIFE
(Bagindgangen til Toldkammeret, Strandgade)
Nedslag 4 tager, med barndommens erindring om leg med dukkehuse, fat i rullen med den røde tråd og lader den binde som fortællerlinjens slut ankerpunkt. Her pakkes Toldkammerbygningen op, og dens indmad udfoldes som en leg. Jeg tænker miniaturemodel, kikkasse, kukkasse, dukkehus, under loftet, ved bordet, overfor vinduet, montage, de-montage, zoner, overgange og hikker ord over tungen. Bygningskrop, fæstning.
Eftertanker
Jeg har været taknemlig for denne opgave og for muligheden for at arbejde i det urbane rum, samt med J.D. Herholdts fine, fredede bygning. Jeg har lært utroligt meget. Det er min opgave som kunstner at blive skarpere på de rammer, der er for den kunst, jeg vil udfolde, og herudfra vurdere, om jeg vil arbejde herunder. Med den erfaring, jeg har nu, omkring midlertidige projekter og den sagsbehandlingstid, der er som ramme for noget sådant, hænger det ikke sammen. Det skal man som kunstner vide.
I Helsingør var der tale om et midlertidigt projekt, og det er måske den største hurdle. Selv midlertidige kunstprojekter indgår for eksempel på lige fod med andre byggesager, når det indgår i en bymæssig sammenhæng. Det skal derfor godkendes af mange forskellige instanser. Byggesager tager lang tid – i dette tilfælde næsten et år – og opnår først endelig godkendelse efter at værket er opført. Det betyder, at du som kunstner udfører et halvt til et helt års arbejde, og først når det er opført, ved om det kan blive stående.
“Det er min opgave som kunstner at blive skarpere på de rammer, der er for den kunst, jeg vil udfolde, og herudfra vurdere, om jeg vil arbejde herunder. Med den erfaring, jeg har nu, omkring midlertidige projekter og den sagsbehandlingstid, der er som ramme for noget sådant, hænger det ikke sammen. Det skal man som kunstner vide.”
Det kan være en spændende opgave, men også spild af tid/arbejde, samt et værksted der er fyldt til randen uden mulighed for at lave meget andet. Den byggesagkyndiges godkendelse fik jeg således først efter, at projektet var revideret af flere omgange – samme dag, som det var monteret, og det velvidende om at ligesom i byggesager generelt, kan Helsingør kommunes byggetekniske udvalg efter godkendelsen stadig udføre stikprøver og give besked om, at det hele eller dele af værket skal fjernes før tid.
Udstillingen er opsat d. 31. oktober og skal, om alt går vel, løbe til 27. februar 2019. Tilbage står jeg med spørgsmålene: “Var det det værd?” og “Er det virkelig kunstens metier at være prøveklud for om et kulturhus kan blive mere synligt?” J.D. Herholdts bygning lukker sig fæstningsagtigt og monumentalt om sig selv i en historicistisk arkitekturstil med referencer til den enkle klassicisme og gotikken i vinduernes spidsbuer. Men den lukkede bygningskrop skaber problemer for et kulturhus, der huser 900 arrangementer og gerne vil udråbe dets eksistens. En tilgang hertil kunne være visuelt at rydde op i det byrum, der omkranser Toldkammeret. Der er en total signalforvirring som selv Gehl Architects har påpeget.
Med afsæt i den frustration, og også over kunstens placering i et underholdnings- og kulturhjul, der higer efter underholdning og indtægter generelt, valgte jeg at introducere Scenen er sat som en absurditetsperformance iført en 5Xlarge Halloweendragt fra Kina. Her fabulerede jeg over de spørgsmål, som knytter sig til de fire nedslag: What is love, What is culture, What is art og What is life.
KUNST SOM underholdning
At holde under et kulturmøllehjul
Hæsblæsende mangfoldighed
Kvantitets intethed
Løb så du når det hæsblæsende
Roterende rundt og rundt
Kunst skal kurateres skal det ikke
Jamen kan en kunstner selv
Kunst i kuratorens kunsthistoriske perspektiv
Kunst kunst kunst
Kunst som eger i et kulturhjul
Scenen er sat
Det er Halloween
Vi er klædt i rødt
Hylder den Oldenborgske farve
- Anja Bache (fra absurditetsperformance, 31. oktober 2018).
Anja Bache, Scenen er sat (Stationspladsen, Nedslag 1) Foto: Anja Bache.
Anja Bache, Scenen er sat (Nedslag 4) Foto: Maja Bache.
Hvad er kunst i dag?
Er det et salgsobjekt, er det underholdning, er det et nummer i kulturhjulets kvantitets og hæsblæsende rotation, eller noget helt andet.
For mig er kunsten den, der taler til vores sanser, det emotionelle og kropslige med det tavse sprog og med æstetikken som noget, der har så stor indflydelse på os, at det lejrer sig som en erfaring vi bærer med os. Det har jeg søgt at arbejde ud fra i Helsingør, men samtidigt stiller jeg mig tvivlende overfor projektets formålsintention. At skabe opmærksomhed omkring et kulturhus, er det virkelig kunstens metier? Jeg finder som kunstner, at de rammer, hvorunder vi kan formidle vores kunst, fjerner sig meget langt fra det, kunsten reelt kan indeholde, hvis man lod den tale sit tavse sprog. Jeg ved ikke, hvad der skal gøres for at ændre det, men animerer til diskussion.
Jeg er en dansk visuel kunstner.
Jeg arbejder med den stedsspecifikke kontekstuelle kunst som en begivenhed og det nonverbale abstrakte maleri som en resonans på en nutid. Jeg er optaget af den fysiske kunsts position, indhold og virkemidler. Det er i kunsten, jeg som krop og intellekt kan søge en helhedsorienteret forståelse af væren i verden. Det er hermed jeg stræber efter at skabe platforme for møder, dialog og refleksioner.
Jeg er uddannet kunstner fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne (1989-1996), Civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet og har en forskergrad, Ph.d. i arkitektur fra Arkitektskolen Aarhus (1998-2002). Jeg har virket som kunstner ved galleri og museumsudstillinger, urbane og landskabelige nedslag og udsmykningsopgaver nationalt og internationalt. Mens jeg har virket som forsker samt henholdsvis lektor og adjungeret professor, samt i dag beskikket censor ved kunst og designakademier nationalt og internationalt.
