OMFAVNET AF ÅND

I disse tider med megen gold minimalistisk æstetik er det altomfavnende og dermed maximalistiske projekt Sisters Academy mere end et friskt pust, det er en orkan af frigørelse. Der er tale om et univers, et mikrokosmos, som man indskriver sig i og lever og ånder i, gennem 24 timer. Det er noget så vildt som en kulturel oplevelse, der kræver engagement, og det har ændret den måde, jeg anskuer kunst på for evigt.

Da en ven for nyligt spurgte mig, om der var noget, man kunne gøre, for at museerne kunne blive relevante igen, var jeg meget usikker på, om det overhovedet var muligt. Det miljø jeg kendte, var stivnet i faste former og normer. Der måtte i hvert fald noget absolut radikalt til, for at kaste grus i maskineriet og stoppe den ubønhørlige march mod ligegyldigheden, men jeg kunne slet ikke i min vildeste fantasi forestille mig, hvad det skulle være. Det var indtil jeg besøgte Sisters Academy “The Boarding School”, der fandt sted på Den Frie Udstillingsbygning fra d. 19. september til d. 18. oktober 2017.

Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

Gennem min ret lange karriere på kunstscenen er jeg blevet præsenteret for et væld af oplevelser, og mange af disse oplevelser har været kunstoplevelser, hvor der i kantiansk forstand var tale om “interesseløst behag”. Man står og betragter et værk på afstand og synes, at det er “flot” eller “ok”, men man bevæges ikke. Man siger måske, at man har fået noget at tænke over, men det er på et abstrakt plan – man føler det ikke ind i marven. Det har altid været min opfattelse, at det ikke var på museerne, at man føler alverden; selvom det burde være det.

Når man præsenteres for konceptet bag Sisters Academy, har det, som alle præsentationer, en rationel klang, da denne viden formidles gennem sproget. Da jeg hørte et oplæg om projektet, lød det som ethvert andet hyper intellektuelt, moderne kunstkoncept. Man skulle, lød det, udforske sit poetiske selv gennem interventioner/disruptioner i vores vante institutioner. Det lød også som noget, vores magthavere og tilskudsgivende myndigheder ville blive meget forelskede i. Jeg havde på daværende tidspunkt ingen idé om, hvor omvæltende projektet i virkeligheden var.

An Evoker in The Reception | Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

Endemålet med Sisters Academy synes at være et nyt samfund baseret på sanselighed; et “Sensuous Society”. Visioner om en helt ny verden, eller utopi om man vil, er intet nyt i kunstverdenen, men måden hvorpå denne utopi præsenteres er helt ny. Utopien udleves simpelthen i en afgrænset zone, med henblik på videre udfoldelse blandt andet gennem forskning. Da jeg trådte ind på “Den Frie” (som endelig igen lever op til sit navn) trådte jeg således ind i virkeliggørelsen af deres fremtidsvision.

Det er et skævt univers, hvor sanserne, omgivelserne og begreberne er blevet vredet rundt. Der er genkendelighed, men den er forvrænget, og i denne forvrængelse fremstod verden friskere, end den for mig havde gjort længe. Der var en følelse af en ny start og en mulighed for at skabe en ny identitet; noget de kalder ens “Poetiske selv”. Sådan er det, når man starter i en ny skole – man får muligheden for at redefinere sig selv. 

Students of an upper secondary school waiting to talk to The Sister | Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

Sisters Academy - The Boarding School The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

The Sister in her office | Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

I de mørkt draperede lokaler i bugen af “Den Frie” var tiden og tallene nye. Disse nye normer, og også det at man talte engelsk, blev fastholdt med beundringsværdig stringens blandt performerne (underviserne), og affødte at gæsterne (de studerende) ikke havde andet valg end også at underkaste sig det nye system. Indlevelsen må siges at være den absolutte forudsætning for projektet, og idéen om “det poetiske selv” er det centrale nybrud, der muliggør dette, da der ikke er tale om en form for live action rollespil, men at man snarere fremfører et andet aspekt af sig selv. Man er den poetiske version af sig selv. Dette betød f.eks, at man sagtens kunne have reelle samtaler om reelle emner, uden at det forfaldt til følelsen af, at man stod overfor en, der forsøgte at blive i en fast rolle.

Students of an upper secondary school being assigned classes by The Octopus | Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

Fra centralt hold blev man af “The Octopus” sendt ud til forskellige klasser. Variationen var stor, og der var både meditative og fysiske oplevelser, som ændrede sig konstant, således at ikke to "undervisningstimer" var ens. Kendetegnende for alle oplevelserne var dog deltagelsen – man var aldrig blot tilskuer. Idéen med at man konstant skal sætte sig selv i spil, gør det hele vedkommende på et både fysisk og åndeligt plan. Jeg havde mangeartede oplevelser, og ingen af dem var ligegyldige, for de var rettet specifikt mod mig. Det er også derfor, jeg hele tiden refererer til min subjektive oplevelse, for ingen har oplevet det samme. 

Moments conducting a night class/reading in front of The Sisters office | Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

Min første workshop var af den meditative slags. Performeren hed “Moments”, og det handlede om erindringer. Dette var mit første møde med en underviser, og her blev der dannet præcedens for den særegne relation der var mellem dem og de studerende. Det var et overraskende afslappet møde, hvor samtalen flød let og ubesværet, men hvor der samtidig var plads til stilhed og refleksion. Opgaven var simpel, man skulle lukke øjnene, og så blev man præsenteret for en duft. Hvis duften affødte erindringer, kunne man tale om disse. Det var nærmest som et uforpligtende psykologbesøg, og jeg følte et stik af rensende nostalgi.

The Untamed with The Octopus | Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

I den anden ende af skalaen var “The Untamed”. Dette var en udpræget fysisk oplevelse, hvor vi i en gruppe kom ind i et mørklagt rum. Her skulle vi skubbe til hinandens kroppe med stigende intensitet, og til sidst kravlede vi udmattede hen over hinanden. Det er sjældent (som i aldrig), at man er så tæt på fremmede. Det nærmeste jeg er kommet på det er jui jitsu, men det har særligt et teknisk formål; i dette var nærheden og overskridelsen af intimsfæren formålet i sig selv. Der var i dette, som i mange andre af oplevelserne, en ubestridelig sensuel understrøm. Når man ophæver gængse normer, træder undertrykte muligheder frem som værende mere plausible. Det var aldrig på en ubehagelig måde, men det skabte en spænding i mit sind, som igen åbnede op for en øget sansning. Det var en smuk og umælende oplevelse mellem mennesker, som aldrig havde talt sammen før.

The Dinning Hall | Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

De kollektive begivenheder var måltiderne og morgen/aftensamlingen. Her var der også et twisted take på nogle gamle travere. Vi havde kun meget små 2cl glas til vand under måltiderne, og vi var undertiden tvunget til at spise f.eks vegetariske tarteletter med hænderne. Disse små brud gjorde mig eftertænksom og sansende i min tilgang. Jeg lagde mærke til meget mere og så med forundring på ting, som jeg ellers havde taget for givet. Samlingerne var også rettet mod, at man søgte nye aspekter af sig selv og ens poetiske relation til omverdenen. Disse meditative sessions havde et drømmende improviseret feel over sig. Formålet var at reboote sin tilgang til verden gennem den poetiske anskuelse.

Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

A student in class with The Seer | Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

Den ritualiserede virkelighed, man indgår i, er vidunderligt immersiv, og fraværet af ens smartphone er befriende, da man ikke aner, hvad klokken er. Så ved man ikke, hvad man skal nå, og man har masser af tid til at stirre ud i luften eller ind i øjnene på en anden person og fortabe sig. Det kan virkelig anbefales. Åbenheden overfor potentielle handlinger voksede, og det var ikke ualmindeligt, at folk bare lagde sig på gulvet eller dansede med hinanden. Et sådan rum måtte gerne udfolde sig yderligere over vores samfund.

Students in class with The Ship | Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

Students in class | Sisters Academy - The Boarding School #6 Photo: I diana lindhardt.

Sisters Academy er et radikalt forsøg på at skabe et “gesamtkunstwerk” – altså et værk der favner alle aspekter af den menneskelige oplevelse. Tanken om det poetiske selv griber helt tilbage til irrationaliteten i den førsokratiske oplevelse. Før verden blev helt fornuftig, var der en erkendelse af et nødvendigt samspil mellem fornuft og følelsesmæssigt kaos og dets syntese gennem kunsten. Et værk der er i stand til at balancere på knivsæggen mellem det vilde dionysiske og det rene apollinske er ifølge Friedrich Nietzsche målet for den kunstneriske stræben. Kombinationen af levet liv og abstrakt kunstnerisk teori på Sisters Academy er netop dette.

Exit Ritual | Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.

Student exiting Sisters Academy | Sisters Academy - The Boarding School #6. Photo: I diana lindhardt.