RUNE BERING: ET INDBLIK I EN VERDEN, SOM VI ENDNU IKKE HELT KAN BEGRIBE

På en tidlig eftermiddag i starten af sommeren landede der en invitation i vores inbox: “Hej Rikke og Matias. I øjeblikket er jeg på et ophold ude på Statens Værksteder, og de næste to uger arbejder jeg på deres største atelier Turboladen. Hvis I har lyst og har tid til at kigge forbi engang i næste uge til en kaffe og en kunstsludder er i meget velkomne!” Invitationen kom fra kunstner Rune Bering, og hvordan kunne vi svare andet end; selvfølgelig!

Første gang vi stiftede bekendtskab med Runes arbejde var på sidste års Forårsudstilling, hvor han sammen med arkitekt Rune Noël udstillede et projekt om digital materialitet. Da vi krydser Christianshavns smalle broer på vej til Statens Værksteder for Kunst ved vi ikke meget mere, end at Rune har fortsat undersøgelserne - og at han er klar til at vise os nogle af resultaterne.

En virkelighed som vi ikke helt kan begribe
Vi går langs de gamle, gule B&W-bygninger på Wilders Plads, da Rune kommer os i møde og viser os vej til Turboladens store indgangsport. Et lyst og højloftet lokale møder os, og vi kan næsten fornemme de uendelige mængder af idéer, som netop dette rum hvert år er med til at give liv.

Fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Imens Rune sætter kaffe over, ser vi os omkring i atelieret, hvor refleksioner omkring det digitales materialitet over de seneste uger har udviklet sig og taget form. “Det er trial and error. Jeg har “misbrugt” min computer på alle mulige forskellige måder for at få den til at give sig til kende.” Rune er interesseret i at få computeren til at afsløre sin egen logik for at opnå en bedre forståelse af den digitale virkelighed, der spiller en tiltagende rolle i vores verden, men som vi endnu ikke helt kan begribe.

Rune er født på Vesterbro i 1984, hvor han boede i 3 år, før hans familie flyttede til Algeriet pga. farens arbejde. Efter et par år flyttede de til Virum, og nu er Rune tilbage på Vesterbro, hvor han har boet de sidste 10 år. I 2013 afsluttede Rune sin MA i Visuel Kommunikation fra designskolen i København.

“Det jeg oplevede, da jeg gik på designskolen var, at mange af de grafiske designere sad med de samme computere, de samme programmer og de samme trykteknikker – redskaber som i høj grad er med til at foruddefinere de designvalg, man tager.” For Rune blev det vigtigt at gentænke forholdet mellem skaber og computer, og allerede her begyndte de overvejelser, som hans arbejde bygger på i dag, at tage form.

“Langt hen ad vejen er computeren noget, der optimerer de ting, vi skaber – den er noget vi har kontrol over. Jeg forsøger derimod at få computeren til at tage aktiv del i mine eksperimenter.”

“De bedste ting er dem, man ikke kan tænke sig til”
Runes første undersøgelser beskæftigede sig med industrielle trykmetoder og blev udført, mens han stadig studerede. Han leder vores opmærksomhed over i Turboladens fjerneste hjørne, hvor et tableau af værktøj, flyttekasser og en rød kabelrulle indrammer et changerende værk i en blå/lilla tone. “Det er lavet på en 50 tons tung offset-maskine,” bemærker Rune, inden han går ind i de tekniske omstændigheder, der ligger bag værket.

I offset-teknikken trykker man én farve ad gangen (typisk cyan, magenta, gul og sort) for at skabe et farvebillede. “Hver gang papiret får tilført et lag, udvider det sig en smule – det er det, man kalder udviftning,” forklarer Rune, som satte sig for at undersøge netop dette fænomen. For at kunne dokumentere de små forskydninger bedst muligt lod han offset-maskinen gentage et finkornet og kurvet mønster tre gange med den samme, lilla farve.

“Det er jo oftest sådan, at de bedste ting er dem, man ikke kan tænke sig til,” understreger Rune og henviser til værkets øverste højre hjørne, hvor trykprocessens hastighed har resulteret i små fold i det tynde papir, der igen har sørget for ekstra forskydninger i mønstret.

Ved at opsætte en række parametre fik Rune den industrielle trykmaskine til at afsløre en form for maskinel bevidsthed. “Jeg bruger gentagelsen til at dokumentere noget, der sker. Der er meget tid og proces i de ting, jeg laver. Det handler ofte om noget, man ikke kan se, og så bruger jeg gentagelsen til at visualisere dette.” Brugen af repetitive handlinger går igen i de værker, som han arbejder på netop nu, og som står langs væggene her i atelieret.

At slippe computeren fri
Loftets konstruktion med de store vinduespartier lukker det skarpe sollys ind i grafiske formationer. I løbet af vores besøg bevæger skyggespillet sig hen over de mange reflekterende overflader, som udgør Runes nyeste eksperimenter. De mørke mønstre leder vores tanker i retningen af rodnet, vandløb og organisk materiale – en gletsjers langsomme, men brutale, udformning af et landskab eller topografisk kartografi.

“Når computeren får lov til at køre for sig selv i utallige gentagelser, så slipper man den næsten fri, og så opstår der de her uforudsigelige bevægelser som bliver en slags tidslige tværsnit ind i de digitale miljøer. Det kommer til at mime, hvordan naturen udvikler sig. Naturen bygger jo også på systemer, når man kigger helt tæt på.”

Mønstrene er skabt ved at lade en computer gentage den samme algoritmiske proces tusindvis af gange. I dette tilfælde har Rune sat Photoshop til at udføre den samme effekt på en række simple grafiske former i dagevis og dermed ladet computeren tage over. De uforudsigelige resultater printer han på plexiglas i to lag, så de monotone pixels danner en interferens, der gør mønsteret levende, når man bevæger sig forbi det.

“Computeren imiterer altid den fysiske virkelighed. Et stykke træ er et stykke træ, men med computeren er det anderledes. Vi forstår i bund og grund ikke, hvordan den fungerer, så det her er i virkeligheden en måde at synliggøre det, vi ikke kan se, på” fortsætter Rune og tager en sidste slurk af sin kaffe.

Om at dekonstruere det, vi tager for givet
Runes arbejde er en undersøgelse af gråzoner, mellemrum og krydsfelter. Han vender op og ned på det digitale og det analoge, og åbner op for de skjulte systemer og virtuelle bevidstheder som vi har inviteret helt ind i alle aspekter af vores aktuelle virkelighed. Der findes ikke længere nogen klar opdeling – heller ikke for Rune: “Jeg kommer jo fra designskolen, men jeg ved snart ikke, om jeg er kunstner eller designer.”

Vores samtale snor sig om de udfordringer, der kan opstå, når man træder ind på kunstscenen uden et diplom fra et kunstakademi i baglommen. For hvordan italesætter man sit arbejde som kunst, hvordan griber man galleriverdenen an, og er der overhovedet plads til en designuddannet kunstner på den i forvejen smalle kunstscene? “Nu kan jeg godt se nogle fordele ved at have gået på kunstakademiet, men på den anden side tror jeg ikke, at jeg ville have lavet de ting, jeg laver, hvis jeg ikke havde gået på designskolen,” bemærker Rune eftertænksomt.

Der er rigtig mange ting, der kan være med til at forme en kunstner. Ét er uddannelse, noget helt andet er interessefelter, relationer og oplevelser. Hvis kunstscenen kun havde plads til de akademiuddannede ville vi have været gået glip af kunstnere som for eksempel Frida Kahlo og Jean-Michel Basquiat, Carsten Höller og Ai Weiwei.

Særligt i den verden, vi lever i i dag, er der behov for nye vinkler på de komplekse strukturer, der ellers får lov til at fastlåse tidligere tiders problemstillinger. Runes arbejde handler da heller ikke om faste definitioner. Det handler om at dekonstruere det, vi tager for givet, så vi kan se på det med nye øjne. Selv bruger han eksemplet med at gentage et ord så mange gange, at det mister sin værdi og til sidst bare bliver en lyd – det velkendte virker pludselig fremmed, og for et øjeblik kan man forholde sig til ordets sanselige karakter, frit for betydning og eksterne referencer.

Vores besøg har været en fornøjelse, og vi glæder os til fortsat at følge Runes undersøgelser ind i det velkendte fremmede – den altomsluttende digitale virkelighed, som vi nu har fået en smule nemmere ved at begribe.