EN HISTORIE OM PLUDSELIG AT BLIVE SELVSTÆNDIG

EN HISTORIE OM PLUDSELIG AT BLIVE SELVSTÆNDIG

Min gode ven og I DO ART-blogger Runi Guld har opfordret mig til at blive gæsteblogger, så jeg kan dele denne historie med jer. Så her får I historien om, hvordan at jeg i en alder af 25 år pludselig blev selvstændig designer.

I sommeren 2014 blev jeg bachelor i kommunikationsdesign ved Designskolen i Kolding. Jeg var blevet tilbudt en lønnet praktikplads i skolens udviklingsafdeling, og jeg så det derfor som en mulighed for at få en snært at den virkelige verden. Det var dybt angstprovokerende. Langt de fleste af mine klassekammerater forsatte på studiet, direkte over på kandidaten, og jeg havde også lyst, men mest på grund af trygheden. Trygheden ved at kunne blive på den samme skole og være omgivet af mennesker, jeg kendte. Man kan selvfølgelig sige, at jeg, ved at blive i skolens udviklingsafdeling, stadig skulle være en del af skolen og miljøet, og det var jeg også for en stund, men da december dukkede op, kontaktede jeg min fagforening for at høre om mulighederne for at få dagpenge. Der fandt jeg til min store overraskelse ud af, at jeg aldrig havde tilmeldt mig en a-kasse, hvilket ellers er nødvendigt for at kunne modtage dagpenge efter en uddannelse, og pludselig lød det meget besværligt det hele. Hver gang jeg støder på noget i mit liv, der minder om en formular, som jeg skal udfylde, statslige ting jeg skal forholde mig til, eller generelt bare penge, jaa… så går min indre klap ned. Ergo, så jeg ikke rigtig dagpenge som værende en mulighed for mig.

Naivt og hovedløst besluttede jeg mig i stedet for at starte min egen virksomhed. Et par af mine familiemedlemmer og kammerater er selvstændige, så jeg tænkte; hvor svært kan det være? De fleste af mine venner fortalte desuden, at det er let og simpelt, og at det ikke kræver så meget, så uden særligt mange overvejelser loggede jeg ind på virk.dk og oprettede min virksomhed “Jane Kloster,” og pludselig føltes beslutningen som en ret stor ting. Hele januar havde jeg depressionslignende symptomer, og jeg var mildest talt angst for, hvad jeg nu havde kastet mig ud i: Ville der være nok at lave for mig? Hvad nu hvis jeg ikke kunne betale min husleje? Og hvad nu hvis jeg ville blive syg; hvem skulle så tage over? Hvad nu hvis, og hvad nu hvis, og hvad nu hvis?

Men så begyndte jeg at nyde tanken om at kunne arbejde hjemmefra. Jeg kunne sove så længe, jeg ville, arbejde på den tid af døgnet jeg foretrak, og ingen skulle fortælle mig, hvor lang tid mine frokostpauser skulle være; det var som en sand drømmeverden, ville nogle nok sige. Men det var det ikke for mig. Tankerne blev hurtigt erstattet med en frygt for at sumpe ind, og for ikke at kunne levere de, ting jeg skulle. Jeg søgte råd ved en god ven, og han skaffede mig en gratis kontorplads i en større virksomhed. Her fik jeg mit eget skrivebord, en slags kollegaer, en kaffeautomat og et sted at møde op på arbejde. Det var skønt!

 Et billede fra en af mine workshops, om børns vej til skole.

Et billede fra en af mine workshops, om børns vej til skole.

Til at begynde med havde jeg et par småjobs, som jeg tænkte nok skulle kunne betale den første måneds husleje, men derefter var der intet. Den første måned var mildt sagt et helvede. Jeg var så bange for, at jeg ikke ville få arbejde nok, bange for at min kæreste ville gå fra mig, bange for at hele verden ville styrte sammen om mig, og at denne beslutning ville blive det største nederlag nogensinde. Heldigvis er min kæreste evig optimist og utroligt opbakkende. Han sagde: “Det skal nok gå!”, og lidt efter lidt begyndte jeg at tro på det. Jeg fik mere og mere arbejde; spændende projekter, søde og udfordrende samarbejdspartnere og masser af ansvar. Det virkede dog vanvittigt, at jeg (en vestjysk pige på 25 år) skulle have så meget ansvar, og til tider at skulle beslutte en afgørende designretningen på et projekt. Kunderne vendte tilbage og bad mig om at hjælpe på nye projekter. Indimellem arbejdede jeg omkring 60 timer i ugen, og indimellem græd jeg af udmattelse og lykke.

 Et af de elementer der kom ud af projektet “Børnenes Vej”, som er et spil der guider børn til skole.

Et af de elementer der kom ud af projektet “Børnenes Vej”, som er et spil der guider børn til skole.

I løbet af de første 6 måneder deltog jeg bl.a. i et projekt, som havde fokus på måltider i børnehaver. Det blev sidenhen omtalt på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside. Jeg prøvede at undervise på Den Skandinaviske Designhøjskole, hvor jeg, sammen med en af de faste undervisere, udfordrede eleverne til at sætte sig i ekstreme brugeres sted, og fx at være hjemløse i et helt døgn. Jeg oplevede at ansætte nogle venner i et projekt om skolebørns vej til skole, og sammen diskuterede vi designretninger og strategier med skoleledere, forældre og kommunale konsulenter. Jeg prøvede også at sammensætte og forberede en 6 timers event-workshop for 145 naturvejledere på en højskole i nærheden af Vejle.

 Indholdet af æsken med “Vores Måltid”.

Indholdet af æsken med “Vores Måltid”.

Når jeg kigger tilbage på det hele nu, er jeg så glad for, at jeg sprang ud i det. Det var hårdt – rigtig hårdt, og jeg havde slet ingen idé på forhånd om, hvad det krævede, hvor meget man skal tage i timen eller pr. projekt, hvordan man indberetter skat og moms, hvor meget man skal arbejde for at det løber rundt, hvordan man laver kontrakter eller tilbud til store kunder, hvordan man skriver en faktura, hvordan man er en god chef for sine venner og så videre.

Jeg ved stadig ikke det hele, men jeg ved mere end før. Jeg ved, at jeg kan, og at hvis jeg nu en dag skulle stå uden et arbejde, så kan jeg godt selv. Jeg ved også nu, at jeg helt klart foretrækker at have nogle at sparre med og drikke kaffe med i pauserne, men det her ville jeg ikke vide, hvis jeg ikke var sprunget ud i det. Det er dog vigtigt at have nogle omkring sig, som kan stå klar, hvis det i en periode ser helt sort ud, eller hvis arbejdsbyrden bliver for stor. Jeg har heldigvis også fundet ud af, hvilke venner jeg kan trække på; hvor deres kompetencer ligger, og hvor mine egne slipper op. Jeg prøver egentligt bare at sige, at det har været helt utroligt lærerigt alt det her. I dag har min virksomhed kørt i lidt over et år, men på lavt blus de sidste par måneder, så jeg kan passe min hverdag som kandidatstuderende. Hvis du selv kan finde lidt mod i dig til sådan noget her en dag, så tag springet! Alt skal nok gå, og hvis ikke “Ja, så elsker din mor dig alligevel” (som min veninde ville sige det).

 De fantastiske mennesker, som hjalp mig med workshoppen med naturvejlederne.

De fantastiske mennesker, som hjalp mig med workshoppen med naturvejlederne.

Jane Kloster har taget en bachelor i Kommunikationsdesign ved Designskolen Kolding. Jane har bidraget til idoart.dk siden 2016.