PLANTER PÅ EN GAMMEL VÆG

I går deltog jeg i et arrangement i Mejlgade, der havde fokus på bæredygtighed og grønt byliv, “Grønt Byliv markedsdag,” arrangeret af Mejlgade Lab. Gaden var spærret af for biler, der var plantet træer, og en masse organisationer, der alle arbejder med natur, miljø og bæredygtighed, havde stande langs gaden, hvor de præsenterede deres produkter og idéer. Imens sad jeg i en lille gyde ud til gaden og arbejdede på mit eget bidrag til at gøre byen lidt grønnere. Jeg havde nemlig i dagens anledning skiftet tegnepapiret og akvarelfarverne ud med maling og en smadret væg!

Idéen til de hvide felter (se billederne) opstod, fordi væggen i den gamle gyde er meget slidt og afskallet, så det var ikke rigtig muligt at lave ét, stort værk. Så jeg valgte at male de steder, hvor væggen var nogenlunde fin. Imens jeg malede, forestillede jeg mig, at de hvide felter var forskellige stykker papir, og dermed blev det hele jo faktisk til en lille udstilling, malet direkte på væggen. Samtidig var det også en smule betryggende at have de der afgrænsede felter at male på, da det var første gang i lang tid, at jeg malede med med rigtig maling, og første gang nogensinde, at jeg lavede et vægmaleri. Jeg vidste ikke, om de idéer jeg havde inde i hovedet ville komme til at se ud på den måde, jeg forestillede mig, men efter lidt begynder-rysten på hænderne kom jeg ind i det, og jeg endte med at blive virkelig glad for resultatet. Hvis jeg havde haft mere tid, havde jeg malet hele gyden til med planter!

Imens jeg malede, forestillede jeg mig, at de hvide felter var forskellige stykker papir. Samtidig var det betryggende at have afgrænsede felter at male på, da det var første gang i lang tid, at jeg malede med med rigtig maling, og første gang nogensinde, at jeg lavede et vægmaleri.

Imens jeg malede, forestillede jeg mig, at de hvide felter var forskellige stykker papir. Samtidig var det betryggende at have afgrænsede felter at male på, da det var første gang i lang tid, at jeg malede med med rigtig maling, og første gang nogensinde, at jeg lavede et vægmaleri.

Det var overvældende og virkeligt dejligt at høre de forbipasserendes reaktioner, for folk blev utroligt glade for at se, hvordan væggen fik et nyt liv. Jeg havde slet ikke tænkt over, hvordan det ville påvirke andre folk, at jeg tegnede planter på en væg, men nu kan jeg godt se, at det faktisk er noget, der kan bringe glæde fremover, når folk går forbi. Ældre mennesker var glade for at se “den grimme gyde” blive forskønnet lidt, og børnene var både målløse og imponerede over, at jeg tegnede på væggen – flere af dem blev også stående i noget tid for bare at kigge på, imens jeg malede. Og i forhold til dagens tema, så synes jeg faktisk, at den smadrede væg var det perfekte spot til et vægmaleri. For er det ikke netop det, bæredygtighed går ud på – at tage noget vi allerede har og optimere det, i stedet for hele tiden at fremstille noget nyt?

Alle fotos af: Puk Ewdokia (med en lille smule efterbehandling af I DO ART Agency).

Alle fotos af: Puk Ewdokia (med en lille smule efterbehandling af I DO ART Agency).

Puk Ewdokia (f. 1991) er kunstner og illustrator. Puk har bidraget til idoart.dk siden 2014.