PÅ DET KGL. DANSKE KUNSTAKADEMI ER DER HELDIGVIS PLADS TIL NUANCERNE
Artiklen Kunstigt Akademi, som Weekendavisen bragte d. 7. april, efterlod mange måbende. På forsiden af kultursektionen beskrev avisen Det Kgl. Danske Kunstakademi som et sted domineret af “identitetspolitiske” diskussioner, frygt og stikkermentalitet i en sådan grad, at der ikke længere er plads til kunsten. Det var opsigtsvækkende læsning, men også en fortælling der ligger fjernt fra vores oplevelse af den unge kunstscene. Siden artiklens udgivelse har vi talt med en række nuværende og tidligere studerende for forhåbentligt at kunne nuancere den ellers noget ensidige skildring.
Siden artiklen udkom har vi været i kontakt med mere end 20 personer med tilknytning til akademiet – nuværende studerende på bachelor- og kandidatniveau samt afgængere fra sidste år – og det er vores håb, at denne artikel kan give plads til nogle af alle de stemmer, som Weekendavisen har udeladt. Vi håber at bidrage til mindre polarisering og starte en bedre dialog om, hvordan vi taler om kunst og politik – som sammenflettede størrelser. Hvordan de svære samtaler kan danne grobund for forandring, og hvordan vi bevæger os i retningen af en kunstscene, hvor der i højere grad er plads til forskellige stemmer. (Artiklen berører også en række personsager, som vi dog ikke vil komme nærmere ind på her af respekt for de studerendes ønsker og det faktum, at der stadig foregår interne undersøgelser på akademiet).
Når man taler fra et privilegeret perspektiv
En af dem vi har talt med er indisk adopterede Sabitha Sofia Söderholm, som går på skolens 1. år. Hun mener, at dem der taler for, at kunst og politik skal holdes adskilt, taler fra et privilegeret perspektiv: “Hele diskussionen om, at kunsten skal være fri for politik, er en mulighed som kun nogle er forundt. Dét at jeg er en minoritet i det danske samfund og på akademiet gør, at min kunst automatisk vil læses ud fra det. Derfor er diskussionen om, at kunsten skal være apolitisk i sit udgangspunkt hverken mulig eller særligt retfærdig.”
“Hele diskussionen om, at kunsten skal være fri for politik, er en mulighed som kun nogle er forundt. Dét at jeg er en minoritet i det danske samfund og på akademiet gør, at min kunst automatisk vil læses ud fra det.”
Som Sabitha ser det, bunder idéen om den neutrale kunst i, at en særlig position i samfundet anses som normen, og hvis man afviger fra den eller forsøger at udfordre den, så opfattes det som en politisk handling.
“Idéen om at kunsten kan være neutral er kun mulig, hvis kunstneren falder inden for samtlige samfundsnormer, og at denne i kraft af sin normalitet kan læses som neutral. Falder man uden for disse normer, f.eks. via sin hudfarve, er neutraliteten pludselig ikke tilgængelig. Det behøver ikke at betyde, at alt skal være en kamp, og at alt skal være politisk, men det bliver det nemt, fordi det – at falde udenfor normen og stadig lave kunst – altid vil læses som en politisk handling. Alle kroppe er politiske, men kun de afvigende (dem der ikke passer ind i samfundets forestilling om 'det normale') læses sådan.”
Artiklen peger på, at kunstakademiet er blevet et sted, hvor alle er bange for at sige noget som helst i frygt for at blive stemplet som krænkere. Det bliver beskrevet sådan, at et “identitetspolitisk politi” kontrollerer tonen, hvilket resulterer i et frygtsomt studiemiljø og et kunstnerisk niveau i frit fald. Men er det nu også den oplevelse, alle de studerende har?
“I virkeligheden er vi jo i gang med at uddanne hinanden, dele erfaringer og udgangspunkter, og hjælpe hinanden med at opnå en større viden. Det betyder ikke, at man skal stoppe med at lave den kunst man laver, men at man bliver mere bevidst om, hvorfor man gør, som man gør.”
“Noget af det der bliver påstået er, at jo mere vi taler om politik, jo mere stagnerer kunstens kvalitet,” fortæller Sabithas medstuderende Ihsan Ihsan, hvis familie er flygtet til Danmark fra Irak. ”I virkeligheden er vi jo i gang med at uddanne hinanden, dele erfaringer og udgangspunkter, og hjælpe hinanden med at opnå en større viden. Det betyder ikke, at man skal stoppe med at lave den kunst man laver, men at man bliver mere bevidst om, hvorfor man gør, som man gør. Jeg synes, at det er fuldstændigt modsatrettet at sige, at kunsten skulle blive dårligere af, at man bliver mere bevidst – det kan man da kun få en højere kunstnerisk kvalitet ud af.”
Hvis nogen siger ‘Hey, det der er faktisk racistisk…’
At de politiske diskussioner tager pladsen fra den kunstneriske udfoldelse er ikke noget de studerende, vi taler med, kan genkende. Måske er det i stedet debatkulturen, der kunne trænge til forbedring? Magnus Fisker går ligesom Sabitha og Ihsan på skolens BFA, og han fortæller, at det gør ham trist at høre om folk, der bliver så frygtsomme, at de holder sig væk fra undervisningen. “Når det så er sagt, så synes jeg, at folk bør vende sig til, at man godt kan blive kritiseret for noget, man gør eller siger,” fortsætter Magnus, der godt kan genkende den slags situationer, som artiklen omtaler. Situationer hvor diskriminerende udtalelser og handlinger bliver udpeget i kritikklasserne, og hvor samtalen hurtigt eskalerer og bliver ubehagelig.
“Hvis nogen siger ‘Hey, det der er faktisk racistisk,’ så må man jo tage det til sig og lytte til, hvad kritikken egentligt går på. Det er den eneste måde, man kan blive klogere på. Og når folk påtaler stødende adfærd, så kommer det jo ikke bare ud af den blå luft – der ligger altid nogle velfunderede teorier bag. Hvordan får vi et samfund, hvor vi opfører os på en måde, så alle kan være her? Det er dét, det handler om for mig,” uddyber han.
Ligesom Magnus kan Sabitha godt genkende de svære samtaler fra kritikklasserne. Generelt er hun glad for stemningen og debatkulturen i sin egen klasse og påpeger, at der hvor det potentielt går galt, er når nogen kritiserer et værk for at være racistisk, sexistisk eller på andre måder diskriminerende. Så kan det meget hurtigt blive personligt.
“Når nogen påpeger noget, som værende problematisk eller krænkende, bliver det ofte modtaget meget personligt, og det er så dér, problemet opstår. Hvis man stiller sig kritisk eller pointerer, at et bestemt sprogbrug ikke er okay, så er modsvaret næsten altid noget ala ‘Jamen, jeg mente det ikke sådan’ eller ‘Jeg er ikke racist’, men i virkeligheden er intentionen jo ikke det vigtigste i sådanne tilfælde. Det er meget sjældent, at folk har til hensigt at gøre andre kede af det, men det kan godt ske alligevel.”
Når man er vokset op i et undertrykkende samfund…
Magnus forstår godt, at det kan virke voldsomt at blive kaldt ud, men som han ser det, er det vigtigt at løfte fokus fra individet til et strukturelt niveau. “Jeg ved godt, at jeg i en eller anden grad selv er racist, fordi jeg er vokset op i et samfund, der er bygget på undertrykkelse af mennesker i andre dele af verden. Jeg er født ind i dét system, og derfor tager jeg det heller ikke personligt, hvis nogen påpeger, at noget jeg gør eller siger er racistisk eller sexistisk. Til gengæld har jeg brugt meget tid på at undersøge, hvad det betyder og har fundet ud af, at det jo ikke er mig personligt, der er under angreb – men i stedet den struktur der har formet mig.”
“Jeg ved godt, at jeg i en eller anden grad selv er racist, fordi jeg er vokset op i et samfund, der er bygget på undertrykkelse af mennesker i andre dele af verden. Jeg er født ind i dét system, og derfor tager jeg det heller ikke personligt, hvis nogen påpeger, at noget jeg gør eller siger er racistisk eller sexistisk. Til gengæld har jeg brugt meget tid på at undersøge, hvad det betyder og har fundet ud af, at det jo ikke er mig personligt, der er under angreb – men i stedet den struktur der har formet mig.”
Når Magnus siger, at det danske samfund er bygget på undertrykkelse, lyder det måske umiddelbart lidt vildt, men han har faktisk fat i noget. I mere end 250 år (fra ca. 1660-1917) var Danmark en kolonimagt, som opbyggede sine rigdomme ved at fragte slavegjorte fra Vestafrika og udnytte deres arbejdskraft på tre caribiske øer (det man dengang kaldte Dansk Vestindien). Rigdomme som dannede fundamentet for den velstand og velfærd, som vores samfund stadig nyder godt af. Står du på Kgs. Nytorv i hjertet af København og kigger rundt, vil du kunne se en væsentlig række byggerier, som er direkte forbundet til slavepenge – heriblandt Charlottenborg Slot, som har huset Det Kgl. Danske Kunstakademi siden 1754 samt Kunsthal Charlottenborg siden 1883. Slottet er endda opkaldt efter Dronning Charlotte Amalie, som også har lagt navn til den største havn i den forhenværende danske koloni.
Alice Topsøe som går på skolens 2. år, har selv oplevet at blive kaldt ud, dog ikke i en kritikklasse. Hun husker, at hendes første reaktion dengang var at gå i forsvar. “Det er jo ubehageligt, at nogen gør opmærksom på ens racistiske adfærd, og derfor ville jeg rigtig gerne forklare, at det jeg havde sagt ikke havde noget at gøre med den undertrykkende struktur, som racisme er. Jeg forsøgte at forklare mig for at bevise, at jeg ikke reproducerer den slags vold, men det var jo dét, jeg var kommet til at gøre,” forklarer Alice og bemærker, at den form for undvigelse gør det svært at identificere og dermed også at bekæmpe de pågældende problematikker.
“Jeg synes også, at ordet ‘krænkelse’ er ret ladet, fordi den måde det bliver brugt på ofte virker som et dække over noget andet. F.eks. når nogen siger noget stødende, og den person der så problematisere det bliver kaldt for krænket – så er man jo i gang med at reducere reaktionen mod strukturel undertrykkelse til en følelsesmæssig reaktion. Så kan man påstå, at der er tale om en enkelt persons individuelle følelser: ‘Nu er du bare sensitiv og følelsesladet’ – og dermed fjerner man fokus fra det strukturelle problem.”
“Når nogen siger noget stødende, og den person der så problematisere det bliver kaldt for krænket – så er man jo i gang med at reducere reaktionen mod strukturel undertrykkelse til en følelsesmæssig reaktion.”
“Når jeg går på gaden som hvid cis-mand, er det meget sjældent, at jeg selv oplever diskriminerende adfærd,” bemærker Magnus. “Der er nogle større strukturelle problemer, som jeg ikke ser, og derfor bliver jeg nødt til at anerkende, at der er andre, der ved mere end mig om de her ting. Og vi skal have lavet om på idéen om, at man er lagt for had for evigt, fordi man er kommet til at sige noget stødende – det er jo ikke tilfældet. Hvis du er indstillet på at lytte, sige undskyld og forsøge at ændre din adfærd, så får vi en bedre verden bagefter. Det skal dog siges med et lille men, for man skal selvfølgelig forsøge at sætte sig ind i, hvordan man opfører sig, så man ikke støder andre. Ikke alle stødende handlinger kan undskyldes med uvidenhed,” uddyber Magnus. I den tid vi lever i, er viden og information oftest kun få klik væk, og det kommer naturligt til at stille større krav til kunstnere, da publikum i højere grad vil forvente, at de er bevidste om, hvad de sender ud.
Interessante men skrøbelige rum
De studerende fortæller os, at rammerne for de enkelte kritikklasser på grundskolen afhænger af den lektor man er tilknyttet, men at de generelt er ret frie for retningslinjer. Vi kan ikke lade være med at tænke, at kritikklasserne som udgangspunkt må være nogle meget interessante, men også skrøbelige rum at befinde sig i. Både fordi det kan være sårbart at skulle vise sit arbejde frem (som man har lagt tid og energi i) og tage imod kritik fra medstuderende, men også fordi man kan stille sig selv i en udsat situation, når man præsenterer sine kritikpunkter.
I det hele taget er det at give og modtage konstruktiv kritik ikke noget, vi lærer meget om i vores opvækst, så det giver mening at det kræver et særligt rum at udvikle og forstå det i. “Hvis man f.eks. i en kritikklasse pointerer, at noget kan opfattes racistisk, så gør man det jo ikke for at gøre nogen kede af det. Man gør det af omsorg, i et forsøg på at gøre den anden part mere bevidst om sine handlinger,” forklarer Alice.
“Hvis man f.eks. i en kritikklasse pointerer, at noget kan opfattes racistisk, så gør man det jo ikke for at gøre nogen kede af det. Man gør det af omsorg, i et forsøg på at gøre den anden part mere bevidst om sine handlinger.”
“Jeg tror det handler om ikke at være berøringsangst,” bemærker Magnus, som tror på at samtalerne bliver bedre, hvis man lytter til hinanden. “Hvis en tone bliver lidt spids eller nogen bliver følelsesmæssigt oprevede, så er det vigtigt at kunne fortsætte samtalen konstruktivt.” Netop dét at man kan blive følelsesladet i formuleringen af en kritik ser Magnus ikke som et problem, men som et symptom på det undertrykkende samfund. “Vi lever i en verden med krænkende adfærd, og hvis man har været udsat for det gennem hele sit liv, er det klart at det kan blive følsomt, når man konfronteres med det igen.” Som den britisk-australske akademiker Sara Ahmed udtrykker det i sit Killjoy Manifesto (Living a Feminist Life, 2017): “It is because we expose violence that we are heard as violent, as if the violence of which we speak originates with us.” (Herfra en anbefaling til alle om at læse den).
“Det handler om at bibeholde en åbenhed også overfor de kommentarer, man ikke umiddelbart forstår. Et stort problem er, at i det øjeblik hvor der bliver tændt en gnist, flygter alle og det man husker bagefter er, hvor ubehageligt og farligt det var.”
“Det handler om at bibeholde en åbenhed også overfor de kommentarer, man ikke umiddelbart forstår,” fortsætter Magnus. “Et stort problem er, at i det øjeblik hvor der bliver tændt en gnist, flygter alle og det eneste man husker bagefter er, hvor ubehageligt og farligt det var. Jeg tror sagtens, vi kan blive bedre til at blive i det ubehagelige og tale med hinanden på konstruktive måder. Her kommer der nok nogle pædagogiske aspekter ind i billedet, men der er ingen af underviserne på akademiet, der er pædagogisk uddannede.”
‘Militante feminister’ og ‘Identitetspolitik’
I Weekendavisens artikel er der særligt ét begreb, som bliver brugt i flæng til at beskrive skolens dårlige stemning, men som aldrig rigtigt bliver forklaret eller defineret; Identitetspolitik. Man forstår, at det nok handler om politiske diskussioner der vedrører minoritetspersoners rettigheder, men samtidigt bliver det brugt som et skældsord. Når vi taler med de studerende finder vi ud af, at netop det ord har en meget specifik egenskab og betydning.
“Altså, begrebet ‘identitetspolitik’ kan jo være en måde at latterliggøre en minoritet på,” forklarer Sabitha og fortsætter: “Det er det samme som at sige: ‘Du beskæftiger dig kun med dig selv og din egen identitet.’ Det at gøre væsen af sig selv, at insistere på sin krop eller sit køn – ja, det handler om identitet, men det handler i højere grad om at gøre opmærksom på, at andre positioner har lige så meget ret til at være her. Når noget udfordrer det normative, kan man åbenbart kalde det ‘identitetspolitik’ og så bliver det lidt irrelevant. Det er en meget effektiv måde at umyndiggøre folks kampe på.”
“Begrebet ‘identitetspolitik’ kan jo være en måde at latterliggøre en minoritet på. Det er det samme som at sige: ‘Du beskæftiger dig kun med dig selv og din egen identitet.’ Det at gøre væsen af sig selv, at insistere på sin krop eller sit køn – ja, det handler om identitet, men det handler i højere grad om at gøre opmærksom på, at andre positioner har lige så meget ret til at være her.”
Netop latterliggørelsen, som Weekendavisens journalist synes at bruge som et gennemgående retorisk greb i sin artikel er en strategi, som den norske psykolog Ingjald Nissen allerede beskrev i 1945. Inspireret af Nissen inkluderede den norske professor Berit Ås begrebet latterliggørelse som en af De Fem Herskerteknikker (1979) – teknikker der kan anvendes til at fastholde en magtposition. De Fem Herskerteknikker er (kilde: Wikipedia):
Usynliggørelse (individet overses).
Latterliggørelse (personens indsats hånes eller latterliggøres).
Tilbageholdelse af information (personen holdes i uvidenhed om ting, andre som en selvfølge informeres om).
Dobbeltafstraffelse (ligegyldigt hvad personen gør, mødes den med bebrejdelse. Et lån fra den amerikanske sociolog Robert K. Merton, der opsummerede det som “Damned if you do, damned if you don't”).
Påføring af skyld og skam (latterliggørelse, ydmygelse, ærekrænkelse).
Et andet begreb, som avisen bruger til at udpege akademiets udfordringer, er “de militante feminister”, som artiklen ikke har kunnet identificere, fordi de angiveligt agerer anonymt. Da vi spørger Ihsan, om han ved hvem disse “militante feminister” er, svarer han tøvende: “Det er vel blandt andre mig, tror jeg? Måske er det lidt for storslået, men jeg forestiller mig faktisk at det, der sker på kunstakademiet, på en eller anden måde skal kridte vejen op for resten af samfundet. Så jeg forestiller mig egentligt, at de fleste på kunstakademiet er det. Måske er spørgsmålet ikke, hvem det identitetspolitiske politi er – men hvem der ikke er det?”
“Måske er det lidt for storslået, men jeg forestiller mig faktisk at det, der sker på kunstakademiet, på en eller anden måde skal kridte vejen op for resten af samfundet.”
Sammenbrud eller forandring?
Gennem alle vores samtaler med studerende får vi en fornemmelse af, at Weekendavisens artikel har et meget bagudskuende blik. Et blik der drømmer sig tilbage til, hvordan det var engang – dengang kunsten var “fri,” hvor der var plads til at eksperimentere og afsøge grænser, uden at man blev holdt tilbage af et “identitetspolitisk politi.” Men hvad får man egentligt, hvis man kigger tilbage på akademiets historie? En hel masse blind eksklusion og stort set udelukkende hvide, heteroseksuelle mænd.
Historisk set findes eksklusionen alle vegne i Det Kgl. Danske Kunstakademis vægge og væsen. Det ligger i navnet; det adelige, det danske, det privilegerede. Det ligger i arkitekturen, som en nuværende studerende bemærker over for os; "Kunstakademiet ligger på Charlottenborg Slot. Slotte er bygget til at passe på nogle få og til at holde alle andre ude.” Eksklusionen ligger i akademiets historie. I mere end halvdelen af de 266 år, skolen har eksisteret, var der udelukkende adgang for hvide, mandlige kunstnere. I skolens første 250 år var der 99 billedkunstneriske professorer, heraf kun 4 kvinder. Den første kvindelige professor tiltrådte stillingen i 1989.
Når de studerende nu siger fra over for netop de ekskluderende strukturer, som akademiet er bygget på, så er det ikke et udtryk for institutionens sammenbrud. Det er et udtryk for forandring. En sund forandring der har blikket rettet mod en fremtid, hvor der er plads til flere forskellige stemmer.
En anden nuværende studerende, vi har talt med, beskriver det der sker som et epokeskifte, men hvordan man anskuer skiftet afhænger selvfølgelig af blikket der ser og kroppen der oplever. For de få som den gamle struktur tilgodeså, vil processen muligvis føles som et tab af privilegier.
Vi laver ikke kunst i et vakuum
“Jeg har svært ved at læse artiklen på andre måder, end som en stor afmagt og forskrækkelse over at ‘wow, der er andre mennesker der prøver at møve sig ind på et territorium, der har været forbeholdt os. Hvad bilder de sig ind?’” pointerer Sabitha i slutningen af vores samtale.
“Jeg har svært ved at læse artiklen på andre måder, end som en stor afmagt og forskrækkelse over at ‘wow, der er andre mennesker der prøver at møve sig ind på et territorium, der har været forbeholdt os. Hvad bilder de sig ind?”
“En af grundene til, at jeg reagerer på den her artikel er også, fordi at de ting, den gør, ikke er enestående i forhold til kunstakademiet. Det er noget der sker i hele samfundet. Fakta er, at samfundet bliver mere og mere højredrejet og racismen stiger. At de der kæmper imod undertrykkelse bliver præsenteret som problemet, det har jeg det virkelig svært med.”
Det er trist, at tiltrængte forsøg på at skabe en mere tryg og inkluderende skole for alle, i Weekendavisen bliver beskrevet som “stikkermentalitet” anført af “identitetspolitiske betjente.” En af artiklens mest centrale skræmmebilleder er en plakat, som akademiet lavede efter en alvorlig sag, hvor en professor i en årrække havde udsat sine elever for magtmisbrug, mobning og seksuelt krænkende adfærd. Plakaten hænger nu på skolens toiletter og på pædagogisk vis beskriver den, hvilke muligheder man har, hvis man har været udsat for krænkende adfærd. I artiklen bliver den kaldt “stikkerplakaten” – et øgenavn, som ingen af dem, vi har talt med, kan genkende. Til gengæld får vi svar som dette (her fra Ihsan), når vi spørger til, om plakatens effekt er negativ: “Overhovedet ikke, altså virkelig overhovedet ikke. Jeg synes tværtimod, at det er et af de tryggeste tiltag, jeg har set.”
“Weekendavisens artikel er en stemme i et kor af folk, der opstiller kunstrummet som frit af politik, men vi laver ikke kunst i et vakuum. Der har altid været politik i kunst, fordi kunst er en del af samfundet.”
“Konsekvenserne af en artikel som Weekendavisens, er mange,” pointerer Alice. ”For det første bliver det nu endnu mere utrygt at kritisere magtstrukturer, fordi man bliver bange for, at andre ser en som en slags politibetjent. For det andet har det også konsekvenser for, hvordan vi kan gå til denne her samtale fra nu af. Det er virkelig svært at diskutere noget med et oplæg som dette.” Men ifølge Alice begrænser artiklens konsekvenser sig ikke kun til den interne stemning. “Den har også konsekvenser uden for akademiet. Den påstår bl.a., at vi diskuterer politik i stedet for at lave kunst. Vi er mange der faktisk gør begge dele, og som ser politik som en stor del af vores praksis. Weekendavisens artikel er en stemme i et kor af folk, der opstiller kunstrummet som frit af politik, men vi laver ikke kunst i et vakuum. Der har altid været politik i kunst, fordi kunst er en del af samfundet.”
I takt med at vi indser, at verden omkring os er divers
Efter uendelige beskeder og timevis af telefonsamtaler har vi fået et rigt billede af et kunstakademi i forandring. Det var først i 1924, at kvindelige kunstnere fik lige adgang til Det Kgl. Danske Kunstakademi – og det først efter flere års protester og mislykkede prøveperioder. Mon ikke det har været en temmelig konfliktfyldt tid, både for dem der plejede at fylde det hele og for dem der skulle gøres plads til? Modstand mod forandringer er ikke noget nyt, og måske er det uundgåeligt, at den nu opstår igen, hvor flere stemmer og positioner er begyndt at finde fodfæste på det gamle akademi.
Som Alice bemærker, er kunsten en del af samfundet, og i takt med at vi indser, at verden omkring os er divers, må akademiet naturligvis afspejle det. Vi har brug for mange flere perspektiver fra BIPOC kunstnere, kunstnere der identificerer sig med andet end et binært kønssystem og kunstnere hvis kroppe afviger fra snævre og forældede idealer. Ellers går vi i den grad glip af både vigtig viden og berigende perspektiver.
Imens vi skrev dette var der pludselig en tekst i en sang, der fangede vores opmærksomhed. Den er fra nummeret baglaens (2019) af danske Lowly og på en eller anden måde føles det rigtigt at afslutte med brudstykket her:
“And there, we stay
We stay to argue
We stay to move, ah ah ah ah
Stay inflicted
And stay a part of me, ahhhh
And grow to the more”
Forsidefoto: Det Kgl. Danske Kunstakademi. Foto © I DO ART Agency.
Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.
