ON HER BEHALF

Ugen efter. Onsdag. Uge 40.

Efter den første dag med kreativ kunst- og litteraturkritik, skal jeg med bussen ud af byen. Solen er for længst gået ned, og der er den famøse kølighed i aftenluften, som kommer med efteråret. Indian summer har altid en brat opbremsning i Danmark. Fra den ene dag til den næste overvejer man hue og vanter, eller fortryder at man ikke har dem med.

Det er torsdag, og gaderne i Aarhus vrimler med liv. Farvestrålende elektriske pærer fra caféer og kioskfacader. Jeg venter sammen med en dame i kort jakke, der spørger samtlige busser, der holder ind ved stoppestedet, om de kører ud af Viborgvej. Det har en komisk karakter, men jeg kender det. Jeg har også været hende.

Artwriting har en abstrakt karakter, der for mig er vildt appellerende. I løbet af undervisningsdagene bliver der lagt stor vægt på kreativ i kursets titel. En kritik der vil mere og kan noget andet end den klassiske kunst- og litteraturkritik, hvis man kan kalde det det. Det handler om en sammensmeltning af tilgange, måske kritik i en mere våget. Som deltagere er vi medskabende for, hvor fokusset bliver lagt, og hvad der bliver fremhævet af mange mulige veje.

Særligt lægger jeg mærke til den sensibilitet, der er påkrævet, også i dette felt, hvis man vil gøre det godt.

Jeg har et lidt anderledes udgangspunkt end de andre med min skønlitterære baggrund, men det er en hårfin grænse over i kunsten, som jeg fornemmer, at de andre også balancerer på hver deres måde. Det er under alle omstændigheder en stor gave at sidde i samme lokale med kritikere og tale med dem om tilgangen til kunst og litteratur. Særligt lægger jeg mærke til den sensibilitet, der er påkrævet, også i dette felt, hvis man vil gøre det godt. Kritikken trækker på begrebernes verden først og fremmest, mens litteraturen trækker på erfaringens. Der er altså en forskel, men måske i genre som Artwriting eller kreativt kunst- og litteraturkritik er der en større grad af sammensmeltning.

Jeg går gerne til ferniseringer og den slags, men det er en oplevelse for mig snarere end en professionel stillingtagen.

Der er et enormt referencearbejde ind i især kunstkritikkens verden, som jeg forud for kurset har mindre kendskab til. Jeg tager det lidt roligt med alle de navne, og enkelte af dem, f.eks. Judith Butler m.fl. husker jeg fra sociologi. I det store og hele tror jeg, at jeg hænger meget godt i. Jeg går gerne til ferniseringer og den slags, men det er en oplevelse for mig snarere end en professionel stillingtagen.

Fordelt over dagene sætter vi os i de lave sofaer og læser skriftevis op for hinanden af det seneste, vi har skrevet. Det er helt utroligt så få mennesker, der skal dele noget, for at en så bred og favnende verden åbner sig. Vi svinger fra interviewet over i afhandlingen, over i kunstkataloget og én forfatter der læser en anden. I pauserne går jeg op og ned af gangene eller rundt omkring Institut for (X) og husker tydeligt, med hele kroppen og alle drømmenes sommerfugle i hjertet, hvordan det var at være i 20’erne og netop begyndt på universitet.

Ind imellem står jeg af i abstraktionen og tænker på andet. Sådan vil det altid være med mig.

Dialogen i klassen er nærmest konstant både ved de høje og de lave borde. Kun afbrud af latterudbrud, skriveøvelser og en eller to der rejser sig for at hente mere kaffe. Ind imellem står jeg af i abstraktionen og tænker på andet. Sådan vil det altid være med mig. Tråden ryger og kommer tilbage. Der er masser at blive optaget af i lokalet. Godsbanen er et fantastisk sted. Ord, bøger, kunst og arrangementer på alle vægge. Store malerier af giraffer og skrift på væggene på toilettet. Måden underviseren har sådan en fin og feminin-betagende tilgang til undervisningen på.

Vi slutter sent alle dage med brændende pander. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været med en blå bus. Jeg sidder tæt på buschaufføren, så hun ikke glemmer, at jeg skal have hjælp til at komme af ved det rigtige stop et sted i mørket. Kun forlygterne lyser vejen op. Vinden suser ind igennem sprækkerne på fordøren, når der ikke er flere bygninger til at tage fra. Radioen spiller Saybia On her behalf. Det er en af mine yndlingssange af Søren Huss. Though some put their faith before the whole human race / leaving us hanging by a thread / I was born with just one book in my hand / pages blank / I take a stand / I take a stand. Egentligt tænker jeg, at sangen handler om hans datter, men den handler vel også om at tage stilling i det hele taget.. for kærlighedens skyld (Ja, det ord skrev jeg lige). Uden yderligere reference er det det, kritik handler om, at tage et standpunkt mellem alt det, ALT det, der findes og finde sin egen stemme.

Læs første del af min oplevelse med at deltage i en masterclass i kunst- og litteraturkritik på Godsbanen i Aarhus her.

Annette Brogaard er forfatter og har bl.a. udgivet bøgerne "Så tager vi til Prag" og "Løse gear". Annette har bidraget til idoart.dk siden 2013.