OM LÆNGSEL

Længsel. At længes. Efter noget. Noget som man måske ikke helt ved, hvad er. Noget, som man måske har haft, men som man ikke har mere. Eller. Et slags savn. Men for mig mere poetisk end savn. En længsel mod en bestemt retning. Eller måske helt retningsløs. Ikke nødvendigvis en følelse af utilfredshed, men meget mere sådan… ikke jordnær.

Det er ikke meningen, at det skal være trist eller vemodigt. Selv om den der længsel kan virke tung, minder den mig om, at der er et eller andet andet. Noget jeg skal huske på. Ikke på en religiøs måde. Bare på den måde, at jeg for et stykke tid, tillader mig selv at forsvinde ind i en eller anden form for drøm. En drøm som jeg er til stede i, en drøm som ikke er uopnåelig, som en følelse af noget rart. Noget som jeg måske kunne tage med mig ind i hverdagen. Hvis jeg ville. Hvis jeg kunne. Hvis jeg turde. Hvis du nogle gange længes, så ved du, hvad jeg mener. Det sidder et eller andet sted i brystet og trykker. Men man vil helst ikke være det foruden, selv om det af og til kommer og presser sig ind sådan cirka midt i brystet. Dér. Midt imellem dine ribben.

Længsel finder jeg i naturen. F.eks. da jeg forleden dag tog til Moesgaard med min søn, og vi kravlede op på toppen af det nye museum og kiggede ud. Udsigten og træerne. Her holder arkæologerne til. Dem der graver tiden frem. De ældste spor af bygninger her har været fra slut 1300 tallet. De ting til sammen gør mig svimmel.

Træer gør i det hele taget et eller andet ved mig. Nok fordi de er så gamle. Så høje. Og så smukke. Det er lige meget hvornår på året, man ser dem. Længslen kommer også, når jeg tænker tilbage. På en anden tid. Måske endda tilbage til en tid hvor jeg ikke engang eksisterede. En forsigtig antagelse, her en søndag eftermiddag, er, at længslen for de fleste mennesker kommer til os, når vi har set en film, der har rørt os, hørt noget musik der har rørt os eller talt om gamle dage, set billeder eller lignende. Sådan fungerer det også for mig, men ud over det, så møder jeg længslen så mange andre steder. Jeg gør det blandt andet i tegninger. Denne her tegning, af svenske Ilon Wikland, er en del af et af de tidligste minder, som jeg har om en følelse af længsel – uden at jeg dengang vidste, at det var det, jeg følte. Jeg ville bare så gerne være i den der Kirsebærdal, og selvom tegningen kun er i sort hvid, så har Ilon tegnet det så fantastisk, at man næsten kan dufte kirsebærtræerne. Alt er blødt på denne her tegning, og man kan fornemme, at græsset er højt, og at man ville forsvinde lidt i det, hvis man lagde sig ned. Jeg ville næste ønske, at jeg kunne kaste mig ind i denne her tegning og blive der for evigt.

 Fra Astrid Lindgren’s Brødrene Løvehjerte. Illustration af Ilon Wikland.

Fra Astrid Lindgren’s Brødrene Løvehjerte. Illustration af Ilon Wikland.

Jeg prøver at spore mig ind på, hvad der er med den der længsel, som også på en måde er en melankoli. Det er på en måde alt det i livet, der er det vigtige. Filmen “The Snowman“, er, ved siden af Ilon Wiklands tegning, en skildring der sender mig ind i den verden. Den handler om barndom og fantasi, glæde, venskab og tab, og når jeg ser den, bliver jeg som et barn igen. De fleste, i min generation, kender den nok. Husk at vis den til jeres børn her i december. Filmen er så umiddelbar og elskelig, og den formidler, helt uden ord, vigtige ting om livet. Musikken, i sig selv, er også fantastisk.

Mine egne tegninger rummer også ofte en længsel. Jeg er efterhånden blevet bevidst om det, og må vist bare affinde mig med det. Det er et gennemgående tema, jeg ikke kan slippe for. De har altid en underliggende længsel eller drømmeagtig tilstand – i stort eller lille format. Et forsøg på at formidle noget der virker ikke-formiddelbart.

 Illustrations by Line Refstrup.

Illustrations by Line Refstrup.

Line Refstrup (f. 1975) er illustrator og har taget en kandidat i Visuel Kommunikation fra Kolding Designskole, 2010. Line har bidraget til idoart.dk siden 2014.