OM GENTAGELSER

Jeg mødte Puk Ewdokia på gaden forleden. Vi talte om kriser, og jeg fortalte om en tegnekrise, som jeg har. Puk skulle tage et billede af et hus, hvor der var en ret fin rose på udenfor. Vi talte om det der med, at man har lavet noget over et stykke tid. Tegnet noget over et stykke tid. Sådan… det samme indenfor et bestemt tema.

Jeg har længe tegnet hverdagstegninger, og pludselig er jeg begyndt at tænke, at nu må jeg hellere snart tegne noget nyt, for man bliver træt af sig selv. Træt af gentagelsen. Og så tænker man, at andre nok også er trætte af det. Det var det, vi stod og talte om, Puk og jeg, men vi kom frem til, at det der med, at gentagelsen er træls, nok alligevel mest er i ens eget hoved, så man skal bare blive ved, hvis man kan, og ikke altid gå og tænke på, at man skal forny sig, for den proces skal nok ske ligeså stille, uden man lægger mærke til det. Der ligger en stor værdi i fordybelsen af en bestemt ting eller en bestemt form.

Alt dette leder mig frem til noget, som jeg længe har ville dele. Det er en bunke tegninger, som min dreng har tegnet over en periode på tre år. Det omhandler lige netop det, som Puk og jeg stod og talte om: gentagelsen og fordybelsen. I nogle år tegnede han nemlig ikke andet end kirkekonstruktioner og -klokker. Han tegnede det så dogmatisk, at jeg til sidst var bange for, om der mon var noget galt. Det univers, som børn kan blive fanget i, bliver ved med at forundre mig. Han talte ikke på noget tidspunkt om, at han gerne ville tegne noget andet, end det han gjorde, han tegnede, indtil han var færdig med at undersøge det, og det tog tre år.

Det udviklede sig fra konstruktionen af de spær, der bærer klokker i et tårn til reelle kirker. Han så en del videoer på YouTube om klokker, og han begyndte også at samle på klokker, sådan fysisk. Et af de første ord, han lærte at stave, var “Kirkeklokker”, og der var specielt en schweizisk film, som han kunne lide, om en renovering af et kirketårn. Den så han mange gange. Når jeg hentede ham fra børnehaven havde han typisk tegnet en eller to klokketegninger pr. dag, og da han begyndte i skole, udviklede det sig til, at han begyndte at bruge sin lineal. En stor del af hans første tegnehæfte fra 0. klasse er således fyldt med flere tegninger af kirker.

Han eksperimenterede med tegningerne på forskellige måder. En overgang blev de tegnet med tusch eller blyant, senere med pensel og farver, og nogle gange blev de klippet ud. De blev tegnet i små bøger eller på store papirer op til A1 størrelse. Fra han var 4-7 år, var det, med måske 2 eller 3 undtagelser, det eneste, han tegnede overhovedet.

Og så lige pludselig en dag stoppede det, og så begyndte han at tegne noget andet.

Line Refstrup (f. 1975) er illustrator og har taget en kandidat i Visuel Kommunikation fra Kolding Designskole, 2010. Line har bidraget til idoart.dk siden 2014.