...OG HVAD DER ELLERS RØRTE SIG I MAJ

Overraskende fratrædelser, tilbageskuende museumslove, forfalsket og boykottet kunst, nyt millionværk til Puff Daddys kunstsamling og meget, meget mere. Maj er fløjet afsted, så her samler vi op på noget af alt det, der rørte sig på kunstscenen – i ind- og udland – den seneste måneds tid.

Sommeren er over os. Ganske vist starter den først for alvor fra i morgen, men allerede nu har vi haft flere sommerdage i år end i hele 2017 tilsammen. Også kunstsommeren lover godt med de forestående messer og biennaler, som for alvor skydes i gang i løbet af den næste måneds tid. Den 10. udgave af Berlin Biennale med undertitlen “We Don’t Need Another Hero,” den 12. udgave af den nomadiske biennale Manifesta, som i år afholdes i Palermo og den 1. udgave af Riga International Biennial of Contemporary Art indledes alle i løbet af de næste par uger. Derudover er vi også midt i højsæsonen for kunstakademiernes optagelsesprocesser. I disse dage går hundredvis af spirende kunstnere til samtaler med sommerfugle i maven og forhåbninger om at komme ind på drømmestudiet. Inden sommeren officielt tager over, skal vi kigge tilbage på maj måned og vende nogle af de vigtigste kunsthistorier fra ind- og udland. Vi starter med et par triste af slagsen:

Per Kirkeby (1938-2018)
Om eftermiddagen onsdag d. 9. maj døde billedkunstner Per Kirkeby. I starten af 1960’erne uddannede Kirkeby sig som geolog, men allerede under sin uddannelse begyndte han at engagere sig i den eksperimenterende kunstskole; Eks-skolen. I gennem seks årtier har Kirkebys praksis bredt sig over maleri, tegning og tryk til film, scenografi, poesi og skulptur, og hans ekspressive billedsprog har sikret ham stor international anerkendelse. Den triste nyhed blev viderebragt i kunstmedier som The Art Newspaper, Artnews og Artnet News, og i et nyhedsbrev skrev Kirkebys gallerist Bo Bjerggaard bl.a: “Per Kirkeby var udslagsgivende for vores beslutning om at etablere Galleri Bo Bjerggaard tilbage i 1999. Det var på hans opfordring, at vi begyndte den rejse, som lige siden har været fyldt af store kunstneriske oplevelser og mange lærerige og medrivende stunder. [...] Per Kirkeby efterlader et stort tomrum, der bliver umuligt at fylde ud, men også et stort værk, som er centralt placeret i dansk kunst igennem de sidste 100 år.”

Sanne Kofod Olsen får ny stilling som dekan ved Göteborgs Universitet
En anden trist nyhed fik vi d. 17. maj, da det blev vedtaget at kunsthistoriker Sanne Kofod Olsen bliver ny dekan for det kunstneriske fakultet ved Göteborgs Universitet. Dermed forlader hun nemlig stillingen som rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi efter fire år ved roret. Vi talte med Kofod Olsen dagen efter offentliggørelsen, hvor hun bl.a. udtrykte, at hendes beslutning om at søge nye veje kommer på baggrund af den politiske situation i Danmark: “Der er ikke den samme tendens i Sverige til at spare på alting. Jeg synes, at vi er hårdt pressede både økonomisk og politisk, og vi bruger meget tid på at spare, omstrukturere og forholde os til politiske forslag. Alt andet lige så skaber det jo et andet fokus i arbejdet end det faglige.” Vi ønsker Kofod Olsen held og lykke fremover og håber, at kunstakademiet i København får en værdig efterfølger til den vigtige stilling.

Afgangsværk ender i ARoS’ samling – men på en ærgerlig præmis
I maj kunne man opleve alle afgangsværker fra det københavnske kunstakademi på Charlottenborg – lige på nær et. Banaan Al-Nasser fik nemlig afslag fra Slots- og Kulturstyrelsen på at installere sit værk Bab al-Hara (The Neighbourhood's Gate) på kunsthallens facade. Men da nyheden blev offentligt kendt, skred ARoS ind og tilbød, at de 30 paraboler, som værket består af, kunne hænge på det aarhusianske kunstmuseum.

D. 23. maj modtog vi en pressemeddelelse, som undrede os; “Banaan Al-Nasser donerer parabolerne til ARoS.” Det er naturligvis glædeligt, at værket nu er endt i en museumssamling og dermed vil blive bevaret og formidlet, men vi kan ikke forstå, hvordan et museum kan tage imod et værk fra en ung kunstner uden at tilbyde betaling. Vi rakte ud til ARoS for at blive klogere på situationen og fik et kort, skriftligt svar tilbage fra overinspektør Lise Pennington, som kunne bekræfte, at kunstneren ikke var blevet betalt, og at det ikke sker så tit, at kunstnere selv tilbyder at donere værker.

I en tid hvor vi taler om repræsentation og kunstneres arbejdsvilkår, var vi interesserede i at høre museets overvejelser om at tage imod et værk fra en ung, kvindelig kunstner, uden at betale for det, og til det lød svaret: “Langt de fleste værker vi tilføjer samlingen køber vi på eget initiativ til markedets priser. Men, får vi tilbudt en gave, altså ene og alene på kunstnerens initiativ, hænder det, at vi siger ja tak, sådan som vi har gjort i dette tilfælde.” Så værket blev tilbudt af Al-Nasser selv, men vi synes faktisk, at museerne har et ansvar for at tilbyde honorering, når de optager værker af unge kunstnere i deres samlinger – måske særligt når der er tale om en nyuddannet kunstner, der endnu har til gode at lære, hvordan kunstmarkedet fungerer.

Museum sælger værker for at få råd til underrepræsenterede kunstnere
Nu vi alligevel taler om museernes samlingspolitik, så lad os lige vende historien om, at Baltimore Museum of Art’s direktør Christopher Bedford har besluttet sig for at sælge ud af museets samling. Specifikt handler det om syv værker af hvide, mandlige, afdøde kunstnere, hvilke vil indbringe museet en anslået sum på $12 millioner, som Bedford så vil bruge på at købe værker af kvindelige og ikke-hvide kunstnere. “The decision to do this, rests very strongly on my commitment to rewrite the postwar canon,” udtalte Bedford til Artnet News, som mener, at “the most important artists working today, in my view, are black Americans.” Beslutningen er kontroversiel, fordi værker i museumssamlinger normalt er beskyttet af love og regulativer, som gør, at de skal bevares til evig tid. Museet er forventeligt blevet mødt af sanktioner fra brancheforeningen the Association of Art Museum Directors, men på kunstmediet Artsy er man mere positiv over Bedfords beslutning. I artiklen “Outdated Rules Are Killing Museums – Here’s How Things Can Change” skriver Michael DeMarsche og Bob Ekelund bl.a. om museernes bekostelige opbevaringsudgifter og argumenterer for, at kunsten ville kunne nå ud til flere, hvis museerne havde lov til at sælge fra deres samlinger.

Fransk museum opdagede, at halvdelen af deres samling var forfalsket
En pudsig detalje i de uddaterede museumslove – som Artsy også nævnte – er, at selvom et værk i en museumssamling afsløres som en forfalskning, så skal det opbevares med samme omhu som originalerne. Hvis denne lov gælder i Frankrig, så får det nyrenoverede Musée Étienne Terrus snart pladsmangel. Kort før genåbningen opdagede en gæstekurator nemlig, at langt over halvdelen af museets værker var forfalskninger af forskellig art.

Kunsthalle Wien og MOCA’s direktører træder tilbage
To markante institutioner mister deres direktører af to forskellige årsager. I slutningen af måneden meddelte Kunsthalle Wiens direktør Nicolaus Schafhausen, at han træder tilbage som konsekvens af et tiltagende nationalistisk politisk klima i Østrig: “Advanced experiments in the arts are increasingly constrained by the resurgence of nationalist politics in Austria,” skriver han i et åbent brev. Fratrædelsen sker i marts 2019, samtidig med at Museum of Contemporary Art i Los Angeles’ direktør Philippe Vergne også træder tilbage. I marts skrev vi om tre kvindelige kuratorer, som alle var blevet afskediget fra vigtige stillinger på anerkendte institutioner. En af dem var Helen Molesworth (tidl. chef-kurator på MOCA), som blev fyret af netop Vergne – flere kodede de tre fyringer sammen med en dominerende og strukturel sexisme på den globale kunstscene. “It's hard to see their resignations as anything but a victory for the power structures that perpetuate sexism in the art world,” skrev Michael Wilson på Garage. Om kritikken spiller en rolle ifht. Vergnes fratrædelse er dog ikke bekræftet.

Boykottede værker fra Guggenheim New York udstilles i Bilbao
En anden historie fra en tidligere “...Og hvad der ellers rørte sig”-artikel, som vi også lige skal følge op på, er tilbage fra oktober sidste år. Dengang måtte Guggenheim tage tre værker ud af deres udstilling Art and China after 1989: Theater of the World efter en underskriftindsamling, som på blot få dage mobiliserede omkring 800.000 mennesker. Kritikken gik på brugen af levende dyr i værkerne, men nu hvor udstillingen er flyttet til museets filial i Bilbao, Spanien, er to af værkerne tilbage i udstillingen. Det mest kontroversielle af de tre – Sun Yuan og Peng Yus videodokumentation af en performance med aggressive kamphunde – er dog blevet udskiftet. Ifølge The Art Newspaper vil museet “incorporate didactic materials throughout the galleries and is providing specific wall texts and audio-guide entries,” for at afhjælpe en gentagelse af reaktionen i New York. 800.000 mennesker er åbenbart ikke nok til, at Guggenheim tager problematikken omkring brugen af levende dyr i kunstværker seriøst. Temmeligt håbløst, synes du ikke?

Gerhard Richter donerer 18 værker til fordel for hjemløse
Den tyske billedkunstner Gerhard Richter er en af de højst prissatte nulevende kunstnere i verden, og sidste år optrådte han på 220. pladsen på Manager Magazins liste over Tysklands 1.001 rigeste, med en anslået formue på €700 millioner. Nu har han valgt at donere 18 værker til organisationen fiftyfifty, som vil bruge overskuddet fra salget på at bygge boliger til hjemløse i den tyske region Nordrhein-Westfalen. De donerede værker er tre serier af seks special edition off-set tryk fra 2015, fra hans igangværende serie “Cage f.ff.” De signerede værker er prissat til €420,000, og det forventes, at salget vil sikre et sted mellem €1-1,2 millioner til den gode sag.

Puff Daddy køber Kerry James Marshall-værk for $21,1 millioner
Inden vi uddeler månedens high-fives tager vi et hurtigt kig på månedens mere celebre kunsthistorier. I maj kunne man på Vogue få et kig ind i den yngste Kardashian/Jenner-datter Kylies private kunstsamling, som bl.a. afslørede værker af Tracey Emin og Damien Hirst. Maj måned handlede også rigtig meget om Kanye West, hans tiltagende Trump-opbakning og den problematiske bagatellisering af 400 års slaveri. Artnet News bragte radiovært Spencer Wolffs teori om, at Kanyes nedsmeltning skal ses som et stykke performancekunst, som både trækker på inspiration fra David Hammons og Joseph Beuys (interesserer man sig iøvrigt for Kanye-kontroverser kan denne artikel af Ta-Neshi Coates anbefales).

Og så kunne New York Times afsløre, at køberen til det hidtil dyreste værk af kunstneren Kerry James Marshall er musikeren Sean Combs (bedre kendt som Puff Daddy, P. Diddy eller bare Diddy). Salget på $21,1 millioner gør Kerry James Marshall til den dyrest solgte, nulevende, afro-amerikanske kunstner, og placerer ham i en samling, der tæller værker af kunstnere som Ai Weiwei, Keith Haring, Andy Warhol, Tracey Emin og Jean-Michel Basquiat.

Og til sidst…
… vil vi uddele månedens high-fives. De første to går til Freya Dalsjø og Isabel Berglund, som har modtaget årets 3-årige arbejdslegater fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design. Én går til Rune Bosse, som blev årets vinder af Remmen Kunstpris og en anden til Liu Shiyuan, der som den eneste kunstner baseret i Danmark fik en plads på Artsy’s eksklusive liste over lovende “emerging artists” i 2018. De sidste fire high-fives går til Kirsten Astrup, Mathias & Mathias og Kasper Hesselbjerg, som alle har modtaget Sven Dalsgaards Legat, der i år blev uddelt af Den Fries bestyrelse på baggrund af Claus Carstensens indstillinger.

Det var lidt af det, der rørte sig i maj. Hvis du synes, vi mangler noget, så tøv ikke med at smide en kommentar herunder. Måske har du hørt om noget vigtigt/spændende/sært/eller dumt, som vi har misset. Vi glæder os til at se, hvad juni har at byde på. :)

Forsidefoto: I DO ART Agency.



Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.