NU ER JEG FORFATTER

Jeg har været stolt før, og jeg har været glad før. Men jeg har aldrig været så stolt eller så glad, som da jeg for første gang stod med min egen bog i hænderne. Sårbare Sind er endelig blevet en realitet.

Følelsen af for første gang at åbne bogen, høre det lille sprøde knæk i ryggen og mærke tyngden af de 136 sider mod håndfladerne. At lade fingrene løbe gennem siderne og slå op på en tilfældig. At læse de ord og se de illustrationer, som jeg tegnede og skrev for snart længe siden – men som i mellemtiden har været på en lang rejse fra designskoleprojekt til en rigtig bog, som forhåbentlig vil blive læst og brugt af mennesker over hele landet.

At nå hertil har ikke været let. Man udgiver ikke en bog fra den ene dag til den anden. Det har krævet så meget at nå hertil: mennesker, møder, lange arbejdsnætter uden søvn, stik i hjertet, sug i maven, støttekroner, støttepersoner, tålmodighed, tænksomhed, træthed, masser af hårdt arbejde og så endnu mere hårdt arbejde. Men jeg har ikke fortrudt. Ikke ét sekund. For jeg har fået endnu mere igen. Det har været det mest spændende, rørende og berigende projekt, jeg nogensinde har lavet.

At stå med bogen i hænderne nu er en helt fantastisk følelse – jeg er ikke kun stolt, fordi det er min første rigtige bog, ikke kun stolt af hvert et bogstav og hver en streg man kan finde i den; jeg er stolt af de mennesker, der har været med til at skabe den. Først og fremmest stolt af de seks deltagere fra bogen, hvis mod til at dele deres historier er yderst beundringsværdigt, stolt af de mange der delte og støttede kickstarterkampagnen, fordi de troede og håbede på, at bogen kunne blive til virkelighed, stolt af I DO ART Books, der fra start til slut har insisteret på, at hver en detalje skulle være perfekt – og som har levet op til de høje forventninger – og stolt af alle dem, der har været omkring mig det sidste år, og som altid har orket at lægge ører til mine fortællinger om Sårbare Sind. Tak for rejsen til jer allesammen – det er ikke kun mig, der kan være stolt i dag, men os alle!

Nu er jeg forfatter – og jeg kunne ikke være blevet det uden jer!

Sårbare Sind kan købes her.

Du er inviteret til bogreception! Sårbare Sind er mit hjertebarn, og jeg håber at bogen vil blive vel modtaget i den store verden. På udgivelsesdagen, den 24. november 2015 kl. 19.00 – 21.00, vil jeg gerne samle alle, der har deltaget i tilblivelsen, samt alle der er interesserede i bogen på KW3 på Østerbro (Krausevej 3) til en fælles fejring af udgivelsen af Sårbare Sind. Jeg håber meget at se så mange som muligt i KW3s magiske lokaler til snak, snacks og drinks. Bogen kan købes her.

My Buemann (f. 1986) er illustrator og har taget en kandidat i Illustration ved Kunstakademiets Designskole i 2015. My har bidraget til idoart.dk siden 2011.