NOGET OM AT SKIFTE SPOR OG MANGLE ET MÅL AT REJSE TIL

NOGET OM AT SKIFTE SPOR OG MANGLE ET MÅL AT REJSE TIL

Jeg har de sidste par dage tænkt meget på ‘mål’. På at rejse, bevæge sig i en evig fremadgående march, i tidens udviklingstvang, og være på vej mod noget, mod et mål, eller mod hvad? Derfor skal min første artikel på idoart.dk handle om at rejse mod noget. Om at tage forkerte afkørsler og det faktum, at vi alt for ofte har et mål med vores rejser.

Jeg sidder for tiden begravet i eksamen. Jeg læser Kunsthistorie på Aarhus Universitet og skal snart op til min anden og sidste eksamen det her semester. Jeg har længe kørt på et forkert spor. Kørt mod et mål jeg ikke kunne fornemme, eller se mig selv nå, før langt ude i fremtiden. Nogle gange opstår disse situationer, fordi man er på den forkerte vej.

Jeg tog en frakørsel for tidligt. Jeg håbede, nærmere end troede, at Kunsthistorie ville være en uddannelse for mig, men selvom jeg længe har gået med følelsen af, at laget under mig var forkert, har haft flere downs end den anden vej rundt og lidt for ofte har slået mig selv i hovedet over at være ustruktureret, bagud og ikke nær så skrap som mine medstuderende, så har jeg alligevel fortsat pinslen. Nok mest fordi, at der i mit indre buldrede dæmoner af angst for aldrig at finde den rigtige vej, aldrig at blive tilfreds.

Nu sidder jeg og tænker over det ‘at rejse’. Jeg hører Jørgen Leths samarbejde med Mikael Simpson, Ingen regning til mig, hvor han, i sangen Gennem Danmark, kommer ind på nogle interessante vinkler på det at rejse, med eller uden mål. Jeg har oplevet, at mange har tendens til at rejse langt væk. Væk fra det faste underlag, de trygge omgivelser og velkendthed. Nogle gange kan man trækkes langt væk, og sommetider så langt, at man kan have svært ved at finde tilbage igen. Jørgen Leth snakker om at åbne øjnene og kigge ud, om at nå frem til nye steder, hvor man aldrig har været før. At det handler om rejsen i sig selv, at det ikke så meget er målet med rejsen (dét at man når frem), men mere at sanse og opleve på vejen dertil.

Når jeg tænker nærmere over det, har han jo ret. På mine togture fra Aarhus og hjem til mine forældre i Skive forundres jeg altid over landskaber, der kører forbi ude bag togets rude. Hvordan det bare står. Og bliver stående. Det hele opleves igen. For jeg har set det, det selv samme syn en million gange, og det hele ser så uforandret ud. Det giver mig en hvis ro. Ro til at føle, at jeg står fast. Selvom jeg er i konstant bevægelse og lider under fortidens udviklingstvang, så er der alligevel noget omkring mig, som står.

Veje begynder, og veje ender. Nogle er blinde, mens andre er skrøbelig og snævre. Nogle gange kommer man, som jeg, til at tage en afkørsel for tidligt eller for sent, men det betyder ikke, at man ikke længere er på rette vej. Det betyder ikke, at du gennem den frakørsel ikke vil blive mødt af nye oplevelser og landskaber, som du måske aldrig før har set. Det betyder blot, at den valgte vej ikke var den helt rigtige, og at man derfor skal igennem nogle mere svære veje, før at man igen er på rette spor. Igennem det sidste års tid har jeg lært en hel del. Både omkring mig selv og omkring hvilke vejskilte jeg skal kigge efter. Jeg ved stadig ikke hvilken en, der er den rigtige for mig, og jeg ved heller ikke, om der kun er en. Jeg har lært, at intet er forgæves, og at det virkelig bare hedder sig, at man skal op på hesten igen og så videre. Det nytter ikke noget, at gå og slå sig selv ekstra meget i hovedet over at være kørt lidt galt og nu skal bruge energi på at komme på rette kurs igen. Det er bare en del af det hele.

Jeg oplever en tendens til at tildele alt, man gør, et mål. En forventning i form af et resultat, som man stræber efter at nå. Nogle gange oplever jeg, at dette begrænser mig. At jeg glemmer at nyde min vej dertil, fordi jeg hele tiden har in mente, at det er målet som er klimaks, der er det endelige. Det gik op for mig i marts måned, at det også var sådan, jeg havde det med Kunsthistorie. Jeg tænkte hele tiden over, hvordan jeg kunne få min kandidat skruet sådan sammen, at jeg blev noget indenfor kommunikationsbranchen, men måske ville jeg egentlig også gerne noget mere designmæssigt eller arbejde grafisk. Så i hvilken retning skulle, og kunne, jeg gå? I takt med at niveauet på uddannelsen steg, og jeg følte mig kvalt i tusinde siders pensum, følte jeg, at kandidaten kom længere og længere fra mig. Jeg speedede op for at presse mig selv til at følge ordentlig med og måske også for at få følelsen af, at det hele derved gik lidt hurtigere, så jeg kunne komme derhen, hvor jeg gerne ville være. Jeg kørte med hovedet under armen og var tæt på at torpedere med mit modkørende jeg. Jeg var ved at køre mig selv ud over en skrænt, med stress, tårer og en følelse af, at jeg ikke duede til noget, kørende på repeat i baghovedet. Sådan kørte jeg længe.

Selvom jeg stadig kører på den samme vej, så deler den sig snart. Så åbner der sig flere frakørsler, som jeg kan vælge. Jeg ved endnu ikke, hvilken vej jeg vælger at opdage eller genopdage for den sags skyld.

Men som ved alle begyndelser er der en slutning, som ved alle start et mål. Mit mål bliver ingen slutning, men derimod en frisk start. Igennem idoart.dk har jeg fået lov til at tage jer med ud på min kreative vej. Min personlige rejse. En rejse hvor der er plads til alle, og hvor der er uendeligt at sidespor, som man kan hoppe på eller hoppe af. Efter lang tid er jeg endelig igen kommet ind på den rigtige vej. En vej jeg ikke skal køre af. Jeg vil gerne takke idoart.dk for at give mig chancen for at køre mig selv ind på dette spor igen. Et spor hvor jeg får muligheden for at stille ind, lukke op og give ud af, hvad jeg end må have på hjertet. Jeg håber, at i husker at sanse og nyde, og måske bare skruer en anelse ned for hastigheden, når i suser gennem jeres egne rejser.

Camilla Bundgaard Larsen (f. 1993) studerer Designteknologi med speciale i Visual Fashion Communication ved TEKO.  Camilla har bidraget til idoart.dk siden 2015.