NOGET GANSKE SÆRLIGT?

Hvad er et museum, og hvilke opgaver ligger der i at have påtaget sig ansvaret for at registrere en samtid, indsamle, forevige og bevare den, og ikke mindst at formidle alt dette videre til et publikum?

Museernes samlinger gemmer på enorme mængder af viden, og med udstillingen “Noget Ganske Særligt?” forsøger Trapholt at løfte sløret for en lille del af de bunkevis af interessante historier, der for det meste ligger arkiverede. Et museums’ samling er selvfølelig vigtig for registreringen af tendenser og bevaring af skrøbelige artefakter, men den er også en afgørende og interessant del af et museums identitet. Det er herfra nye udstillinger udspringer, det er grundpillen i forskningen, og det er resultatet af mange, mange års engagement og passion for kunstverdenen.

Håndværk, produktion og innovation
På kunst- og designmuseet Trapholt havde de fået den idé, at de, i forbindelse med bygningernes 25 års jubilæum, ville sætte fokus på samlingen, og dermed forsøge at formidle hvad et museum er, kan og skal. En stor del af samlingen beskæftiger sig med møbelkunst, med et særfokus på dansk stoledesign fra det 20. århundrede, så det første man støder på i “Noget Ganske Særligt?” er en kronologisk stoleparade, der beskriver udviklingen fra snedkerhåndværk, over produktionsmæssig frembrus, til æstetisk forfinelse. På en fin og pædagogisk måde formår de at formidle en eksplosiv udvikling og gør stoledesign relevant og nærværende.

For at illustrere hvilke enorme udfordringer og muligheder stoledesign har mødt i løbet af det 20. århundrede, starter hele udstillingen med ophængningen en af Thorvald Bindesbøll klassiske stole, sat overfor Gerrit Rietvelds “Red & Blue Chair.” Stolene er begge designede omkring århundredeskiftet (1800/1900), og beskriver på den måde hvilke revolutionære tankegange, der har formgivet stolen lige siden.

Personlig og nærværende iscenesættelse
Udover stole og møbelkunst tæller Trapholts samling en omfattende mængde billedkunst, som til udstillingen er iscenesat parvis. Værkerne er udvalgt for deres individuelle kvalitet og derefter splejset med et andet værk, som de på én gang taler sammen med og kontrasterer. I alle dele af udstillingen har Trapholt anstrengt sig for at inddrage publikum og gøre samlingen relevant. Vi blev hyret til at lave en video, som en del af formidlingen, hvor museets direktør, Karen Grøn, fortæller om udvalgte værker, om de overordnede temaer, om hvad det vil sige at være et museum og tager os med på en tur i magasinerne.

Noget Ganske Særligt?” er et godt indblik i museets samling og formidler godt, hvad det vil sige at være Trapholt. Der sker nogle spændende ting på Trapholts interesseområdet, og i takt med at kunst- og designverdenen blander sig mere og mere, er der ingen tvivl om, at de næste 25 år bliver interessante at følge med i. Vi ønsker Trapholt et stort tillykke med fødselsdagen!

NOGET GANSKE SÆRLIGT?
D. 29. august 2013 – d. 16. februar 2014.
Trapholt. Æblehaven 23, 6000 Kolding.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.