NÅR PLATTENBAU OG VENTEVÆRELSER BLIVER KUNST

- Så kan man mærke et og andet. Selvom følelsen er tomhed, er det nok til at få en fyldestgørende oplevelse af udstillingen af Elmgreen & Dragset på Statens Museum for Kunst. Kunstnerduoen har gjort sig bemærket på den danske såvel som internationale kunstscene med værker, der kan have tendens til pop. Pop eller ej – det virker konfronterende.

Det er Elmgreen og Dragsets første store soloudstilling på dansk jord, og jeg forventer at kunne sige til dem, der spørger: ’It is what it is.’ Sådan får jeg det ofte med biografiske udstillinger, og eftersom titlen er Biography, frygter jeg at læse ordet retrospektiv i forbindelse med endnu en udstilling. Det er heldigvis ikke tilfældet, for selvom flere værker er gengangere, så er de sat i en ny kontekst og implementeret i tre enorme installationer, så de ikke gentager sig selv. Biography handler om din, min og vores biografi – ikke kunstnernes. ’Se dit liv med andre øjne’, siger SMK til mig. Jeg tænker: ’Lad os nu se.’

 Fotos af Anders Sune Berg.

Fotos af Anders Sune Berg.

I museets foyer står værket The One and The Many, som er et mindre betonhelvede, der i udstillingsmaterialet bliver benævnt som tysk ’Plattenbau’, måske som en måde at referere til kunstnernes hverdagsliv i Berlin på. Jeg har selv været i forstaden Marzahn, og denne bygning kunne godt ligne noget derfra. Men den ligner også noget, der ligger på Stærevej i Københavns nordvestkvarter. Grå som farven ’ingenting’ og kold, klam, kvadratisk og kønsløs. Det er muligt at kigge indenfor gennem vinduerne. Der er den asiatiske lejlighed med en lille, nuttet vinkekat, en wok på gaskomfuret, en riskoger samt en plakat med Miss Asia. Gennem et andet vindue ser jeg en topersoners lædersofa, porcelænsplatter med julemotiver på væggene og tomme Carlsberg på bordet, som har været vidne til endnu en fodboldkamp, der endte med et ’skål’ og ’gå ad helvede til’. Jeg kan lige forestille mig det, og jeg tænker, at det er da meget interessant. Og så tænker jeg, at skildringen af nogle så voldsomme stereotyper næsten bliver stereotyper af stereotypen. Jeg prøver at finde ud af, hvad jeg kan mærke af at se på denne installation. Der er tomhed. Jeg kan ikke mærke noget. Men hvem kan egentlig mærke noget, når de kigger på ’Plattenbau’? Det er en pointe i sig selv.

I den næste installation bliver jeg bedt om at tage stilling til min identitet gennem, hvilken måned jeg er født. April. Så skal jeg gå til venstre ad en lang gang. Jeg kan ikke finde ud af, om der lugter eller dufter, og imens jeg kan høre et urs tikken, tik tak tik tak, bruger jeg meget tid på at tænke over, hvordan denne installation er påført en lugt af institution inde i institutionen SMK. Der er mange døre, hvor håndtag hænger forskruet og tydeligvis er dysfunktionelle. Udover urets tikken er der stille. Der er alt for oplyst, og jeg føler mig blændet af lysstofrør og farven hvid. Jeg går forbi et venteværelse, der har en Louisianaplakat hængende, men den er grim og alt for blå ved siden af den visnede plante og de rene stole, som garanteret er fyldt med bakterier, fordi der ikke bliver gjort rent ofte nok, og folk bliver skide syge i venteværelser, hvor alle er sure og sidder og nyser og sprutter på hinanden. Jeg går videre og ender i lighuset. Der ender vi jo alle “med fødderne stikkende ud af fryseboksen”, som de to kunstnere siger.

I den sidste installation er der mørkt og stille, og her er døden ligeledes indtruffet. Der er enten sket en drukneulykke eller et selvmord i en pool. Er det mon én af eksistenserne fra lejlighedskomplekset, der er død? Eller er det én, der har opgivet livet på grund af ventetiden i bureaukratiets venteværelse? Jeg går hurtigt ud.

Udstillingen er værd at besøge, fordi den går i dialog og åbner op for diskuterbare tematikker. De tre installationer byder beskueren fysisk indenfor, og kunsten agerer som filmisk kulisse for beskueren. Man bliver en del af værket, og netop dét har tendens til pop, men virker konfronterende i dette tilfælde. Jeg tror ikke, at jeg ligefrem ser mit liv med andre øjne, men jeg har heller ikke lyst til at sige: ’It is what it is.’ Elmgreen og Dragset viser os vores identitet i vores institutionelle liv. De konfronterer os med institutionen, som ofte udsættes for brok, fordi den til tider er dysfunktionel. Jeg ser den skildret som kold og dyster gennem ’Plattenbau’ og venteværelser. Men er den kun det? Har kunstnerduoen i sinde at kritisere det danske velfærdssamfunds offentlige institutioner? Hvis det er tilfældet, ser jeg en vis ironi i, at ’Vores Museum for Kunst’ er den omkransende institution.

“Biography” af Elmgreen & Dragset
Statens Museum for Kunst | 19. september, 2014 – 4. januar, 2015.

 Fotos af Anders Sune Berg.

Fotos af Anders Sune Berg.

Ditte Rasmussen (f. 1987) er cand.mag i Moderne Kultur og Kulturformidling med en bachelor i Kunsthistorie. Ditte har bidraget til idoart.dk siden 2013.