NÅR KUNST BRYDER TABUER

Dette er ikke et særligt artsy indlæg, men et bevis på at kunst (i dette tilfælde My Buemanns illustrationer) kan sætte fokus på vigtige emner. I slutningen af 2015 udgav My bogen “Sårbare Sind“, som sætter fokus på psykiske lidelser.

I november sidste år var jeg til udgivelsesreceptionen på ”Sårbare Sind”. På mange måder var arrangementet som alle andre bogreceptioner – My fortalte om projektet, og man kunne købe bogen – men alligevel var der en helt særlig stemning den dag i villaen KW3 på Østerbro. Snakken blandt de fremmødte gik hurtigt fra small talk og drejede sig ind på tungere emner, for alle havde en historie at fortælle om det sårbare sind – om det så var egne historier eller historier om nogen tæt på os, for som man også kan læse i bogen, så er det jo hver tredje dansker, der får en psykisk lidelse på et tidspunkt i livet. Denne tirsdag var rammerne sat, så man kom til at tale om disse personlige ting med helt fremmede. Tabuet var brudt – i hvert fald for en stund.

Jeg købte to bøger. Én til mig selv, og én til min veninde Amalie, for hun ved, hvordan det er at leve med et sårbart sind (da jeg gav den til hende, gik der kun et par dage, før hun havde læst den – og flere gange). Vi talte meget om den, både med hinanden og med vores venner, og én af vores mange samtaler har jeg skrevet ned i dette indlæg.

 Stills fra mit on going dokumentarprojekt om Amalie.

Stills fra mit on going dokumentarprojekt om Amalie.

Det kan blive godt igen… har jeg fået at vide.

Agnes (mig): Hvad har du fået ud af at læse Sårbare Sind?

Amalie: Før jeg så programmet “Tæt på selvmord” på DR3 har jeg ikke hørt nogen beskrive, hvordan jeg selv har det. Jeg havde samme følelse, da jeg læste ”Sårbare Sind”, men den gav mig mere end tv-programmet, fordi den er mere beskrivende. Jeg kunne relatere til livshistorierne og dermed komme nærmere på at acceptere min egen situation. Jeg er også blevet bekræftet i, at det altid er det rigtige at søge hjælp hos andre, selvom der godt kan gå år, før man får den rigtige hjælp. Det er bare vigtigt, at man bliver ved, for det kan godt blive godt igen… har jeg fået at vide.

Agnes: Jeg ved godt, at det er svært at tro på, at det bliver godt igen. Mange siger: “Det bliver bedre“, og som pårørende kan man ikke lade være, selvom man godt ved, at den sårbare ikke tror på det i situationen. Men man står med en form for afmagt, og det er måske det eneste, man har at byde på; et sind med overskud, som kan se udover situationen og se muligheder.

Hvornår er man ked af det nok?

Amalie: Én af de følelser, som jeg kunne genkende i bogen, er skyldfølelsen. Den kommer i forbindelse med, at man ikke kan alt det, som man gerne vil, og i mit tilfælde er det, at jeg gerne vil lave mange flere film, men at jeg ikke har energien til det. Det er bare rart at læse, at andre kender den følelse, så jeg ikke er alene med den.

Agnes: For mig er det rart, hvor forskellige historierne er, og f.eks. hvornår personerne har fået en diagnose i deres liv. Det, at nogle af dem først er blevet diagnosticeret, når de er voksne, viser, at en psykisk lidelse ikke er noget man er, men noget man får.

Amalie: Det synes jeg også er en af bogens vigtige pointer.

Agnes: Det værste ved at have et sårbart sind, hvilket jeg oplevede for nogle år siden, da jeg havde flere daglige angstanfald, og nu hvor jeg bruger meget af min tid sammen med dig, er det med, hvor svært det er at tale med andre om det. Det er ret vildt at se, at flere af mine venner ikke har det så godt, men de “tør” alligevel ikke at søge psykolog, fordi de mener, at “sådan er jeg jo ikke.”

Amalie: Jeg tror, at det er fordi, at når man endelig hører om psykiske lidelser, så er det oftest kun de meget ekstreme historier, der kommer frem i medierne. Det gør, at man forbinder psykiske sygdomme med noget helt overdrevet. Min oplevelse er, at mange tænker, at de ikke er kede af det nok, og derfor søger de ikke hjælp.

Agnes: Ja, og det gør jo, at det først er, når det udvikler sig og bliver endnu værre, og man f.eks. begynder at skade sig selv – som jo er noget fysisk, man kan tage fat i og forholde sig til – at man søger hjælp.

Man kan lige så godt få en psykisk lidelse som en sexsygdom.

Amalie: Psykiske lidelser har været rigtig meget i fokus på sociale medier, f.eks. på Tumblr, og dengang der var noget, der hed Formspring, blev folk næsten “kendte” på, at de var psykisk syge. Det kan jeg huske, at jeg havde svært ved at håndtere dengang for 3-4 år siden. Det blev romantiseret på Tumblr, hvor der florerede billeder af folk, der havde skåret i sig selv, men man skal jo ikke sige, at det er flot. Man skal jo ikke bidrage til, at det kommer på mode.

Agnes: Jeg kan huske i 6.-7. klasse – dengang man sms’ede rundt og skrev sådan noget ”Laver?” til éns venner fra skolen – at der var en som svarede “cutter” til mig. Jeg blev helt vildt bange, og der kom selvfølgelig nogle forældre ind over det, for det var virkelig ikke for sjov. Jeg så arene; hans kærestes og hans egne forbogstaver skåret ind i hans arm. Og det er ikke fordi, at jeg ikke tror, at han havde det dårligt, men jeg ved også, at han var kommet ind i en vennegruppe, hvor det var normalt at selvskade. Og hvis dine venner gør det, når de er kede af det, så er der ikke langt til, at du også prøver – om det også virker på din psykiske smerte eller ej.

Amalie: Det er det, jeg mener; folk bliver inspirerede af hinanden. Da jeg selv gjorde det for nogle år siden, var det også fordi, jeg havde set det på Tumblr og tænkte, at det kunne være, at det hjalp.

Agnes: Så i stedet for dårlig “information” på Tumblr, hvad synes du så, man skal gøre, hvis det ikke skal være tabu?

Amalie: Det skal være pensum i folkeskolen. Man skal lære om det, for det er fandme lige så vigtigt som at lære om sexsygdomme. Man kan jo lige så godt få en psykisk lidelse som en sexsygdom.

Agnes: Ja, når hver tredje dansker på et tidspunkt i deres liv har en psykisk lidelse, som man kan læse det i ”Sårbare Sind”, så er det jo enten én selv eller én af sine nærmeste. Og jeg er enig i, at der bør være noget information i undervisningen, så man ved, hvordan man bedst muligt kan håndtere sådan noget – og at man får nogle værktøjer, for det er virkelig svært at stå med det selv. I mine tidlige teenageår mødte jeg en fyr, som havde større problemer, end jeg havde prøvet at håndtere før. Det var virkelig overvældende. Jeg var ikke på Tumblr, og det var første gang, at jeg var så tæt på én, som havde det så dårligt. Jeg vidste godt, hvordan det føltes at være ked af det, men slet ikke i en så ekstrem grad. Dér kunne jeg godt have brugt noget information.

Du er voksen, du kan klare dig selv.

Amalie: Det kan være svært at vide, hvor man skal søge hjælp både for de sårbare og de pårørende. Jeg tænker på, da du ringede til hospitalet, før jeg blev indlagt anden gang. Du forklarede min situation til personen i røret, og fortalte at du ikke kunne klare det alene. Det eneste de sagde var, at vi skulle komme til Glostrup dér midt om natten. De trøstede dig vel ikke engang? Jeg tænker, at det må have været hårdt for dig som pårørende. Jeg havde fået at vide, at jeg altid kunne ringe til det her nummer, efter min første indlæggelse, og så ringer du, fordi jeg græder så meget, at jeg ikke kan snakke, og så får du bare lort i hovedet.

Agnes: Det overraskede mig også rigtig meget, og i situationen følte jeg, at vi var ekstremt alene i verden, fordi der ikke var nogle “rigtige voksne” omkring os. Og det er jo det hul, der også er i systemet, fordi du er over 18.

Amalie: I ”Sårbare Sind” bliver Sidsel flyttet fra børneafdelingen til voksenafdelingen. Jeg var på voksenafdelingen, og når du er dér, er det som om, at så er det sådan “Du er voksen, du kan klare dig selv“, men vi er der jo, fordi vi ikke kan klare os selv.

Agnes: Der er også et brat skifte, når man bliver udskrevet. Du gik fra ikke at måtte have din mobiloplader (fordi du kunne kvæle dig selv i ledningen) til at komme ud igen, hvor det eneste opsyn var én opringning fra en sygeplejeske den første dag.

Amalie: Ja, det er vigtigt at kende til de forskellige tilbud, der er udover psykiatrisk afdeling. Personligt startede jeg med at gå til skolepsykolog, som heldigvis er på de fleste skoler. Men da jeg ikke fandt det hjælpsomt, gik jeg i stedet i mange år uden at snakke med nogen om, hvad der foregik inden i mig – indtil jeg sidste år hørte om det, der hedder Headspace, som er et gratis tilbud til alle mellem 14 og 25. Det gav mig rigtig meget tryghed. Det er uforpligtende og anonymt, og deres motto er “Ingen problemer er for små eller store“. De er alle sammen frivillige, og man kan virkelig mærke, at de lægger energi og kærlighed i det. Og så er der Oprust for pårørende, som også er gratis. Man skal vist henvises, men man kan altid snakke med nogen og få en henvisning.

Ingen kan styre alt, hvad der foregår inde i hovedet

Amalie: Jeg håber, at alle der læser My’s bog kan finde forståelse for dem med sårbare sind, for lige nu er det jo bare os, der sidder og taler, og det er klart, at vi kan relatere til det. Jeg håber meget, at andre får det samme ud af bogen.

Agnes: Jeg tror virkelig også, at man skal være meget koldhjertet for ikke at kunne sympatisere med de seks personer i bogen. Jeg synes, at det er mega sejt, at de fortæller hele deres livshistorie!

Amalie: 100%, men måske er det som med Titanic – nogle trækker bare på skuldrene, mens andre synes, den er livsændrende.

Agnes: Titanic? Livændrende?

Amalie: Okay dårligt eksempel.

Agnes: Nej, jeg forstår godt din frygt, hvis man kan kalde det dét. Det værste er jo, hvis man ikke bliver forstået, eller hvis man endda bliver misforstået, når man lever med et sårbart sind.

Amalie: Jeg har selv oplevet at blive kaldt doven. Det er det værste, du kan sige til én, der er deprimeret! Jeg vil jo gerne i skole og sådan, jeg har bare ikke overskuddet. Det er vigtigt, at man ikke bliver misforstået, for det kører bare én længere ud.

Agnes: Det er fair nok, at folk der ikke selv har oplevet psykisk sygdom tæt på, kan have en masse fordomme og ikke er informerede, men jeg undrer mig alligevel over, at man ikke kan stoppe op og tænke over hovedet, hjernen og psyken og se, at selv os, der er raske, jo ikke engang kan styre alt, hvad der foregår derinde.

Agnes Maagaard (f. 1995) fotograferer, skriver, laver grafiske ting og film. Agnes har bidraget til idoart.dk siden 2012.