NÅR HVERDAGEN BLIVER TIL KUNST

I dette indlæg vil jeg tage jer med på en lille rejse – en enkelt dag i mit 18årige liv, hvor jeg har skrevet tilhørende tekster til enkelte billeder. Jeg prøver her at skildre hverdagen, da jeg synes, at vi mennesker er rigtig gode til at tage vores omgivelser, og miljøet omkring os, for givet; om vi så føler os tilpas i det eller ej.

Jeg har aldrig rigtigt syntes om at bo i kære lille Horsens, men efter at jeg er flyttet fra landet og ind til byen, er jeg begyndt så småt at kunne se dens potentiale og muligheder. Hverdagen kan blive til kunst, og i dette tilfælde til små tekststykker. Det uinspirerende er i dette tilfælde inspirerende, og det behøves ikke have nogle dybere mening, end blot at hverdagen er kunst, så længe man selv forstår, at man kan bruge det i sit kunstneriske arbejde.

Jeg er for tiden meget optaget af at gå i byen og være en del af byens natteliv, som så mange andre unge mennesker på min alder. At bo inde i byen frister en hel del mere, end man skulle tro, når man kun bor fem minutter væk fra den nærmeste bar eller café. Jeg er pludselig bange for at gå glip af noget, fordi jeg er 18 år. Det er et gyldent år, som jeg aldrig får tilbage. Jeg frygter pludselig at blive gammel. Det er en følelse, som jeg aldrig har haft før.

Desuden så skriver jeg især meget for tiden om akavetheden ved at møde mennesker i byen, når man er i en beruset tilstand, i forhold til når man møder dem i Fakta med tømmermænd, og ikke rigtigt kan huske deres navne. Jeg synes, at det er sjovt, hvordan at vi mennesker kan blive så fremmede for hinanden, fordi vi skammer os over nogle pinlige episoder, som vi ikke vil kendes ved. Jeg synes specielt, at det er spændende, at arbejde med i mine tekster.

Jeg har så småt erkendt, at gymnasiet er et samlebånd og jeg dets robot blandt mange. Det føles meningsløst at tage en uddannelse, for jeg tror ikke at ret mange af os unge ved, hvad vi tager den for, eller hvad vi skal stille op med den efterfølgende. Alligevel har jeg fået følgende indgraveret i min hue, som jeg tager på, når jeg bliver student til sommer: “Vi folder drømmens faner ud.” (citat af Michael Strunge). Jeg har aldrig troet på, at en karakter har kunnet definere et menneske, og hvis jeg bliver dømt for at tænke ud af boksen og drømme, så er det ikke min fejl, men systemets. Jeg glæder mig til at blive student, i hvert fald så jeg kan tænke ud af boksen og arbejde videre med mine efterhånden mange tekster, som bare venter på at blive udgivet.

Netto er det mest fantastiske sted at gå hen, når man skal fordrive tiden, og nok det eneste sted hvor det er tilladt at have tømmermænd på alle ugens dage, når man handler ind eller skal købe noget, som man ikke helt vil kendes ved. I mit tilfælde min hang til cola light. Jeg bor i Vestbyen. Her bor der flere folk med udenlandske nummerplader end danske, prostituerede, socialt udsatte familier etc. Men det er det, jeg elsker ved denne bydel. Den er desuden også i massiv forandring. Den er virkelig ved at blive til en bydel med et langt bedre rygte end førhen. Jeg har selv valgt at bo i et socialt boligbyggeri. Her er mangfoldigt, og jeg frygter aldrig at gå ude sent om aftenen. Her hilser vi på hinanden, og vi sætter flag i hundelortene. Der skal være noget at råbe hurra for i denne kolde, intetsigende industriby, men jeg har svært ved ikke at erkende, at den også står mit hjerte meget nært.

Hvordan oplever I jeres egen hverdag, og på hvilken måde kan små ting i jeres hverdag, være med til at inspirere jer?

Lisette Jensen (f. 1997) er forfatter og har afsluttet sin gymnasielle uddannelse i 2016. Lisette har bidraget til idoart.dk siden 2015.