NÅR BØRN TEGNER

Sidste år, i oktober, begyndte jeg at undervise børn i tegning. Jeg underviser på en skole, hvor tegning er et SFO-tilbud. Jeg har nu undervist der i ca. 6 måneder, og det er ret interessant at følge børnene. Deres tilgang til tegning er fantastisk. Børnene, som jeg underviser, er mellem 6 og 8 år, og de er lige på det stadie, at man stadig kan få dem til at tegne frit.

Da jeg begyndte tegneholdet, startede jeg med at fortælle, at de ikke må bruge viskelæder, når de tegner sammen med mig. De kunne ikke helt forstå hvorfor, og der gik lidt tid før de rigtigt vænnede sig til det. Vi talte om fejl, og om at en tegning sagtens kan være pæn og endda rigtig interessant, selvom den har fejl. Jeg havde et par eksempler med, for at vise dem hvad jeg mente.

Jeg strukturerer undervisningen sådan, at der til hver gang er et overordnet tema. Vi har bl.a. haft et tema om, hvor man kan bo, vi har tegnet insekter, lavet tegneserier og tegnet monstre og robotter. Udover at bestemme et tema lægger jeg en fast plan for, hvad vi skal i hver tegnetime. Det er efterhånden blevet sådan, at vi altid begynder med to opvarmningsøvelser. Jeg giver dem først en iagttagelsesøvelse, hvor de skal kopiere en genstand eller en i forvejen eksisterende tegning. Efter det får de en anden øvelse. Det kan være at tegne noget med venstre hånd eller med lukkede øjne, at tegne sig selv, eller at tegne imens man står op. Opvarmningsøvelserne tager som regel 10-15 minutter, men nogle af børnene er så grundige, at de aldrig når videre end til de to første øvelser. Jeg har efterhånden lært, at de børn der forsvinder ind i opgaverne skal have lov. Også selvom det blot er øvelser.

Jeg har også fundet ud af, at der er forskel på, hvilken fordybelse der er i gang. Der er nogle børn, der fordyber sig i en tegning, som der virkelig er fremdrift i. De udvikler tegningen hele tiden over den tid, de tegner på den. Hvis de gør det, vil jeg helst ikke afbryde dem. Andre kan, fra begyndelsen, være en del optagede af, at det, de tegner, skal se helt rigtigt ud, og så kommer de til at bruge for lang tid på en bestemt ting og kører ligesom lidt fast. Nogle gange har jeg prøvet at få dem videre ved at sige, at de skal tænke på, at det bare er et øvepapir, som ikke vil blive brugt bagefter.

Man kan også få de alt for perfektionistiske videre ved at diktere hvilke materialer, de må arbejde med. F.eks. tegnede vi en hel dag kun med blæk. Det var der mange, der ikke havde prøvet før, og her blev de tvunget til at give slip, fordi man ikke kan gå ind i detaljen, når ens tegneredskab er en pind, der skal dyppes i blæk. Vi har også tegnet med kul, og her oplevede jeg det samme. Når vi tegner med andre ting, end med det som de normalt plejer, så virker det til, at børnene har lettere ved at forsvinde ind i tegningerne og tegne uden at tænke for meget over det. Nå det lykkes, inspirerer børnenes tegninger mig ligeså meget som tegninger fra uddannede og etablerede tegnere, som jeg i forvejen beundrer.

Det er ret spændende det med, hvornår børnene bliver optagede af, at det, de tegner, skal ligne noget på en prik. Det sker lige der omkring 9-10 års alderen, og jeg oplever, at det tit først begynder hos pigerne. Tidspunktet er skelsættende for, om man som barn fortsætter med at tegne, og jeg synes, at det er spændende at finde ud af, hvad man kan gøre for at motivere netop de børn til at fortsætte deres interesse for tegning. Det der er så fantastisk ved de her børnestreger er, at de er så levende. Det levende i en streg er det, der oftest forsvinder, når man lærer at tegne “rigtigt”. Og som Lynda Berry (som jeg også tidligere har citeret) siger, så er det lige præcis den levende streg, som nogle tegnere (inklusiv mig selv) kæmper for at finde tilbage til senere i livet.

Det fantastiske ved tegning er, at man hurtigt udvikler en helt personlig streg. En streg der er ligeså personlig som ens håndskrift. Børnene, som jeg underviser, har også allerede deres egen streg, og det er fantastisk at se. Jeg ved præcis, hvad jeg kan forvente af hvilke børn, og hvor deres grænser går. Hvert barn har sin helt egen måde at gribe en opgave an på. Og fælles for alle er det, at når de har tegnet en tegning, så vil de rigtig gerne vise den frem, og de vil også meget gerne fortælle om den. Det gør mig glad, for jeg tænker, at det betyder, at de virkelig har engageret sig i tegningen, og at det betyder noget for dem. Det er ikke altid, at der er tid nok til at tale om og vise hinandens tegninger bagefter, desværre. Det er lidt ærgerligt, for at se andres tegninger er næsten lige så vigtig som tegneprocessen selv. Det er nemlig der, at tegning bliver mere end bare en aktivitet, men også en platform hvor de kan udtrykke og dele tanker, følelser, idéer og historier.

Alle tegningerne er tegnet af børn ifbm. min workshop | Fotos af I DO ART Agency.

Alle tegningerne er tegnet af børn ifbm. min workshop | Fotos af I DO ART Agency.

Alle tegningerne i dette indlæg er lavet i en tegnetime i januar. På nogle af tegningerne kan man se, at det lige har været nytår. Børnene skulle tegne med kul og blyant, og de skulle lave deres egen fortolkning af nedenstående tegning. Idéen med denne øvelse var, at de skulle afprøve et nyt materiale (kul), og samtidig ville jeg gerne åbne deres øjne for, at tegninger ikke nødvendigvis skal have farver. Alle børnene blev meget optagede af, hvordan man kunne tvære det sorte kul ud. En del af dem fandt også selv ud af, at blyant ovenpå kul næsten ligner sølv. Det var en rigtig god dag. Tegningen, som jeg viste dem, er lavet af den norske kunstner Kim Hiorthøy, som du kan se nedenfor:

Hvis der er nogle af jer, der har erfaringer med gode tegneøvelser til børn, så må I meget gerne dele dem med mig her under.

Line Refstrup (f. 1975) er illustrator og har taget en kandidat i Visuel Kommunikation fra Kolding Designskole, 2010. Line har bidraget til idoart.dk siden 2014.