NÅR LYSET SKIFTER

Hvornår en proces egentlig starter, er svært at sige. Jeg ser, hvis man skal sætte det på spidsen, Omonia som en sum af alt, hvad der er gået forud for nu. Og når dét så er sagt, så vil jeg sige, at de første bevægelser henimod værket begyndte at vise sig for omkring fire år siden.

På den tid var jeg med i et popband, og jeg kan huske, at jeg kæmpede meget med en følelse af ikke at passe ind i den verden, jeg befandt mig i. At skrive og producere popmusik faldt mig på ingen måde let, og jeg følte mig ikke tilpas med det at performe - syntes, at der var noget forkert i det at kalde en koncert for et show.

Samtidig havde jeg også en klar trodsighed over for de fornemmelser - en stædighed, som gjorde, at jeg ikke gav op: Et mål, jeg havde sat mig, var for eksempel at blive i stand til at opfylde det sluttethedsideal, som eksisterer i popmusik. Altså, et popalbum er jo ikke bare en lækker kage, men derimod en kage opdelt i ti eller tolv skarpt adskilte stykker.

Man kan være en pop-komet eller have skrevet en perle af et popnummer. Der er en struktur, som har sit fokus på det enkeltstående, det enestående, det isolerede. Det er sigende, hvordan hele metaforikken omkring popmusik og popmusikverdenen vender tilbage til disse billeder, der henviser til det singulære og det adskilte.

Pressefoto | Foto af Mads Teglers.

Jeg kan huske, at jeg havde en ven, der sagde til mig, at sådan behøvede den musik, jeg lavede, jo ikke at være. På det tidspunkt tog jeg ikke særlig notits af kommentaren, men jeg fandt senere ud af, at den var udtryk for noget, han havde set før mig.

Et halvt år senere rejste jeg på arbejdsophold i Athen. Jeg tog afsted midt i marts, helt udpint efter en mørk, rå vinter. At komme til Grækenland var som at blive nedsænket i et bassin med lunt vand. Foråret var startet tidligt, det var valmuetid, og der lå et glinsende hav for foden af byen, som var halvomkranset af bjerge. Jeg boede i byens centrum, klods op ad Akropolis, og mit arbejdsrum var en lille koncertsal med et flygel.

Jeg følte mig lettet, glad og heldig over at befinde mig i en så frugtbar og åben situation. Der var noget nærmest balsamisk over den frodighed og varme, som eksisterede både i klimaet og hos den græske befolkning. Instrumentet klingede i salen, og jeg klingede i byen.

Dén følelse voksede hurtigt ind i mit arbejde, og på den måde skete det, at den idé, min ven havde plantet i mig, kunne få lov at gro. Derfra tegnede udgivelsens konturer sig: Jeg besluttede, at mit arbejde skulle munde ud i et samlet værk, altså en slags suite i en form a la den, man finder i klassisk musik. Jeg skrev:

Omonia er en undersøgelse af, hvordan udtrykkets elementer changerer i forskellige belysninger. Musikkens bestanddele er som tanker og følelser uafsluttede, organiske størrelser, der fletter sig ind og ud imellem hinanden - forandrer sig, gentager sig. Som eksempel kan en melodi- eller tekstlinje optræde igen og igen gennem værket og vise, hvordan sekvensen er både den samme og ikke, når den fremstår i forskellige musikalske belysninger. Værket er, ligesom det følelses- og tankeliv det imiterer, en langstrakt og organisk bevægelse af gentagelser, variationer og kombinationer.

Jeg tror, at man i sit arbejde skal gå efter at være den og det, man er. Ikke forcere noget, der ikke føles naturligt. Benspænd er der nok af i kraft af alle de teknikaliteter, man skal overkomme som selvstændig, og som tit også får konkret indvirkning på ens værker. Jeg skrev:

I en tid, hvor et fragmenteret, tre et halvt-minuttersformat dominerer ny popmusik, er Omonias struktur et bud på en mere direkte spejling af sindets bevægelser. Hvor det typiske popalbums sekvenser er ordnet i ti eller tolv uforbundne dele, afspejler Omonias form faktisk den viltre frodighed, hvormed de tanker og følelser, som musikken udtrykker, forgrener sig. Disse sindsstemninger og tankeveje starter ikke én dag, for så at slutte den næste; nej, de kommer og går i forskellige nuancer og variationer, alt efter hvilken kontekst de optræder i.

Jeg gentager dette følelsesmæssige fletværk i min kompositionsrække, idet jeg lader musikkens komponenter væve sig ind og ud mellem hinanden, sådan at det fremstår, hvordan elementerne forandrer sig sammen.

Således er Omonia et værk, der på én gang er repetitivt og ekspansivt. Dets 28 minutter strækker sig over otte stykker, hvis overgange ofte er slørede, sådan at det specifikke punkt, hvor én sektion bliver til den næste er ikke-eksisterende eller i hvert fald udfyldende.

På den måde er begreberne transition, variation og kombination tematiske tråde, der gennemløber hele værket. Og med en saxofonist fra den eksperimenterende jazzscene (Mads Egetoft), en klassisk violinist (Niels Levinsen) og en cellist, der til hverdag arbejder med popmusik (Live Johansson) fortsætter jeg min kombinatoriske linje også i værkets fremførelse. Sammen har vi skabt et på én gang dragende og fragilt udtryk, der kendetegnes af samme organiske elasticitet og dynamik, som karakteriserer fremførelsen af klassisk musik. Resultatet er et kompositionsværk, der i sin sværmeriske elegance kunne kategoriseres som en slags moderne impressionisme.

Da pladen var færdig, tog jeg til LA for at studere komposition på California Institute of the Arts. Det var min plan, at jeg i løbet af dét forår ville finde et pladeselskab for så at vende tilbage til Danmark og udgive pladen, når skoleåret var omme. Men det viste sig ikke at være så let, som jeg havde troet, så jeg skiftede spor og besluttede at oprette mit eget pladeselskab, som jeg opkaldte efter en bestemt blød spilleteknik for basun; Velvet Mode.

Still fra Omonia-filmen. Video af Thomas Dyrholm.

Tiden, der var gået med forgæves at jage en pladekontrakt havde været svær, men samtidig frugtbar: I løbet af perioden var der opstået den idé, at jeg sammen med min bror, som er filmfotograf, ville lave en video, som følger musikværket i dets fulde længde. Jeg skrev:

Omonia udgives sammen med en film af samme navn. Filmen, som i bedste Casavettes-stil er lavet af min bror, Thomas Dyrholm, dvæler i én enkelt indstilling ved et natursceneri i det jyske Dollerup Bakker. I løbet af filmen, som følger musikværket i sin fulde længde, betragter vi transformationen fra dag til nat. Akkurat som i musikværket oplever vi, hvordan landskabet på én gang er det samme og ikke det samme, som mørket falder på. Filmen bliver på den måde en visuel illustration af den meditation over variationsbegrebet, som musikken er.

Et andet og mere nøgternt aspekt af filmprojektet var for mig dét at give publikum en form for kollektiv inderlig oplevelse. Jeg er ellers ikke interesseret i at følge bølger, men lige netop dén, som foregår for tiden, og som dyrker det felt, der gør eksempelvis radiolytning og historiefortælling til offentlige begivenheder, hvor man sammen kan være i det lavmælte, kan jeg godt lide. Således har Omonia-filmen den sidegevinst, at den bliver en undskyldning for at lade øjnene hvile på ét punkt og kroppen i én stilling, sådan at netop den plads, jeg talte om tidligere, åbner sig for de muligheder, der ligger i perceptionen af det samlede tværæstetiske værk.

View fullsize

View fullsize

View fullsize

View fullsize

View fullsize

View fullsize

Dette er en vision, som er opstået med grundlag i mine største lytteoplevelser, som ofte har været de mest indadvendte. De er opstået i forbindelse med togrejser eller med bilture med familien, da jeg var barn. På samme måde som en samtale kan nå nye højder under gå- eller køreture, hvor begge parter kan lade blikket sejle undervejs, kan en musikoplevelse intensiveres, når den foregår i et åbent rum - når den får plads til at gå i forbindelse med de ting, der i forvejen eksisterer i og omkring lytteren.

Derfor er filmen langsom og dvælende. Nogle vil måske sige, at den er kedelig, men for os er der en bestemt mening med den åbenhed, den har: Det drejer sig om at give rum til at sanse lyd og billede og opleve, hvad der sker, når disse går i forbindelse med hinanden og med én selv. Filmlærredet bliver ligesom den bilrude, man sad og glanede ud af som barn, mens musikken opfyldte køretøjet og kroppen.

Og det er faktisk meget det, som Omonia drejer sig om. Det handler om tingenes værdi i sig selv, om skønheden i det enkle, i naturen og det naturlige. At ingenting er enkelt eller kedeligt, hvis bare man ser længe nok.

Akvarel til forsiden af vinylcoveret til Omonia, som er lavet af min mor.

Efter min tid i den elektroniske musikverden har jeg været ivrig efter at lade den naturlige stemme og de naturlige instrumenter stå frem. På samme måde gør landskabet i Dollerup Bakker og akvarellen på forsiden af vinylcoveret, som er lavet af min mor. På samme måde er de indspilninger, jeg ikke har lavet i Athen og København, optaget på min gamle musikskole i Randers. Sådan har metoden været hele vejen igennem: Jeg har brugt dem og det, jeg har haft ved hånden. Både når det kommer til kreative og praktiske processer, handler det om at se, hvad det er, man har lige foran næsen.

Værket er komponeret på samme intuitive måde - for eksempel har jeg nynnet alle strygerarrangementerne frem. Hermed kan man sige, at arbejdet har været ret prosaisk - det er foregået på en facon, som har været intuitiv, organisk, ja, vel nærmest ”økologisk”.

På samme måde har arbejdet haft en dynamik, der kunne minde om dominoeffektens. Hvis man går helt tilbage, kunne man sige, at den klassiske musik, jeg spillede, da jeg var barn og teenager, affødte en trang til at arbejde med elektronisk musik, og at denne elektroniske musik siden medførte et behov for at vende tilbage til det organiske. Det samme gælder forløbet med Omonia - værkets delelementer har affødt hinanden, de er ligesom groet ud af hinanden. Ud af musikværket, og den lange tid, det var undervejs, kom idéen til filmene, og ud fra det sceneri, som den ene af de to film foregår i, malede min mor billedet til vinylens cover.

Og sådan er pladens gennemkomponerede opbygning ikke kun en spejling af sindets struktur, men også af den proces, som den blev skabt ud af.

Opal-videoen er på samme måde som den lange film optaget i ét take, denne gang af en opal, som inden for sine ganske få kubikmillimeter indeholder en hel lille verden; én, som skifter nuance, efter hvordan sollyset falder ind i den. I løbet af filmen lægger en skygge sig ind over stenen, ligesom mørket i den lange film falder ind over landskabet, og opalen bliver den samme og ikke den samme. Dette element i filmen opstod først, da lyset i rummet, vi optog i, ændrede sig som en naturlig del af solens bevægelse ned ad himmelen. På samme måde blev tre vilde heste på magisk vis del af Dollerup Bakker-filmen: Under optagelserne skete det, at de entrerede billedet én for én, hvorefter de i en diagonal skråede igennem billedrammen, poserede og derefter forsvandt ud af det modsatte hjørne.

Jeg synes, det er perfekt, at de naturlige hændelser er blevet end del af værket. Der er noget skønt i, at held så vel som uheld har præget processen hen imod en udgivelse, som jo netop har det naturlige som grundideal.

---

Omonia kan købes for 100 kr. i Route 66 i Aarhus og Kbh og via min hjemmeside. Projektet er støttet af Dansk Artist Forbund, Statens Kunstfond, Fondation Danoise, Det Danske Institut i Athen og Randers Musikskole.