NÅR DOKUMENTATIONEN VÆKKES TIL LIVE

I den tværkunstneriske programserie Autopsia fortolkes videodokumentationer af dans, koreografi og performance via nye musikalske kompositioner, opført live på Jazzhouse i København. En dissekering af udvalgte videoværkers æstetiske udtryk og formsprog foregår gennem musik, således at en ny symbiotisk og sanselig kontekst opstår.

Den tværkunstneriske oplevelse stammer fra et nysgerrigt ønske om at ville udforske det potentiale, der ligner oversættelser af sprog inden for kunsten. Gennem et års research, rejser til Nordens spirende dansemiljøer samt timelange diskussioner omkring diverse kunstformers sprog og muligheder (og begrænsninger) er Autopsia opstået som et laboratorium, hvor både metode, kropslige sansninger og tekstlige læsninger sættes under lup. Fredag den 17. marts præsenteres andet arrangement, i rækken af i alt fire, med værker af prominente såvel som spirende kunstnere fra ind- og udland.

Sammen har vi, Klara Utke Acs og Cecilie Jørck, skabt Autopsia, som løbende tager form som et omfattende og ambitiøst, men også udfordrende, projekt. Lige så simpelt som de involverede elementer kan stilles op, lige så komplekst er projektet i sit tematiske, metodiske og praktiske omfang. Det er bygget på en længerevarende udforskning af videodokumentation af moderne dans, koreografi og performancekunst, men også spørgsmål om især vidnesbyrdet, det autentiske og semiotik er opstået undervejs.

Klara arbejder med koreografi og moderne dans som udtryk, og har i sin praksis ofte beskæftiget sig med medier herunder nye muligheder for sammenspil mellem forskellige kunstformer. Cecilie har i mange år været optaget af den iscenesatte dokumentar og hvordan performative elementer og redigering kan være med til at frembringe en virkelighed, der på grund af sin subjektive sansning kan vise sig mere sandfærdig end kameraets tendentiøse blik. Mødet mellem vores respektive felter har skabt en fælles arena, hvor musikken og iscenesættelse som koncept har været det umiddelbare overlap; med dans og performance på Klaras side og dokumentarisme og video på Cecilies.

Cecilie Jørck (tv) & Klara Utke Acs (th).

Cecilie Jørck (tv) & Klara Utke Acs (th).

Vi har gennem lidt over et år udfordret hinanden i diskussioner og et væld af kritiske spørgsmål, og vi gør det til stadighed. Nu har vi besluttet os for atter at stille hinanden nogle af de spørgsmål, der har fyldt i processen, men som også har givet plads til de nye perspektiver, der er kommet til siden.

Cecilie til Klara: Hvad var den helt tidlige, umiddelbare mission med det her projekt? Og hvorfor tog du fat i mig?

Klara: Motivationen til at skabe Autopsia kom fra et ønske om at arbejde aktivt med dokumentationen og at åbne op for, at kunstnere kan være medskabere af kunsthistorien: som levende arkiver. Min interesse for dokumentation kommer fra mit virke med performance. Det var oprindeligt en studsen over, at dokumentation kunne ændre en performativ situation så radikalt, at jeg begyndte at spørge mig selv: hvorfor dokumenterer vi overhovedet performance? Og derfor begyndte jeg i mit eget arbejde aktivt at arbejde med, hvordan man kunne bruge dokumentation og remediering aktivt som en integreret del af at skabe koreografier.

Hvorfor dokumenterer vi overhovedet performance?

Forrige år havde jeg en lang periode med sygdom, hvor jeg ikke selv kunne danse, så jeg begyndte at dykke ned i både fotografi og video. Vi to har jo kendt til hinanden i et par år efterhånden, så jeg vidste, at du beskæftigede dig med dokumentar, men at du også interesserede dig for performance. Det at vi kom med hvert vores perspektiv og erfaringer i forhold til iscenesættelse gjorde, at vi virkelig skulle lære hinandens sprog at kende, hvilket skabte grobunden for hele projektet og efterforskningen.

HAJ300. Foto: Kim Bode.

HAJ300. Foto: Kim Bode.

Klara til Cecilie: Efter al vores graven i arkiver, søgen på www og timer foran skærmen - hvad ser du så som filmmediets muligheder og begrænsninger i forhold til at dokumentere dans, koreografi og performance?

Cecilie: Filmen er en mærkelig størrelse, utvivlsomt en stor størrelse. Dens grundlag er jo at kunne rumme meget - billeder, lyd, følelser og fortællinger, hvoraf de to førstnævnte udgør den drivende kraft for, hvordan de to sidste udfolder sig og skaber effekt. Muligheden ser jeg som værende det, at filmmediet er i stand til at repræsentere en oplevelse af dans, koreografi og performance. Ikke være det, men at kunne overføre det og give det samme tyngde og betydning – i følelse, fortælling og sansning. Der overføres noget fra virkeligheden i filmen, og lige præcis dét som vælges ud og dermed indfanges på film er på en måde det, der udgør den subjektive virkelighed.

Filmen er en mærkelig størrelse, utvivlsomt en stor størrelse. Dens grundlag er jo at kunne rumme meget - billeder, lyd, følelser og fortællinger, hvoraf de to førstnævnte udgør den drivende kraft for, hvordan de to sidste udfolder sig og skaber effekt.

Og netop oplevelsen af kunst er jo enormt subjektiv; det er når du indsætter kunstens koder i dit eget system, at det bliver interessant og vedkommende. Filmmediet kan altså give en eller anden form for bud på, hvad det var, der var vigtigt og interessant i den oprindelige oplevelse af den levende performance. Det kan forstærke og fordreje for at fremmane den fysiske sanselige oplevelse, der oprindeligt var til stede. Og det er på samme tid netop her, begrænsningen ligger – at der uundgåeligt går noget tabt i oversættelsen fra virkelighed til film.

Grænselandet mellem fiktion og virkelighed er sløret, ligesom vores personlige fortællinger er farvede af det sprog, som vi udtrykker os igennem og som skaber vores historie. Der er derfor en risiko for, at koreografens budskab misforstås og manipuleres så meget, at videodokumentationen bliver en dårlig kopi af den oprindelige kunstneriske idé; at præmissen ændres og dermed forpurrer det unikke, der findes i det originale værk.

Svin by Svin.

Svin by Svin.

Cecilie til Klara: – Og så dokumentation af lige specifikt dans og koreografi. Hvad kan og skal dans bruges til?

Klara: Jeg mener ikke, at dansen er brugbar eller for den sags skyld, at den skal bruges til noget. Men dans kan være mange ting, der er vigtige. Endda uundværlige. Jeg tror, at der findes en vigtig viden om kroppe i dansen, som er meget dyrebar for det samfund, vi lever i i dag. Dansen kan overføre viden og oplevelser, som ordenes til tider forklarende og rationaliserende stemme ikke kan holde på. Både danse- og performanceværker er jo ganske specielle, idet at de er umulige at fange i længere tid ad gangen: det er ikke værker, der let fyldes på flaske og sælges til højestbydende. Nogle vil sågar kalde det immateriel kunst. Det er i alle fald kunst, der arbejder med momentet som sit materiale. Selvsagt er det i bevægelse. Dans kan være et socialt samlingspunkt. Dans kan være terapi. Dans kan være træning. Dans kan være ritual. Dans kan være viden. Dans kan være dokument. Dans kan være impulsiv. Dans kan være koreograferet. Dans kan være performativ. Dans kan være kunst. Dans kan være groove, rytme, puls eller hjertets slag akkompagneret af lungernes ånden.

Det er ikke værker, der let fyldes på flaske og sælges til højestbydende. Nogle vil sågar kalde det immateriel kunst.

Klara til Cecilie: I begyndelsen omtalte jeg ofte dansemediet som levende og film som dødt, men det har ændret sig en del undervejs i denne proces gennem vores diskussioner. Hvordan synes du, man kan arbejde med filmen som et levende medium og gøre et arkiv dynamisk?

Cecilie: Jeg kommer straks til at tænke over, hvordan det levende skal forstås, og hvad der overhovedet kan betegnes som levende. Eller måske nærmere; hvornår noget er levende? Er det ikke så snart, at noget rører os og udløser nogle tanker, at det lever? Dvs lever videre i os? Jeg tror, at så snart, at man kan fornemme en intention bag det man ser, som sætter noget i gang, der føles meningsfuldt, betyder det ikke så meget, hvorvidt det drejer sig om en fysisk genstand lige for næsen af os, eller om det er uhåndgribeligt som fx et stykke musik, der kommer ud af højtaleren.

Jeg ser filmen som levende, fordi vi interagerer med den - både når vi kigger på den, men især når vi går ind og tilfører den noget. De videoværker, vi har været interesserede i, har i forvejen stærke visuelle sprog; sprog som henvender sig til nogle følelser (i hvert fald hos mig, som ikke har særligt trænede danseøjne!) på et mere intuitivt plan. Æstetikken, bevægelserne, scenografien, ansigterne - de udvalgte videoværker har vækket noget i mig, og den reaktion som jeg ikke selv kan finde ud af at udtrykke i en gestaltende form, kan dygtige musikere finde ud af at udtrykke.

Last Lizard. Foto: Norbert Shieh.

Last Lizard. Foto: Norbert Shieh.

Det vil sige; når vi vælger, at videoen skal tilføres ny lyd, så er det for at interagere med den og finde en måde at lade indholdet leve videre på - i de mennesker, der komponerer musikken og i næste led i os, når vi får lov at opleve en levende (fysisk, lige for næsen af os på scenen) musikalsk fortolkning af det videomateriale, der egentlig var gemt væk i et arkiv med andre videominder - eller vidnesbyrd om man vil.

Cecilie til Klara: Vi når en del omkring, på forskellige planer, med de videoværker, der præsenteres til Autopsia. Hvad tænker du, det er, vi vil med de værker, vi har udvalgt til d. 17. marts?

Ofte er dokumentation af performance noget, der skal være substitut for en begivenhed, der er blevet lagt låg på, eller et middel til at sælge en forestilling. Idéen har været at give et bud på, hvordan man kan skabe rammer for at give disse værker på video et eget liv.

Klara: Som jeg ser det, er intentionen først og fremmest, at værkerne skal åbnes op og ses på med nye øjne - deraf titlen Autopsia, der på græsk betyder "at se med egne øjne". Ofte er dokumentation af performance noget, der skal være substitut for en begivenhed, der er blevet lagt låg på, eller et middel til at sælge en forestilling. Idéen har været at give et bud på, hvordan man kan skabe rammer for at give disse værker på video et eget liv. Jeg har lyst til at sige uafhængigt af den originale forestilling, selvom det vel er et af dokumentationens vilkår - på et eller andet plan - at forholde sig til den begivenhed, der bliver dokumenteret.

De videoer, vi udvælger, har alle det til fælles, at vi mener, at de enten kan blæses liv i eller skrives videre på gennem genfortolkningen af lydsiden. Og i programlægningen har vi lagt vægt på, at de forskellige værker, der vises i løbet af en aften, komplimenterer hinanden i denne proces fremfor nødvendigvis at ligge inden for et klart og afgrænset tema. For at tage fat i de videoer, der skal vises i forbindelse med det næste arrangement den 17. marts, har vi at gøre med tre værker, der behandler dokumentationsaspektet ret forskelligt, skulle jeg mene.

Fra "Showroomdummies" af Giselé Vienne & Etienne Bideau-Rey. Billede: Mathilde Darel.

Fra "Showroomdummies" af Giselé Vienne & Etienne Bideau-Rey. Billede: Mathilde Darel.

Med "Showroomdummies" ser jeg en meget elegant og udpenslende dokumentation af et scenekunstnerisk værk. I stykket arbejdes der med mødet mellem besjælet og ubesjælet, som også vinder genklang i både sceneopsætning og kameraføringens ellers ganske traditionelle udtryk.

Fra "Fernweh" af Casper-Malte Augusta. Billede: Sufie Elmgreen.

Fra "Fernweh" af Casper-Malte Augusta. Billede: Sufie Elmgreen.

Sufie Elmgreens dokumentation af solo-performancen "Fernweh" har derimod et udtryk, der aktivt forholder sig til mediets rolle i dokumentationsprocessen. Dokumentationen portrætterer rummet og situationen ved at inkludere publikum, og jeg ser en mangefacetteret krop fra flere forskellige vinkler samtidig.

Fra  "Tragedia Endogonidia - BN.#05 Bergen" af Societas Raffaello Sanzio. Billede: Cristiano Carloni & Stefano Franceschetti.

Fra  "Tragedia Endogonidia - BN.#05 Bergen" af Societas Raffaello Sanzio. Billede: Cristiano Carloni & Stefano Franceschetti.

Det tredje videoværk, dokumentationen af "Tragedia Endogonidia - BN.#05 Bergen", er skabt af de to italienske filmmagere C. Carloni og S. Franceschetti, som har arbejdet bevidst for at gøre denne video til en kunstfilm på egne ben, og her er der f.eks. ikke taget hensyn til originalens kronologi. Dog er det tydeligt et portræt af en sansning, og er nærmere skrevet som et digt frem for som en reportage. Disse tre forskellige udtryk har vi valgt netop på grund af deres forskelligartethed inden for det ellers ret specifikke spektrum, vi har begået os i. Jeg tror, at dette gør, at værkerne kan spille sammen på aftenen og reflektere træk i hinanden. - Og så har alle tre nerve, der kan sprænge ethvert lærred i tusind stykker.

Klara til Cecilie: Den 28. januar havde Autopsia sin åbningsaften. Hvad oplevede du, der skete for dig som beskuer i de kunstneriske møder den aften, og hvad forventer du af på fredag?

Cecilie: Jeg gennemgik en del stadier af oplevelser til premieren. Ud over et grundlæggende stadie af nervøsitet over, hvorvidt folk ville blive mega sure på os over at fjerne noget så helligt som lydsiden på en film, så havde jeg en meget stærk følelse af, at der var enormt meget på spil.

Der er noget angstprovokerende over at gå ind og pille ved andres kunst, men der er også noget fantastisk spændende i at se, hvad der sker, når man tager noget ud af hænderne på nogen og lægger det over i nogle andres. Det er lidt af et tillidsspil, og jeg oplevede en stor ydmyghed og dedikation til arbejdet med videoværkerne fra musikernes side.

Ud over et grundlæggende stadie af nervøsitet over, hvorvidt folk ville blive mega sure på os over at fjerne noget så helligt som lydsiden på en film, så havde jeg en meget stærk følelse af, at der var enormt meget på spil.

Som beskuer blev jeg mødt med noget, jeg kendte: video, musik, et spillested, og ikke mindst med videoværker jeg kendte, samt musikere, hvis musik jeg har et forhold til. Men i netop denne konstellation oplevede jeg at blive hevet ud af den comfort zone, hvor kunsten plejer at bevæge sig: ikke så meget tematisk, men der var en bizar kløft mellem lyd og billede, mellem musikernes tilstedeværelse og videoen, og ikke mindst mellem de forskellige oplevelser af showet blandt publikum. Jeg blev enormt bevidst om min egen tilstedeværelse i rummet og min perception af det scenarie, der udspillede sig. Momentvis kørte hjernen i fuld fart for at få alt med, sådan på et mere intellektuelt og analyserende plan; i andre momenter kunne jeg give helt slip og lade mig overvælde af den komplet uforudsigelige oplevelse.

Det er nervepirrende ikke at vide, hvad der sker (vi har jo ikke hørt lydværket før det opføres på aftenen), men jeg oplevede i høj grad, at jeg blev udfordret på nogle andre parametre, end jeg er vant til. Det var som om, man skulle tage et nyt sprog i brug eller opbygge en ny forståelsesramme, for netop at kunne placere det format, som udspillede sig i rummet. Ikke at det nødvendigvis var totalt revolutionerende, men der var altså en stærk følelse af at være meget på spil – for os som kuratorer, men også for musikerne på scenen og for publikum.

Jeg tror, at det provokerede flere mennesker ikke at vide, om de skulle eller måtte grine eller græde, og det håber jeg på en måde også sker igen på fredag (hvor der i øvrigt er god grund til at tillade sig at gøre begge dele!).

Læs om programmet på Autopsias hjemmeside eller på Facebook her.

Cecilie Jørck (f. 1990) er medgrundlægger af Autopsia og beskæftiger sig med filmkunst med særlig interesse i dokumentationens vidnesbyrd, den iscenesatte dokumentar og virkelighedsbegreber. Cecilie er Cand.Soc. fra CBS og har taget sin BA i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet. Hun er bosat i København, hvorfra hun arbejder freelance for en række musik- og filmrelaterede festivaler og organisationer. Cecilie har bidraget til idoart.dk siden 2017.