MYSTERIET OM CHRISTIAN II'S PORTRÆT

Statens Museum for Kunst hænger der et beskedent portræt, som trods sin lille størrelse rummer lag af historier og mysterier. I denne film kan du følge konservatorernes proces og finde ud af, hvad der gemmer sig under overfladen.

Billedet forestiller den danske konge Christian II og er malet af den estiske maler Michel Sittow i starten af 1500-tallet. Christian II var en travl konge – han overtog tronen i 1513 og nåede både at regere over Danmark, Norge, Sverige og Finland, inden han blev afsat som konge og måtte flygte til Nederlandene i 1523.

Herfra arbejdede han på at generobre sin magt, med en, efter datidens standarder, uset strategisk brug af billeder. Christian II forstod det visuelles betydning, og han benyttede sig af tidlige grafiske metoder som kobberstik og træsnit til at distribuere sit portræt og sine budskaber rundt til indflydelsesrige personer i Europa. Et af de portrætter som spillede en væsentlig rolle i Christian II’s billedpolitik var det lille portræt malet af Sittow, som nu hænger på SMK.

Maleriets hemmeligheder
I mere end 500 år har dette portræt dog båret på en hemmelighed. Bag sirlige lag af maling og fernis gemmer der sig nemlig et andet portræt, som konservatorafdelingen på SMK (CATS) nu har afdækket. I et samarbejde med The Art Museum of Estonia i Tallinn, SMK og CATS har vi fulgt den lange rejse ned gennem lagene og produceret en film, der gennemgår processens forskellige stadier. For os har det været et sjældent blik ind i en fremmed verden, og vi har lært meget af vores mange timer sammen med CATS.

I dag (onsdag d. 14. juni, kl. 17-19) åbner SMK’s udstilling Magt og Afmagt om Christian II’s billedpolitik, hvor det lille portræt indgår, og til næste år vil det hænge på The Art Museum of Estonia i Tallinn som en del af deres store præsentation af Michel Sittows malerier.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.