MY BUEMANN: “MY SECRET WORLD”

I torsdags, d. 17. april 2014, holdte vi fernisering på illustrator My Buemann’s (f. 1986) første soloudstilling “My Secret World” i I DO ART LAB. My's spinkle streger vikler sig omkring menneskelige følelser og relationer og visualiserer på fineste vis nogle af de ting, der kan være allersværest at forstå.

My Secret World” refererer til den verden af følelser, som eksisterer inde i os alle, og er en visualisering af nogle emner, der ikke altid er lige nemme at forklare. Det kan både være positive eller tunge følelser, der finder vej ind i My’s tegninger, men fælles for dem er det, at de vækker genkendelse hos beskueren og hjælper til en bedre forståelse af det komplicerede menneskelige sind. My’s streg er minimalistisk, stringent, varm og har til tider nedtonede makabre elementer, som fx. afhuggede legemsdele. Ofte rummer de umiddelbart naive budskaber en mere dyster side, som også meget elegant beskriver et snørklet følelsesliv.

 All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Udover 61 illustrationer i My’s simple og genkendelig tegnestil vises et projekt som tvinger figurerne op fra papiret og giver hendes univers en ekstra dimension. Projektet “I Will Make Your Dreams Come True” udforsker et andet lag af vores bevidsthed; nemlig drømmen. Igennem 4 uger har My studeret drømmetydning og indsamlet betydningsfulde drømme fra sine nærmeste. Efter mange eksperimenter har hun fundet frem til et tredimensionelt formsprog, som henter en del inspiration fra den stringente charme i illustrationerne, og oversat 6 personlige drømme til en smuk, let-foruroligende og surrealistisk serie af skulpturelle genstande og fotografier. Midt i rummet svæver en mand, optegnet med tynde ståltrådsstreger, en “død” hund ligger på et podie, og i det ene vindue hænger to keramiske dukker og drejer langsomt rundt. Alt sammen er med til at give et nyt og forfriskende rummeligt element til My’s univers.

 All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

En af My’s allerstærkeste egenskaber er hendes måde at observere, dokumentere og indsamle data på for derefter at oversætte det til smukke og dragende billeder. My giver os lov til at se verden igennem sin optik. Ligegyldigt om hendes undersøgelser handler om plejehjem, fremtidssamfund, minder eller drømme, så formår My at inddrage os, som beskuere, i hendes nysgerrige og krystalklare tilgang til vores verden. I udstillingen er det desuden muligt at dykke ned i My’s tidligere projekter igennem bøgerne; “Plejehjem“, “230586” og “Ingenting“, som er tilstede, men desværre ikke kan købes, da der kun findes et eksemplar af hver.

My har med sin debutudstilling virkelig formået at aktivere rummet på en måde, som vi ikke tidligere har set i I DO ART LAB, og selvom “My Secret World” er udstilling nummer 14 i rækken, er vi blevet overraskede over, hvordan My’s værker har transformeret rammerne på en helt ny måde. Kig forbi, bliv inspireret og draget ind i My’s univers.

 All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

MY BUEMANN | “MY SECRET WORLD”
D. 17. – 30. april 2014 | I DO ART LAB, Mejlgade 48A, 8000 Aarhus C.

I DO ART Lab (1. august 2013 - 1. august 2014) var en midlertidig udstillingsplatform, i Mejlgade i Aarhus, styret af idoart.dk's redaktørere Rikke Luna & Matias.