MORPH: ET NYT FÆLLESSKAB FOR DET VISUELLE

Morph er et nystartet visuelt community for unge talenter, der vil bygge bro mellem deres kunst og den kommercielle verden. Vi er baseret på Refshaleøen i København med rødder på tværs af og udenfor Europa, og vi eksisterer for at producere film, video, VR og fotografi på tværs af platforme for at infiltrere den kommercielle industri, tilbyde alternativer til status quo, og udfordre traditionelle narrativer og æstetikker. 2018 var vores første regnskabsår, og vi vil gerne fortælle, hvad Morph har været indtil nu, og hvad vi ønsker at være fra nu af og frem.

Morph bygger på et ønske om at skabe en bæredygtig praksis for kunstnere ved at skabe kreativ frihed på grundlag af økonomisk selvstændighed. Vi er godt i gang med at etablere et netværk med en finansiel struktur, som kan understøtte vores community, og det gør vi gennem kommercielle samarbejder, som kan sikre et større, kreativt råderum. I den forbindelse ser vi visuel kunst som en integreret del af fremtidens cirkulære økonomier, som en katalysator for social og kulturel forandring. Fællesskabet skal være selvforsynende, men ikke selvtilstrækkeligt.

Vi ser visuel kunst som en integreret del af fremtidens cirkulære økonomier, som en katalysator for social og kulturel forandring. Fællesskabet skal være selvforsynende, men ikke selvtilstrækkeligt.

Det betyder, at vi ikke isolerer os, at vi ikke stræber efter at opmagasinere kunstnerisk kapital i og for en lukket kreds. Morph står til rådighed – det gælder indad i vores indbyrdes kreative kollaboration; det gælder udad i kommercielle projekter, hvor vi samarbejder, fordi vi ønsker at hacke eksisterende traditioner, kapre de dominerende narrativer og korrigere deres kurs. Morph anser de visuelle medier som et demokratisk redskab, vi skal bruge til at dekonstruere og rekonstruere meningssystemer.

Morph x Rowan. Fra filmen Death Wish.

Morph x Rowan. Fra filmen Death Wish.

Morph x Rowan. Fra filmen Death Wish.

Morph x Rowan. Fra filmen Death Wish.

For at kunne leve op til det ansvar må vi være radikale og omsorgsfulde. I den postmoderne fortælling er fællesskabet blevet en negativ konstruktion – det er en foranstaltning mod hinanden. Vi enes om at sikre, at vi kan leve uforstyrret, isoleret og uafhængigt af andre fællesskaber. Den fortælling kommer vi ikke til at videreføre. Morph indretter sig ikke, så vi kommer hinanden mest muligt til gavn og mindst muligt ved. Morph faciliterer sammenhold og samvær, og det er ikke nok at være en digital platform; fællesskabet rummer det analoge møde, den fysiske tilstedeværelse og den kollektive oplevelse som en basal, demokratisk funktion.

I den postmoderne fortælling er fællesskabet blevet en negativ konstruktion – det er en foranstaltning mod hinanden. Vi enes om at sikre, at vi kan leve uforstyrret, isoleret og uafhængigt af andre fællesskaber. Den fortælling kommer vi ikke til at videreføre.

Morph er drevet af kollektive processer. Det gælder indadtil, hvor vi gennem månedlige fællesmøder og workshops sammen kultiverer en vision for vores arbejde. Det gælder udadtil, i samarbejdet med vores nære og fjerne omverden, hvor vi skaber et mødested for radikal, visuel kunst.

I november kuraterede Morph en del af Social Service Club og inviterede Papercut Issues, Other Story og Super16 med til Morph Community Lab for at inddrage folk i samtalen om mentalt helbred, klimakrise og flydende seksualitet; for at give indsigt i vores processer og igangværende projekter.

Social Service Club, Super16.

Social Service Club, Super16.

Social Service Club, Papercut Issues.

Social Service Club, Papercut Issues.

Social Service Club, Other Story.

Social Service Club, Other Story.

I starten af det nye år organiserer vi en tilbagevendende filmklub, hvor vi giver liv til undergrundens nye film eller distribuerer udenlandske produktioner, der ellers ikke ville have nået nationens biografer, gennem events med ny musik og skarpe talks. I løbet af året har vi også lavet en række mindre film i samarbejde med lokale designere og musikere, heriblandt Freya Dalsjø, Wood Wood og A.A. Spectrum.


I DO ART præsenterer her Morphs Launch Trilogi fra 2018 – tre selvstændige værker ‘PMIXFUTSWUAMT’, ‘BRUISES’ & ‘DEATH WISH’.

The Launch Trilogy
Morphs første organiserede, indbyrdes kollaboration er en videoserie af tre film, som på hver deres måde finder sted inden for temaet Den Antropocæne Tidsalder. De er blevet til i en krydsning mellem forskelligartede metoder og æstetiske traditioner, og vi har ikke forsøgt at udjævne disse forskelle, at gøre dem lige høje og lige brede, så hver andel svarer nøjagtigt til den anden. Vi har i stedet prøvet at tage disse forskelle til deres ekstremer, og på dén måde udforske vores egenartetheder i relation til hinanden, fordi vi er interesserede i den friktionskraft, kreative kollaborationer kan afgive.

Den antropocæne tidsalder er menneskets lucide drøm om sin egen suverænitet. I drømmen stiller mennesket sig selv et ultimatum: Du må finde livets mening i dig selv. Om vi nogensinde vågner op fra denne drøm er uvist. Vi sveder, vrider os i kramper, for det kan føles som et frygtindgydende mareridt; men det er en smerte, vi drages mod og opsøger, fordi den siger os noget mørkt og okkult om os selv.

Still fra Pmixfutswuamt.

Still fra Pmixfutswuamt.

Still fra Bruises.

Still fra Bruises.

Still fra Death Wish.

Still fra Death Wish.

I drømmen kan mennesket se sin situation fra alle sider på én gang. Vi kan se byer uden grænser, reservater, overfladen af vores egen hud strukket ud over voldsomme arealer; vi kan se monumenter over døde guder, ambitiøse kosmologier og skrottede byggeprojekter; vi kan mærke, hvor rastløse vi er blevet efter at have indset, at vi kan gøre lige hvad der passer os. Vi forstår, at da vi begyndte at gøre os fri af vores ophav i naturen, tog vi samtidig en byrde på os: Vi har påtaget os at bære meningsbyrden alene.

Springet ud i det antropocæne har kvæstet os, ligesom det har kvæstet vores planet. Men det er ingen nytte at fortryde det; det har fundet sted, og det har tvunget os til at lære, at behandle vores egne sår. Det har med andre ord tvunget os til at erkende, at vi ikke er fuldkomne. At vores herredømme over Jorden ikke er fuldbyrdelsen af verdenshistorien. Den antropocæne udfordring består i, at mennesket møder og konfronterer planetens begrænsninger og dermed sine egne begrænsninger.


PLACING MY IPHONE X FACING UP TO SEE WHEN U ANSWER MY TEXTS

Team: Kamil Franko, Mikkel Ulriksen & Marco Stoltze

Første del af trilogien er en musik- og dansevideo lavet i samarbejde med Maji Claire og Varg. Maji er co-founder af vogue fællesskabet Disturbing Business og Varg er musiker repræsenteret hos Posh Isolation og Northern Electronics. “Mødepunktet for videoen blev telefonen”, fortæller Morphs co-founder Marco Stoltze, som samarbejdede med fotograf/DJ Mikkel Ulriksen og multikunstner Kamil Franko. “Vi diskuterede aldrig Jonas’ (red. Varg) tanker med tracket. Faktisk mødtes vi aldrig, og talte kun over telefon. Vi fandt også Maji gennem Instagram få dage før vi filmede. Tracket er tilmed produceret på en iPhone. Ideen om telefonen og dens favntag om vores følelsesliv tog form som en invaderende monolit, og Maji fik frit spil til udtrykke de følelser, som det moderne digitale menneske kan føle i relation til sin telefon. Vi forsøgte at skabe en video, som var egnet til at blive set på en telefon, med simple billeder og en æstetik komponeret til en lille skærm.”


BRUISES

Team: Freja Sofie Kirk & Amalie Smed Dawids

Trilogiens anden film er et animeret værk skabt af instruktør Freja Sofie Kirk og animator Amalie Smed Dawids. I Bruises udforsker de materialiteten af CGI-animation gennem en meditation over den voldelige standardisering af kroppen. Gennem det blå, en undersøgelse af overflade, sprog og virkelighed.

“Tidligt i processen talte Amalie og jeg om, at en animation ikke kan røre ved sig selv - at der altid enten vil være et mellemrum mellem to flader, eller at fladerne vil gå igennem hinanden. CGI-kroppe er standardiseret ud fra et specifikt ideal, som i sig selv rummer voldelighed. Vi forsøgte at skabe en protagonist, som var noget andet end standardmodellerne: asymmetrisk, med et par bumser og med bredere hofter. Dette medførte, at hendes arme gik igennem hofterne og hendes konstruktion derved blev tydelig. Vi valgte at tage dette med i værket og derved lade animationens sprog og grænser diktere udfaldet i højere grad end at forsøge at skjule disse aspekter af materialet. Filmen forsøger også at stille spørgsmål til virkelighed, og til hvordan sproget påvirker vores opfattelse af virkeligheden. At noget træder frem og andet bliver usynligt igennem vores italesættelser eller mangel på samme. Der er en lighed mellem sproget og animationen.”


DEATH WISH

Team: Bliss Resting, Sam Dye & Søren Drastrup

Trilogiens tredje film blev til, da vi fløj fotograf Søren Drastrup til Los Angeles, hvor Sam Dye og Bliss Resting, duoen bag Lowlife Scum, arbejdede på daværende tidspunkt. Til dette projekt rejste de ud i ørkenen med et cast af lokale karakterer. Om produktionen forklarer Bliss:

“Jeg tror, at alle på settet vil være parate til at indrømme, at der stadig er en smule emo tilbage i dem. Det er noget, jeg gerne vil kanalisere – den intime form for tristhed som hænger ved fra teenageårene.” Ønsket om at skabe en stærk kontrast mellem modellerne og deres omgivelser inspirerede Bliss til at filme i LA’s golde ørkenlandskaber. “Det gjorde et voldsomt indtryk på mig. Tørken og brandene voldte smerte, her voksede ingen planter og de eneste dyr, man så, var fuglene der cirklede rundt på udkig efter bytte.” Med inspiration i fortælleformer fra sci-fi og fantasy udviklede Bliss et individuelt narrativ og en klar, selvstændig karakter til hver af projektets modeller, som efterfølgende blev stylet af designer Brian Rowan, som er bosat i LA. “Rowans stil er inkarnationen af den angst, jeg vil beskrive,” konkluderer Bliss.

Daniel Lynnerup Marslew (f. 1992). “Jeg laver musik til forskellige projekter – Meat, Kid Enotea m.fl. – og vil gerne kunne leve af og med det. Når jeg ikke spiller musik skriver jeg tekster: Fiktion, non-fiktion og dét som er ingen af delene.” Daniel har bidraget til idoart.dk siden 2018.