MICHELANGELO PISTOLETTO'S 11 SPEJLE

I mere end et halvt århundrede har italienske Michelangelo Pistoletto smadret spejle for at nedbryde hierarkier og foreslå nye samfundsordner, og i september var han i Danmark for at udføre det enorme spejlmaleri Eleven Less One.

Michelangelo Pistoletto er født i 1933 i den nordvestlige industriby Torino i Italien og blev helt naturligt præsenteret for kunst tidligt i livet, da hans far arbejdede som konservator. Allerede som teenager arbejdede han på faderens værksted, samtidig med at han begyndte at forme sin egen kunstneriske identitet. I 1950’erne beskæftigede han sig med maleriet, men begyndte hurtigt at inkorporere reflekterende overflader og spejle, som en væsentlig del af sin praksis.

Michelangelo Pistoletto "Eleven Less One" (før performance) | All photos © I DO ART Agency.

Michelangelo Pistoletto "Eleven Less One" (før performance) | All photos © I DO ART Agency.

Med sin brug af “fattige materialer” var Pistoletto én af de tidligste og mest markante kunstnere i bevægelsen Arte Povera, som søgte at nedbryde de traditionelle hierarkier mellem kunst og hverdagsliv. Forholdet mellem beskuer og værk har igennem hele hans karriere været en vigtig interesse – et forhold der især kommer til udtryk i hans arbejde med Mirror Paintings.

Michelangelo Pistoletto "Eleven Less One" (efter performance) | All photos © I DO ART Agency.

Michelangelo Pistoletto "Eleven Less One" (efter performance) | All photos © I DO ART Agency.

The mirror is the place where art is bringing society in,” fortalte Pistoletto os, da vi interviewede ham i september. Pistoletto var i Danmark for at udføre værket Eleven Less One, som kunstmuseet Kunsten i Aalborg erhvervede, med økonomisk hjælp fra Ny Carlsbergfondet, sidste år, og i den forbindelse var vi hyret til at producere nedenstående film.

Værket består af 11 kæmpestore spejle i ornamenterede guldrammer, hvoraf Pistoletto ituslår 10 og afslører grafiske farveflader. Den performative handling rummer en enorm energi, samfundskritiske holdninger, refleksioner over individualitet og en tydelig poesi.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books. Rikke og Matias bor og arbejder i København.