MEISTER BOURGEOIS

Der sker noget, når et værk får lov at fylde. Fylde, på samme måde som sne massivt kan eje et landskab. Fylde, som lys der holder om et helt rum. Fylde, som når man sætter et gammelt yndlingsnummer på, og det bliver nyt igen. Det er ikke fordi, værket behøver at fylde rent fysisk – det er bare tilfældet for den afdøde, franske kunstner Louise Bourgeois’ anerkendte Crouching Spider, som, frem til 21. marts, er en del af Alone and Together på Faurschou Foundation.

Det er torsdag, da jeg første gang cykler ud på Faurschou Foundation, som ligger i et pakhus ude i Frihavn. Jeg er en Nørrebropige og kommer ikke så tit på de kanter, så det lykkes mig at cykle forkert af flere omgange i et selvfølgeligt, mildest talt ubarmhjertigt, januarregnvejr. Men endelig finder jeg frem og kan skubbe den store, tunge dør indad. Der sidder en ung mand på min venstre side, og han er hurtig til at byde mig velkommen, give mig en folder om udstillingen og tilbyde sin videre hjælp. Jeg siger tak, og så går jeg ind. Og det er ligesom at åbne julegaver efter en hel dags evighedsventen, eller som at gribe balloner, der svæver i luften. Jeg tror på, at noget af det, der gør livet allermest værd, er begejstring, og det er lige det, jeg er. Begejstret.

En uge efter tager jeg derud igen, for jeg har lavet en aftale med Christoffer, som er ham, der gav mig folderen, og som passer udstillingen et par dage om ugen. Vi bruger en times tid på at gå rundt på udstillingen og tale om hvert værk og om Bourgeois selv. Hun blev født i Frankrig i 1911, døde i New York i 2010, og arbejdede gennem hele sit kunstneriske virke i høj grad med de tematikker, som ligger gemt i familie og moderskab. Således er titlen på selve udstillingen også en håndsrækning dertil – Alone and Together, og kan læses ind i mange af værkerne. Det føles i høj grad som en grundlæggende refleksion over livets ustoppelige og meget nødvendige vekselvirkning mellem at være alene og af at være sammen; at føle samhørighed og tryghed, men også med en erkendelse af at det ene ikke udelukker det andet, men at disse to tværtimod fungerer i et samspil, der synes lige så stærkt, som noget så basalt som nat og dag gør. Bourgeois insisterer på det, og det gør hun godt.

Edderkoppen, som bærer titlen Crouching Spider, og som er udstillingens mest centrale værk, beskrev Bourgeois selv som et trygt væsen, der altid drog omsorg for sine nære, og som beskyttede dem. Jeg kan heller ikke lade være med at blive draget af det fine i, at hvis du ødelægger edderkoppens spind, vil den med det samme tråde det op igen. Bourgeois sagde følgende om det: “I came from a family of repairers. The spider is a repairer. If you bash into the web of a spider, she doesn’t get mad. She weaves and repairs it.” Der er en stolthed og en stædighed men også en så enorm ømhed i det.

Men på trods af ømheden er det selvfølgelig heller ikke nogen hemmelighed, at mange mennesker lider af edderkoppefobi – araknofobi. Christoffer har en håndfuld fine historier om gæster, der i hvert fald ikke har været lige så blødsødne draget af ømhed som jeg. For eksempel havde en gæst stået længe på tå og på lur og havde ikke turdet at gå ind til edderkoppen. Til sidst havde Christoffers kollega tilbudt sin hånd, og hånd i hånd var de gået ind til den; det blev dog kun en kortvarig samhørighed, for gæsten havde skreget og var løbet ud igen. En anden bange gæst var en lille pige, som var af sted med sine forældre. Hun var så bange, at hun ikke turde at gå ind til edderkoppen – til sidst så stædig, hidsig og ked, at hun ligefrem nægtede at gå ind til den, og således måtte hendes forældre på skift gå rundt og se udstillingen. Man kan ellers godt bruge lang tid derinde; Christoffer fortæller, at nogle bliver i flere timer og sætter sig ned og bader i Bourgeois.

En anden ting, man kan bade i er lyset, som på virkelig mange måder giver de forskellige værker et ekstra værd. Skulpturen Nature Study, som der også står et eksemplar af på Ny Carlsberg Glyptoteket i København, synes virkelig at trække fordel af belysningen. Den rummer en næsten elegant, og på samme tid brutal og stærk, figur. I sammensmeltning af et menneske og et dyr, en kvinde og en mand, synes den både ekstrem feminin og på samme tid maskulin. Her er igen rollen som beskytter central i værket, og stoltheden og æren mærkes tydeligt i den skarpt formede rygsøjle. Både Christoffer og jeg er også enige om, at værket næsten kommer finest til sin ret, når man står bag det og kan se det samme som det – paradoksalt nok på trods af dets hovedløshed.

Christoffer og jeg taler om, hvordan mange mennesker har travlt med at finde mening i alting – også i kunsten, men at netop dette med lethed kan være et rum, du kan gå ind i og få lov at simpelt bare være i. At æstetik ikke behøver at være en målbar størrelse, men snarere en slags du kan drikke af, indtil du ikke er tørstig længere. Du behøver ikke nødvendigvis at kunne forklare de forskellige smagsnuancer i den, men det er helt sikkert, at jeg vil kunne fornemme din begejstring eller manglen på samme. Og netop det, at der har været en sådan distinktion i din meningsdannelse betyder jo, at noget har været på spil, og at noget har, og måske fortsætter med at få, lov at fylde.

Det er ikke fordi, jeg skal hæve mig selv til at rumme en særlig kunstnerisk vidensmængde, og jeg er jo trods alt også fra Vestjylland, men det er netop også der, jeg vil hen. Ikke til Vestjylland, men til meddelelsen om, at kunsten er for alle; at den er eksistensberettiget og mest af alt rasende rumlig. Den er umiddelbar, og den kan ikke nødvendigvis kortlægges, men snakken og mødet omkring den, kan tegne konturerne af den tydeligere op. Det mest fantastiske her synes at være, at selvom vejen har mange forskellige destinationer, har de ikke nødvendigvis nogen ende. Og som Bourgeois selv fremhæver gang på gang med sin gennemgribende livsmetafor med spindet, vil vejen på trods af bump og uforudsete brud, altid heles igen og bære det, der skal bæres frem, videre frem i et forsøg på at binde sammen uden at binde for stramt.

Louise Bourgeois: “Alone and Together”
Udstilles 6. september 2013 – 21. marts 2014 | Åbent tirsdag-fredag kl. 11:00-17:00 | Faurschou Foundation | Klubiensvej 11 | 2150 Nordhavn | Faurschou.com

 Photos by Anders Sune Berg © The Easton Foundation.

Photos by Anders Sune Berg © The Easton Foundation.

Katrine Rosenbæk (f. 1992) er digter og har bidraget til idoart.dk siden 2013.