MED KROPPEN SOM REDSKAB #6

“Med kroppen som redskab” er et forsøg på at undersøge og forstå strømninger i den danske performancekunst fra et personligt perspektiv. Man kan konstatere, at dele af performancekunsten internationalt er allestedsnærværende og i høj grad har fundet sin plads på både gallerier og museer. Dog er det stadig kun den personificerede (70′er tradition) inden for performancekunsten, som er i høj kurs. Jeg oplever at digitaliseringen har bredt performancekunstens potential ud, og jeg er i gang med at finde ud af, om den observation er korrekt.

Kort sagt: Jeg er interesseret i, om performancekunst kan gøres salgbart, hvordan den bliver det, og om performancekunstens opsving kan opfattes som værende en modreaktion på objektfikseret kunst. Sidst, men ikke mindst, så hører jeg ofte “en scandinavisk performancetradition” blive brugt som et begreb, der favner performanceinstallationer baseret på fiktion. Netop det er jeg også interesseret i. Altså om der overhovedet findes en scandinavisk performancetradition, om man kan tale om et samlet miljø, og hvad det i så fald indeholder. Her er den sjette udgave af “Med Kroppen Som Redskab“, som i denne omgang er baseret på en samtale med Madeleine Kate, som netop har lavet værket music4giants som en del af PSI 2015 (performance studies international). Det er vigtigt at sige, her til at starte med, at jeg selv medvirkede i værket. Mine refleksioner og spørgsmål er derfor baseret på et grundlag, som er påvirket af et kendskab til strukturen bag og det at have oplevet værket indefra.

music4giants er netop overstået. Hvordan havde du det efter fem dage under jorden?
Det er altid meget intenst, at lade sig selv 100% opsluge af et værk. Jeg bevægede mig fra, at idéen kom til mig, og 12 måneder senere stod jeg omgivet og opslugt af den. Efter at performancen er slut, befinder jeg mig i en utroligt skærpet tilstand. Lydkompositionen i installationen var strukket i tid, hvilket betød, at vi i størstedelen af performancen, befandt os i stilhed. At opholde sig i stilhed i så mange timer, var noget der i ekstrem grad åbnede en sensitivitet overfor lyde, frekvenser og tilstande. Noget man normalt ikke bemærker pga. den altid tilstedeværende lydflade, som man befinder sig i til hverdag.

All photos by Fryd Frydendahl.

Dit værk Five Apartments var fordelt over fem lejligheder i København og beskæftigede sig med tanker om det private rum og performativ intimitet. Hvordan adskilte music4giants sig fra det, og hvilken proces lå forud for den udvikling?
Før og efter Five Apartments, oplevede jeg en mæthed af den menneskelige drama og kultur. Jeg ønskede at skabe noget, som var spildt på mennesker. Når jeg afslutter en performance, oplever jeg en drift mod undersøgelser af nye problematikker men også et begær efter at afprøve nye metoder og ny æstetik.

I en tid, hvor man aldrig oplever situationer, der peger mod noget andet end mennesket, ville jeg gerne hylde det ikke-menneskelige. Jeg ville gerne udfordre publikums måde at opleve på. Jeg tror, at gæsten, i en immersiv performance, er klar til mere modstand i sit møde med værket. I løbet af de år, som jeg har arbejdet med performance, har jeg oplevet en tendens til, at performanceinstallationer bliver til interaktive hurlumhejhuse, placeret i forlængelse af et oplevelsesøkonomisk paradigme, hvor man overbombarderer gæsten med spektakulær scenografi og narrativer, og hvor man på forhånd har fastsat en ensartet intention for, hvor gæsten skal hen både fysisk og mentalt. Jeg ønsker at arbejde med mere abstrakte installationer – universer, hvor æstetikken og narrativet ikke er skabt ud fra en serie af logiske årsag/virkningskæder eller lineære narrativer, men i højere grad at arbejde intuitivt og skulpturelt. Jeg ønsker at arbejde med netværk af pointer, det man også kalder ‘deep narrative’, som er en ny type narrativ, som er opstået med internettet. music4giants var en dyb skulptur.

Et af de elementer, som jeg synes var enormt stærke ved music4giants, var metalaget. Der opstod konflikter, performerne imellem, imens der var gæster i villaen, som gik ud på at nogle af performerne anklagede andre performere for at fake en kontakt til giganterne for at underholde de besøgende. Det var nogle meget spændende konflikter, fordi de performative lag, og kunstigheden ved at skabe en fiktion som man lever i over fem dage, blev tydeliggjort meget markant. I lignende situationer har jeg oplevet, at man virkelig prøver at sløre performativiteten for at skabe en så livagtig oplevelse som muligt. Hvad har du gjort dig af tanker omkring de metakonflikter, som foregik i installationen, både før og efter?
De iscenesatte konflikter var en del af music4giants, skabt for at undgå, at værket blev for utopisk og svævende. Det var et æstetisk greb og en måde at undgå en fremmedgørelse hos gæsten. Via konflikterne kunne vi tydeliggøre vores egne udfordringer med at skabe noget for det ikke-menneskelige. Vi er jo mennesker, og jeg ønskede ikke, at vi fremstod som frelste repræsentanter for en ren utopi. Jeg ønsker ikke at udgive mig selv for at være et væsen af en alternativ verden, for det er jeg ikke. Jeg er af denne verden, og jeg har et ønske om at undersøge nogle problematikker, som jeg mener er vigtige.

Mange vil nok anklage den immersive performancetradition for at være teatralsk og prætentiøs. Det synes jeg ikke, at music4giants var pga. af den humor, som hele tiden var nærværende. Kan du kort uddybe dit arbejde med humor?
Der er jo noget dybt komisk i at forsøge at etablere en intim kontakt med en grøntsag. Og dette komiske skal have lov til at udspille sig. Det var befriende, når gæsterne i music4giants gav sig selv lov til både at blive rørte, reflektere intellektuelt og senere grine. Videnskab kan også være virkelig morsomt. En sjov anekdote, som jeg havde med i manuskriptet for music4giants var f.eks, at Aristoteles mente, at planter har deres hoved nede i jorden, og at ben og køn er oppe i luften. Jeg mener ikke, at det komiske udvisker seriøsiteten, vores undersøgelse var virkelig dybtfølt. Det komiske var med til at opløse muligheden for det prætentiøse. Når noget bliver prætentiøst, så betyder det jo egentlig, at situationen bliver fremmedgørende. Med et så voldsomt emne, som ‘at destabilisere menneskelig superioritet og centralitet’, var det utrolig vigtigt for mig, i perioder, at få hele stemningen helt ned på jorden. Igen var humoren et æstetisk greb. Som at beslutte sig for en bestemt farve i et maleri. Jeg valgte at lade det banale og det storladne slå imod hinanden, i et ønske om at kunne spille på flere forskellige frekvenser.

Forestiller du dig, at music4giants kommer til at blive genopført?
Vores kompagni HEAVEN skal opsætte en sitespecific performance lidt udenfor Mexico City i 2016. I den sammenhæng overvejer vi at lade music4giants være skelettet. music4giants lever dog umiddelbart videre, da vi lige nu arbejder på en publikation med en samling af relevante essays, billeder taget af Fryd Frydendahl, samt digte og refleksioner skrevet af performere og gæster. Der er, i processen med music4giants, opstået så mange stærke overvejelser, som også viser sig at ramme en stærk strømning i tiden.

Meget af dit arbejde ligger sig i et felt mellem teori eller forskning og performancekunst. Kan du forklare, hvad det er, man kan bruge performancekunst til i en akademisk sammenhæng, og hvordan du har gjort det?
Jeg søger hele tiden at stille spørgsmålstegn ved den måde, som vi oplever vores verden og os selv på. At bruge performancekunsten som medie til at forske og undersøge teori samt vores verden, er naturligt for mig, da jeg har en akademisk baggrund. Jeg mener, at det er vigtigt at placere kroppen midt i videnskaben; idéen om objektivitet er en illusion. Forskeren vil altid præge det, som undersøges, og derfor er der et stort potentiale i at lade den immersive performance være det sted, hvor man med hele sit væsen træder ind i undersøgelsen, og udforsker forskellige aspekter ved en bestemt problematik.

Med music4giants var vi i fem døgn i en gammel tilgroet villa, bygget i Christian IX’s tid. Efter en måneds arbejde med at fremkalde rummene og installere scenografien, stod rammerne klar til den undersøgelse, som vi, sammen med gæsterne, ville udføre. Vi ville se, om det var muligt at destabilisere idéen om, at mennesket er centrum i verden, og derigennem skabe en komposition for noget ikke-menneskeligt. Det at invitere kroppen ind i en videns-udviklingsproces er vigtig, da man som menneske ikke kun erkender med sin intellekt men med sit fulde væsen. Der er her tale om en ny måde at opfatte det, man kalder viden, og det man forstår ved erkendelse. Idéen om at videnskabelig erkendelse udelukkende sidder i intellektet er forældet, og samspillet mellem kunsten og videnskaben er en gammel tradition og ikke specielt nyskabende.

Vi har over flere årtier set en kultivering af venstre hjernehalvdelstænkning, kendetegnet ved positivistisk og systematiseret vidensudvikling. Jeg mener, at man ved at lade undersøgelsen finde sted som en immersiv performance åbner en helhedsorienteret tilgang til forskningen, der også involverer en mere abstrakt erkendelsesform aktiveret i højre hjernehalvdel. Kroppen er et sæt af muligheder for perception. Ens væren i verden er ikke forudbestemt af en fikseret indvendig essens men en kontinuerlig og uophørlig materialisering af muligheder. Når man bevæger sig fra det stadie, hvor der observeres, til det sted hvor man bevæger sig rundt i et rum, skabt ud fra specifikke undersøgelser og teorier, kan man åbne et nyt sted at erkende fra.

All photos by Fryd Frydendahl.