MED KROPPEN SOM REDSKAB #4

I mandags var jeg til premiere på Marie-Louise Stentebjerg og Ida-Elisabeth Larsen’s performance “My Body is a Barrel of Gunpowder". Værket var installeret i det store scenerum på Københavns Musikteater. De to performere var begge helt nøgne og malet sorte fra top til tå. I loftet hang fire menneskekroppe. Jeg kunne ikke fornemme, hvad de var lavet af, men de var bygget i menneskestørrelse og havde samme farve som de to performere.

De to levende kroppe starter deres koreografi og gentager de samme bevægelser i hele den lille time, som performancen står på i. Tidligt inde, i den næsten rituelle akt, begynder der at løbe maling ud af brystet på de fire kroppe, der hænger i loftet. Grøn, rød, gul og blå farve lander i små søer på gulvet fordelt i lokalet. Til at starte med bevæger de to performere sig fremad, så kravler de, og til sidst vender de om. Den ene performer trækker den anden med tilbage i sit ben, som den anden performer har hægtet sig på. I slutningen bliver performernes bevægelser hurtige og fragmenterede. De er ikke længere forbundet, men glider individuelt rundt i lokalet. Frem og tilbage. Som afslutning forlader de to performere lokalet, og det sorte rum står tilbage som et stort farverigt maleri.

Lydbilledet består af ord, sætninger og lyde af metallænker med effekter på. Jeg blev fuldstændigt suget ind i de to performeres forløb og bevægelser. Jeg glemte alt om tid og sted, og jeg var kun fokuseret på kroppenes konflikt og interaktion med installationen. Det var lidt som en trance.

Jeg igang med at undersøge, om der findes en speciel strømning inde for dansk performancekunst. Jeg snakker med nogle af de mest fremtrædende kunstnere, for at høre dem om hvad der driver dem i deres arbejde, og om de føler sig beslægtet med en speciel scene. Det her er fjerde kapitel i “Med kroppen som redskab“, og denne gang snakker jeg med duoen “Two-Women-Machine-Show”. Vi taler både om deres nye performance, som blæste mig omkuld, men også om deres generelle arbejde.

 Photo by Max Markov.

Photo by Max Markov.

Vil i starte med at give en kort introduktion til jeres arbejde som “Two-Women-Machine-Show”?
Two-Women-Machine-Show er en forholdsvis ny konstellation. Samarbejdet startede i 2011 med det korte værk “Back to Limbo”. Vores arbejde er baseret på en dybdegående research, både tematisk og metodisk. Igennem vores research forsøger vi at skabe paralleller mellem det kunstneriske udtryk og det felt, eller emne, som vi undersøger. De vilkår, vi producerer vores værker under, har også en stor indflydelse på arbejdet.

Vi foretrækker kortere, intensive arbejdsperioder på residencies rundt omkring i verden. Disse ophold strækker sig fra 14 dage op til en måned og er koncentreret omkring udvikling og fordybelse. Ud af disse arbejdsformater opstår der en række mindre værker (video, foto, tekst, performance), som præsenteres for et publikum med efterfølgende feedback sessions. Alle indskydelser informerer det endelige værk. De forskellige omgivelser og kontekster, vi arbejder i, giver ligeledes uforudsigelige inputs, som vi ellers ikke ville have fået, hvis vi havde prioriteret et mere traditionelt arbejdsforløb. I starten var vi nødsagede til at producere vores værker således, da vi måtte finde alternative måder at finansiere vores arbejde på. Sidenhen er det blevet en fast prioritering for os.

Jeg har svært ved at genrebestemme det i laver. Hvor vil i selv placere værket? Og mener i, at placeringen er vigtig?
Vi er begge uddannede fra Salzburg Experimental Academy of Dance, så dans og koreografi udgør vores primære ophav og fundament. Siden vi startede vores samarbejde, har der været mange diskussioner om, hvorvidt man skulle placere os indenfor feltet koreografi eller performancekunst. Som udgangspunkt er vi dog rimelig ligeglade med kategorisering, da vi langt hen ad vejen i vores processer ikke hænger os op på en forudbestemt udtryksform eller kontekst, men forsøger at lade det kunstneriske indhold materialisere sig så uafhængigt som muligt.

 Photo by Max Markov.

Photo by Max Markov.

Hvorfor bruger i et teater som platform til ’My Body is a Barrel of Gunpowder’ og ikke fx. et galleri?
Der findes delværker fra vores process, der har været særligt skabt til og udstillet på galleri. Vi er begyndt at eksperimentere mere med dokumentation af vores proces som værk i sig selv.

Hvorfor den endelige forestilling udspiller sig i teaterrummet, er der en særlig grund til. Da vi var på residency i Rumænien, åbnede vi vores forløb med at melde krig mod os selv som afsendere af vores egne værker. Formålet var at vælte os selv, generobre teaterrummet og befri det fra vores egne konventioner i et forsøg på at give plads til hidtil ukendte, og måske endda undertrykte, udtryk i os selv. Teaterrummet (black boxen) har derfor en essentiel rolle i vores konceptuelle ramme denne gang.

Under hele dette forløb har vi arbejdet med bekæmpelse af ‘os selv’. Et af vores tiltag har bl.a. været at male os sorte med body paint for at sløre vores individuelle og private træk og falde mere i ét med rummet. Det er tiltag som dette, der har resulteret i, at vi udtryksmæssigt er trådt mere tilbage som hovedfigurer i værket. Det har tilladt en mere klar totaloplevelse, hvor rummet som helhed træder i karakter. Det har været en målsætning i vores arbejde at få teaterrummet til at gennemgå en transformation i løbet af værket tilsvarende den total-transformation, som et landskab gennemgår under krigsforhold. Man kan således sige at i "My Body is a Barrel of Gunpowder" er det koreografiske element overført til en rumlig komposition og ikke bare placeret i de to kroppe på scenen.

 Photo by Max Markov.

Photo by Max Markov.

Der var både kroppe i luften og på scenen. Hvorfor er kroppen så vigtig? Og hvad kan den formidle, som andre kunstmedier ikke kan?
Hele arbejdet med "My Body is a Barrel of Gunpowder" har været meget skizofrent pga. den selverklærede krig og den dualitet og konflikt, det har skabt i os. Vi har arbejdet med minoriteter og majoriteter i os selv, og der har derfor fra et tidligt tidspunkt været mange ‘kroppe’ i spil. Vi har groft sagt opdelt os selv i det rationelle og det ubevidste og også lavet en opdeling mellem krop og sind (performeren og koreografen), hvor kroppen ligesom har repræsenteret ‘den anden’, den del af os selv, som vi har kunnet træne og derigennem gradvist transformere, og således ud fra et psykisk-somatisk perspektiv føde det rationelle med nye informationer og idéer.

Samtidigt arbejder vi ud fra et princip om fundet materiale for at reducere vores egne subjektive inputs og fortolkninger til et minimum, hvilket vil sige, at alt tekstmateriale i denne forestilling er taget fra andre forfattere og/eller kontekster og derefter approprieret til denne nye kontekst. Sille Dons Heltoft, scenografen, som har været med inde over processen siden juni, har på samme måde forholdt sig til fundet materiale og overført det til sin praksis, hvorfor hun endte med at multiplicere vores sort-camouflerede kroppe i scenografien. Jassem Hindi, lydkunstneren, har ligeledes udarbejdet sin lydkomposition ud fra en idé om en kropslig tilstedeværelse og omtaler ofte sin komposition som ‘en karakter’. Det, som kropsligheden overordnet kan, er vel i sidste ende at tale meget direkte til beskueren, både på et intellektuelt og kinæstetisk plan.

I arbejder med både disciplin og udholdenhed. Hvorfor er det vigtigt?
I denne forestilling er det vigtigt, fordi en stor del af vores research og en parallel til den kunstneriske kamp, har taget udgangspunkt i ‘den udøvende figur’, i soldaten. Vi har overført militære strategier og træningssystemer til performeren og har gennem hele forløbet arbejdet med forskellige måder at styrke og transformere vores kroppe på. I Rumænien tillærte vi os militære ‘exercitser’ og ‘conditioning drills’, som vi har holdt fast i hele vejen igennem. I Finland havde vi en daglig praksis, der involverede disse drills, samt yoga, kolde bade i søen og sauna, og i sidste del af processen hjemme i København har vi arbejdet med hypnose for at frigøre kroppen fra vores egne rationelle dikterende stemmer. Overordnet arbejder vi for tiden med kroppen som en værtsfigur, der kan transformere sig i henhold til hvilken information, som den bærer og udtrykker, og det kræver et eller andet sted en vis disciplin at fralægge sig subjektive fortolkninger og udtryk.

 Photo by Max Markov.

Photo by Max Markov.

Er der forskel på de temaer, som i arbejder med individuelt og sammen?
Nej, det er der sådan set ikke. I Two-Women-Machine-Show har vi defineret en fælles interesse i temaerne; massefænomener, monokultur, uniformen og den unisone bevægelse. Disse emner har vi dog også beskæftiget os med individuelt. Særegent for vores samarbejde er dog vores koreografiske metode, som vi har udviklet specifikt for vores duo-baserede research. Metoden Found Material in a Live-art context er noget, som vi har arbejdet på siden vores sidste forestilling Mass Hysteria (2012) og er baseret på idéen om at genbruge og give nyt liv til allerede eksisterende materiale. I Mass Hysteria var alt det koreografiske materiale taget direkte fra youtube-videoer, der dokumenterede virkelige massehændelser. Vi udvalgte bestemte personer eller bevægelser i videorne, hvis gestusser, mimik, udtalelser og udbrud vi tillærte os ned til mindste detalje og sammensatte til lange bevægelsesfraser. Siden da har vi eksperimenteret med en udvidet forståelse af, hvad man kan betragte som fundet materiale og har undersøgt, hvorledes man kan overtage ikke bare bevægelse, men også idéer og ideologier.

Hvilken performancetradition lægger i jer op ad? Man taler jo meget om den skandinaviske performancetradition, som arbejder med iscenesættelse og totalinstallationer, men hvor vil i placere jer selv?
Vi var kke selv stødt på idéer, der refererer til en særlig skandinavisk performancetradition, før vi så din serie om kroppen som redskab. Vi er begge uddannede i midt Europa og har siden bevæget os meget internationalt, så i den forstand ligger vi nok tættere op ad den europæiske scene, især centreret omkring Bruxelles, Wien og Berlin.

Esben Weile Kjær (f. 1992) er forfatter og har udgivet "Eskapisme" samt "Alting sker så meget". Fra 2016 studerer Esben ved Det Fynske Kunstskademi. Esben har bidraget til idoart.dk siden 2011.