MED KROPPEN SOM REDSKAB #1

Der er en kunster, som virkelig har gjort indtryk på mig. Hun er enormt kompromisløs og meget kontrolleret i sine bevægelser. Hver gang, hun performer, er jeg der på pletten, og hver gang bliver jeg virkelig involveret i det næsten umulige projekt, hun har kastet sig ud i.

Hun fanger en, når hun forsøger at danse flamenco i sygeligt spidse, sadomasochistiske støvler, hvor man kan se, at hun kæmper med både smerte og balance, og når hun har lænket sig sammen med to andre performere, og de skiftevis tvinges i forskellige retninger, alt efter hvem der har styringen i deres interne system. Hun er performancekunstner og hendes navn er Nana-Franciska. Hun benytter ofte meget minimalistiske, men stærke, greb i sine værker og sætter sig selv på spil hver gang.

For et par måneder siden faldt jeg i snak med Nana-Francisca. Vi snakkede til et fest i en kælder, et sted på ydre Nørrebro til den lyse morgen. Det var en af de samtaler, hvor man vil vide mere, hvor man bliver ivrig og forundret. Samtalen gjorde indtryk på mig, og jeg vil derfor prøve at gengive den her.

 Fra filmen ‘Mellem Rum’ af Caroline Sascha Cogez, Super16, 2004.

Fra filmen ‘Mellem Rum’ af Caroline Sascha Cogez, Super16, 2004.

Kan du give en kort introduktion til dit arbejde med performance?
Jeg arbejder i krydsfeltet mellem dans, performance, installation og iscenesættelse. Jeg har ikke en akademisk tilgang til det, jeg laver, og jeg synes det kan være svært at sætte ord på. Kort fortalt søger jeg at skabe billeder, oplevelser og møder, der bevæger og flytter folk. Mine projekter er som ritualer, overgangsritualer og stadfæstelser af indre processer og transformationer i mit liv. Jeg er ret genert, og mit arbejde som performer er en måde at transcendere blufærdigheden på og blive mere tydelig. Det er aldrig nemt. Jeg skal altid overvinde min egen afgrund og undergangsangst for at stille mig frem. Det, der driver mig, er en indre nødvendighed i at give det usigelige en form og et udtryk, som kan modtages, og som kan bevæge dem, der oplever det.

Hvad har du lavet?
Jeg startede ret tidligt med at danse flamenco. Senere bevægede jeg mig videre til andre danseformer, heriblandt butoh, som jeg begyndte at eksperimentere med at inkorporere i mit udtryk. Så bevægede jeg mig videre til performance-installationer og undersøgelser af identitet og virkelighed/fiktion i samarbejde med bl.a. SIGNA. Så over i installatorisk arbejde med rum og indvirkningen på dem, der opholder sig i dem. Jeg har også flirtet med film og video. Og så har jeg bevæget mig frem og tilbage imellem alle de forskellige områder. Størstedelen af det, jeg har lavet, har været gennem samarbejder på tværs af genrer. Jeg holder meget af at udforske det, jeg kan skabe sammen med andre. Jeg har længe kæmpet med overbevisningen (især andres), om at jeg var nødt til at vælge et spor og holde mig til det. Men efterhånden har jeg forliget mig med, at jeg bevæger mig i det her felt mellem dans, performance og iscenesættelse, med alle de hybrider der kan opstå der. Mit arbejde er en fortsat udforskning af dette felt og dets muligheder. For mig er nogle gennemgående holdepunkter en billedlig bevidsthed og et performativt nærvær, som transcenderer fiktion og iscenesættelse. Men hvert projekt repræsenterer et nyt aspekt både af mig og mit råmateriale. For hvert projekt er der ting, der træder i forgrunden, og andre der toner ud for en tid.

 Fra ‘Night Hospital’ i Turbinehallerne 2007 | Samarbejde med SIGNA | Foto: Arthur Köstler.

Fra ‘Night Hospital’ i Turbinehallerne 2007 | Samarbejde med SIGNA | Foto: Arthur Köstler.

Hvordan bruger du din fortid som flamencodanser i din kunst?
Flamencoen ramte mig som en hammer, da jeg så det første gang som 12-årig, og jeg begyndte at danse umiddelbart derefter. For mig var det udtrykkets ærlighed, der ramte. Det er smukt og kraftfuldt og meget oprigtigt – det udtrykker livet med alle dets facetter; smerte, sorg, ensomhed, glæde, tiltrækning og ekstase (og alt det andet). Efterhånden som jeg mestrede formen bedre, fik jeg også et større behov for at bryde med og udfordre den. Jeg bruger den disciplin og fornemmelse af timing, rum og krop, som jeg har opøvet gennem dansen, og når jeg ikke danser, føler jeg stadig, at min træning og fysiske bevidsthed ligger som en pejling i det jeg gør. Jeg har været frem og tilbage mellem dansen og andre ting mange gange, men vender tilbage igen og igen for at tilføre flamencoen det, jeg har lært, og for at bruge flamencoens nerve i andre former og udtryk.

De gange, jeg ser dig performe, føler jeg mig enormt involveret og revet med af det, du gør. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg tror det er noget med, at du benytter udholdenhed, smerte og ydmygelse i dit design. Er det noget, du kan genkende?
Jeg er meget glad for, at du bliver ramt af det. Det er virkelig vigtigt for mig, at det jeg laver betyder noget og har en indvirkning. Jeg ved ikke, om jeg selv har defineret, at jeg bruger smerte og ydmygelse. Og jeg tænker ikke over det som et design. Jeg tror snarere, at jeg prøver at give et udtryk til nogle af de indre landskaber, jeg selv bevæger mig igennem. Mine værker og projekter er ikke perfekte eller endelige, men snapshots af en fortsat rejse, hvor jeg hele tiden søger at udfordre mig selv og mit udtryk, sætte mig selv på spil og vove at falde for at gribe ud og fange mit publikum. Jeg vælger (desværre) aldrig nemme løsninger. For mig er der ingen grund til at stille mig op og lægge beslag på andres opmærksomhed, hvis jeg ikke virkelig har noget på hjerte. Verden er fuld af larm, og ting der kræver vores opmærksomhed. Jeg ønsker ikke at bidrage til meningsløs larm, men tværtimod at skære igennem den og insistere på at ramme og flytte folk. For det meste lykkes det. Jeg opfatter min krop, den træning jeg har gennemgået og alle mine livserfaringer som et reservoir af tilgængeligt materiale, som jeg bruger uden at holde mig tilbage. Jeg postulerer ikke. Jeg er det, jeg gør. Det er et sårbart sted at skabe fra. Men jeg tror kun, man kan ramme andre, hvis man er villig til at sætte sig selv på spil.

Du har arbejdet som stripper. Hvordan oplever du forskellen på det arbejde, du laver, som performance kunster, og det pigerne laver på en stripklub? Begge erhverv / udtryksformer benytter kroppen som redskab, men hvor er forskellen?
Der er en helt radikal forskel i, at man som stripper på en klassisk stripklub indgår på branchens præmisser. Man er der for at tjene penge til sig selv og til baren. Man skal sørge for at få solgt champagne og private shows, og man skal på scenen et vist antal gange i løbet af aftenen. Man skal lave shows, interaktioner og iscenesættelser, der opretholder og skaber stemningen, og man stiller sin krop til rådighed indenfor de rammer. Det var ikke performance, jeg lavede på klubben. Jeg var stripper. For mig, helt personligt, var det et kunstnerisk projekt, men jeg lavede ikke kunst. Det prøver jeg at gøre som performer. Og som performer er jeg ikke stripper. Som performer bruger jeg min krop som et redskab og en forlængelse af et personligt udtryk. Jeg er der ikke på andre præmisser end mine egne, og jeg udtrykker det, der er essentielt for mig.

Det interessante i at arbejde som stripper lå for mig i at træde ind i den verden og sammenhæng, at overskride mine egne grænser og lade dem overskride i erfaringens navn. At konfrontere mine egne fordomme om mig selv, de andre piger og kunderne. At udfordre mig selv til at møde andre oprigtigt i denne ’fiktion’, at se mennesket, også her. Og at nyde det. Det var min egen personlige vinkel på projektet. Det var ikke et politisk statement, eller en kunstperformance, men en livserfaring. Den livserfaring trækker jeg stadig på, både som menneske og som kunstner. Jeg tror, det er noget, mange kvinder, mere eller mindre hemmeligt, drømmer om at opleve. Jeg gik nok også ind i det med et lidt glorificeret billede af, hvordan det foregår. Det kan være ret hardcore og ikke særlig romantisk eller burlesque-lækkert. For mig var det imidlertid en kilde til stor frigørelse at indtage det land. At eje min egen indre slut, og opdage at jeg hverken var offer eller stakkel, fordi det udsprang af mit eget valg.

 Dans:performance fotoshoot 2008 | Foto: Juan Hein.

Dans:performance fotoshoot 2008 | Foto: Juan Hein.

 Electric Alhambra, GL. Strand 2013, Foto Kopenhagen:CHSCH.

Electric Alhambra, GL. Strand 2013, Foto Kopenhagen:CHSCH.

Hvorfor stoppede du med at arbejde på klubben?
På et tidspunkt var udfordringen overstået. Jeg havde oplevet og opnået det, jeg ville, og det begyndte at blive et arbejde, jeg udelukkende havde for pengenes skyld. Det holdt op med at give den indre mening, og derfor stoppede jeg. Men jeg kommer der stadig en gang imellem, og jeg er ikke færdig med at undersøge den verden.

Hvilken tematik går igen i dit arbejde? Og hvorfor?
Jeg tror, jeg har flere temaer, som jeg vender tilbage til. Jeg elsker at arbejde i feltet mellem fiktion og virkelighed, fordi jeg oplever at den opmærksomhed og det nærvær, jeg kan spænde ud der, kan trække folk ind i et meget mættet øjeblik, som man ikke går uændret videre fra. Så jeg er interesseret i, hvordan man kan skabe rammerne for, at sådanne møder kan opstå. Det er et tema. Et andet er den rejse, jeg tror vi alle skal igennem for virkelig at komme til stede som dem, vi er, i verden. Jeg har selv oplevet det som noget i retning af en smertefuld fødsel, hvor det vel at mærke var mig selv, der blev født. Det er en proces, jeg går igennem med jævne mellemrum. Jeg prøver at give den oplevelse et udtryk og en billedlig form, som andre kan spejle sig i, og som kan vække genklang i andres liv. Fordi det er en ensom proces, og det er lykkeligt, når man møder andre, som har gennemlevet den. Ofte tager jeg udgangspunkt i mine egne, indre mørke zoner. Fordi jeg har oplevet, at mørket i transformation lyser så meget klarere end almindeligt dagslys. Jeg vælger ikke mine temaer ud fra en intellektuel betragtning, men ud fra en indre nødvendighed, der byder mig at forholde mig til og undersøge dem. For jeg tror, at hvis det er så magtpåliggende for mig, så må det også være det for andre. Og hvis jeg blot for et øjeblik kan ramme andre helt rent, er jeg dybt taknemmelig. It makes all the pain worth while…

Nana-Francisca bor på Nørrebro i København, hun er 36 år og mor til 2. Hun er uddannet flamencodanser i Spanien, 1996, autodidakt i performance og iscenesættelse, og så har hun praktiseret buddhisme siden 2001.

Esben Weile Kjær (f. 1992) er forfatter og har udgivet "Eskapisme" samt "Alting sker så meget". Fra 2016 studerer Esben ved Det Fynske Kunstskademi. Esben har bidraget til idoart.dk siden 2011.