JEG SÅ LYSET I SHANGHAI, ELLER GJORDE JEG?
Installationsbillede fra “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

Installationsbillede fra “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

I 1997 udtalte Yoko Ono at “Gates of hell are only a play of light,” men havde hun set Olafur Eliassons nye udstilling “Nothingness is Not Nothing at All” på Long Museum i Shanghai, ville hun helt sikkert revurdere sit udsagn til “Everything is a play of light”. Og hvordan dét? Ja, nu skal I høre…

Olafur Eliasson, hvis navn i Danmark klinger absolut bedst i forbindelse med ARoS-darling’en “Your Rainbow Panorama”, åbnede d. 20. marts 2016 en soloudstilling på Shanghai’ske Long Museum – én af de absolut “tungeste drenge” blandt private kunstinstitutioner i hele verden (Long er pt. ved at åbne flere “branches” i Kina med deres seneste – og yderst pompøse – åbning i byen Chongqing). Kunstnere, kuratorer og slikhårede gallerister står alle i kø til Long, og inden I alle begynder at tro, at museet betaler mig provision for denne lovprisning, skal jeg forklare, at det blot er for at give Jer et billede af, hvilken kunststandard der forventes. For at sige det kort: en “god” kunstudstilling på Long ville skuffe; der forventes kun det bedste – kunstens extraklasse.

Og Olafur…? Tjo, han formåede så at IMPONERE.

Installationsbillede fra “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

Installationsbillede fra “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

Eliassons udstilling går over al forventning, og efterlader publikummet “calling for more”. Udstillingens koncept er ikke retrospektivt, men showet formår alligevel at samle og præsentere et bredt udsnit af Eliassons kunstneriske virke med “throwbacks” til de tidlige 1990’erne. Noget af dét, der imponerede mig mest, var medievariationen. “Nothingness is Not Nothing at All” rummer både store installationer, video, fotografier og ikke mindst værker på lærred. Udstillingen dækker Long Museums store hal på grundniveauet og fortsætter på første sal, hvor man har valgt at placere et læsehjørne (udsmykket med Olafur-kunstværker, selvfølgelig), så de besøgende kan fordybe sig i et utal af Eliasson-bøger og tidligere udstillingskataloger.

Installationsbillede fra “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

Installationsbillede fra “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

“The open pyramid” (2016). Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Anders Sune Berg.

“The open pyramid” (2016). Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Anders Sune Berg.

Det første værk i udstillingen er “The Open Pyramid” (2016), som er en gigantisk spejlpyramide, hvis nederste kant starter ca. halvanden meter over jorden, så udstillingsgæster frit kan bevæge sig under værket. Inde i pyramiden er der spejle og lyskilder, så de besøgende kan se deres egne spejlinger vandre op og ned af pyramidens skrå vægge og med hovedet nedad. Når man forlader spejlpyramiden, er udstillingsstandarden helt klart sat (og de første syvogtyve selfies taget).

Der er ikke markeret en bestemt vej, man skal følge i udstillingen, så de besøgende “floater” lidt mellem Olafurs store installationer og studerer de “mindre” værker, som “All Your Views” (2015) . Fælles for både de store og de mindre værker er dog, at de ikke blot skal ses på, men opleves. Olafur formår ikke kun at engagere de besøgende visuelt, men præsenterer værker, der ligeledes byder på lyd- og duftoplevelser. At se på værket er hos Eliasson blot begyndelsen…

“Happiness” (2011), “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

Happiness” (2011), “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

En totalsanseoplevelse havde jeg i mødet med værket “Happiness” (2011), hvor man, gennem en 10 cm-bred sprække i en sort væg, kan betragte, hvordan sæbebobler falder ned og rammer en blåtbelyst vandflade. Man ser, hvordan boblerne flettes sammen og brister. Denne overflod af super-taktile vanitas-symboler i installationskunstens rammer er en yderst æstetisk fremstilling. Chardin, go home. “Happiness” er en leg mellem det blålige lys, sæbens duft og boblernes tynde overflade, der fanger og knækker lysstrålerne. Værket er også en perceptionsudfordring, idet man kun kan betragte sæbebobbel-fænomenet gennem sprækken, hvilket betyder, at man skal stå på en bestemt måde, dreje hovedet og evt. bukke sig for at kunne opleve værket.

"Happiness” (2011), “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

"Happiness” (2011), “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

“Round Rainbow,” “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

Round Rainbow,” “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

Et andet værk, der engagerer hele kroppen, udfordrer perceptionen, spiller pus med forestillingen om visuel stabilitet og ikke mindst tiltrækker horder af selfie-takers (inklusiv undertegnede – no saints among us) er “Round Rainbow”. Lys- og skyggespillet stimuleres af en langsomt drejende, gennemsigtig plastikring, der er sat fast i en snor og monteret i loftet. Værket ændres, alt efter hvordan de besøgende står i forhold til lyskilden, idet gæsternes skygger fanges og bliver en del af “Round Rainbow”. Det er helt fascinerende, hvordan den enkle udførelse (brugen af en stærkt lysende halogenlampe og en transparent plastikring) kan skabe så mangfoldig en effekt. Lys-spillet er alt, og alt er lys-spillet.

“Round Rainbow,” “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

Round Rainbow,” “Nothingness is Not Nothing at All”, Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

“Nothingness is Not Nothing At All” præsenterer også Olafurs ældre, dog ikke mindre imponerende, værker. “Beauty” (1993) har på Long Museum fået sit eget, nærmest helt mørklagt rum. Jeg siger nærmest helt mørklagt, da værkets belysning er den eneste lyskilde. “Beauty” (på kinesisk kaldt ‘mei’, der som tegn er en sammenlægning af to andre tegn, nemlig ‘da’ – stor og ‘yang’ – et får… På kinesisk er skønhed lig med et stort får… Så har I lidt at summe over!) er et mildt vandfald installeret midt i rummet. Vandfaldet belyses oppefra, og lyset afspejles i og brydes af vanddråberne. Det er muligt for de besøgende at gå rundt om vandfaldet, og således bliver ens kropsform / ens skygge også en del af “Beauty”.

"Beauty” (1993), “Nothingness is Not Nothing at All,” Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

"Beauty” (1993), “Nothingness is Not Nothing at All,” Long Museum, Shanghai, 2016. Foto af Maria Grzywacz.

Den besøgende forlader “Nothingness is Not Nothing at All” helt ‘mesmerized’. Mig gav udstillingen en fornemmelse af ro, måske fordi nogle af de ting, jeg så i udstillingen føltes nærmest som magi. En magi, som man som menneske ikke kan styre, og blot skal lade sig forføre af og… opleve, mærke. Og nu, hvor jeg startede med et citat, vil jeg også afslutte med et:

Reality is what we make it to be.“ – Olafur Eliasson.

Maria Grzywacz studerer kunsthistorie ved Københavns Universitet og arbejder for Faurschou Foundation i hhv. København og Beijing. Maria har bidraget til idoart.dk siden 2016.