LYDBILLEDER | SORT STØJ

Ens netværk vokser så småt, i takt med at man bliver ældre. Forskellige skoler, fester og rejser resulterer i en masse venner og bekendtskaber. For de fleste bliver Facebook stedet, hvor vi samler vores sociale cirkler, og det var netop på Facebook, at der lige pludselig poppede et par opslag op fra min efterskoleven Lars Buchholtz.

Det var ikke almindelige opslag, som bare skulle drukne i evighedsfeeden men nogle af de sjældne opslag, der får én til at indstille den konstante scrolling, og til for en gangs skyld stoppe op og blive nysgerrig. Jeg blev meget nysgerrig.

Sort Støj havde fanget mig. Helt fra starten havde han en unik stil, som jeg ikke havde set før. Jeg blev draget ind i universet, fordi jeg ikke kunne gennemskue, hvordan han lavede tingene. Jo mere jeg kiggede, jo flere steder dukkede han op.

Hvad startede din interesse i visuals?
Jeg har spillet og lavet musik, siden jeg var barn, og jeg har altid været interesseret i den visuelle side af musik. Lige fra albumcovers til musikvideoer og sceneshows. Det der fangede min interesse for live visuals, var primært det, at det kun eksisterer live; det at skabe noget i nuet, og hvis du laver en fejl, så kan du ikke klippe den ud, som hvis du laver en musikvideo.

Hvad er processen bag det materiale/content du bruger i dine visuals?
Der er ikke nogen fast proces. Jeg forsøger altid at finde nye og anderledes måder at arbejde på. Jeg kan godt lide ikke at være helt i kontrol over, hvad der sker; lade mig inspirere af de ting, der mere eller mindre tilfældigt opstår, og arbejde videre med dem.

 Visuals for Smerz | Foto af: ukendt.

Visuals for Smerz | Foto af: ukendt.

Hvordan forbereder du dine sets?
Jeg improviserer ofte meget under mine sets. Jeg tager tit udgangspunkt i et koncept eller en teknik og bygger et set rundt om det, hvor jeg kan ændre og forvrænge mit materiale undervejs.

Hvad er, efter din mening, det vigtigste for at lave gode visuals?
Jeg synes, det vigtigste er at have forståelse for musik og at følge dynamikken og energien i den. Man ser ofte visuals stå lidt i baggrunden til en koncert, uden at det rigtigt giver mening i forhold til musikken. For mig handler det om sammenspillet.

 Visuals for Smerz | Foto af Kristin Wichstrøm.

Visuals for Smerz | Foto af Kristin Wichstrøm.

Hvilken oplevelse prøver du at give dit publikum?
Jeg prøver at tilføje en ekstra dimension til musikken, at tage publikum nye steder hen og at udvide koncertoplevelsen.

Hvor tror du, at visuals er på vej hen i fremtiden?
Det er svært at sige, men jeg håber, at flere bands bliver opmærksomme på deres visuelle udtryk, når de står på en scene, og jeg håber, at der kommer til at opstå flere audio/visuelle samarbejder mellem unge musikere og visuelle kunstnere.

 Visuals for Jongpadawan på Plugout Festival | Foto af: ukendt.

Visuals for Jongpadawan på Plugout Festival | Foto af: ukendt.

Følg Sort Støj på Facebook og Instagram.

Runi Guld (f. 1992) er grafisk designer og har taget en bachelor i Kommunikationsdesign ved Designskolen Kolding, 2016. Runi har bidraget til idoart.dk siden 2014.