LISSABONS MANGE FACADER

For halvanden uge siden kom jeg hjem fra Lissabon, hvor jeg besøgte en veninde, som har bosat sig dernede for at studere kunst. Jeg kunne fortælle rigtig mange ting om denne rejse, men i dette indlæg har jeg valgt at sætte fokus på noget af det, der gjorde allermest indtryk på mig i Lissabon: nemlig husene.

Efter at jeg påbegyndte mit projekt med at tegne Aarhus, er mine øjne begyndt at åbne sig mere og mere op for husene omkring mig. Jeg kan stå længe og betragte et hus, imens jeg forestiller mig, hvordan det vil se ud som tegning. Jeg lægger mærke til alle dets krummelurer, farver og mønstre. I Lissabon kom jeg i den grad på overarbejde, for her er alle bygningerne fyldt med overdådige detaljer, og jeg tror, at det er umuligt at finde to huse, der er ens. De mange kakkel-mosaikker, som mange af husene er udsmykket med, skaber liv til hver en bygning og gade. Der er lyserøde, blå, grønne og lilla huse – alle farver er i brug.

måske (2).JPG

Den klassiske sydlands-stemning, hvor vasketøjet hænger til tørre i de smalle gader, og balkonerne som er fyldt med planter og blomster, gør byen charmerende og hyggelig at gå rundt i. Allerede da jeg steg op af metroen den første dag, blev jeg overvældet over de mange smukke huse, der mødte mig, og selv efter at mine fem dage var gået, følte jeg slet ikke, at jeg var færdig med at studere byen og dens huse. Jeg var faktisk lidt ked af, at jeg allerede skulle tilbage til København.

Lissabon er en af de ældste byer i verden, og man fornemmer, at byen er blevet til over mange år. Der er en særlig historisk stemning: fx står der på toppen en borg, Castelo de São Jorge, og troner. De ældste dele af den stammer helt tilbage fra 600-tallet. Lissabon er blevet bygget op af flere omgange, fordi den har været ramt af adskillige jordskælv. I 1755, da det værste jordskælv ramte, blev cirka 17.000 af byens 20.000 huse ødelagt! Det er måske grunden til, at bygningerne nu er så forskellige.

skalmed4.JPG

Noget, som jeg desuden lagde mærke til, på mine ture rundt i gaderne, var den afslappede stemning. Det virkede ikke til, at nogen havde travlt. Trafikken var ikke kaotisk. Sporvognene bumlede stille og roligt igennem byen. Brosten og stejle gader gjorde, at en cyklist var et sjældent syn, og at det desuden var en meget dårlig idé at stresse, da det ville være alt for hårdt at løbe op og ned af gaderne. Tilbage i København, cyklende ned af Nørrebrogade, sammen med noget der føles som 500 andre cyklister, mærker jeg i den grad kontrasten, og jeg længes en lille smule tilbage til det afslappede Lissabon.

Da jeg kom hjem og kiggede mine billeder igennem, opdagede jeg ting ved husene, som jeg ikke havde set, da jeg var der. Jeg så, at et af mine yndlingshuse, et lille blåt hus, havde lange, sorte striber ned af facaden, som fik det til at se lidt forfaldent ud. Jeg havde ellers kun set det som et lille, smukt hus, i en lille, smuk gade. Det gik op for mig, at mange af bygningerne faktisk så ret slidte ud. De havde revner, malingen var sprukket, og vinduerne var rådne. De var ikke blevet vedligeholdt. Husene i Lissabon besidder en overdådig æstetik, men mange af dem står tomme og er derfor i forfald. Jeg havde ikke taget notits af det dernede. Jeg havde allerede omformet dem til tegninger i mit hoved, og havde redigeret alt smuds og snavs væk med min tegnehjerne.

SKMBT_C20315050420360-1.jpg

Portugal er et land i krise, og beboerne i Lissabon har det ikke alle sammen nemt. Man fornemmer det ikke rigtigt på en enkelt uge, men min veninde, som nu har boet dernede i et halvt år, fortæller om en fattigdom og desperation blandt de unge, der pludselig får én til at føle sig som et meget privilegeret menneske. Dér, hvor selv jeg lagde mærke til, at noget er galt, var på de tilmurede huse. Det var ikke et sjældent syn, at støde ind i et hus, hvor vinduer og døre var muret fuldstændig til. Det var et mærkeligt syn, der ikke gav mening, især ikke når man så de hjemløse ligge på deres liggeunderlag lige udenfor.

Der står da også huse tomme i Danmark, men ligefrem at mure dem til? Det virker virkelig til, at man har givet op. De tilmurede huse står som en kontrast til de beboede, lige ved siden af, der emmer af liv, med planter på balkonen og vasketøj hængende ude. Man fornemmer, at byen rummer en mørkere side, inde bag idyllen. Fattigdommen sætter sit præg på byen. Husene står tomme, fordi folk er flyttet til andre lande i håb om at få et arbejde og en bedre fremtid.

Men jeg har dog, i mine tegninger og fotografier, valgt at fokusere på alt det smukke, som jeg så i Lissabon, for det er virkelig en fantastisk by, der i den grad er et besøg værd, og jeg håber virkelig, at denne by, fyldt med så meget historie og charme, vil overleve krisen, og stå med sine smukke huse i rigtigt mange år endnu!

All photos by Puk Ewdokia | Edited by I DO ART Agency.

All photos by Puk Ewdokia | Edited by I DO ART Agency.

Puk Ewdokia (f. 1991) er kunstner og illustrator. Puk har bidraget til idoart.dk siden 2014.