KUNSTMÆCENEN DER PLYNDREDE BERLIN

Vi vil gerne fortælle en historie. Det er en historie om den tyske hovedstad Berlin, og om hvordan en dansk matador så chancen for at tjene shit loads of penge på dens kunstnerkvarterer. Det er også en historie om, hvordan byer som Berlin eller praksisser som BZ kan genskabes andre steder. For med alle disse penge ville matadoren nemlig gøre Aarhus "mere Berlin end Berlin" med hjælp fra velvillige kunstnere og folk med smag for det alternative. Det er en historie, der begynder i 90'erne og kulminerer i disse år, hvor den alternative og progressive matador kommer tæt på endelig at etablere sin egen utopisk-socialistiske økolandsby i udkanten af Aarhus.

☞ Teksten her er resultatet af et års arbejde. For et par uger siden delte vi det med Weekendavisen, der var hurtige til at få lavet en artikel på det. Her kommer hele historien.

Mere overordnet set er dette selvfølgelig en historie om gentrificering. Det er et anvendeligt begreb for at forstå, hvorfor det pludselig bliver sværere at betale huslejen. Og hvad det har at gøre med, at der popper så mange nye kaffebar op, der pludselig er så mange mennesker med smarte solbriller på eller AirBnB-turister med rullekufferter i gadelivet, og hvad kommunen får ud af byfornyelseskampagner i gamle arbejderkvarterer. Men Fairtrade-kaffen, gallerierne og de små økobutikker er kun en del af historien.

Lad os tage gentrificering ned på jorden
Der er en anden del af historien om gentrificering, som ikke får så meget opmærksomhed. Måske er det fordi, man ikke selv kan se den fra gadeplan. Det er en dårlig vane at fremstille kapitalismen som en fuldkommen upersonlig ting, som en slags naturkraft: som om det ikke var mennesker, der købte og solgte de bygninger, der stiger i pris, når et område gentrificeres. Den historie, vi gerne vil fortælle, er derfor til dels personfikseret. Vi håber, at det også tager den proces, der kaldes gentrificering lidt ned på jorden.

For os er Berlin særlig pga. sine boligkampe, BZ, de mange 'Hausprojekte' og ikke mindst opfindelsen af sort blok. Ser man på boligkampene i den tyske hovedstad i dag, har der, ifølge Berlins lejerforening, ikke været så meget aktivitet som nu siden BZ-bevægelsen i 70'erne og 80'erne.

“Det er en dårlig vane at fremstille kapitalismen som en fuldkommen upersonlig ting, som en slags naturkraft: som om det ikke var mennesker, der købte og solgte de bygninger, der stiger i pris, når et område gentrificeres.”

Der har været meget snak om "danskere der køber lejligheder i Berlin". Informerede og samvittighedsfulde københavnere indrømmer gerne, at 'danskere' har været med til at spekulere på det berlinske boligmarked og dermed fået huspriserne til at stige, hvilket igen har fået alle deres tidligere yndlingsområder til at forandre sig eller forsvinde. Allerede for 10 år siden gik Kastanienallee i Prenzlauerberg under navnet Danskergaden. Det har affødt mange slette følelser over for danskere, der kommer og misbruger byen.

Samtidig er der forskel i skalaen på misbruget. Vi ved ikke, hvor mange unge danskere, der har nydt godt af, at have middelklasseforældre, der har kunnet investere deres pension i en berlinerlejlighed. Hvad vi ved er dog, at ingen kommer i nærheden af at have misbrugt byen i ligeså høj grad som hovedpersonen i vores historie; ingeniøren Jørn Tækker fra Aarhus.

Gentrificeringens ansigt: Jørn Tækker
På et tidspunkt ejede Tækker 4.500 boliger i Berlin, og han var dengang efter eget udsagn den største udenlandske ejendomsinvestor i den tyske hovedstad. I dag ser berlinere ham som selve gentrificeringens ansigt, da han især er berygtet for sin evne til at sætte folk på gaden.

Politikens “Turen går til Berlin”, 2017.

Turen går til Berlin, s. 6: “Langs kanalen ligger nogle af Berlins mest attraktive bygninger, og i en af dem har den danske ejendomsmogul Jørn Tækker sit store kontor. Han har opkaldt sit firma – der opkøber gamle ejendomme, sætter dem istand, og sælger dem med stor gevinst – efter sig selv, men blandt berlinerne går han under andre navne. Den velansete tyske avis Der Spiegel kalder ham ‘den danske mand, der tager Berlin fra berlinerne’, mens den venstreorienterede politiker Katrin Lompscher kalder virksomheden Taekker for et ‘symbol på ondskab’.

Det var i første omgang, hvad der fik os på sporet af Jørn Tækker. Men der er som bekendt et princip om den slags lømler: De kan udnytte folk med den ene hånd, så længe de også velgører med den anden. Jørn Tækker har da også et lidt omvendt image i Danmark, hvor han bl.a. er kendt for at hælde penge i den danske kunstscene – penge han altså har tjent på at gøre det vanskeligt eller rent ud sagt umuligt for kunstnere at være og virke i den tyske hovedstad. Vi besluttede os derfor for at tage til Berlin og møde folk, der var berørte af Tækker, og historien der følger er resultatet af denne tur.

[Note: I processen er vi flere gange kommet tilbage til en årelang samtale, om begrebet 'solidaritet'. Er ordet for slidt, eller er der en anden grund til den lidt mærkelige smag, vi får i munden, hvis vi skulle skrive dette for at appellere til solidaritet? Vi kan ikke helt komme frem til, hvad præcis det prikker til i os, men én ting er dog sikker, og det er, at solidaritet implicerer en afstand. Sagt anderledes: At alt det her ikke skulle handle om vores egne liv. Men vi gider ikke være aktivister i en eller anden kampagne. Vi kan kun finde ud af at kæmpe for vores egne liv, og det vi tror på.]

På togt i Berlin
Jørn Tækkers karriere som ejendomsspekulant begynder 1996 i hans hjemby, Aarhus. Her køber han sin første ejendom, Mejlgade 47, fra kommunen for 1,3 mio. kr. med et lån fra banken. Gælden forrenter han gennem dem, han udlejer til. Kun tre år senere har Tækker ejendomme for omkring 2 milliarder kr. i København og Aarhus, og sådan kører det et stykke tid. Et år inden boligboblen springer i 2007, da huspriserne begynder at stige bobleagtigt, sælger Tækker over 70 ejendomme i København for et trecifret millionbeløb og køber de første 135 ejendomme i Berlin.

Berlin er en fattig by: Under det seneste store boom på det berlinske ejendomsmarked i 2004-07, solgte byrådet ikke bare ud af deres ejendomme, men nærmest gav dem væk gratis. Det var en spektakulær overførsel af offentlige rum og ressourcer til private hænder og blev besluttet af et byråd bestående af venstrefløjspartier. Tækker har selv beskrevet den tyske hovedstad som ”en venstreorienteret by uden så mange penge”.

[NOTE: Når man taler med folk i Berlin, der har fidus til lovgivningen som en beskyttelse mod gentrificering, kommer begrebet forkøbsret (Vorkaufsrecht) ofte op. Den giver lejere ret til at blive tilbudt boligen som de første ved evt. salg, og er en lov som andre tyske storbyer indførte langt tidligere end hovedstaden. Men som folk også er hurtige til at indrømme, er det en tvivlsom beskyttelse, da salgspriserne efter boomet er blevet så høje, at ingen lejere har råd til at bruge deres forkøbsret.]

Det var netop under udsalget i 2006, at Tækker begyndte at købe stort ind i Berlin, nærmere bestemt 150 ejendomme svarende til omkring 4.500 boliger. Frem til boligkrakket i 2007 rådede han over 3,7 mia. kr. fordelt på danske og tyske ejendomme. Lånene havde han tilsyneladende taget i 32 banker fordelt rundt omkring i Nordeuropa, bl.a. i Tyskland og Island, men også nordjyske Løkken og EBH Bank, FIH Erhvervsbank i Vejle, fynske Fionia, Roskilde Bank og færøske Eik Bank. Tækker var selvfølgelig også kunde i Aarhus Lokalbank, som flyttede ind i en af hans ejendomme på Havnegade. Men det fulde omfang af hans låneaktiviteter har vi ikke begreb om.

Kort efter at boligboblen springer i 2007, går 12 ud af 63 af Tækkers selskaber i betalingsstandsning. Tækker skylder godt en milliard kroner og sælger ud af de første ejendomme i Berlin samt fyrer 40 ud af 60 ansatte.

I 2011 laver han så en hidtil uhørt aftale med størstedelen af hans mange banker. De giver ham en løbetid frem til 2021 og med få tilbagebetalinger i starten, hvilket giver ham tid til at lave forretninger igen. Banken giver ham desuden et stort afslag på gælden, men ingen ved hvor stort. Vi ved at Roskilde Bank gik bankerot og FIH Erhvervsbank i Vejle var et datterselskab til den islandske Kaupthing Bank, der blev nationaliseret – Tækker optræder f.eks. på en liste over gældnere hos Kaupthing lækket af Wikileaks. Vi ved også, at Tækker kunne stille sine ejendomme i Berlin som sikkerhed. Det der basically sker er, at Tækker får bankerne overbevist om, at hvis bare de giver ham frie hænder i 10 års tid og tilstrækkeligt med penge til at tage på togt igen, så skal han nok vende hjem med byttet. Tækker er et eksempel på en, der skylder så meget i banken, at banken ikke har råd til at lade ham gå bankerot. Hvis de lod ham falde, ville de aldrig få nogle penge at se. Som Tækker siger til Ekstra Bladet d. 2. juni 2015, ville det være ”uheldigt”, ikke bare for ham selv, men også for banken. Det gamle ordsprog gælder: Hvis du skylder banken 5.000 kroner, ejer banken dig. Hvis du skylder banken 500 millioner, ejer du banken. Bankaftalen redder Tækker og samtidig fortsætter huspriserne i Berlin – modsat mange andre byer – med at stige.

“Visse overbeviser han om at flytte med beløb på 20.000-50.000 €, mod andre vinder han retssager om brud på lejekontrakten, angiveligt vha. privatdetektiver. Han gør alt, hvad han kan for at få lejerne ud, og det er i løbet af disse år, at Tækkers navn i Berlin bliver synonymt med at blive sat på porten.”

Det er en nærliggende at tænke, at bankaftalen pressede Tækkers virksomhed til at blive mere nådesløs. Han havde fået tid at løbe på, men skulle skynde sig at kassere ind. Tyske medier fremstiller det, som at han ændrede sig efter krakket: ”Efter det begyndte Tækker at sælge individuelle lejligheder til private investorer i stedet for at leje dem ud. I stedet for langsom og langsigtet vækst, bestemte virksomheden sig for hurtig profit." Før krakket fortæller Tækker, at strategien i Berlin handler om at sælge ejerlejligheder – og derfor “skal de være tomme,” men det er ikke altid let at sælge, fordi der jo bor mennesker i bygningerne, og de vil som regel gerne blive boende: ”Der er relativt meget arbejde med at få folk overbevist om, at de skal fraflytte deres lejligheder", som han udtrykker det. Visse overbeviser han om at flytte med beløb på 20.000-50.000 €, mod andre vinder han retssager om brud på lejekontrakten, angiveligt vha. privatdetektiver. Han gør alt, hvad han kan for at få lejerne ud, og det er i løbet af disse år, at Tækkers navn i Berlin bliver synonymt med at blive sat på porten.

Eiskalt getækkert. Fra demonstrationen “Eis-Parade” d. 26. oktober 2018. Foto: Matthias Wehofsky.

Gader bliver “fortækkeret”
Hvis det første store boom på Berlins boligmarked fandt sted fra 2004-2007, og især blev drevet af store investorer som Tækker, så består det nuværende boom i, at spekulanterne sælger boligerne videre enkeltvist, som regel tomme efter at tidligere lejere er fraflyttet. De nye ejere er små, individuelle købere, der investerer i en, to eller tre lejligheder for f.eks. at sikre deres pension. Det er især den sydeuropæiske middelklasse, der midt i eurokrisen så Tyskland som et mere sikkert sted at have deres penge stående for så at udleje dyrt til berlinere. Vi vurderer, at det især er den slags købere, som Tækker har solgt videre til. Sideløbende med at befolkningen i Berlin bliver udskiftet med de stigende priser, bor der i stigende grad ofte kun én person i hver bolig – allerede i 2011 boede hver tredje berliner alene. Hele gader bliver, som én udtrykker det, vertækkert – ”fortækkeret”, købt af Tækker og omdannet til ejerboliger. Her er Graefekiez – et nabolag i Kreuzberg opkaldt efter Graefestraße, der løber fra Planufer ved Landwehrkanal og hele vejen til Hasenheide park – et godt eksempel. Ifølge Martin Breger fra Tækker Watch har Tækker omdannet 10 ud af 11 huse til ejerlejligheder.

“Tækker er ikke uden moral, hans moral er bare nationalistisk. Adspurgt om sine metoder i Berlin og den måde han bygger sin egen utopi udenfor Aarhus på, på bekostning af befolkningen i Berlin, siger han: Der er visse ting, jeg ikke ville gøre i Danmark.”

På listen over Danmarks rigeste
I begyndelsen af 2017 gør Tækker så en undtagelse og sælger i ét ryk halvdelen af alle sine ejendomme i Berlin, ca. 60.000 m2. Køberen er et investorfirma i London ved navn Round Hill Capital. Tækkers virksomhed finder på en snedig fidus: I stedet for at sælge selve ejendommene, sælger de størstedelen af deres Berlin-afdeling og undgår dermed skatten ved ejendomssalget. Forkøbsretten omgås også. Tækkers 50 ansatte i Berlin flyttes samtidig over i et nyt firma ved navn Residea, der ejes af Round Hill Capital. Da regnskabet gøres op sidst på året har Tækker indkasseret 2,8 milliarder kroner på frasalget og ryger ind som nummer 75 på listen over Danmarks rigeste (ifølge Berlingskes årlige optælling i 2018).

Men Tækker har større planer. Penge er kun et praktisk middel, fortæller han. Udenfor hans fødeby Lystrup ligger en pløjemark, som er den perfekte blanke tavle for den vision, der driver ham. Her vil Tækker opføre sin egen utopiske økolandsby med op til 20.000 indbyggere. Tækker er ikke uden moral, hans moral er bare nationalistisk. Adspurgt om sine metoder i Berlin og den måde han bygger sin egen utopi udenfor Aarhus på, på bekostning af befolkningen i Berlin, siger han: ”Der er visse ting, jeg ikke ville gøre i Danmark.” Tækker vender tilbage med halvdelen af udbyttet til sit hjemland. Med den nye kapital kan han dække alle omkostningerne for projektet kontant, uden lån hos bankerne. Det vender vi tilbage til.

En af de ejendomme, Tækker ikke formår at tømme og sælge videre, er den tidligere glasfabrik på Lausitzerstr. 10-11 i Kreuzberg – også kaldet "Lause". Stedet er fyldt med mennesker, der har bestemt sig for at blive.

No chance for investors! Foto: Lause Bleibt.

Lausesagen
Historien om Lause er kort sagt: I 2006 solgte byrådet Tækker ejendommen for 2,3 mio. €. Traditionen tro lægger Tækker planer om at sælge stedet videre: til næsten den tidobbelte pris (20 mio. €). De nuværende lejere kan få lov at blive, hvis de er friske på at betale den nye ejers husleje, hvilket er det samme som at sige, at de fleste lige så godt kan flytte.

Vi beslutter os for at kontakte Lause for at høre nærmere om husets historie, hvem der bor og har sin gang der, og ikke mindst hvad det betyder, at huset ejes af Tækker. Vi aner, at hele historien om Tækkers samtidige forvandling af både Berlin og Aarhus sættes på sin spids i sagen om Lause.

Vi tropper op til rundvisning en eftermiddag i september. Ejendommen udgøres af to Vorderhäuser eller forhuse, der er så typiske for Berlin, samt af den tidligere glasfabrik der udgør baghuset. Det ene forhus fremviser noget af pragten fra det 19. århundredes Gründerzeit (grundlæggertiden), hvor det andet er lidt mere gråt og ydmygt. I de to forhuse bor der familier og kollektiver. I baghuset med de tre gårde er etagerne overtaget af diverse værksteder, kontorlokaler, politiske og kunstneriske initiativer. Vi føres gennem gårde, kontorer, filmværksteder, arkiver og et dukkemagerværksted. Listen er for lang til at have med her – omkring 100 mennesker holder til bare i baghuset. Der er noget svimlende og fantastisk ved at se og høre, hvor meget plads der er, og om alle de mange grupper der deler et liv her i dette hus. Vi møder folk i alle aldre. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi aldrig har haft noget i den skala i København eller Aarhus.

Billeder fra @LauseLive!

Et af de steder, vi tilbringer ekstra tid, er i det antifascistiske pressearkiv, Apabiz (Antifaschistisches Pressearchiv und Bildungszentrum). Arkivet ligner et lille universitetsbibliotek og udgør Tysklands mest omfattende, offentligt åbne arkiv om den yderste højrefløj siden 1945. De fortæller, at de jævnligt har folk på forskningsophold. Der er noget overvældende ved at stå i de store lokaler foran reoler og atter reoler af forskelligt materiale, som er sirligt indsamlet – meget af det i løbet af de 15 år, arkivet har haft base her i Lause.

Med købet af Lausitzerstr. 10-11 i 2006 overtager Tækker altså et hus med stor tilknytning til Kreuzbergs andre husprojekter og kooperativer, der har rødder helt tilbage i 80'erne. Lause er et sted, der er godt forankret i sit nabolag. Mange har været kammerater, samarbejdspartnere og naboer i årtier. Møbelsnedkeren og klaverbyggeren, der holder til i Lause, har mange kunder på samme gade. Over sommeren har der været filmvisninger i en af Lauses gårde, og der er ofte aktiviteter organiseret for og af nabolaget. ”We live this house”, står der på et af bannerne i gården.

Det er et eksempel på det, som byplanlæggere kalder for 'den kompakte by', dvs. et blandet nabolag med mange fagligheder, blandet erhverv og beboelse og korte distancer imellem det hele. Det er alt det, som smarte byplanlæggere og arkitekter snakker om i dag og håber på at skabe. Det er også den slags ejendomme Tækker har specialiseret sig i at opkøbe, og det er også forbilledet for hans lille utopia uden for Lystrup. Han siger f.eks. om Lause: "Jeg kan lide hvad de gør. Jeg er en af dem."

[NOTE: Under vores rundvisning i Lause hører vi om en skole for mindreårige flygtninge, der har holdt til i bygningen, og som allerede har måttet flytte ud. Deres kontrakt udløb, og Tækkers tilbud var alt for dyrt og med en for kort tidsperiode. En børnehave der ellers havde holdt til i kvarteret i 25 år fik også tilbuddet om at blive til den dobbelte husleje og måtte flytte ud.]

Senere på aftenen snakker vi om, hvordan vi er mange, der igennem årene netop har snakket om at leve tæt og indviklet med vores venner og elskede. Hvordan kan vi undgå, at vi forsvinder ud i fuldtidsjobbet? Isolere os i kernefamilien? Hvordan kan vi fortsat leve et liv sammen og ikke bare være ”en del af hinandens liv” i form af en note i kalenderen om kaffe mellem 17 og 18 onsdag d. 20. – et sted imellem at ungerne er hentet i institutionen og aftensmaden? Det myldrende liv i Lause synes at give svar på nogle af de spørgsmål, men samtidigt indser vi også, at vi kæmper for krummerne af en kage, som nogle få bliver ved med at æde.

Lause Foreva. Foto: Lause Bleibt.

I den tid Tækker har ejet bygningerne, har han ikke gjort meget for at sætte i stand, og Lause er dårligt vedligeholdt. Elevatorerne fungerer ikke, i nogle opgange er strømmen gået, varmesystemet fungerer dårligt. I de ca. 11 år Tækker har ejet Lause, har han ifølge beboerne fået mere end 3 mio. € ind i leje, vel at mærke med stort set ingen udgifter til vedligeholdelse. Det er mere, end han købte ejendommen for. Nu vil han have 20 mio. €, dvs. ca. 800% fortjeneste, på baggrund af en helt passiv aktivitet.

Mens salgsprocessen er i gang, fornemmer Tækker formentlig, at folkene i Lause ikke sådan giver sig. Vi forstår, at de førhen faktisk ikke havde så meget kontakt med hinanden, men da lejerne opdager salgsplanerne, bringer det bygningens folk tættere sammen. Da en flok potentielle købere bliver inviteret af Tækker, har nogle i Lause stablet en fotoudstilling på benene i forvejen, der hænger i alle trappeopgangene. Den handler, tilfældigvis, om tidligere boligkampe i nabolaget, ikke mindst med Berlins så kendte, brændende biler. Det lader til at gøre indtryk på aarhusianeren, og på et eller andet tidspunkt indfører Tækker våbenhvile. Hans krav omfatter: ingen bannere, ingen skilte på og inde i bygningen, ingen trusler til ansatte og et stop for enhver form for negativ omtale af Tækker. Matadoren fra Aarhus er tydeligvis frustreret: "Lejerne vil ikke acceptere, at der er et frit marked."

Vi undrer os over, at Aarhus Stiftstidende eller andre danske medier ikke har set sammenhængen mellem plyndringstogtet i Berlin og udviklingen i Aarhus, der i den grad er præget af Tækkers mange sponsorater. For er der ikke noget kynisk ved det hele, når man kan læse en af Tækkers lejere, en gallerist i Mejlgade, begejstret udtrykke, at stedet er ”mere Berlin end Berlin selv”?

Bannerdrop, Det Kgl. Danske Kunstakademi, okt. 2018: “Tækker! Vi ved hvad du laver i Berlin!”

Bannerdrop, Det Kgl. Danske Kunstakademi, okt. 2018: “Kunstnere i Aarhus, KBH og Berlin, foren jer. Stop Tækker!”

Loyal over for familien
Når vi taler med folk, der kender til Tækker, er der især én ting, der går igen. Manden er blevet meget nervøs for omtale i pressen. Siden en artikel i det tyske TAZ har han været svær at få fat i for journalister. Når vores historie er så relativt personfikseret, er det fordi vi har at gøre med en skurk, hvis image faktisk betyder noget for hans forretning. Lad os derfor undersøge hans egen selvforståelse og fremstilling af sig selv.

Tækker er på mange måder et typisk eksempel på den moderne entreprenør med venstreorienteret image. Han spiser sundt, løber maraton (3 timer og 18 min i Barcelona), tror på karma, går i jeans og farverige sneakers og kan lide ting, der er "alternative". Ja, han lagde ligefrem 250.000 dask i Alternativet på det afgørende tidspunkt, hvor partiet skulle igang. Han og Uffe Elbæk er gamle venner fra Aarhus. Hans landsbyprojekt Nye har rødder i traditionen fra utopisk socialisme, og dens hjemmeside er fyldt med buzzwords som øko, biodiversitet, bæredygtighed, nærhed, lokal selvbestemmelse og blandede beboersammensætninger. Hans værdier minder om at slå op i progressive arkitekturmagasiner fra 70’erne som f.eks. 'Blød By'. Jørn ved, at han er en af de gode: "Jeg vil bare gøre verden til et bedre sted," siger han.

Jørn Tækker er en moderne ejendomsinvestor, der har smag for det alternative, flade hierarkier og transparens. Han fremstiller gerne sig selv som progressiv og venstreorienteret. Og måske er han det også, men hvad betyder det i så fald for de to nævnte termer?

“Hans værdier minder om at slå op i progressive arkitekturmagasiner fra 70’erne som f.eks. ‘Blød By’. Jørn ved, at han er en af de gode: “Jeg vil bare gøre verden til et bedre sted,” siger han.”

Det fremragende ved Jørn er, at han er så typisk for sin tid. I en artikel i Stiften får vi at vide, at der er "højt til loftet" i Tækker Group (Jørn Tækkers hovedvirksomhed). ”Ingen har skriveborde hævet op på en piedestal”, og der råder ”en afslappet dress code”. Journalisten bemærker også at det, ”gør det svært at afgøre, hvem der egentlig bestemmer her”.

Ledere i dag snakker meget om ”flade hierarkier”, og det er sådan Tækkers virksomhed ser ud. Det ironiske ved udtrykket er, at det på trods af sin fladhed jo stadig er et hierarki. Det kan godt være, at der råder ”en afslappet dress code” på Tækkers kontorer, og at han er kendt for at være en ”cykle-på-arbejdet”-type leder. Men der er samtidig ingen tvivl om, hvem der bestemmer i firmaet. Et opslag i Proff viser, at i de fleste af de 93 virksomheder, han har haft en rolle i, var han ofte den eneste i ledelsen. Jørn Tækker beskriver faktisk Tækker Group i patriarkalske termer som en ”familie,” og indrømmer at være det ubestridte overhoved af den. Han siger, at der er en ”blodsaftale” i ledergruppen af Tækker Group og forventer, at hans medarbejdere er ”sindssygt loyale”. Måske en slags corporate udgave af det patriarkalske etos, der råder i Loyal to Familia? Tilsyneladende er han også en kontrolfreak. En tidligere ansat hos Tækker udtaler f.eks. til TAZ at: ”Hans ansatte i Berlin havde så godt som ingen ret til at træffe beslutninger. Hvis der skulle købes en kuglepen, skulle de have tilladelse fra ham.“

Vi ved ikke præcist, hvor stort afslag Tækker fik fra bankerne efter boblen sprang i 2008, men ellers stråler hans virksomheder af gennemsigtighed, eller på moderne dansk, ”transparens”. Tager man på besøg hos Tækker Group i Toldkammeret, møder man det velkendte, åbne kontorlandskab, hvor alle kan følge med i, hvem der befinder sig hvor. Der er enkelte lukkede kontorer, men de er alle lavet af glas, så man kan se ind igennem dem.

Lause. Illustration af Lause Bleibt.

Vores tid er gennemsyret af gennemsigtighedens ideologi. Glasbygningerne i Ørestaden er eksempel på det – man kan se lige ind i folks stuer. Man kan høre det i overvågningsdebatterne i argumentet ”har du ikke noget at skjule, har du ikke noget at frygte”. På venstrefløjen forventer man, at organisationer, personer og aktioner skal være gennemsigtige, lette at forstå for udenforstående og ikke rumme nogle hemmeligheder. Der er en vis skødesløshed i idealet om gennemsigtighed: Ved bare at se overfladen af noget, forventer man at få indgående kendskab til en ting eller person.

Endelig er Tækker en mand, der gerne vil fremstå beskeden. I noget tid levede han og familien godt nok i Aarhus' næstdyreste villa på Holtevej 7 i rigmandskvarteret omkring Marselisborg. Tækker var endda i Odense og kigge på et privatfly til firmaet, men så sprang boligboblen, og måske tvang hans pludselige milliongæld ham til at drosle lidt ned på forbruget. I 2015 flyttede familien i hvert fald i en lidt mindre prangende bolig til 4,2 mio. kr. lige rundt om hjørnet på Marselis Boulevard. ”Rækkehuset er et bevidst valg. Det passer mig godt, at jeg ikke har et for personligt hus med mulighed for at parkere en stor bil i indkørslen," siger Tækker. Han ejer stadig en bil (en Fiat 500), selvom han er øko-minded. “Jeg er ikke en engel,” som han siger.

Tækkers (Nye) by
Men hvad er det, han bruger alle pengene på så? Det er her, det bliver rigtig bizart: Tækker er nemlig i gang med at opføre en helt ny by, støbt efter hans eget verdensbillede: “... en by, hvor læger bor side om side med tankansatte. En by, hvor terrasserne foran husene er fælles ejendom. En by, hvor man, hvis man overhovedet har en, deler sin bil. […] En by, hvor vejene er opkaldt efter grøntsager. Og en by, hvor man henter sin post ved et fælles afhentningssted, så man må gå et stykke og derved kommer til at sludre med sine naboer. Vi må få folk til at tale med hinanden. Ikke bare din nabo, men tyskere med danskere, danskere med syrere. Du må involvere dine naboer i en bedre kommunikation. På den måde ville mange kriser aldrig opstå.”

“Men hvad er det, han bruger alle pengene på så? Det er her, det bliver rigtig bizart: Tækker er nemlig i gang med at opføre en helt ny by, støbt efter hans eget verdensbillede.”

Det er ikke helt almindeligt, at en ejendomsmatador navngiver hele byer i Danmark. Kutymen er at bruge eksisterende stednavne, hvilket der tit er mange af. Som minimum spørger man dem, der bor i området efter idéer. Men Tækker har selv navngivet den nye by på den eneste måde, en innovationsbesat mand kunne gøre det: 'Nye' skal den hedde.

Vi ved ikke så meget mere om Nye – i folkemunde kaldet "Tækkers By" – men vi ved, at den skal ligge nord for Aarhus, lige uden for hans barndomsby, Lystrup. Det er stadig bare en pløjemark, selvom der flere år i træk er blevet givet løfter om, at byen skulle stå klar året efter. Projektet har været i støbeskeen i over 10 år. Jørn og hans gode ven Uffe har godt nok været ude og tage det første spadestik, men på mange måder er det stadig bogstavelig talt på tegnebrættet – nogle små paphuse i fingerstørrelse i showroomet på Hack Kampmanns Plads. Vi klikker ind på Nyes hjemmeside. Overalt står det samme formuleret igen og igen, på nye måder: ”Nye skal være et trygt sted at bo, hvor der er plads til alle, unge som gamle, studerende som familier, sygeplejersker som direktører… Gadebilledet i Nye vil blive mangfoldigt, hvor cykler, biler og gående blandes i gadebilledet… I Nye handler det om fællesskab, og om at give lidt mere end man får!”

Der er en tydelig ’holistisk’ tankegang i Tækkers nye by, hvilket vil sige, at alle dele allerede er tænkt ind i en harmonisk helhed. F.eks. er der ingen private parceller eller egne villahaver hegnet ind af bøgehække. Der er en form for ansøgningsproces for at blive beboer. "Fællesskabet er ikke tvunget”, slår hjemmesiden fast, ”men et tilvalg, man har lyst til at være en del af”. Man skal dele visionen for at leve sammen: ”Vi vil kun have mennesker, der vil Nye." Man forestiller sig, at der er noget ala medborgerdemokrati i Nye. Det er ikke sådan lige til at forstå ud fra marketingsmaterialet, men der er i hvert fald grænser for medbestemmelsen: "Det skal være svært at komme til magten i Nye”, som Tækker siger.

Nogle bliver ejerboliger, andre lejeboliger (ifølge den nye planlov har kommunerne ret på, at 25% skal være almene boliger). Pt. er ingen lejeboliger dog opslået. Til gengæld er der ejerboliger til salg på Tækker Real Estate. Som ejer køber man altså kun huset, mens fællesarealerne de næste 30 år, med Tækkers ord, "tilhører én person: mig." Hvis Tækker skulle dø, går ejendommene over til en af hans fonde.

Weg mit Tækker. Fra demonstrationen “Eis-Parade” d. 26. oktober 2018. Foto: Matthias Wehofsky.

Der står meget om fællesskab og om balancen mellem privatliv og fælles liv. Nye vil hjælpe folk med at være sociale. Det er så udpenslet og står så mange gange på så mange forskellige måder, at det nærmest har en lidt nedsættende "socialliv for dummies"-agtig tone. Andre steder lyder beskrivelserne af landsbyen mere som noget værtshusfilosofi:

”Ny er noget ’som man kan være’. At være ny. Nye er noget, der ikke har eksisteret før eller kun i kort tid. Nye vil over de næste mange årtier løbende vokse og hele tiden forny sig og tage nye former … i en evig skøn fornyelse.” (prøv at drik ti øller og læs så sætningen op igen).

I Berlin er man efterhånden bekendt med Nye-projektet igennem venstrefløjsportaler og aviser, men også i de borgerlige medier. Projektet bliver refereret til som Tækkers utopiske økolandsby. En vi møder her udbryder: ”Det er jo lidt et slags Kreuzberg på landet, han har tænkt sig at lave”. En anden nævner Henry Fords utopiske arbejdslejr, Fordlandia.

“I Berlin er man efterhånden bekendt med Nye-projektet igennem venstrefløjsportaler og aviser, men også i de borgerlige medier. Projektet bliver refereret til som Tækkers utopiske økolandsby.”

Selv sporer vi en tradition fra den utopiske socialisme: Helhed, enhed, harmoni. Nye er i hvert fald et totalitært projekt – alt skal forestilles af denne mand: Hvordan det hele skal se ud, hvad vejene skal hedde (opkaldt efter grønsager), hvor posten skal hentes osv. En organisme, hvor alle delene passer sammen, og hvor alle bor sammen. Den tankansatte, lægen, sygeplejersken. Alle klasser side om side. Det er en drøm om et harmonisk klassesamfund, hvor arbejderen endelig bare kan få lov til at være arbejder, og direktøren ikke skal skamme sig over det, han brænder for. Et herligt fladt hierarki. Ingen kriser, ingen konflikter, bare fredelig sameksistens hvor alle trygt kan fortsætte med at tage på job. Det bliver ikke Ørestaden, men alt er stadig transparent, ingen hække mellem haverne, og arealerne mellem husene ejer ingen, for de tilhører almenvellet, dvs. Tækker.

[NOTE: Der findes i bund og grund to borgerlige tendenser mht. ejendomsret. På den ene side er der dem med fidus til privat ejendomsret, hvor så mange ting som muligt skal ejes af private. På den anden side er der utopisk socialisme, hvor en større enhed end individet (staten, kibbutzen, Tækker Group etc.) ejer det fælles. Socialisme betyder at forestille sig en harmonisk helhed, en skøn blanding af forskellige klasser, hvor benet hjælper armen, som igen hjælper hovedet osv. Transparente domes og funktionsopdelte områder placeret i mønstre, der ser rationelt ud fra luften.]

Hvem henvender Nye sig til? Vores indtryk: mennesker der gerne vil leve “rigtigt” på "den nye måde" – bæredygtigt, socialt, ude af storbyen, men tæt på metropolen. Moderne, velmenende karrieremennesker og kernefamilier, der muligvis ikke har tid i deres travle hverdag til at sætte sig så meget ind i økologi og fællesskab, men som trods alt har penge nok og gerne stoler på en mand, der snakker ligesom Alternativets partiprogram. De mange buzzord er, så vidt vi kan se, ikke mere end varm luft, der skal sælge Tækkers ejendomme. Hvad angår økologi f.eks. er det eneste konkrete annonceret en plan med et vandselskab om at bruge afstrømmende overfladevand fra tage, veje og det omgivende grønne område til brug i toilet- og tøjskyl.

Resten af materialet er fyldt med én ting, der går igen og igen: Letbanen. En nyanlagt sporbane, der “vil være med til at løfte Aarhus fra verdens mindste storby, til en metropol” og udgøre ”den trafikale rygrad for Aarhus”. For dem, der ikke er så godt kendt i Aarhus, er det måske værd at sige, at Letbanen er ret ligegyldig for Aarhus C. Den starter godt nok på hovedbanen, før den kører mod Hack Kampmanns Plads (som er rimelig langt væk fra centrum, men belejligvis er dér, Tækker Group har kontor). Undervejs stopper den så ved Arkitektskolen og Universitetet og så hele vejen ud til Nye, før den fortsætter videre ud mod Grenaa. Hvad der derimod ikke er tvivl om: Nye er allerede på papiret – mere metropol-agtig end Aarhus selv.

Illustration af Lause Bleibt.

I Berlin, Aarhus og København har Tækker tjent sine penge især på nedslidte, men "sexede" fabriksejendomme, der blander boliger med små erhverv tæt op af hinanden. Her er Lause et af de bedste eksempler på det, der er blevet kaldt ’den tætte by’: boliger i forhuset og med et mylder af småborgerlige fagligheder (grafiske designere, bogbindere, dukkemagere og snedkere) samt andre kulturproducenter, aktivister og foreninger. Jo mere man læser, desto mere lyder Nye som en slags muteret Kreuzberg-forstad til Aarhus: ”det bedste fra den tætte by, og det bedste fra parcelhuskvarteret”.

Aarhusmæcenen
Men det stopper ligesom ikke med Jørn Tækkers mange projekter. I Aarhus kunst- og kulturmiljø har han længe været kendt som ”manden, der reddede Huset.” Huset var et beboerdrevet aktivitetshus i DIY-ånden, der i 2008 mistede brugsretten til sin adresse på Vester Allé. Jørn Tækker sørgede for, at Husets værksteder kunne flytte til en af hans ejendomme og senere blive en del af det nye kulturproduktionscenter Godsbanen.

Siden 2008 har Tækker desuden tilbudt aarhusianske kunstnere at komme på længere ophold i Berlin. Tækker har siden dengang tilbudt attraktive atelierer, boliger og udstillingslokaler blandt hans portefølje. Den øgede tilstrømning af danske kreative til den tyske hovedstad har uden tvivl bidraget til at gøre det selvsamme berlinske boligmarked, som Tækker tjener sine penge på, mere attraktivt. Tækker har fået en mærkelig status som frelseren med pengene, der på mirakuløst vis har valgt at dedikere sin tid og penge på kunst. Men hvordan kan det hænge sammen?

“Den øgede tilstrømning af danske kreative til den tyske hovedstad har uden tvivl bidraget til at gøre det selvsamme berlinske boligmarked, som Tækker tjener sine penge på, mere attraktivt.”

I 2014 kom det frem, at Tækker sammen med daværende rektor for Det Jyske Kunstakademi (DJK), Jesper Rasmussen, havde planer om at rykke kunstakademiet ned på Godsbanen. Et slags glasbur, der skulle være åbent for offentligheden, så alle kunne se, hvordan ”kunstnere arbejder”. Ingen af de studerende ønskede at flytte, og modstanden resulterede i at projektet faldt. Kort efter forlod rektor sin post, hvorefter Jørn Tækker tiltrådte som formand for bestyrelsen af DJK. Vi har talt med en tidligere studerende, der kan huske det. Da rektoren pludselig fratrådte, og kunstakademiet skulle finde en ny, fungerede Tækker (i kraft af sin formandspost) som administrativ leder i en periode på fire måneder, hvilket var så besynderligt.

Han er ikke billedkunstner, men havde på mærkelig vis fået foden indenfor på kunstscenen. Hans kone Birgitte Munk er billedkunstner, men det er ligesom dét. Tækker købte bl.a. en gammel sojafabrik på havnen, som hun er med til at drive (KH7), hvor kunstnere kan have værksteder til høje priser. Hvad den nuværende rektor, Judith Schwarzbart, synes om Tækker, ved vi ikke, men hun er ansat af bestyrelsen, som Tækker altså har været formand for indtil maj i år, hvor han fratrådte (en fratrædelse som er bekræftet af DJK ved personlig henvendelse). Grunden til fratrædelsen kender vi ikke til endnu, men Tækker har flere gange sponsoreret ting på DJK, f.eks. i forbindelse med afgangsudstillinger, hvor der har manglet midler til at udgive publikationer.

DJK har ikke mange penge, og har som de andre kunstakademier været lukningstruet, så det er muligt, at akademiet har været dybt afhængig af Tækkers velgørenhed. I dag må DJK (mod betaling) også bruge Godsbanens værksteder, da de ikke selv har ressourcerne. Alle kreative mennesker er blevet afhængige af at bruge huset, da alt er blevet samlet dér.

Eis-Parade. Fotos: Matthias Wehofsky.

Her er Tækkers indblanding i Aarhus kunstscene bare et eksempel på en generel tendens: at kunstverdenen i dag på mange måder er blevet et vedhæng på finansverdenen. Det betyder ikke, at kunst er blevet ligesom finansspekulation. På mange måder er kunsten jo det modsatte af finans, for hvis sidstnævnte handler om at veksle alle værdier (skønhed, brugbarhed, humor, forundring, whatever) til den samme værdi (penge), så handler kunsten i høj grad om at undersøge og forhandle den slags værdier uden skelen til værkets pengeværdi. Men at sige at kunsten er autonom fra økonomien, ville være naivt. I dag følger kunsten i stigende grad finanspengene rundt. Kunstverdenens gallerier, atelier og bohemecaféer spreder sig omkring verdens finanscentre i New York, London, Basel og Miami. Visse steder ligger gallerierne endda inde i bankerne (som i Istanbul).

Hvilken rolle spiller disse pengemænd, der i dag kaldes 'kunstsponsorer'? Der findes et navn for det, som har lidt mere historisk bagage, og det er mæcenat. For at forstå mæcenens rolle, må vi tilbage til romerrigets tid. Begrebet stammer fra den romerske rigmand Gaius Mæcenas, der var kendt for at sponsorere kunstnere, der talte godt om hans gode ven Augustus og hans visioner for Rom. Mæcenas ydede sine kunstnere finansiel støtte og tilbød dem residencies i hans ejendom i Sabinerbjergene.

Velgørenheden kom ikke af forfængelighed eller af en amatørs kærlighed til kunsten. Mæcenas så kunstens rolle som værende mere end et ornament for staten: nemlig som en måde at bringe sindene i overenstemmelse til et nyt status quo. Hans ven Augustus havde så meget held med sine visioner, at han lykkedes med at etablere det, der i dag kaldes romerriget, og som han var den første Cæsar af. Kunstsponsoraterne skulle udbrede det nye riges værdier. Til tider fungerede Mæcenas som en slags kulturminister for Cæsar, men han var samtidig en beskeden type og ville ikke føre sig for meget frem. Han foretrak en status som equites (ridder), der var Roms næsthøjeste rang.

Mæcenas’ enorme øko-hipsterkvarter i Tivoli, Italien. Det var muligvis her, han også byggede Roms første swimming pool. (Jacob Philipp Hackert, Villa of Maecenas and the Waterfalls at Tivoli, 1783).

Hvis Mæcenas havde levet i dag, havde han nok kørt en Fiat 500 og boet i et ydmygt rækkehus i Marselisborgkvarteret. Det ville være morsomt at føre sammenligningen med Tækker helt ud og forestille sig, at Uffe Elbæk kunne blive vor tids Cæsar. Men magten har ændret sig de sidste 2000 år, for bl.a. er der ingen trone med kejser på, og i Folketinget er de lige så magtesløse, som de mennesker, der protesterer uden for det. Hvis der er et rige, der råder i dag, som man ville kunne sammenligne med romerrigets pragt og vælde, og som mæcener ønsker at bringe sindene i overensstemmelse med, så er det metropolens nådesløse vækst. Og hvis man vil finde ud af, hvad nutidens kunstmæcener håber, at kunsten kan udbrede, er metropolens værdier nok et godt sted at lede. Transparens, midlertidighed, flade hierarkier, ”innovation” – nogle af dem har vi allerede nævnt.

På Mæcenas’ tid var der naturligvis også kunstnere, der skabte værker imod strømmen. Af samme grund fik de ikke penge fra Cæsars ven. De fleste er nok gået i glemmebogen, men vi er heller ikke oldtidshistorikere. Spørgsmålet er, hvordan kunstnere forskelsbehandles i dag? En af de grupper der holder til på Godsbanen, er Bureau Detours. De startede med gadefester i Aarhus i nullerne, og nogle af os husker dem som noget aktivistisk, flydende kunst uden penge – sådan noget med at bygge ting af materialer der ligner skrald. Mange kaldte det, de lavede, for aarhusiansk Berlin: sådan små træbyer, og lidt Tacheles-agtigt. Vi elskede det, da vi selv var teenagere.

“Hvis der er et rige, der råder i dag, som man ville kunne sammenligne med romerrigets pragt og vælde, og som mæcener ønsker at bringe sindene i overensstemmelse med, så er det metropolens nådesløse vækst.”

De er spydspidsen for gentrificering, hvilket dog ikke vil sige, at de er mere magtfulde end Aarhusmatadoren. Men hvis Tækker holder i skaftet af spyddet, så er det velvillige kunstnere som Bureau Detours, der hjælper ham med at trænge igennem i fattige, nedslidte kvarterer og skaber alt det kunst-glimmer, der gør dem sexede nok at sælge. Det er grupper, der bliver inviteret til at deltage i midlertidige events i nyerhvervede byggeprojekter med det formål at sløre de pengesummer, der ligger bag. Med deres skruemaskiner skaber de midlertidige strukturer ud af sponsorerede byggematerialer, der skal mime æstetikken fra politiske besættelser.

Da nogle af os i 2008 var med til at løsrive Refshalevejen i protest mod lukningsplanerne af Christiania, indtog Bureau Detours også den ene ende af vejen. Forskellen på os og dem var, at de gjorde det som en del af et udstillingsprojekt i Dansk Arkitektur Center, sponsoreret af kreditforeningen Realdania. Mens vi var ude og finde materialer fra byggegrundene på Refshaleøen om natten, fik Bureau Detours kørt tonsvis af lækre materialer ind til besættelsen på Refshalevej med udstillingens navn, ’Get Lost’, brændt ind i materialerne. Folk problematiserede deres tilstedeværelse under flere fællesmøder, og nogle tog også en snak med dem om, hvad de havde gang i, men det lod ikke til, at de tog kritikken til sig. Den dag politiet ryddede besættelsen, var de allerede rykket videre til næste midlertidige projekt.

Lause Bleibt! Foto: Lause Bleibt.

Vi ønsker, at alt dette kunne få os til at begynde at spørge os selv lidt mere seriøst, hvad det med kunstmæcenerne går ud på. Kort sagt: Skal vi ikke prøve at blive klogere på den her forbindelse mellem kunsten, metropolen og finansverdenen? De kunstnere, vi kender, går alle rundt og har på fornemmelsen at art money er en beskidt affære. Mange af de gamle, klassiske romaner indledtes ofte med en rørstrømsk og slesk ros til en eller anden greve eller adelsmand, der sponsorerede kunstneren. I dag er der et tak til Tækker Fonden i kolofonen eller et logo på plakaten til udstillingen.

“Som minimum bør alle kunstnere, der i dag er afhængige af Tækkers penge, vide hvor de kommer fra, og hvilke omkostninger de har medfødt for det liv i den tyske hovedstad, som har inspireret så mange i Danmark.”

For at stille problemet enkelt op. Som nævnt foroven sponsorerer Jørn Tækker en masse kunst og kultur i Danmark, især i Aarhus, der forsøger at blive ”mere Berlin end Berlin selv”. Pengene har han tjent ved at gøre det umuligt at leve og virke i selvsamme Berlin. Som minimum bør alle kunstnere, der i dag er afhængige af hans penge, vide hvor de kommer fra, og hvilke omkostninger de har medfødt for det liv i den tyske hovedstad, som har inspireret så mange i Danmark. Vælg side eller vær dodgy!