KUNSTENS MODEUGE

I torsdags kørte jeg til Berlin for at besøge Berlin Art Week. Jeg skulle DJ’e lidt, men vigtigst af alt havde jeg set, at Ryan Trecartin skulle udstille. Jeg har så længe villet gøre alt for at opleve nogle af hans værker i virkeligheden, men der er ret langt fra København til MoMA, så nu hvor han befandt sig i min anden by, var der ingen tvivl om, at jeg måtte afsted.

Det var første gang, jeg var til Art Week i Berlin. Mit forhold til Art Weeks og kunstmesser generelt er, at jeg oplever det som kunsternes, indkøberne og galleristernes pendant til en modeuge. Modeuger har en masse facetter. I de ekstremt kommercielle lag kan man finde alt muligt spændene. Nogle formår at bruge og eksperimentere med de rammer, som industrien sætter op, og andre stiller varerne frem i supermarkedet. På samme måde som at det er de store multinationale modehuse, der ofte sætter dagsordenen til modeuger, er det de bedstsælgende kunstnere og deres gallerier, der sætter dagsordenen til en Art Week. Man hylder flad og dyr kunst, spiser og kæler for de store kunstsamlere, skåler i mousserende vine og laver gode forretninger.

Mit møde med Berlin Art Week var en smule anderledes end de oplevelser, som jeg tidligere har haft med lignende begivenheder andre steder i verden. Jeg fik hurtigt det indtryk, at Berlin Art Week, til forskel fra andre, turde åbne op for nyere strømninger inden for samtidskunsten. Jeg oplevede, at man gav plads til den knapt så salgbare kunst og havde valgt at fejre kunsten i en bredere forstand. Programmet var uoverskueligt stort, og alt fra små kunstnerdrevne gallerier til eksperimenterende raves havde fået plads i det officielle program, side om side med de store kanoner.

Gamle kendinge og nye stjerner
Da jeg ankom til Berlin, mødtes jeg med min veninde og samarbejdspartner Mira, som havde været i byen hele ugen. Hun viste mig værker af gamle kendinge og nye stjerner. Vi så værker af kunstnere som Camille Henrot, Stine Marie Jacobsen, som jeg tidligere har interviewet her på idoart.dk, og performancekunstens Bono; Marina Abramovic.

 Foto: Esben Weile Kjær.

Foto: Esben Weile Kjær.

Fredag aften tog vi rundt til ferniseringer. Til de fleste af de ferniseringer vi var til, blev der spillet virkelig god og eklektisk house, så i takt med at det blev sent, begyndte vi at opføre os som om, vi var på Berghain. Mira smed trøjen, og vi brugte Berlins gader og gallerier som vores natklub. Det gjorde de fleste, og gallerierne lukkede ikke.

Min største oplevelse
Lørdag slæbte jeg mine massive tømmermænd med til en artist talk med amerikanske Ryan Trecartin (grunden til at jeg var taget afsted) og engelske Kate Cooper, som senere på dagen fik overrakt den præstigefyldte Schering Stiftung pris på udstillingsstedet Kunst Werke. Jeg har i flere år fulgt Ryans arbejde, hvor han forener Reality TV, pop kultur og hysteri i absurde filmflader, med store øjne. Jeg elsker hans projekter og det format, som han har skabt. Jeg kender ikke noget lignende eller nogle andre, der arbejder på samme måde, som han gør.

 Værk af Ryan Trecartin. Foto: Thomas Eugster.

Værk af Ryan Trecartin. Foto: Thomas Eugster.

 Værk af Ryan Trecartin.

Værk af Ryan Trecartin.

Ryan Trecartin havde fået den nederste etage på Kunst Werke, hvor man blev indsluset i noget, der kunne ligne en forladt møbelforretning med store elektroniske, amerikanske lænestole over det hele. Der var gulvtæpper på vægge og loft samt højtalere installeret over alt, der spillede noget, som kunne lyde som Drake, afspillet igennem en lang tunel hvor lydbølgerne skiftevis slår imod siderne og bliver til en abstrakt lydflade af ekkoer.

Når man havde bevæget sig ind til udstillings centrum, var der installeret en biograf med store skærme hele vejen rundt på væggene og i loftet. Rundt omkring i lokalet var der placeret campingstole, som man kunne sætte sig i. Videoen viste en stor forladt frimurer højborg i Californien, hvor et stort hold af Ryans karakterer var sat fri. Hele filmen kulminerede i et klassisk Trekartin-scenarie, hvor en ekstremt hurtigtklippet og dramatisk Big Brother-inspireret ekspedition bevægede sig rundt, undersøgte bygningen og prøvede at organiserer sig i den, som om de aldrig skulle forlade den igen.

 Værk af Ryan Trecartin. Foto: Thomas Eugster.

Værk af Ryan Trecartin. Foto: Thomas Eugster.

På de næste to etager havde Kate Cooper indtaget lokalerne med sin udstilling Rigged. Den fremstod i sit visuelle udtryk hyper-klinisk og med et meget kommercielt, visuelt udtryk. Der var lystavler, store printede tæpper og skærme som alle viste forskellige motiver, der tog udgangspunkt i forskellige animerede piger og deres kroppe - et intimt og følsomt møde mellem digitalt animerede hovedpersoner. Imens man bevægede sig rundt, blev der læst en lyrisk flade op, som i kraft af det virtuelle bevægede sig om de nærtliggende tematikker køn, kapitalisme og femininitet.

 Videostill af Kate Cooper.

Videostill af Kate Cooper.

 Værk af Kate Cooper. Foto: Theo Cook.

Værk af Kate Cooper. Foto: Theo Cook.

Selvom Trecartin og Cooper er to vidt forskellige kunstnere, som arbejder med forskellige temaer og medier, så ligger de under samme kategori hos kritikerne; nemlig under den meget fragmenterede og svært definerbare post-internet bevægelse, som i øjeblikket er kraftfuldt tilstedeværende hos både kritikere, kunstnere og musikere verden over. For mig var det uden tvivl Kunst Werke der formåede at have det mest interessante, fremadskuende og bedst kuraterede indhold. Jeg var blæst omkuld.

 Foto: Esben Weile Kjær.

Foto: Esben Weile Kjær.

De sidste timer
Da vi forlod Kunst Werke, var det blevet aften, og vi tog afsted mod min yndlingsklub; Creamcake, som altid formår at have det mest spot on lineup. Denne aften spillede Hannah Diamond og Slugabed. Udover Creamcake var vi forbi Berlin Community Radio, som holdte en stor fest i en nedlagt hal, der også blev brugt som udstillingssted under art week'en. Berlin Community Radio eksperimenterer med radioformatet og laver programmer, som er små værker i sig selv. Her er det bedste program:

Til sidst tog vi til Homopatik, hvor vi dansede til jeg skulle hjem igen. I haven under træerne, på loftet og i teltet. Åh Berlin, selvom du har forandret dig meget de sidste 10 år, og selvom huslejen stiger og gentrificeringen sætter sig klare spor i dig, så kan du stadig noget helt særligt. Noget som jeg ikke oplever andre steder. Jeg tror, at det er fordi du tør. Fordi du indretter byen og dens indhold på dine helt egne præmisser.

 Fotos: Esben Weile Kjær.

Fotos: Esben Weile Kjær.

Esben Weile Kjær (f. 1992) er forfatter og har udgivet "Eskapisme" samt "Alting sker så meget". Fra 2016 studerer Esben ved Det Fynske Kunstskademi. Esben har bidraget til idoart.dk siden 2011.