KRITISK MASSE I FLYDENDE FORM?

Kan man tale om en kritisk masse i det billedkunstneriske felt? En masse i det faglige kollektiv, og en masse der opstår i og omkring kunsten i dens fysiske og sanselige dimension, i sit kritiske og diskursive potentiale og i den udveksling der lægges op til mellem værk og publikum? Og kan en opmærksomhed for kunstens kritiske masse være med til at øge forståelsen for hvordan felt og værk allerede agerer politisk? Den masse og det dobbelt-begreb vil jeg gerne rejse sejl for her, som reaktion på diskussionen om hvorvidt kunstnere er aktive nok i samfundsdebatten (igangsat af Kulturministeren på Røddingmødet i august) og for at påpege et stærkt aspekt af kunstens bidrag til, ja netop samfundet.

I denne tekst og tankestrøm dækker begrebet kritisk masse over to dimensioner af kunstnerisk proces: 1) en mangfoldig samling af singulære væsner. Kort sagt, de mennesker der viser sig i og igennem kunsten – i produktionen og i mødet med værk, situation, felt. 2) som det der sker og er at finde mellem kunstner og værk, værk og publikum. Som en på én gang luftbåret og tyktflydende masse af ikke-altid-synlige relationer, der er at finde i pausen mellem udtalelse og vejrtrækning, i resonans, vibrerende muskelvæv, pulserende nervesystemer, i intention og vilje. En masse der opstår i det fælles-sanselige og fælles-kritiske.

Til den første form, den kollektive kritiske masse af fagfæller i det kunstneriske felt, får jeg lyst til at inddrage det som Irit Rogoff, forfatter og teoretiker, taler om som skabelsen af et ’os’ og ikke et ’vi,’ som jeg hørte hende udfolde i en talk d. 31. august arrangeret af SixtyEight Art Institute i København*. ’Os’ værende gruppen der dannes af mangfoldige singulariteter der overgår nationale, sproglige, geopolitiske grænser, og ’vi’ som værende en gruppe der samles i et ekskluderende fællesskab (typisk nationalstaten, kulturelle rammer, familie, overbevisning) – et ’vi’ der er enigt, og som søger et afgrænset fællesskab. ’Os’ må være målet, omend der i ’os’ ligger ukendte faktorer i udlovningen af et grænseløst fællesskab. Er det muligt at se et sådan ’os’, som både er summen af feltet, men også, og mere afgørende her, som den type af fællesskab som mødet med kunsten bl.a. skaber? Er det ikke også dét, som det kunstneriske møde kan? Skabe sitrende udveksling i en strøm af åbnende spørgsmål, med lid til at modtageren selv fordøjer, vælger ud og tager de ting med sig, der resonerer i hendes/hans verden?

Er der overhovedet tale om en kritisk masse blandt de udøvende og ytrende billedkunstnere i dagens sociale og økonomiske orden? En masse i massen, en kritisk del blandt flere i det større samfund? En masse der samler sig som fagfæller og ikke deler sig som konkurrenter? Hvor vi ser vores virke og faglige bidrag i lyset af kollegernes produktioner, som medskabende til den så nødvendige udvikling af vores fælles-kritiske potentiale?

Og er denne masse kun vedkommende i sin udadvendthed? I det direkte opråb? Den direkte deltagelse i den offentlige debat og i mediebilledet? Spørgsmål jeg synes værd at stille i en tid hvor aktive, kritiske røster efterspørges – ja se bare kulturministerens ønske om at vi kunstnere engagerer os direkte i debatten i aviser, tv, mv. Men sker det ikke i et lige så stort ønske om at håndgribeliggøre kunstnerens rolle og position? Ved at omformulere kritisk, æstetisk, sanselig undersøgelse til korte replikker der kan fungere i et hurtigt bevægende medielandskab med krav om fængende overskrifter og entydige udsagn? Her føles det som om, at den luft og energi der opstår i mødet med kunsten reduceres til en logik med omsættelig værdi som omdrejningspunkt. Men tages den langsommelige proces i kunstens produktion alvorligt? (Ser vi på den manglende aflønning af udført arbejde, så nej. Hverken i eller udenfor feltet.) Og tillades den langsommelighed, som mødet med kunsten kan kræve, for at den kan gøre en forskel i en effektivitetsdrævet hverdag? Se hvordan byudviklingen også styres af sådanne logikker, nu hvor Københavns Kommune, straks efter beslutningen blev taget, river bygningerne ned omkring Astrid Noacks Atelier (ANA) på Rådmandsgade. Medlemmerne af ANA svarede d. 14.-15. september igen med en 24 timers performancekoncertMens Murbrokkerne Falder – med i omegnen af 840 opførelser af Erik Saties Vexations. Massen viser karakter.

Begrebet kritisk masse vil jeg gerne dvæle mere ved – med fokus på skabelsen af sanselige, relationelle, kollektive, offentlige rum i bevægelse. Her kommer filosoffen Hannah Arendts tanker om vores, menneskets, politiske væren og den måde vi agerer politisk qua vores eksplicitte handlinger og tale i det, hun kalder ’spaces of appearance’** – de offentlige rum hvor vi viser os for hinanden. For Arendt er disse potentielle rum momentære. Men hvornår bliver vi hinanden vedkommende, og hvordan kan vi beskrive det relationelle rum, den bevægende masse, som både er plastisk materiale og sam-agerende subjekter og kroppe?

Tager vi Arendts tanker for gode varer (se bare, selv sproget er markedsorienteret), så ér vi politiske væsner qua vores evne til at indgå i fællesskabet og derfor, vil jeg mene, i gang med at skabe politiske rum – som netop er dét at leve sammen. Men det er ikke nødvendigvis i aktiv deltagelse i det politiske maskinrum (magtpositionering, nyhedsmedier, offentlig debat, partipolitisk arbejde) at kunsten agerer politisk – nej, den gør det som reflekteret medskaber af disse politiske rum, hvor der i mødet åbnes op for øget kritisk stillingtagen hos den enkelte, i fælles-sanselige oplevelser og uanet fortolkning og forestilling. Se dét kan man da kalde et aktivt bidrag. Men at anerkende og tro på kunstens ugennemsigtige, indviklede produktion kræver ro i maven – en fysisk tilstand der aktuelt ikke er i høj kurs.

Og så går mine tanker forbi teoretiker og aktivist Franco ’Bifo’ Berardis savn af en større sanselig fælles krop, én vi danner kollektivt og også selv lever verden igennem, men som i hans øjne synes at mangle – at være undertrykt i den semiokapitalistiske orden***. En orden der overproducerer symbolværdi, drives af kognitivt arbejde og krav om accelereret produktion, hvor den levede tid og de somatiske aspekter af menneskelig eksistens bliver andenrangs-emner. Det er jeg på mange måder enig med ham i. Og så suges jeg ind i hans efterspørgsel efter denne sanselige, fælles krop – en krop dannet af mange singulære væsner og så endda i bevægelse! I bevægelse? Ja, et kollektiv der ikke lader stå til, og som skaber kontakt til den kropslige verden – en sanselighed hvori ’det bare liv’ er på spil (sundhed, fysisk trivsel, reproduktion, alder, pumpende hjerter, fintfølende hudoverflader) – som jo på mange måder er grundvilkår vi deler, os alle sammen.

Så skal vi ikke tale om denne kritiske masse? Den masse vi også udgør? Som vi skaber og inviterer ind i, i kraft af vores virker (i flertal, igen, det er mangfoldigheden der skaber den mest rammende oplevelse af liv). En masse jeg gerne så mere tydelig og i en mere kollektiv formation. Ikke som i at alle os i feltet skal flette fingre i en indbyrdes forherligelse, men at vi ser på og forholder os til den masse, vi udgør, eller nærmere den kritiske masse som der også findes i feltet: Et ’os’. Især i en tid hvor markedsorienteret praksis efterspørges i et håb om, at det er her bæredygtigheden findes.

Vi bør øge italesættelsen af feltets bidrag til at destabilisere, udvide og nuancere den officielle virkelighed, og øge fokus på hvordan kunsten skaber sanselig kontakt til verden. Så ikke vækst-protokoller tager pusten fra os og lykkedes i at optegne livet som en statisk størrelse – og så vi ikke overser, at vi hele tiden lever livet undervejs.

Kunstner og teoretikeren Brandon LaBelle skriver i sin seneste bog Sonic Agency (2018) om det han kalder ’unlikely publics’**** – grupper der samler sig i deres forskellighed, men med delt ønske om at skabe ny bevægelse, ny sanselighed i det offentlige rum – og de mødes netop i en kollektiv krop, i f.eks. demonstrationer, hvor der ikke kun gøres oprør men også – i formeringen af fællesskaber – gives bud på nye værdi-parametre, som udfordrer den undertrykkende magtklasse (konkrete eksempler kunne være Occupy-bevægelsen, eller som vi så det under 15M-bevægelsen i Madrid i 2011). Kan vi forestille os en konstant-arbejdende masse, der ikke kun opstår i modstand, men at kunstnere og kunstarbejdere agerer i en sådan fælles, sanselig krop? Vil det styrke os at italesætte dele af feltet som en sådan masse? Grænseløs i natur. Fælles-sanselig og fælles-kritisk – i måden hvorpå visse praksisser arbejder med temaer og spørgsmål, der presser sig på hos flere end kunstneren, som stiller spørgsmål til den menneskelige eksistens med ønske om at udfordre den etablerede, officielle virkelighed. Hvor det er de uudtalte, æstetiske, sanselige værdier der (også) samler os i en insisteren på ikke at føje markedsstrømme og ønsker om entydige kunstnerroller? Som et grænseløst fællesskab – hvilket måske også er truslen: Uhåndgribelighed som trussel i et samfund, hvor formen kræver, at vi skaber ting, der er ’til at tage og føle på’ – om det så er budskaber eller fysiske værker.

Et andet aspekt, som LaBelle også udfolder, er spørgsmålet om den magt, det synlige har. Og hvordan det reelle potentiale for modstand og nye forestillinger sker i det usynlige (han lægger vægt på det lydmæssige). I den kommunikation vi ikke ser men forholder os til med de resterende sanser. Også her kan en forbindelse til den kritiske masse, som jeg her ønsker gennemlyst, ses. I at den kritiske del ikke nødvendigvis er konkret. Og at den ikke er med i debatten i medierne, da dens sprog overhøres på grund af manglende tid brugt på det kunstneriske medium – som led i det accelererede samfunds manglende tid til fordybelse.

Vi efterspørges i det demokratiske debatrum, samtidig med at feltet fortsat præges af manglende anerkendelse, hvilket påvirker vores arbejds- og produktionsvilkår. Men, til det første spørgsmål, kan vores deltagelse i debatten kun ske på nyhedsmediets præmisser? Kunstens flertydige væsen udelukker ikke nødvendigvis, at vi indgår i debatter og diskussionsfora, men jeg oplever en manglende interesse for og mod til også at tage den kompleksitet, krævede langsommelighed, og sanselighed der ligger i værket alvorligt – og at man ikke kun efterspørger kunstneren, der i rappe vendinger kan indgå i verbal debat. Vi kunstnere står utvivlsomt med et ansvar for at udtrykke dele af den forskellighed, som samfundet rummer, og henlede opmærksomheden på begrænsende tendenser. Hvilket vi allerede er i gang med – i det kunstneriske arbejde. Så både internt i feltet og eksternt, er hvad jeg efterspørger nok mest af alt en forståelse for det tyktflydende kollektiv af kritiske praksisser og kritisk masse. En intern forståelse for at vi i faget står med muligheden for at stå frem og kan vedkende os den samlede masse og værdi, som vores ’os’ udgør i samfundets sum. Og også at den kritiske masse, som kunstnerisk proces skaber – i sin produktion og i mødet derefter – anerkendes fra politisk hånd og bredes ud.


FODNOTER:

* Se også: Rogoff, Irit, ”Who Do We Face”, i FORMER WEST: Art and the Contemporary after 1989, redigeret af Maria Hlavajova og Simon Sheikh (BAK, basis voor actuele kunst and MIT Press), 619-632.

** Hanna Arendt, The Human Condition
(The University of Chicago Press, 1958).

*** Franco ’Bifo’ Berardi, The Uprising:
On Poetry and Finance
(Semiotext(e), 2012).

**** Brandon LaBelle skriver: ”Unlikely publics hover unsteadily and ambiguously in the open, shaping themselves within quotidian spaces and locations often between communities, languages, and nation-states, to form volatile coalitional frameworks; that draw from resources found in collective intelligence, shared skills, popular traditions, and from energetic knowing of the senses; that build through poor and gleaned materials a space for each other, a collective shelter, pulling into collaboration a diversity of people, friends, family; and that continuously shift between different agentive positions, making do through an art of survival, trespass and tactical pleasure – unlikely publics embody the speculative and dynamic force of the anarchic (non-)citizenry today” i Sonic Agency (Goldsmith Press, 2018), 15.

Marie Thams (f. 1982) er billedkunstner og uddannet fra Goldsmiths College (BA, 2006-2009) samt Det Kgl. Danske Kunstakademi (MFA, 2009-2011). Marie har bidraget til idoart.dk siden 2018.