KÆRE KUNSTMESSER, KUNST ER IKKE EN KONKURRENCE

Efter vores første møde med en kunstmesse, svor vi at vi aldrig nogensinde ville besøge sådan et sted igen. Men for 5 år siden skete der noget, der satte vores forestillinger på prøve - nu kigger vi lidt tilbage og gør status på vores tanker om det københavnske kunstmesse-landskab anno 2017.

Vi er generelt nysgerrige på kunstens verden, og derfor forsøger vi at bevæge os frit mellem atelierer og udstillingsplatforme, kunstnerdrevne projektrum og museer, randområder og storbyer. De gode oplevelser findes lige så ofte i sprækker og mellemrum, som i white cubes og museale omgivelser, og det er netop denne alsidighed, der gør udforskningen evigt pirrende for os. Messerne er en af kunstverdenens mange facetter, og derfor var vi også forventningsfulde, da vi blev inviteret på vores første kunstmesse 6-7 år tilbage. Med snesevis af gode gallerier samlet på ét sted, alle med præsentationer af deres mest lovende kunstnere, ja, hvad kunne så gå galt?

Det korte svar er: alt. Lynhurtigt fik vi en oplevelse af at kigge på varer snarere end værker, og vi følte os ubehageligt langt væk fra kunsten og kunstnerne. De hårdt opdelte båse skabte et labyrintisk forløb af købmænd i ensartede uniformer, med samme navneskilte; “contemporary-et-eller-andet” eller “mandligt fornavn + efternavn Gallery” og prisskilte der kæmpede om opmærksomheden. Det var et kødmarked, som på ingen måde udstrålede kærlighed til kunsten. Vi tog hjem igen og accepterede, at kunstscenen rummer områder, som bare ikke er for os.

En ny kunstmesse opstår
Men for fem år siden skete der noget. En gruppe internationalt orienterede gallerier ønskede at gøre op med den gamle messeform og stiftede Chart Art Fair. Væggene blev i bogstavelig forstand brudt ned, og messecenter-scenen blev erstattet med det mere kunstvenlige Charlottenborg. Dørene blev åbnet op, og nordiske gallerier blev inviteret med for at højne niveauet og for at skabe en kunstmesse med internationale ambitioner.

Derudover blev der åbnet op for et nyt publikum. Chart ville nemlig ikke kun nå kunstsamlerne, men ønskede at skabe en kunsthalværdig udstilling med tilhørende talks, performances og fester, som skulle tiltrække vidt og bredt.

Inspirationen kom fra en global tendens blandt de store internationale kunstmesser, der forstod, at de omkringliggende aktiviteter (som talks, fester og særudstillinger) kunne spille en afgørende rolle i forhold til at positionere sig som en attraktiv destination, både for gallerierne og nye publikummer.

Ifølge Benjamin Genocchio, direktør for the Armory Show i New York, er mængden af internationale kunstmesser eksploderet fra blot en håndfuld for 15 år siden, til at der nu er mere end 250 på verdensplan. Han mener, at en del af forklaringen skal findes i de sociale mediers tiltagende rolle: “Social media and new technologies have enabled a vast public to connect with art and artists and to be excited, transformed, and inspired” (“It’s Time to Reinvent the Art Fair”, Artsy.net). Messerne er galleristernes bedste mulighed for at møde et bredere publikum 1:1, og i takt med at mængden af kunstinteresserede forøges, stilles der også højere krav til messerne.

For at sikre kvaliteten, introducerede Chart et nyt begreb på den danske messescene; den kuraterede messe. Det betød, at de stiftende gallerier (Galleri Susanne Ottesen, Galleri Bo Bjerggaard, Andersen’s Contemporary, V1 Gallery og David Risley Gallery) suverænt besluttede hvilke gallerier, der skulle inviteres til at udstille. Første år resulterede det i en messe med 22 nordiske gallerier (hvoraf 11 var danske). I den seneste udgave var tallet steget til 33 (hvoraf 13 var danske).

Chart Art Fair 2017 (Andersen's Contemporary) | Foto af David Stjernholm.

Chart Art Fair 2017 (Andersen's Contemporary) | Foto af David Stjernholm.

Chart Art Fair 2017 (V1 Gallery) | Foto af David Stjernholm.

Chart Art Fair 2017 (V1 Gallery) | Foto af David Stjernholm.

Chart Art Fair 2017 (i8 Gallery) | Foto af David Stjernholm.

Chart Art Fair 2017 (i8 Gallery) | Foto af David Stjernholm.

Chart Art Fair 2017 (David Risley Gallery) | Foto af David Stjernholm.

Chart Art Fair 2017 (David Risley Gallery) | Foto af David Stjernholm.

Chart Art Fair 2017 (Andersen's Contemporary) | Foto af David Stjernholm.

Chart Art Fair 2017 (Andersen's Contemporary) | Foto af David Stjernholm.

Naturligvis vakte den nye messe vores interesse, og af flere omgange har vi lavet længere reportager fra Chart med fokus på kunsten (læs evt. vores artikler fra 2014 og 2015). Sidste år var vi så heldige at være Charts husfotografer, og det var absolut en lærerig oplevelse.

Oprørte messevande
Men Charts success voksede på baggrund af den gamle messes tab. Kigger man tilbage til årene omkring opsplittelsen, finder man overskrifter som “Danske gallerier satsede alt på ny kunstmesse. Og tabte” eller “Gallerierne er gidsler i kampen mellem københavnske kunstmesser” (Politiken). Chart havde taget en stor del af de højt profilerede gallerier ud af den gamle messe, og dem der var tilbage måtte vurdere om de skulle “nøjes” med Art Copenhagen eller helt undvære en københavnsk messe-repræsentation. Messevandene var rørte, og det blev tydeligt, at der måtte tænkes nyt.

I 2016, på 20 års jubilæet for Art Copenhagen, tog holdet bag konsekvensen og lancerede Code Art Fair. Hvor Chart havde orienteret sig mod de nordiske lande, ville Code tiltrække gallerier fra hele verden til den nye lokation i Bella Center på Amager. Første år slørede den noget klodsede opdeling mellem de gamle, kulørte Art Copenhagen-gallerier og de højprofilerede og internationalt-mindede gallerier desværre de høje ambitioner, men i år var profilen anderledes klar. På anden udgave af Code var fokusset faldet på plads, og med 70 samtidskunstgallerier fra 23 lande beviste messen sin berettigelse som Københavns nye messe for international kunst.

I år arbejdede vi som fotografer for Code og oplevede derfor messen over de tre åbningsdage. Kunsten var god (vi samler op på vores kunstneriske højdepunkter fra Code i en kommende artikel), stemningen lige så, og de enorme træer sørgede for at holde luften ren og frisk. Et stærkt kuratorhold bestående af Caroline Bøge (2112 Art Advisory), Saskia Draxler (Nagel Draxler Gallery) og Irene Campolmi (PhD, Aarhus Universitet og Louisiana) stod for sammensætningen af galleristandene, samt et gratis program med talks, performances og filmvisninger.

Code Art Fair 2017 (Galerie Neu) | Foto af I DO ART Agency.

Code Art Fair 2017 (Galerie Neu) | Foto af I DO ART Agency.

Code Art Fair 2017 (Alexander Levy) | Foto af I DO ART Agency.

Code Art Fair 2017 (Alexander Levy) | Foto af I DO ART Agency.

Code Art Fair 2017 (Annka Kultys Gallery) | Foto af I DO ART Agency.

Code Art Fair 2017 (Annka Kultys Gallery) | Foto af I DO ART Agency.

Code Art Fair 2017 (Ebensperger) | Foto af I DO ART Agency.

Code Art Fair 2017 (Ebensperger) | Foto af I DO ART Agency.

Code Art Fair 2017 (Alice Folker Gallery) | Foto af I DO ART Agency.

Code Art Fair 2017 (Alice Folker Gallery) | Foto af I DO ART Agency.

Kunst er ikke en fodboldkamp
2013 blev en form for big bang eller år 0 for de moderne københavnske kunstmesser. Én radikal beslutning satte bevægelser i gang, som har resulteret i, at hovedstaden nu har to ambitiøse kunstmesser med hver deres profil og fokus. Det er fantastisk!

Alligevel hersker der fortsat en underlig, sagte konflikt mellem de to messer. Omkring opsplittelsen var der naturligt nok en del forvirring omkring de nye omstændigheder. Dengang udtalte en gallerist til Politiken, at han ikke var bitter over ikke at være blevet inviteret med til Chart, “men der er da en høj hvisken i krogene rundt omkring.” Selvom messerne nu hver især har fundet deres plads, er den omtalte hvisken ikke blevet lavere.

Vi kan ikke genkende den konkurrenceretorik, som altid sniger sig ind, når snakken falder på de københavnske messer, nogle andre steder på kunstscenen. Kunsten fraviger jo netop det meste andet i vores samfund ved at være umålbar, og derfor virker det absurd at skulle sammenholde og rangere messerne på en endimensionel skala. Kunst er ikke en fodboldkamp – der er ingen vinder eller taber, men forskellige facetter og udsagn, der kan bidrage til det større gode.

Samarbejdspartnere i stedet for konkurrenter?
For os er det tydeligt, at striden ikke har ret meget med galleristerne, og da slet ikke noget med kunstnerne, at gøre. Vi mødte flere Chart-gallerister og -kunstnere på Code og omvendt, og alle var nysgerrige og engagerede i kunsten. Konflikten virker til at være mellem institutionerne, og pressen hjælper flittigt til med at opsætte de to parter som konkurrenter. På den måde bliver alle involverede en del af en sær magtkamp, der har uendeligt lidt med kunst at gøre, og det er ærligt talt drænende.

Hvad ville der ske, hvis man samarbejdede bare en smule? Begge messer er klare over, at de i overvejende grad deler det samme publikum – de ligger i samme weekend for at gøre turen til København mere attraktiv for de udenlandske samlere. Hvad med en fælles entrébillet eller en shuttlebus mellem Amager og Indre by. Små håndsrækninger ville styrke begge messer, bidrage til en positiv stemning og skabe en langt bedre oplevelse for det kunstinteresserede publikum.

Vi vil runde af med at gøre noget vildt. Vi vil gerne erklære vores kærlighed til Københavns to kunstmesser; Chart og Code. Det handler ikke om, hvem der er sejest at være venner med, hvad der er mest trendy, eller hvem der er bedst til at sælge. En kunstmesse handler om kunst, og at København har to så ambitiøse kunstmesser er fantastisk. Jo mere kunst jo bedre. Punktum.

På Charts sidste dag var vi til en talk med titlen “The end of the art world as we know it” i Kunstakademiets smukke kuppelsal. I en helt anden sammenhæng fremhævede den anerkendte kurator Hans-Ulrich Obrist et citat af Etel Adnan, som for os kom til at opsummere vores tanker om de københavnske kunstmesser meget godt: "The world needs togetherness, not separation. Love, not suspicion. A common future, not isolation."

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.