JULIE LÆNKHOLM OM SIN AKTUELLE UDSTILLING PARABOLAE FEMINAE

Julie Lænkholm (f. 1985) blev i 2015 uddannet i Fine Arts fra Parsons, New York, hvor hun boede i 5 år. Da hun blev færdig valgte hun at forlade den hektiske storby til fordel for naturen på Island, hvor hendes fars familie oprindeligt stammer fra. Her begyndte hun at undersøge femininitet og at arbejde med sang og performance som udtryksform. Nu er hun tilbage i Danmark, hvor hun pt er aktuel med soloudstillingen Parabolae Feminae på RØM i Valby.

Her kan du læse min samtale med Julie om den kvindelige urkraft og sang som middel til at samle og hele i en abrupt og fremmedfjendsk tidsalder. 

Hvad handler din nuværende udstilling Parabolae Feminae om?
Tematikken i udstillingen centrerer sig om femininitet, usynlige bånd mellem kvinder, den feminine kraft og sang som politisk argument.

Udstillingen består af en række vægtæpper, en afstøbning af Medusas hoved, som jeg har lavet i samarbejde med Statens Museum for Kunst/Den Kongelige Afstøbningssamling, og et sangværk med titlen For Amal, der blev sunget under åbningen af udstillingen.

Julie Lænkholm, "Parabolae Feminae" | RØM, 2017.

Vægtæpperne har jeg lavet i samarbejde med kvinderne i min familie. Vi har altid haft en tradition om at mødes én gang om måneden, hvor vi laver ting sammen. Min mor og min tante har på den måde lært mig alt det håndarbejde, jeg kan. Til udstillingen har familiens kvinder doneret noget for dem betydningsfuldt såsom en knappesamling, hestehår, min mors broderi fra da hun var 12 år gammel, forskellige minder og en bog. Min tante kom desuden med en masse sengelagner, jeg indfarvede med naturingredienser fra Island, som blev udgangspunktet for vægtæpperne.

Min fars side af familien stammer nemlig fra Island, og jeg har brugt meget af det seneste år dér, bl.a. i forbindelse med en undersøgelse af byen Husavik’s museumsarkiv, som er den by min familie stammer fra. Jeg formulerede vægtæpperne i et forsøg på at ære mine rødder og deres gestus. Derudover er jeg interesseret i, hvad døden er for en størrelse og har netop læst den tibetanske dødebog. Derfor er der også en klar reference i vægtæpperne til tibetanske bedeflag, som med tiden trevles op i vinden og forherliger naturen med sin kraft.

Julie Lænkholm, "Parabolae Feminae" | RØM, 2017.

Kan du fortælle lidt om, hvilken proces, der har ledt op til udstillingen?
I efteråret åbnede jeg en soloudstilling på Sodu4 i Vilnius, Lithauen, som handlede om forholdet mellem politiske grænser og personligt territorium. Til ferniseringen performede jeg et sangværk sammen med Dorotė Dzanacuitė, som er en hedensk folkesanger, der identificerer sig selv som heks. I Surtartines sange, som er den sangtradition, der knytter sig til den hedenske tro, synger kvinder sammen i grupper. Sangene er komponeret i sync med naturen forstået på den måde, at om vinteren når bladene er faldet af træerne, indeholder kvindekroppen én slags toner og om foråret, når træerne blomstrer, indeholder den andre toner. Dzanaciutė lærte mig at synge sammen med hende ved at gøre klart, at der ingen grænse er mellem hendes og min krop andet end, at hun går på sin sti i livet, og jeg går på min.  

Dét vakte min interesse for at researche i den danske hedenske tro, hvor magi blev betragtet som en fattigmandsvidenskab, og hvor man især talte om mani, som er den kraft, der befinder sig inde i alle ord og ting – bl.a. i dagligdagsritualer og i forhold til kvindens fertilitet. Jeg er meget interesseret i kvinder. Og her skal det understreges, at man selvfølgelig selv definerer, hvordan man identificerer sit køn.

Julie Lænkholm, "Parabolae Feminae" | RØM, 2017.

I min seneste udstilling på Husavik Museum, aktiverede jeg museumsarkivet ved at lave en del af udstillingen sammen med byens borgere i en række Open Performance-aftner på museet. Her mødtes jeg bl.a. med de lokale kvinder, som blev en måde at skrive dem ind i arkivet på. Til udstillingen på RØM ville jeg undersøge femininitet, som ofte, også i den feministiske diskurs, er blevet degraderet til noget ’blødt’. Jeg mener, at skrøbelighed og styrke går hånd i hånd, og jeg ville derfor undersøge de usynlige bånd mellem kvinder både fra et personligt perspektiv i forhold til kvinderne i min egen familie, men også ud fra historiske kvindelige figurer.

Jeg er interesseret i den dissonans, der efter min mening opstår mellem kroppen og sindet i det effektiviseringssamfund, vi lever i, hvor den maskuline energi presser os til at være så meget oppe i hovedet, at vi ofte glemmer, at vi har en krop. Jeg tror, at vi bærer på stor magi i vores kroppe, som vi i dag har sværere ved at få adgang til pga. konsekvenserne af det hyperkapitalistiske samfund, vi har skabt.

Julie Lænkholm, "Parabolae Feminae" | RØM, 2017.

Jeg har som research til udstillingen arbejdet med sanglærer og kropsterapeut Sara Boesen, hvor jeg har lært at se stemmen som kroppen, og har lært at synge fra forskellige steder i kroppen. Ud fra dette forløb komponerede jeg sangværket For Amal til åbningen af udstillingen på RØM. Sangværket er et ritual, der er komponeret ved, at hver strofe er sunget fra forskellige steder i kroppen, som har en signifikans og intention. Amal er et kvindenavn, som betyder håb på arabisk, og det er samtidig navnet på en muslimsk kvinde, som jeg beundrer utrolig meget.

Sangværket blev performet af 8 mennesker, der sang hver enkelt strofe af teksten fra forskellige legemsdele i kroppen, hvorved der blev skabt en slags usynlig, levende kropsskulptur. Det blev samtidig en manifestation af den feminine kraft, som en modvægt til den fremmedfjendskhed og de lukkede grænser, vi desværre oplever på nuværende tidspunkt. Som nogle venner i USA, der lige pludselig ikke kan få adgang til deres eget land.

Julie Lænkholm, "Parabolae Feminae" | RØM, 2017.

Igennem det seneste halvandet år har du arbejdet meget med sang i dine værker. Hvordan kan det være?
Jeg skabte mit første sangværk sammen med de lokale fiskere i Seydisfjordur på Island, som de sang foran den lokale tankstation, hvor de mødes hver morgen og drikker kaffe. Værket var et digt til fjorden, og de sang hver strofe med en udånding i deres eget tempo, så sangen opstod som en bølge eller vinden. Jeg er interesseret i den usynlige kropslighed, der er imellem mennesker. Derfor finder jeg sang interessant, fordi det opløser grænserne mellem kroppen og den ydre verden - i min praksis er jeg meget interesseret i skæringspunktet mellem det levede liv og kunsten.

Julie Lænkholm, "Parabolae Feminae" | RØM, 2017.

Hvad fik dig til at inddrage en afstøbning af Medusa i udstillingen?
Jeg havde lyst til at pege på et mytologisk forbillede af en stærk kvinde og var i grunden optaget af Athene, som jeg har betragtet indgående flere gange på Glyptoteket. Især fordi hun er afbilledet med et ansigt inde i kroppen, som er meningsfuldt i forhold til min interesse for kropsviden.

Jeg forsøgte derfor i første omgang at overtale Samlingschef Rune Frederiksen til at flytte Athene fra Glyptoteket til RØM i Valby i forbindelse med udstillingen, men det syntes han ikke var så god en idé. Han sendte mig i stedet ud til afstøbningen, hvor jeg faldt for det smukkeste ansigt, som viste sig at være Medusas - kvindehovedet som var afbilledet inde i kroppen på Athene. Myten om Medusa er ret barsk, da begge køn forgriber sig på hende, og da hun bliver dræbt fødes Pegasus ud af blodet fra hendes krop. Jeg inddrog hende i udstillingen for at omformulere myten om hende som værende et offer, og i stedet at pege på hende som den stærke, feminine skaberkraft, hun netop også kan opfattes som.

Julie Lænkholm, "Parabolae Feminae" | RØM, 2017.

For mig er det vigtigt at forholde mig til historiske og litterære kvindelige forbilleder. Når vi ser på dem, ser vi på og ind i os selv. I dag kan man hurtig glemme, at vi kommer ud af en lang æra af kvindebilleder. Ved at lære dem at kende, lærer vi os selv at kende.
 
Jeg er interesseret i en omskrivning af, hvad femininitet betyder og i den genformulering at være med til at skabe en form for modstand. Modstand skal her forstås som en kritisk stillingtagen til vores fortid og samtid, så vi kan skabe en form for modstand imod de postkoloniale strømninger, vi oplever lige nu. Det er vigtig for mig at arbejde med genformuleringer og modstand i min praksis, og mit håb er at inkorporere det som en sekundær effekt af den kunst, jeg skaber.

Julie Lænkholm, "Parabolae Feminae" | RØM, 2017.

Hvad betyder udstillingens titel for dig?
Parabolae Feminae er en sammenslutning af en matematisk formel og femininitet i normativ form. Jeg mener, at alle mennesker både indeholder et maskulint og et feminint kraftcenter med forskellige karaktertræk. Jeg arbejder med femininitet i denne udstilling ved at undersøge kvindelig identifikation og de usynlige bånd, der eksisterer kvinder imellem – også historisk set. For mig er femininitet et politisk argument forstået på den måde, at der er en tendens til at sammenligne kønnene i kønsdebatter, hvilket givetvis er nødvendigt. Men jeg tror, at der er en risiko for, at man vedholder uligheden, når man benytter en diskurs, hvor det ene køn som udgangspunkt er mindre værd sammenlignet med det andet i forhold til lige vilkår. Jeg er fascineret af kvindekønnet, hendes krop og indre magi, og jeg synes, at det er vigtigt at tale om kvinden med en undren, begejstring og kritisk stillingtagen. Og det forsøger jeg at gøre gennem denne udstilling.