JEG HAR GJORT MIG LIDT TANKER OM 2013

JEG HAR GJORT MIG LIDT TANKER OM 2013

Hvert år ved denne tid plejer jeg at give mig selv lov til at dvæle lidt ved fortiden. Jeg plejer at gå helt tilbage i min kalender på min computer og gå året igennem uge for uge. Det er lidt ligesom en rebus, for alt er skrevet i små, korte fragmenter, som jeg kun selv ville kunne forstå, hvad betød i situationen.

Jeg har skrevet ord og ting, jeg skulle huske ned, og til sammen er alle disse ord én stor kollage af episoder, der har defineret 2013 for mig. Jeg vil her, i årets sidste klumme, prøve at tegne et par af de små ord op til et større billede, der forhåbentligt siger noget om året, der er gået i min del af københavnerriget.

Nytårskonflikterne
Da jeg sprang ind i 2013, spillede de nye clubkids ved navn Slumblog Millionær året ind på Dronnings Louises Bro. Det var lige dér, at deres hype var på sit højeste, og jeg stod og råbte nogle lommepoetiske fraser som: ”Kom Nørrebro – dans ind i fremtiden med os”. Senere samme aften endte jeg til en halvkedelig privatfest på Nørrebro, jeg blev uvenner med en af mine nære venner, og jeg tog alene hjem i min lejlighed, som lugtede af alt fra champagne til et fyrværkeri, som nogle af gæsterne mislykkedes havde prøvet at fyre ud af vinduet. Det var meget let at fornemme, at 2013 ikke ville blive som 2012. Slumblog Millionær gik fra hinanden et kort stykke tid inde i året, og min torsdagsklub Jessie var lukket.

Et år med Kynisk Queer
Der har været meget snak i 2013, og et af de mest ekstreme behov for at snakke om hinanden udspillede sig på det tidligere nævnte Jessie @ Jolene, som lukkede i starten af 2013 efter to og et halvt års levetid med queerfester hver torsdag. Under parolen ”not gay as in happy – but queer as in fuck you” blev der for alvor skabt en ny klubscene i København, som samlede en hel masse, ellers splittede, subkulturer på ny.

Ligesom alt andet handler det også i nattelivet om at stoppe, imens legen er god (selvom meget få praktiserer det), men på Jessie prøvede vi at holde dommedagslignende afslutningsfester tre gange inden for en ikke så lang periode. Den sidste periode med Jessie var meget intens. Der var en, eller flere, der havde oprettet en blog ved navn Kynisk Queer, hvor personer i og omkring Jessie-miljøet blev hængt ud. Jessie fungerede for mange som et frirum, hvor man kunne få lov til at danse til den lyse morgen, fra moderedaktører til arbejdsløse dragqueens, og uden at nogen så skævt til hinanden.

Kynisk Queer var anonym og opdaterede ofte om fredagen (dagen efter Jessie), med slibrige detaljer om nattens udskejelser i alt fra baglokalet til bag dj pulten. Folk blev hængt ud én efter én; det var lidt som homomiljøets Copenhipster. Alle anklagede alle, og heksejagten var sat ind.

På kort tid var Kynisk Queer både blevet meldt til politiet, sagsøgt og vigtigst af alt blevet en af Københavns mest læste blogs. Mysteriet blev aldrig opklaret, og bagmændene bag Kynisk Queer står stadig uafsløret, selvom alle unge københavnske bøsser har hver deres idé om, hvem der stod bag det virale drama.

Året hvor festen tog overhånd, og det blev trendy at blive hjemme
2013 har været de store projekters år. Jeg har aldrig haft så travlt, som jeg har haft i år, og jeg har heller ikke været en del af så store projekter før, som jeg har været det i år. Det tror jeg ikke er specielt for mig, det føles som om, at alle omkring mig har kæmpet for at få deres projekter realiseret. Der har ikke været meget livsstil, men mere kamp for overlevelse og for at få finansieret sine projekter. De bolde der blev kastet op i luften i 2012, blev grebet i 2013. Nogle blev realiserede, andre blev punkterede.

Det har været lidt som om, at folk har haft tømmermænd fra 2012 og har taget hånd om deres helbred og psyke i 2013. De har været mere hjemme og har ikke haft lige så meget brug for at være alle steder på en gang.

Året hvor København var på alles læber
Det hårde arbejde har givet pote, og København har aldrig været så attraktiv, som den har været i 2013. Over alt i verden er der blevet talt om København. Alt fra den københavnske punkscene, der fra Mayhem ude ved Bolsjefabrikken har kommunikeret med verdens største musikmedier, til den københavnske herremode der er blevet skamrost i New York Times med mærker som Soulland, Han Kjobenhavn og Libertine Libertine. Mø blev kransekagefiguren på den danske bølge af musikeksportsucceser og vandt kapløbet mod alle de andre skandinaviske piger, som har prøvet at slå igennem. Når jeg har været ude over landets grænser for at spille eller være til møder, har folk virkelig dyrket København og dansk kultur. De nævner en progressivitet, som man ikke kan finde andre steder. Mø’s punkede baggrund og vores rå æstetik som er skandinavisk men ikke lige så steril som meget svensk design eksempelvis. Vi københavnere kan noget helt specielt, siger de.

Jeg er blevet overrasket gang på gang, senest da stjerner som Rihanna og Miley Cyrus hyldede danske designere som Asger Juhl Larsen og Astrid Andersen. Det gjorde indtryk på mig, fordi at dansk kultur i bred forstand ikke længere var ved at få bare lidt opmærksomhed, men faktisk havde slået igennem på et internationalt mainstream marked.

Jeg har tænkt meget over, om den her Københavneridentitet kun findes uden for København. Jeg kan ikke finde ud af, om vi reproducerer det behov, vi kan se eksisterer for et nordisk, progressiv københavnsk livstils- og kulturtilbud, og at efterspørgslen forstærker den, fordi vi kan se,  at den kan sættes til salg.

Jeg håber...
At 2014 løsner lidt op mellem alle de barrierer, der skiller alle vores projekter fra hinanden. Jeg håber, at vi glemmer den sarkastiske distance, som har fået lov til at fylde alt for meget i 2013.

I 2013 har vi arbejdet for vores individuelle projekter og deres realisering. I 2014 prøver vi at organisere os bedre og at forstærke det københavnske vækstlag. Sammen, som kulturaktører, skal vi prøve at definere nogle krav til kommunen, som vil kunne gavne vores arbejde med kultur i København. Vi kan ikke snakke om, at der er for mange tilbud (som vi har snakket om i år), vi skal bare være bedre organiserede.

Og med en ny kulturborgmester, som ingen indsigt har i moderne kunst og kultur, så er det vigtigere end nogensinde, at vi bruger hinanden og ikke ser hinanden som konkurrenter. Hvis København skal blive ved med at være spændende og progressiv (også i vores egne øjne, og ikke kun hos dem der kigger på), så skal vi sætte den kulturpolitiske dagsorden.

Esben Weile Kjær (f. 1992) er forfatter og har udgivet "Eskapisme" samt "Alting sker så meget". Fra 2016 studerer Esben ved Det Fynske Kunstskademi. Esben har bidraget til idoart.dk siden 2011.