JEG ER FARET VILD I ASIEN

Jeg har længe gerne villet skrive et indlæg om Asien. Faktisk er planen, at jeg gerne vil skrive op til flere indlæg om Asien, men jeg er på en måde faret vild. Asien er enorm, og ligeså er min tankestrøm omkring det.

Jeg har en slags fascination af Asien. Den slags fascination, man kan have for et sted, hvor man ikke har været, men som man blot kan drømme sig til, og danne sig en masse forestillinger omkring – måske lidt ligesom man gør, inden man skal rejse et nyt sted hen. Jeg er ikke særlig berejst; jeg var 20 år, da jeg første gang prøvede at flyve, og jeg har aldrig været udenfor Europa. Det meste jeg ved om andre kulturer end den vestlige, er noget jeg har fået overleveret fra andre, men jeg har aldrig set det selv. Det fører ofte til en kriblende, og nogle gange helt klaustrofobisk, nysgerrighed, fordi det er så svært at forestille sig, hvordan der er i disse fremmede lande. Sådan rigtigt. Jeg forsøger at sætte alle de sporadiske indtryk, jeg har indsamlet, sammen til en brugbar viden, men Asien forbliver et mysterie for mig. Det er så kæmpestort, at det slet ikke er til at forstå. Bare i Kina bor der over 1.2 milliarder mennesker. Det, der især interesserer mig, er kulturen i det østlige Asien; lande som Japan, Kina og Sydkorea.

Det er en spirende interesse, som er vokset lige så stille gennem flere år, via små møder jeg har haft med den asiatiske kultur på den ene eller anden måde, i form af fx. kunstudstillinger, film, dokumentarer, personer, bøger samt rejseberetninger fra venner, som alle sammen har gjort indtryk på mig.

Der var for eksempel dengang, jeg i Berlin så en stor, retrospektiv udstilling med den japanske kunstner Hokusai, og for første gang fik øjnene op for den gamle japanske trykteknik “woodblock printing”, som han benyttede sig af. Det er en imponerende trykteknik, som har fascineret mig lige siden. En anden gang, hvor mine to interesser for kunst og asiatisk kultur blev forenet, var da jeg tegnede den kinesiske kunstner Song Dong’s udstilling “Waste Not”, da den blev udstillet på Kunsthal Aarhus. Det var en overvældende udstilling, som bestod af over 10.000 genstande, som alle var blevet samlet af kunstnerens mor gennem fem årtier. Genstandende var sirligt sorteret i forskellige grupperinger og spredt over hele gulvet, så det nærmest dannede en labyrint. Jeg mødte desværre ikke Song Dong selv, men fik til gengæld chancen for at snakke med hans søster, Song Hui, som fortalte mig om det store arbejde, det var både at stille udstillingen op og pille den ned igen. Det havde taget dem flere uger at sætte udstillingen op, og absolut intet var overladt til tilfældighederne.

Både Hokusai’s trykteknik og Song Dong’s omfattende kunstværk, kræver arbejde med en enorm tålmodighed. Tålmodighed er en egenskab, som jeg forbinder med Asien. Denne her ro og forståelse for at livet tager den tid, det tager, synes jeg ofte, at jeg støder ind i, når jeg ser eller hører om ting forbundet med Østen.

Fumi Koikes workspace.

Fumi Koikes workspace.

Og så er der jo internettet. Den store, virtuelle verden, der bugner af viden og informationer. Jeg har været lidt på Wikipedia og læse om de forskellige lande og måbe over deres afsindigt høje befolkningstal og gigantiske storbyer, og jeg har gået lidt rundt i gaderne i Seoul på Google Maps. Men dér hvor jeg har fundet størst inspiration, er faktisk på Instagram. Her er jeg faldet over en række kunstnere fra blandt andet Taiwan og Sydkorea, som poster billeder af deres kunst og hverdag. Via deres billeder (og nogle meget kreative oversættelser fra Google Translate), får jeg her et direkte indblik i deres hverdag, som rummer denne her, for mig, helt anderledes levemåde, arkitektur og i den grad også deres meget anderledes madvaner. Det virker næsten som om, at de betragter det at lave mad som en kunst – jeg synes i hvert fald ofte, at der er noget ret æstetisk over den mad, de serverer, og den måde, som de serverer det på.

Idéen til dette indlæg startede altså på Instagram, hvor min nysgerrighed førte til den idé at lave nogle interviews med de her kunstnere, som jeg var begyndt at følge. På den måde kunne jeg både få et indblik i et kreativt menneskes liv, hvilket til enhver tid er fantastisk, og samtidig få chancen for at få en unikt indblik i en anderledes kultur. Jeg gik straks igang med at forfatte en række spørgsmål, som jeg kunne sende til de forskellige kunstnere. Jeg var ovenud begejstret, og da jeg havde sendt en bunke mails afsted, var det bare om at vente. Dog bliver denne “østens mystik” ved med at forfølge mig, da jeg nu har ventet i flere uger på svar fra samtlige kunstnere! Jeg har dog på ingen måde givet op, og jeg håber meget på på et tidspunkt at kunne bringe et, og forhåbentlige flere, interviews her på bloggen. I mellemtiden vil jeg vise jer nogle af de billeder, som har inspireret mig på det sidste, fra de forskellige kunstnere og illustratorer, som jeg venter på svar fra.

Illustrations by Mengju.

Illustrations by Mengju.

Illustrations by Jinyoung.

Illustrations by Jinyoung.

Illustrations by Fumi Koike. Instagram Fmkik.

Illustrations by Fumi Koike. Instagram Fmkik.

llustrations by Drawingmary.

llustrations by Drawingmary.

Illustrations by Onemouthli.

Illustrations by Onemouthli.

Illustrations by Choidecoco.

Illustrations by Choidecoco.

Puk Ewdokia (f. 1991) er kunstner og illustrator. Puk har bidraget til idoart.dk siden 2014.