INTERVIEW | ANDERS SCRMN MEISNER

Et univers af fortællinger om gamle dage, lånt symbolik og kaotiske kategoriseringer på ældgammelt papir er nogle af de elementer, der går igen i Anders Scrmn Meisner‘s værker. Et utal af skitser og tegninger er blevet til en præcis, og meget udansk, æstetik der hele tiden genfortolker sig selv i takt med Anders’ omfangsrige nysgerrighed.

Efter tilfældigt at være snublet over Anders’ arbejde på Art Herning i weekenden (en for os lidt halv-sløv oplevelse, men dog med dette knivskarpe lyspunkt), var vi øjeblikkeligt fanget og nød til at vide mere. Derfor skrev vi i går en mail til den autodidakte kunstner og fik en ordentlig omgang gode tanker, refleksioner og interessante historier fra et fascinerende, og utroligt åbensindet, menneske tilbage. Vi håber, at i vil nyde Anders’ ord og billeder, lige så meget som vi gør.

Anders' atelier | Foto: Carolina Echeverri.

Anders' atelier | Foto: Carolina Echeverri.

Hej Anders. Hvem er du, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?
Jeg er Anders Scrmn Meisner. Jeg bor pt. i KBH. Jeg regner med at blive her et stykke tid, så jeg skal ingen steder hen lige nu. Mig og min kæreste flyttede til Danmark for et års tid siden. Da jeg var omkring de 20 flyttede jeg til Spanien og endte så i Amsterdam, hvor jeg kom til at bo i 7-8 års tid, så København er ret nyt for mig stadigvæk, men det har været sjovt at vende hjem igen og lære sin by at kende igen. Jeg skal dog til Sevilla et stykke tid på et tidspunkt, som er min spanske hjemby.

Hvad (eller hvem) har fået dig til at vælge den sti, du er på nu?
Det er godt spørgsmål…. Jeg startede jo egentlig mest med at lave musik, men langsomt tog min egen kunst over, og i dag er det udelukkende det, jeg fokuserer på. Jeg kendte en del andre kunstnere i Amsterdam og specielt min gode ven Mical Noelson har spillet en stor rolle mht. min kunst. Det gør han egentlig stadigvæk, og selvom han så bor i Berlin nu, snakker vi ret meget i telefon, og det er altid ham, der ser mine nye ting først.

Han er min største kritiker, ikke at jeg altid lytter til ham, for jeg er uenig med ham om mange ting, men jeg elsker diskussionen om det enkelte kunstværk, for så handler det ikke om mig som person, men om det enkelte værk. Vi har kendt hinanden i mange år, så jeg bliver ikke fornærmet, når han siger sin mening. Måske lidt sur, men det går over.

Derudover er min kæreste Carolina også et meget kreativt væsen, og hun er en rigtig god kritiker, fordi hun kender mig og mine ting så godt. Så de to mennesker er vel dem, der er tættest på min proces. Ellers kan jeg godt lide individualiteten – at det kun er mig og det værk, jeg arbejder på, og alt andet er stille imens. Jeg tror egentlig, at det er en del af det kick, jeg får ud af at lave ting; det med at man glemmer sig selv. Samtidig synes jeg også, at det er den største udfordring, det med at få verden til at tie stille, mens man laver sine ting.

Kan du tage os igennem din kunstneriske proces?
Det er jo meget forskelligt. Nogle dage kan jeg sætte mig ned og lave et værk, som bare er klar inde i mit hoved, når jeg vågner om morgenen.. Andre gange planlægger jeg at lave en ting i lang tid. Der indgår jo en del tekster i mine ting, og mine notesbøger består sjældent af tegninger, men meget mere tekst. Det er tit det tekstunivers, jeg oversætter til et billedunivers, når jeg laver værker.

Mit atelier er vigtigt for mig, fordi jeg samler på ret mange ting. Gamle bøger, blade og alle mulige ting. Jeg smider stort set aldrig noget ud. Det er tit, at jeg at starter på nogle ting, og så smider dem væk i en bunke inde i mit atelier, og så lader jeg det ligge der. Tingene skal på en måde blive væk, så jeg kan finde dem frem 2-3 måneder senere, og så er det tit først dér, at jeg laver tingene færdige. Så det er egentlig en ret lang proces.

Jeg kan godt lide, at ting har levet lidt, eller fundet deres plads i verden på en lidt tilfældig måde. Det er der, jeg kan bruge dem. Jeg har sjældent en helt fast idé, når jeg starter på en ting. Jeg starter løst, og imens jeg arbejder, begynder det så at blive mere præcist i sin tematik, men ofte afspejler det noget, som optager mig lige i dén periode. Der er dog nogle værker, som er hurtige, og der har jeg den faste idé inde i hovedet.

I mange af dine værker refererer du til videnskaben (eller den videnskabelige undersøgelse/kategorisering), historie og oprindelige kulturer. Hvor kommer det fra, og hvorfor finder du det interessant?
Det er rigtigt set. Der er nok egentlig flere referencer til historie og religion end egentlig videnskabelige ting. Jeg har altid godt kunne lide historie, og jeg tror, at en af de gennemgående ting i min kunst er, hvordan at vi som moderne mennesker opfatter vores egen historie. Som videnskabsmand eller historiker er man jo underlagt en masse teori og skal bevise, at det man laver er rigtigt. Det skal jeg som kunstner ikke, og derfor kan jeg beskrive historien på min egen måde.

På en måde kan det, jeg laver, måske sammenlignes med et moderne hulemaleri. Dengang stod der også en enkelt person i en hule og beskrev, hvad der foregik udenfor, og imens resten af landsbyen var ude og jage eller bygge lejr, så stod hulemaleren og malede det hele på en væg. Et slags individuelt multi-univers af indtryk.

Jeg har jo friheden til f.eks. både at beskrive koloniseringen af Sydamerika, samtidig med at jeg kan beskrive, hvordan en cirkusbjørn bliver behandlet i Rusland. Begge dele handler om menneskets natur og historie, og det er det, jeg synes er interessant. Netop det at stille forskellige temaer op ved siden af hinanden og på den måde skabe et andet slags billede. Jeg prøver at lave nogle konstellationer, som overrasker mig selv. Drone-teknologi og en teenagers kærlighed til sommerferie for eksempel.

Kategoriseringen af objekter har nok mere at gøre med det visuelle. Et slags teknisk værktøj. Gentagelsen af et objekt understreger på en måde en slags vigtighed eller tydelighed. Der opstår også en genkendelsesglæde, som er med til at understrege den pointe, jeg gerne vil nå frem til. Det er samtidig også en parallel til menneskets samler-gen, og hvordan at vi normalt formulerer en form for viden, hvilket netop gør, at jeg kan gøre et objekt mere insisterende overfor beskueren. Det er en gammel måde at “udstille” ting på.

Men det er rigtig nok, at historie og videnskab danner et fundament for mine værker, som jeg så kan bygge videre på. Hvis man går tæt på værkerne ligger der også en del personlige ting, men mig selv som person er meget sjældent i fokus.

Vi kan se, at du tidligere har eksperimenteret med bl.a. maleri, er det et overstået kapitel? Har du fundet et fast billedsprog? (hvor meget fylder undersøgelse og eksperimenter for din praksis?)
Langt fra. Der står faktisk to store oliemalerier og lugter i mit atelier pt, som jeg malede her lige efter nytår. Jeg startede i sin tid med maleriet og endte med at lave en form for collage/tegninger her de sidste par år.

Maleriet bliver aldrig et overstået kapitel for mig. Jeg tror ikke rigtig, at jeg vil udelukke nogle former for medier, når det gælder min kunst. Det kommer lidt an på, hvad der lige optager mig. Med maleriet har jeg altid haft det lidt på den måde, at man skal have en grund til at male. Altså, det jeg gerne vil skabe, skal på en måde kun kunne skabes igennem et maleri, ellers gider jeg ikke. Så vil jeg hellere arbejde på papir eller noget andet.

Jeg maler aldrig, fordi jeg synes, at det er sjovt eller har lyst – for mig er f.eks. oliemaleri noget af det, jeg kan blive mest besat af. Dvs. at det skaber en del problemer for mig, da jeg har svært ved at lade det stå og tage en pause. Så kan jeg ligge om natten og tænke på det. Det kan også ske med nogle af mine andre ting, men ofte er de mindre i omfang, hvilket gør, at når jeg virkelig er besat af et værk, så kan jeg lave det færdigt på et par dage, mens et maleri kan tage et par uger eller længere. Det med at være meget optaget af en bestemt ting opstår for mig tit først i slutningen af processen, når noget er ved at være færdigt. Med maleriet er det mere konstant.

Mht. et fast billedsprog så må det nok blive et halvt nej, for tingene udvikler sig hele tiden. Når jeg arbejder, sidder jeg tit og prøver at finde en ideel måde at tegne en ting på. F.eks. en tank, eller en hund, eller en fjer. Når jeg så ligesom synes, at nu er tingen tegnet på en tilfredsstillende måde, kan jeg bruge det samme objekt i forskellige konstellationer. Et slags sprog. Så på den måde kan jeg godt se, at der kan blive tale om et slags fast billedsprog, men det er samtidigt ikke helt rigtig, for tingene ændrer sig ret hurtigt. Eller rettere sagt, så videreudvikler de sig.

Jeg har ret meget materiale i mit atelier, som jeg netop bruger som en slags inspiration. F.eks. fik jeg fat i en bog om scenografi fra 30′erne, som jeg blev ret optaget af. Teknikken i det her “flade” univers på en firkantet scene. Denne her verden i en firkant, foran et publikum. Et publikum der sætter sig ned og er klar til at sige og acceptere, at den der runde papskive, det er månen. Nu er det månen. Det er jo meget overbevisende rent visuelt, selvom det kan være primitivt udført. Men det er teatrets magi, en lignende magi som kan opstå, når man står foran et godt kunstværk.

Samtidig har jeg f.eks. en bog om religiøse malerier med fokus på Jomfru Maria. På den måde undersøger jeg ting, som jeg kan bruge til selve opbygningen af mine forskellige billeder. Mine eksperimenter er tit dem, der bliver smidt i en bunke i mit atelier, som så senere kan blive til et reelt værk. Så på den måde er eksperimenter for mig alle de ufærdige ting, som måske en dag bliver færdige. Hvis de har ligget længe nok, lægger jeg dem ned i en kasse og lukker den med tape. Det er sådan jeg rydder op.

Hvad (eller hvem) inspirerer dig aller mest for tiden?
Uha. Jeg kigger stadig meget i historiebøger, gamle National Geographic-magasiner, og f.eks. Indianere interesserer mig. Rent tematisk; ting der er forsvundet, kulturer som er forsvundet. Mht kunsthistorie kigger jeg ret meget på antik Kinesisk kunst lige i øjeblikket. I Kina “læste” man et maleri, I Europa pyntede man slotte med det. Mange af mine egne ting, skal vel egentlig også læses, så jeg tænker, at der er noget at hente der for mig, i den måde de opbygger et maleri på. Før jul var det Egyptisk kunst. Det skifter ret hurtigt for mig... Jeg er ikke så god til at følge med i samtidskunst...

Ellers er jeg generelt optaget af verden. Det moderne slaveri i de arabiske emirater f.eks., eller hvordan at vi som Europa har en eller anden fantasi om at ville bestemme en masse ting. Jeg kan også godt lide Amerikansk historie, fordi den ikke er så lang, men er et sted hvor det moderne menneskes natur skinner igennem. Jeg tror, at jeg vil lave nogle flere værker om John F. Kennedy. Om hvordan man bliver en helt i verdenshistorien, og måske noget om at blive glemt i verdenshistorien. To be or not be…

Af kunstnere er jeg nødt til at nævne Philip Guston. Der findes en bog, der hedder Philip Guston “Collected writings, lectures and conversations,” som jeg tit læser i. Man kan ikke få svar på noget som helst i den, men den sætter hjernen igang. Han var jo ikke ligeså berømt som de andre “New York”-malere, men de har formået at samle alle hans art-school foredrag og forskellige ting. Det handler kun om selve maleriet, ikke om alt det andet, der foregår uden om det.

Hvad kommer fremtiden til at bringe?
Til sommer skal jeg til at lave nogle skulpturer. Men det skal laves udendørs, da brug af f.eks. motorsav er besværligt indenfor. Jeg tror også, at jeg kommer til at lave flere oliemalerier. Jeg skal udstille i Paris til efteråret og også i Berlin på et tidspunkt i år. Jeg kunne også godt tænke mig at lave flere værker i tråd med “Stuffed And Exhibited”. Det er behageligt at lave ting i rammer, eller på canvas, men jeg kunne godt tænke mig at lave nogle flere slags objekter det kommende år. Til sommer skal jeg være far, så der bliver uden tvivl gang i den. Til efteråret kommer jeg til at fokusere på min soloudstilling hos Hans Alf Gallery i 2014, og så skal jeg til at samle alle mine tekster fra mine sketchbøger, til en bog der skal hedde “For The Colorblind”. Generelt gode tider.

Forresten; hvad betyder SCRMN?
Scrmn betyder Screaming. Det er et gammelt øgenavn fra engang jeg spillede i et punkband...

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books. Rikke og Matias bor og arbejder i København.