IKKE LÆNGERE END DU KAN SE

Halvvejs i opholdet. Ud af fjerene. EMST, det nationale museum for moderne kunst, er et af de steder, jeg har glædet mig til, hvilket velsagtens er ret ironisk med al den skønne oldtidskunst, byen også holder på.

Den gigantiske marmorbygning på hjørnet af Rigilis og Leof Vas Georgiou er tom! Jeg går op ad trapperne, men der er ingen andre. Jeg har fundet et stort forladt tempel i en jungle. En ung fyr med rygsæk løber hen over matriklen men udelukkende for at slå genvej. Igennem vinduerne kan man se, at der ikke har været nogen længe. Lokalerne er rømmet, vinduerne er så støvede, at man kan tegne på dem. Der er graffiti på murene. Mens jeg går rundt om bygningen, får jeg øje på en ældre herre, der fejer i den anden ende. Jeg forstår ikke, hvem han fejer for. Lille kost. Stor misvedligeholdt marmorbygning.

Jeg sætter mig på en bænk. En dame og hendes voksne datter kommer fra gaden og spørger mig om noget på græsk. Det er virkelig et svært sprog. Hvor jeg i Italien kunne gætte mig til noget, på grund af mit rustne spanske og sprogstammen, er jeg helt blank her. Damen peger på bygningen, og jeg forstår ordet museum. Det irriterer hende tydeligvis, at jeg ikke forstår græsk. Hun råber til fejemanden, men han vifter dem bare videre med hånden. Måske han virkelig har gang i sit helt eget projekt.

Jeg stikker af sted til fods gennem byen med forhåbning til en ny adresse. Jeg har fundet den med en rusten dataopkobling via telefonen fra bænken. Men på den anden adresse møder jeg nogenlunde samme oplevelse. Det gamle Fix bryggeri, hvor EMST efter sigende skulle være flyttet hen, er barrikaderet med plader som på en byggeplads. Anden gang jeg går forbi de samme hjemløse, griner de af mig. Senere erfarer jeg, at regeringen har trukket deres støtte, netop som museet skulle åbne på den nye og længe ventede adresse. Derefter var der ikke råd til drift. Punktum.

Dagen før var der mere af ovenstående. Jeg står overfor tre græsktalende gartnere i Gkazi. Alle sammen kigger på mit kort, ryster på hovedet og insisterer på, at Maria Callas museet, der skulle være opført i april, ikke findes. Stederne, jeg går efter, findes ikke. Det frustrerer mig. Alligevel går der ikke en dag, uden at jeg ikke kommer forbi monumenter og velbevaret historie. Akropolis, Panathenaic Stadium, Olympieion, Kerameikos… ga-da-gung, ga-da-gung. Skønhed.

Jeg fylder mine notesbøger én efter én, bliver lagt ned af indhold hvor dét hjemmefra blander sig med det hér. Jeg bliver også kørt over af en tromle uden form. Tromlen der hjemsøger mine drømme. Ingenting synes at samle sig. Jeg er i, hvad der minder om en tilstand af generel forvirring, og jeg drømmer om gule sten og heste om natten. Det er heldigvis også, en forvirring jeg kender. Jeg tror altid, at jeg vil være en slags indhold-over-form forfatter, og det er dér, at mine balance-kampe skal kæmpes.

De bedste dage er dem, hvor jeg kommer op på bjerge og har udsyn. Der er noget betryggende ved det. Dér har jeg min form i horisonten i en eller anden forstand. Du kan skrive og skrive, men ikke længere end du kan sé.

Exarcheia er, som forventet, den mest spændende bydel for mig. Det er her, at kunstnere, studerende, skuespillere, outsidere og fattige holder til. Der er små caféer og barer i ’grønne områder’, hvor det der ligner hippiefamilier vælter ud af opgangene med klapstole og hjemmerullede smøger. Det er også her, at det autonome miljø holder til, og ifølge rygtet laver politiet en ring om netop denne del af byen, når der er optræk til uroligheder.

På vej ud af gaden Solanas passerer jeg en ældre dame, som netop har åbnet sin pung med nøglerne til sin opgang. Den er stor og rød, minder meget om den slags pung, som min mor havde i 80’erne og som var evig kilde til beundring. På indersiden er der en plastiklomme med to fotos i sort hvid af en mand og en kvinde. Måske damen selv og hendes mand i deres unge dage. Ét billede, to generationer, måske tre, gennem mine tanker. Lagene er hele tiden presente.