Digital Kunst, Ord, Performance, Udstillinger, VideoEAU PERNICENovember 17, 2021Signe Boe, Eau Pernice, Ragnhild May, Det Kongelige Danske Kunstakademi, Sol Nexø, C.C.C., Sofie Amalie Andersen, Bornholm, København, VDD2021, Anne Elisabeth EckersbergComment

I DO BE DO ART

“Hvis vi nu sagde at den her kop..” og sådan forvandler koppen sig til et fiktivt værk, der kan indgå i forestillede udstillinger. Jeg oplever det ofte: Situationen, hvor jeg sidder med en kollega og taler om kunst og pludseligt bliver den tomme kop med cremefarvet skum op ad siderne til noget andet. Som kunstfaglige findes der et utal af fælles referencer til eksisterende værker, men valget falder på koppen foran os. I barndommen agerede vi i alle mulige scenarier, hvor ting blev noget andet end deres umiddelbare fremtræden, og relationer og tidens bevægelse blev styret af sproget: “Så sagde vi, at det havde været nat og hun havde sovet.”

Dette er anekdoter og betragtninger om performativitet, scam og skam.

Da jeg var studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademi, var vi flere gange på studietur i Jylland. På en af disse fandt vi på en leg. Jeg ville sige til en anden person: ”Jeg har set den udstilling, du kuraterede, hvor du placerede x (et eksisterende og kendt værk, objekt eller artefakt) i y (et rum) og det kunne jeg godt tænke mig at høre dine overvejelser om”. Man satte altså den anden person i scene som en kurator, som man nu stillede til ansvar for en fiktiv kuratering. Det var morsomt, at forsøge at skabe betydning mellem x og y og samtidig spille rollen som confident curator. Et særlig godt minde er, da én skulle stå til ansvar for sin kuratering af Jeff Koons' Michael Jackson & Bubbles placeret ved siden af Grauballemanden på Moesgård Museum og i løbet af sin forklaring kom til at benævne ham 'røvballemanden'.

Legen minder mig om en observation, jeg har gjort gentagende gange: Jeg sidder til en artist talk eller et foredrag, og der er lige blevet åbnet op for spørgsmål fra publikum. Nogen begynder en længere klarlægning af en specifik interesse, som egentligt ikke har noget at gøre med emnet, men som mere er en løs association. Et fiktivt eksempel med mig i rollen: ”Jeg har lagt mærke til, hvordan der i ét af kunstneren F (for fiktiv)'s værker indgår en kop, og jeg har for nyligt bemærket, hvordan jeg i samtaler om kunst – i stedet for at tale ud fra eksisterende værker – tager udgangspunkt i koppen foran mig, som egentligt bare er en kop – can you elaborate on that?” Kan du give min observation betydning? Svarene er oftest undvigende. Med kurator-legen i baghovedet synes jeg, der ligger et spændende potentiale i situationen.

Eau Pernice, Fodnoter til teksten 'I do be do art', 2021.

Hvis vi nu sagde, at den førnævnte kop blev rykket ind i et udstillingsrum og nu fik værkkarakter, var den stadig også en kop. Og efter udstillingen ville jeg måske bruge den til at drikke kaffe af igen. Det er en tilgang til billeder, som jeg genkender i den evangelisk-lutherske protestantisme (som er læren i den danske folkekirke). Det skal ikke forstås blasfemisk men jeg er overbevist om, at konsubstantiationslæren, altså hvor brød og vin bliver til legeme og blod samtidig med at det stadig er brød og vin, er grundlæggende for min interesse for kunst og sprogets performative potentiale.

Det, at ord kan gøre ting tvetydige.

Hokuspokus filiokus har sin rod i gudstjenesterne i middelalderen, som foregik på latin og er en omskrivning af sætningen Hoc est corpus filii – dette er sønnens legeme. På første år på kunstakademiet var jeg med til at starte en mindre kritikgruppe, som jeg ville kalde 'trylleklubben'. Det blev en kortlivet affære – måske på grund af navnet, som der var stor uenighed om, da det pegede på magisk handling, og magi lå ikke i tidsånden i 2011. Interessen for at forvandle igennem ord delte jeg med min medstuderende Anne Elisabeth Eckersberg, som jeg dengang og siden har lavet en række værker med, hvori vi har arbejdet med potentialet i sprogets tvetydighed og usikkerheden om overført eller bogstavelig forståelse.

Eau Pernice (tidl. Signe Boe) og Anne Elisabeth Eckersberg, Et nyt rum, 2012.

Eau Pernice (tidl. Signe Boe) og Anne Elisabeth Eckersberg, Et nyt rum.

Værket Et nyt rum fra 2012 startede med en mail, vi sendte ud til alle ansatte og studerende på kunstakademiet, om et tomt rum vi havde fundet, som vi gerne ville omdanne til et fælles atelier, hvis altså ingen skulle bruge det. Rummet var fiktivt, og vi havde i Photoshop lavet et billede af det, som var vedhæftet mailen. Da ingen svarede på vores mail, skrev vi næste dag, at vi nu ville tage rummet i brug, og at interesserede kunne følge istandsættelsen af rummet på bloggen etnytrum.blogspot.com. I de 30 dage, hvor projektet forløb, opretholdt vi fiktionen i vores sprog. Når nogen spurgte til projektet, insisterede vi på fiktionen ved at fortælle det sidste nye, vi havde foretaget i rummet samt de fiktive uoverensstemmelser, der opstod mellem værkets karakterer, altså os. For vi performede os selv. Til en præsentation af projektet, hvor vi gennemgik istandsættelsen af rummet med et slideshow med vores billeder, der tydeligvis var photoshoppede, begyndte én fra publikum at spørge ind til projektets økonomi; hvor vi havde pengene fra til istandsættelsen og hvad det havde kostet. Jeg er stadig i tvivl om vedkommende performede med os eller om vores mundtlige præsentation havde været overbevisende nok til at få billederne til at se troværdige ud.

Eau Pernice, C for confidence (Installation view). C.C.C. Foto: Brian Kure.

Eau Pernice, Untitled (Piscine Commerce), 2021. C.C.C. Foto: Brian Kure.

Eau Pernice. Tribute I, 2021. C.C.C. Foto: Brian Kure.

Produktionen af min udstilling C for confidence hos C.C.C. faldt tilfældigvis sammen med et dansk tv-programs afsløring af en svindler, som jeg var venner med, da jeg gik i folkeskolen. I udstillingen indgår en serie af grafiske værker, hvor jeg har trykt pengesedler foldet som fisk, og dette sammenfald mellem, hvad jeg stod og foretog mig og bekendtskabet fra min barndom fik mig til at huske en hændelse: På vores folkeskole havde vi en temauge, der hed Miniby, hvor skolen i en periode blev omdannet til et minisamfund. Jeg kan kun huske kagebutikken, banken og hattemageren, hvor jeg selv arbejdede. Den politiske samfundsstruktur har jeg ingen erindring om, men det har nok været lærerne der bestemte.

Siden jeg var god til at tegne havde jeg, forud for Miniby, fået lov til at præge Minibys pengesedler med en flapøret hund. I Miniby blev jeg opsøgt af en gruppe af drenge, blandt andre ham der nu er svindler – eller som han skriver på Facebook: selvstændig moneymaker. De spurgte mig, om jeg ville være med til at lave flere penge. Jeg tænkte ikke over, at der kunne være noget forkert i det. Jeg havde den originale tegning, jeg havde adgang til min fars kopimaskine, og jeg syntes det var en spændende udfordring at få sedlerne til at se ud nøjagtigt som de rigtige. Vi havde noget grønt papir derhjemme, dog ikke helt i den samme tone. Jeg afleverede sedlerne til drengene og tænkte ikke mere over det. Jeg var bare optaget af at lave hatte, at tjene mine Miniby-penge og købe kage for dem. Det var først en lørdag eftermiddag, at det slog mig, at noget var galt, da jeg stod i haven og så den ene drengs far komme rullende ind i indkørslen i sin bil. Jeg gemte mig i skoven. Da jeg senere luskede tilbage, hørte jeg min far grinende berette til min mor, hvordan drengens forældre havde fundet ham i baghaven, stresset og desperat i færd med at grave pengene ned, og han havde tilstået det hele – også falskmøntnerens navn, altså mit. Der var heldigvis ikke noget fængsel i Miniby, men skammen var en straf i sig selv.

Der er forskellige performative aspekter i forholdet mellem objekt og ord, der interesserer mig. Darkness Falls on Beroldingerstrasse 7, 79224 Umkirch er titlen på et værk af Jason Dodge fra 2006. En installation af forskellige lyskilder på gulvet: Pærer, stearinlys, lysstofsrør. Lyskilderne bliver et spor fra en påstået handling, der foregår i værkets titel. Objekterne forvandles altså gennem en fortælling. At titlen er skrevet i nutid bevirker, at scenen udspiller sig netop i øjeblikket, hvor sammenhængen mellem titel og objekter går op for beskueren. Jeg oplever det som en filmisk krydsklipning af to handlinger, der mødes gennem mit, beskuerens, nærvær. Et helt anderledes eksempel er Guy de Cointet, der lader sine objekter aktiveres via teaterstykker, hvor de fungerer som rekvisitter. Men rekvisitterne er ofte abstrakte i forhold til det, de skal repræsentere. For eksempel i værket Tell Me, hvor rekvisitten tæppe beskrives således i manuskriptet: ”The rug is a wooden cube with signs painted on it”. Når man besøger de Cointets installationer uden teksten fra performancen, ser man således noget andet, end det performancen insisterer på at få det til at blive. I min reklamefilm til udstillingen C for confidence parafraserede jeg Guy de Cointet og hans oevre af hyperkodede objekter. Motivationen var en simpel iagttagelse: Da jeg en dag skulle skrive en online portokode på et brev, slog det mig, hvordan koden havde en lighed med et ofte brugt element i de Cointets værker: En tavle med bogstaver og tal.

Eau Pernice. C for confidence, 2021. C.C.C. Foto: Brian Kure.

En con artist er en svindler, der igennem ord og fremtræden formår at vække tillid hos sit offer. Con kommer fra confidence, og det er altså en overbevisende performance, der får offeret til at give sig hen til den forestilling, der bliver skabt. Min interesse for Anna Delvey, kvinden, der formåede at låne penge af New Yorks jetset til at etablere en art foundation, men som brugte pengene på at leve over måde, lod mig falde over en interessant variation af måden, hun betegnes på: En veksling fra con artist til performance artist. Da billedkunstner Ragnhild May lavede sin udstilling Summer Scammer på udstillingsstedet Sol i Nexø, behandlede hun netop begrebet performance og vekslen mellem at have success, at føre sig frem og at fake. Et af udstillingens elementer var promotionmaterialet til sociale medier, hvor de involverede i udstillingen, Ragnhild May, undertegnede og Sofie Amalie Andersen performede de respektive roller, som vi havde i udstillingens tilblivelse: Kunstneren, kuratoren og direktøren.

Hensigten, at se succesfuld ud på sociale medier, bød på oplevelser behind the scenes, som var mere spændende end det, vi lod som om. For eksempel, da vi skulle skaffe en båd, for at få nogen til at tage fiktive paparazzibilleder af os til en fiktiv sladderhistorie i den kulørte presse. På havnen mødte vi nogle flinke fyre fra Polen, der alligevel skulle ud at cykle og gav os lov til at bruge deres båd i mellemtiden. Der var bare lige det, at de havde ladet deres midaldrende fætter, som ikke kunne engelsk, blive tilbage på båden – og vi kunne jo ikke polsk. Vi var i tvivl om, om de yngre fætre havde formidlet vores projekt til ham, altså at vi skulle tage billeder på båden for at lade som om, at vi var nogen, der blev taget billeder af på en båd, og vi var lige ved at få kolde fødder, da vi blev budt ombord på vandmelon, stærke drinks og en selvfølgelig gæstfrihed: At tre fremmede kvinder i badedragter gerne ville tage billeder på deres båd til sociale medier var ikke underligt. Da de yngre fætre vendte tilbage og bad vores iscenesatte paparazzifotograf om at fotografere os og dem med deres telefoner, var vi blevet til det, vi performede. Nogen, der blev taget billeder af på en båd.

En veninde plejede at spørge mig: “Er det her rigtigt, eller laver du performance med mig?” når jeg placerede værker i fortællinger. Jeg kan blive ramt af en stærk skamfølelse, når fortællingens konstruktion bliver prøvet, og jeg føler mig afsløret i en slags svindel. For mig synes begreberne scam og skam at være tæt forbundne. Svaret er, at historien er rigtig, også selvom den iscenesætter værket. Ved at fortælle noget flere gange, bliver historien bedre. Ikke usand, men erfaringen og responsen gør, at fortællingens opbygning forandres. I Herman Melvilles bog The Confidence-Man diskuterer tre karakterer hverdagens iscenesættelse: ”Does all the world act? Am I, for instance, an actor? Is my reverend friend here, too, a performer? Yes, don't you both perform acts? To do, is to act; so all doers are actors.” Og denne gliden mellem at være, at gøre og at performe får mig til at tænke på introen i filmen Subway af Luc Besson, hvor der står:

To be is to do, Socrate

To do is to be, Sartre

Do be do be do, Sinatra

I 2021 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele året vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

EAU PERNICE

Eau Pernice (f. 1988) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2017. Pernice bor og arbejder i København og er repræsenteret af C.C.C.