I BRODERIDAMERNES HÆNDER

Første gang jeg mødte broderidamerne, må være for cirka et år siden. I forbindelse med min udstilling “Fragmenter af Aarhus” blev jeg kontaktet af denne gruppe kvinder, som jeg nu kalder broderidamerne. De ville brodere Aarhus’ kystlinje men manglede en kunstner til at fortolke den.

Broderidamerne er et fællesskab af kvinder, der igennem mange år har broderet forskellige broderiværker sammen. De arbejder altid projektorienteret og i fællesskab. Som det fungerer nu, mødes de hver onsdag formiddag til kaffe og syning. Her kan de diskutere og sparre med hinanden, og se hvad de hver især har fået syet siden sidst. Det var på en af disse onsdage formiddage, at jeg mødte dem for første gang. Jeg havde selvfølgelig fået lidt at vide om projektet inden, men da det jo ikke er hver dag, at man bliver kontaktet af nogle, der vil brodere ens tegninger, var jeg utrolig spændt på at finde ud af, hvad det egentlig var for noget, jeg endnu ikke havde sagt ja til, men i den grad var nysgerrig efter at vide mere om.

DSC06667.JPG
Fotos: Puk Ewdokia.

Fotos: Puk Ewdokia.

Jeg blev mødt af en helt fantastisk forsamling af kvinder. Der var ingen pensionistklubstemning her. Der var masser af liv og dynamik i lokalet, og jeg fik en klar fornemmelse af, at det var en flok utroligt livsglade og levende kvinder, jeg her havde at gøre med. Én er billedkunstner og går caminoen hvert år, en anden er sygeplejerske og har rejst og arbejdet rundt om i hele verden. Den ældste er 94 år gammel! Disse kvinder mødte mig med en sådan varme og tydelig begejstring over projektet, at jeg bare måtte sige ja til at være med. Det stod tydeligt, at arbejdsbyrden ville blive stor, for jeg skulle producere en række nye tegninger med huse fra kystlinjen, og da broderidamerne arbejder frivilligt, var jeg ikke garanteret nogen form for betaling. Men det her handler netop om så meget mere end penge og arbejde. De her kvinder syer, fordi de kan lide det. De syer, fordi det giver dem glæde i livet. At få en chance for at arbejde sammen med nogle så varme, passionerede, seje og livskloge kvinder i et hundrede procent lystbaseret projekt, dét vidste jeg, at jeg blev nødt til at sige ja til!

Foto: Puk Ewdokia.

Foto: Puk Ewdokia.

De gav mig frie tøjler til selv at bestemme, hvilke bygninger jeg ville tegne, for det var selvfølgelig vigtigt, at det var nogle, som jeg selv ville synes var sjove at tegne, og som jeg også ville kunne bruge udenfor projektet. På det tidspunkt rejste jeg meget med Mols-linien mellem Aarhus og København, og jeg kan huske, at jeg stod på dækket og betragtede kystlinjen, imens jeg overvejede, hvordan jeg skulle gribe projektet an. Hvilke bygninger møder én, når man ankommer til Aarhus fra havnesiden? Og hvilke af dem skal tegnes? Som det er nu, dominerer de nye havnebyggerier det meste af havnefronten, og jeg overvejede på et tidspunkt også at tegne en kran, fordi at de, når man tænker over det, faktisk fylder ret meget af havnen.

DSC06661.JPG
Foto: Puk Ewdokia.

Foto: Puk Ewdokia.

Men jeg havde faktisk ikke lyst til at tegne alle de nye bygninger. De får allerede al opmærksomheden. Det var heller ikke dem, mit øje hvilede på, når jeg kiggede mig omkring. Det var alle de gamle, historiske bygninger, som for tiden bliver glemt og klemt mere og mere bag og imellem de nye byggerier. Bygninger som Toldboden, Pakhus 13, Katedralskolen og de gamle bygninger langs Kystvejen, som engang lå i første række ned til vandet. Jeg skulle samle 16 tegninger, som ville blive broderet som 16 selvstændige værker. Det er dog blevet til 14 nu, men det er stadig i den grad et omfattende projekt, og jeg er stadig i bund og grund bare enormt beæret over, at de her kvinder gerne vil brodere mine tegninger.

Fotos: Puk Ewdokia.

Fotos: Puk Ewdokia.

Jeg tegnede henover foråret og sommeren, og jeg kan takke broderidamerne for i den grad at holde mig godt igang. Det var specielt at sidde og tegne de her bygninger og vide, at de ikke var “færdige” efter min sidste streg. At de skulle videre, og ende med at have et helt andet udtryk, som jeg endnu ikke kendte til. En tanke, jeg har brugt meget i forbindelse med projektet er, at mine tegninger er en fortolkning af bygningerne, og at broderierne er en fortolkning af mine tegninger. Da jeg var færdig med alle tegningerne, var min del af projektet overstået. At overlade resten af ansvaret til broderidamerne var jeg dog helt og holdent tryg ved. Jeg havde i mellemtiden været med et par af kvinderne på en tur til Todbjerg, hvor vi så et af gruppens tidligere broderiværker, og jeg blev utrolig imponeret over, hvor dygtige de her kvinder er til deres håndværk. Efter det syn, kunne jeg godt få lidt kriller i maven, når jeg tænkte på, at det næste gang var mine tegninger, der skulle “under nålen”.

Foto: Puk Ewdokia.

Foto: Puk Ewdokia.

Broderidamerne gik nu igang med næste del af processen. Tegningerne skulle overføres til broderistof, da der skal broderes ovenpå dem. Der arbejdes meget professionelt i gruppen, og de er gode til at fordele arbejdsopgaverne. Én af dem har taget en uddannelse som brodøse, og det er hende, der fører an, når der skal ligges “sy-strategi”. Hun lærer de andre om kædesting, minutsting og franske syninger. En anden, som er uddannet i tekstil på Designskolen Kolding, og arbejder som kunsthåndværker, stod for at redigere filerne på computeren og have kontakt med trykkeriet om stofprøver osv. Nogle af dem har været i gruppen i mange år, imens andre lige er kommet ind og dermed har dette som første projekt. Alle hjælper de hinanden.

Fotos: Puk Ewdokia.

Fotos: Puk Ewdokia.

I onsdags besøgte jeg så broderidamrerne igen, og denne gang var jeg ekstra spændt. De var nemlig gået i gang med at sy! Det var første gang, jeg så tegningerne trykt på stof, og det i sig selv var imponerende for en tryknørd som mig. Men det vigtigste var selvfølgelig BRODERIERNE. Det var så vildt at se sine tegninger få et helt nyt liv. Det er mindst lige så fedt, som jeg har drømt om, og jeg er stadig dybt imponeret over, hvor dygtige de er. De tilføjer (både bogstaveligt talt og kunstnerisk) tegningerne et nyt lag, en ny dimension. De tilfører lys og skygge, strukturer og farver, som frigiver broderierne fra tegningen, og giver dem deres eget liv.

Fotos: Puk Ewdokia.

Fotos: Puk Ewdokia.

Hvor broderierne skal hænge, når de er færdige, ved vi ikke endnu. For broderidamerne er det vigtigste, at de har noget at sy, og der hersker en generel ro og afslappet sikkerhed omkring, at den del af projektet nok skal løse sig hen af vejen. Broderidamerne har altid fundet en løsning. Jeg er så glad for at være en del af dette projekt, og jeg glæder mig meget til at følge med i de dygtige kvinders arbejde, både med dette projekt og fremover.

Puk Ewdokia (f. 1991) er kunstner og illustrator. Puk har bidraget til idoart.dk siden 2014.