I BELONG AT THE EDGE

I krydset hvor Kavalloti og Propyleon mødes, har nogen tegnet et dyr på husmuren. Et dyr der har hoved i begge ender, faktisk præcist som Forlæns og Baglæns, bortset fra at det er kat i den ene ende og hund i den anden. Nedenunder står der catsdog. Hinandens modsætninger. Samme krop. Jeg har haft det meget på den måde, siden jeg kom. Som om der er mindst to sider af tilværelsen, der trækker. Mindst to fortællinger. Lidt græske moccasiner, lidt orange sneakers.

En lille del af fortællingen står allerede skrevet på husmurene her i Athen, som i sætningerne: ”We don’t need no more trouble” og ”Stop the problem” samt de små sorte piktogrammer af nogle, der råber i mikrofoner. I nogle af souvenirbutikkerne sælges der endda muleposer med ”Keep calm and no more crisis.” For mig, der kommer udefra, er krisen ulmende, men det meste virker præcist som enhver anden hverdag. The world keeps turning, the world keeps turning.

Jeg drikker morgenkaffe på en café ved Syntagmepladsen. 1,5 €! Tidsforskellen er kun en time, men der er alligevel et ryk, der skal hentes. To ældre damer sætter i løb efter bussen, mens de råber til hinanden. Deres spurt er anstrengt og skæv, men der er tonservilje bag. Den tykkeste når frem. Hun kaster sig med taskearmen først på tværs igennem glasdørene, der er ved at lukke. Den bagerste hujer og hylder hendes indsats. De når begge med. Før dørene lukker igen, snakker de videre som før de satte i løb.

Trafikken er en historie for sig. Man skal have et øje åbent, og med det andet lade som om at man er ligeglad. De hjemløse hunde har lært at krydse de store veje med menneskene i lysreguleringen. Der er temperament her! Noget af det tildeler jeg, at jeg bor i et mekka af turister, hvor forvirringen hele tiden er total, og noget af det er den græske kultur.

Tidligere udrejse har lært mig, at det gælder om at komme op og ud, hvis man vil opleve gaderne, mens de endnu ikke er overfyldte. Første morgen er stedets oldfrue i færd med rengøring. Hun sidder i lejlighedens fællesområde i uniform og et stort smil. Da jeg forlader mit værelse, siger hun på græsk, at jeg ikke skal låse. Derefter viser hun med hænderne, at hun låser, når hun går.

Indtryk kommer hurtigt. Allerede da jeg plantede fødderne i lufthavnen, blev opmærksomheden skærpet. Dels er det noget med at vide, at jeg skal være særligt varsom i udlandet, dels noget med at vide, at det her er once in a lifetime, og at det er stof, jeg skal bruge. Joan Didion sagde engang: ”I belong at the edge of a story”. Jeg har ikke set interviewet med Michael Bernstein, så for mig kan det have to betydninger. At man som forfatter altid er i gang med at skrive det næste, og at det man skriver altid er på kant med det liv, man lever. På den måde er der flere spor lagt ud i oplevelsen med at rejse ud. Annette med sine egne håb og drømme for tilværelsen, og fiktive hovedpersoner der tager form i erfaringerne og pludselig vil sige deres eget.

Jeg begynder at ane en rytme. Om eftermiddagen vender jeg kortet, går hjem og skriver på værelset. Solen rammer mine ben igennem altandøren, når jeg sidder på kontorstolen. Der bliver mørkt kl. 20. Grækerne sidder på deres altaner, og igennem de åbne altandøre kan man høre deres fjernsyn fra stuerne. Parret på modsatte side af gaden, to etager ned, griner på deres altan. Solen forsvinder bag bjergene, og der bliver tændt lys i Akropolis. På et tidspunkt siver det ind under huden.